Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Anden del, en begribelse.

Jeps, det er vitterlig et ord.

Onlinekursus

Kvalme, hm… ikke gravid. Tror jeg! De 2 tallerkener popkorn i går aftes så? Det er ugens 6 dag og klokken er 8:05. Måsen er eleveret ovenpå hynde, midt på stuegulvet, på den for længst fraflyttedes liggeunderlag. Yogakursets 2 modul er lige gået i gang og koncentrationen er allerede svær at fastholde. Trangen til og se mod de store vinduer for eventuel lille katte mund i tavst O, bliver for stort og jeg lister et øjenlåg åbent.

Hvad! Fru P, fru lærer flimrer væk og står nu her i pause, i en mildest talt uværdig stilling. Kommer hun tilbage? En bevægelse i et andet hjem, i et af de små rektangulære vinduer, til højre på skærmen og mine sitrende muskler gisper af lettelse, da jeg med et bump sætter bagen ned i madrassen.

Tre kvarter senere liggende i madrassen. En kulde har sneget sig ind under mine benvarmere og fået alle bagsidens muskler trukket sammen til korte, hårde strenge. Sikkert fordi jeg ikke har været “rigtig” fysisk aktiv endnu, sjosker en tanke igennem mig.

9:15. Det fysiske program er færdigt. Godt mikrofonen er slukket, for har netop i smug med video ikonet tændt slupret min egen müsliblanding ned, mod noget modvillig mavemund fra magnum is containeren. Ingen kommentarer om mit morgenmads valg. Måske noget de andre gør på ugentlig basis! Eller de har også bebrillet teen, der stabler dem som tårnet i Pisa bare på hovedet, med de langskaftede skeer stikkende op som ydmyge råb om hjælp.

Opper, jeg er herinde

Meget ren slikket ske

Holder balancen på den ene balde for ikke, at ryge sidelæns ned ad stolen, da jeg venepumper den ene læg på knæet. Trykket fra fodsålen ned mod den anden stols kant, får tæerne til og lyse ekstra hvidt, tittende frem fra under det bløde, mørke tæppe. Manøvren ellers pænt udfordrende i forvejen, med kroppen pakket ind i tæppet fra ankel til kraveben, som en stramt, svøbt baby.

Hjælper muligvis liiiidt på bagsidens lige ved-og næsten krampelignende tilstand.

Klokken er 14, endelig fri ah… Rejser mig stiv fra stolen. Hele bagsiden fra hæl til baghoved er; som har jeg ligget over et par enorme lår og nogen har slået mig med et splintret, hjemmelavet rundboldbat. Jeg må virkelig havde været uartig! Jeg rynker brynene og jeg gnider først lænden, så panden med håndryggen. Skal jo til denne her folkeskole komsammen klokken 17.

15:23. Mine fingre vil ikke rigtig lystre, da jeg forbereder en nem morgenmad til dagen efter, hvor jeg igen fra morgenstunden skal træde ind i yogaens mangesidede univers. Super svært for øvrigt, at række fingeren i vejret som en god elev, mens man står i en et-benet split. En teske, to eller? Min hjemmelavede müsli indeholder, indrømmet, godt nok mange ingredienser, men det plejer jo ikke og føles som en skide Niels Bohr udredning.

Syg. Influenza, migræne, corona! Skal det have et navn?

15:30. Præcis. Krak kortet ligger opslået på bordpladen, siderne synes som udsat for varme flimmer. Kniber øjnene sammen som for, at støtte samlingen af de nødvendige hjerneceller til og tænke ruten igennem. Læsebrillerne er da ikke nypudset men … Min hjerne virksomhed er som en gammel slidt, dvd, lånt via bibliotek.dk. I pause med millioner af pixels i et mislykket, forvrænget puslespil. Øjenlågene vil ligesom ikke mere end halvt op, a la, når jeg har drukket halvdelen af det ene glas vin, der på minutter formår at slukke min liderlighed og flytte tanken mere i retning af; “nåh jeg skal jo også ud og børste tænder.”

Den tiltagende nervøsitet i solar plexus er som en overdimensioneret Pac Man på jagt efter andre, mindre oste. Som et andet hjerte banker den synkront med min dybe mistillid til Google maps. Vender, tjekker, dobbelt tjekker gode, gamle, pålidelige E4 mens forståelsen af logikkens farvetråde på siderne synes, at hoppe som en frø i slowmotion fra mit ene øre til det andet, gennem mit stadig morgenuglede hår. I stedet for, at tage elevatoren ned og benytte sig af den, ellers på andre dage, ganske udmærkede underetage. Jeg har et eller andet med nord, syd, øst, og vest, verdenshjørner som får anden halvdels øjne spærret op bag brillen, når jeg drejer krak 90 eller 180 grader i mine hænder. Retninger jeg skal forholde mig til men hvor jeg sjældent skal ende. Man skal jo for fanden bladre for, at komme til Greve fra Skovlunde.

Følg vandet eller kig på solens placering!

En ganske vist velmendende anden halvdel

Frosne billeder

Øhm…. havde vi ikke lige gået side om side i denne storsvedende storby! Med andre mennesker overalt, alt for tæt på og skuldersnittende, vaklende og nærved snublende over brosten i varierende højder. Som havde nogen presset jorden, der omgav dem sammen og de ligesom egernet, Scrats øjenæbler fra animationsfilmen Ice Age nærmest var ved, at ploppe ud af belægningens mønster. Jeg SER ikke solen, men mærker i stedet mine svedkirtler adlyde dens mindste vink, mens sandalerne farves stadig lysere af støvet. Min sult, som kommer kun to timer efter morgenbuffeten har udstødt gårsdagens naturalie indtagelser, kan ikke afledes af fortidens monumenter eller af glimtvis solglitrende, algefarvet vand. Måske, hvis overdænget af smeltet ost eller skinnende nutella, skal ikke kunne sige det. Mavens knurren synes, at ville sprænge rammen for min tålmodighed i samarbejde med eksplorationen af lugte fra osende køretøjer, parfume indsprøjtede kroppe og duften af mad, vi aldrig stopper for at smage. Og så er der lydene. Larmen. Skingre lyde, skrattende, hvinende, pibende lyde og stemmer i syngende sprog med andre tryk og pauser end mit.

Den dominerende blære, som bare små tre kvarter efter vi har forladt hotelfoyeren mindes tidligere opfyldninger og derfor med det samme bonger ud med sin lille pressen via tyngdeloven, dens møginsisterende sendebud. Blink, startende fra svagt rosa til postkasse rødt gør, at jeg må bede den nedre hængekøje stramme sig an og jeg længes hjem til hotelværelset, hvor jeg i sikker afstand til kummen ved jeg må drikke andet end små, meget lidt tørstslukkende slurke. Jeg ved det er tanken, men halvt fyldt føles desværre sjældent som halvtomt.

15:40. Min frontallap dirrer irriteret en lille anelse, da anden halvdel runder bordpladen og “hjælpsomt” blander sig i min forståelse af retning, afkørsel og ringveje. Sukker. Troede jeg kunne nøjes med en lidt kortere rute…

16:15. Står ved siden af anden halvdel ved køkkenbordet, fuldstændig udmattet af og nedstirre krak, der vil åbne af sig selv på Greve afkørslen, hvis taget ud af det blå skab igen. Mine fumlende fingre tøver og presser så langsomt en pille ud af sin folieindpakning. Et tryk jeg ikke har foretaget siden noget, der ligner 2013 og det sandsynligvis til et barn. Men nu står jeg og skæver til ham, for han kan se det… Fordi. Fordi jeg håber at den handling vil forklare min tilstand. Måske mest for mig selv. Lægger pillen langt tilbage på tungen og synker besværet, den og vandet. Sådan, bliver stående som pause sat og venter sløvt på magien. Den er tildelt et stort ansvar, jeg skal finde vej, igennem aftenen og tilbage igen, for jeg skal jo afsted.

Tror du ikke du skulle tage din temperatur?

Nævenyttig anden halvdel

Hvorfor dog det, tænker jeg, men nåh, ja det kan jeg da godt, så. Min fod slår en urolig rytme mod trægulvet kun 20 centimeter fra katten. Mit blik møder mig i spejlet. Kender jeg virkelig mig selv så dårligt? Tager den 3 gange, plus i stor forhåbning mirakel øret. Feber! Shit feber.

“Så har du en god grund til ikke og møde op!”

Anden halvdels ord giver genlyd i mit tunge hoved.

Jamen, jeg havde jo netop glædet mig, ikke til køreturen, godt nok. Men se dem, høre stemmerne, jeg ville kunne genkende med bind for øjnene. “Læder” jakken på knagen, i bryggerset, stirrer tilbage. I yoga har det et navn. Jeg vil ikke kunne gennemføre, trods vidundermidlet, det vil kun blive EN stor kraftanstrengelse.

Afbuddet sendes, med tusindvis i timen, i retning af Greve og al min kontrol synes på nanosekunder og krakelere fra presset af, hvad det end er min krop er fyldt med. Minutter senere er alle sanseindtryk uudholdelige, tarme snor sig, læderhuden utåleligt kuldskær, som har jeg haft 5 på hinanden følgende hedeture, med den klamme sved, som en film på huden, de altid efterlader.

Jeg har det jo for fanden som om jeg har influenza. Hvad pokker er det helt ærligt min krop skal gøre, før jeg fatter den?

Der skal gå 2 døgn, 2 afbud mere, og anden halvdels, “tror du ikke det var et migræneanfald?” Før det går op for mig, at dette måske ikke var noget som smittede. For som en sommerbyge efterlader blade, perlende og fortovet dampende som eneste bevis på besøget, sådan er et migræneanfald også. Lige så pludseligt væk, som det er opstået.

Ved nærmere scrolling op og ned af informative sites finder jeg ud af, at disse anfald åbenbart kan være meget forskellige. Jaså. Rart og vide, men ømheden i nakken, der i løbet af ½ til flere timer, breder sig både op og ned langs rygraden, alt efter hvor meget du kæmper imod, ignorerer og mosler videre er altså meget nemmere at greje. Men så igen, ned med nakken vil jeg jo ikke. Ikke overgive mig, give slip. Jeg har selv sat forventningen om, at gøre, møde op til det jeg vil, sige ja til det som forventes.

Jeg vil gøre meget for, at undgå dette noget, men hvad der kræves står ikke helt klart.

Hvad kan du undgå?

Får du også beskeder, kropsspejlinger af det, du ignorerer?

Direktør for livet

Lige som sidste gang havde jeg en overfyldt kalender ugen op til, men hvad så, jeg er jo ikke en direktør for et stort firma med en arbejdsuge på 70 timer, faktisk var det meste noget jeg i månedsvis havde set frem til. Målet må være, at mindske (ikke trodse) overgangsalderens ildtunger. Mere bevidst given slip, tagen ansvar burde kunne nedsætte den selv påførte opbyggelse af spænding i kroppen, så jeg ikke så ofte eller forhåbentlig slet ikke, gør mig selv til drageføde i nok en 24 – 48 timer timers venten på, at kroppens utilfredshed endelig slipper og ebber ud. Endelig hørt og lyttet til.

Foreløbig forebyggelses strategi

Større mellemrum i de ulæselige (for andre) flytbare aftaler under køleskabsmagneterne. Hvis det giver mening, tage offentlig transport i stedet for selv, at sidde bag rattet. I lange skridt skynde mig ud i ubehageligheden, lige meget hvilken form den tager, med åbent sind. Blive indtil den, måske af sig selv, opløses. Kærligt og omsorgsfuldt overbevise min indre neandertaler at flygt, frys-og angreb reaktionen ikke mere er nødvendig. Simpelthen plante et afskedskys på dens fugtige pande, inden jeg stille lukker døren bag den. Hvis frygtsomheden så alligevel leger Tom og Jerry med mit affaldssystem, så er alt jo kun en overgang. Fritid skal “lovligt” tages i dage, timer tæller ikke, som i overhovedet ikke.

Meget kan vente, men kan du? Kan jeg?

Har du også migræne(r) eller har haft?

Hvor er I? Snakker I ikke om det, fordi? Ja, fordi hvad? Det er jo ikke fordi bukserne bliver gule, som hvis stressinkontinent, ved grin, hop, eller løb, vel! Hvilket kan være nok så generende og skamfuldt. Det vi også burde grine ad, sammen. Fordi vi kan genkende andre kroppes ikke altid lige forudsigelige svigt i os selv.

Vil du læse eller genlæse mine “hyggestunder” med min egen nedre mund? Find Levet liv med den lille pil oppe i emne linjen. Søg nedefter, mere endnu, til du støder på:

Træning uden hoved, Bingoplader og Min moster fra Rødovre er død. Læs i dato rækkefølgen.

Nåh… men kan du ikke nok være sød og snakke om det hvis du har! Det kunne være du havde god erfaring (eller ikke,) og give videre. Så mange tak, jeg ville føle mig langt mindre indlæggelsesværdig.

Jeg vil gerne finde hende den rolige. Hende, der ikke får et mildt anfald til 14 dage senere, fordi hun holdt så krampagtigt fast i rattet hele vejen hjem fra Hotel Lolland. En skattet persons fald sendte os sydpå for, at hente 2-benede og 4-hjulet hjem. Med blikket låst fast på den mørkegrå Toyota Yaris foran mig, svingede jeg ud og ind som en uafrystelig skygge, som tro kopi af det svage minde fra cykelløbet på Nederbyvej i måske 1982, ved den ene af de 2 vejfester jeg kan huske hvor jeg kom ind, igen som nummer 2.

Der må være en grund til. En ud over bogstaverne tastet på Hanne, at jeg har fået kastet et yogainstruktør kursus efter mig. Skrev det jo nærmest bare for sjov da jeg blev spurgt om videreuddannelse.

Jeg var jo i sikkerhed for pokker. Indtil.

Det vil vi godt give dig?

Shit, bare shit.

Havde ikke lige regnet med de ville betale 22 tusind for det, når nu deres løn er det laveste jeg får ud af de 4 ansættelser. Men det forklarer jo så den sikkert ikke ringe størrelse på deres kursus konto.

Del dine skavanker eller hvad der påvirker dig på nye måder ikke kun som det, der udgør dig, din fortælling. Giv den et sandhedstjek og så opdater den til 2022. Måske er det ret nemt i virkeligheden og ikke kun i teorien.

Hvis du ikke (som jeg) kan lade være med, at opsøge oplysninger på nettet som får dig til og tro du er/har mindst … så husk at grine. Af dig selv. Med nogen.

Eller grib modet, “se” ind, i stedet for det nemmere, ud. Lyt til …

Det 3 permanent, ørevoks fyldte øre

Af nogle kaldt mavefornemmelsen

Det, selv om det for det meste er som om, at signalerne fra kroppen bliver kørt ud om natten med postnord, afleveret i postkassen og så! Tja… nøglen hænger på brættet men dreje den i dens lille lås for et Ballerupblad, nej vel!

Hej så længe og stort kram i din retning.

L

Efterskrift

Fingrene klør i saltet, der sidder tilbage, nu hvor sveden er fordampet efter cykelhjelmen er hængt tilbage på plads til midlertidige edderkoppeindflytninger i garagen. Misser mod solen og gnider mærket solbrillerne har sat. Havde jeg i virkeligheden haft corona?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

  • pille tæer hovedløs og tankefri på en klippe.
  • skyen ville lette.
  • få lov til at hænge med hovedet.
  • se alting gennem skånsomt lys.
  • det ikke føles som om at man hænger i med det yderste af neglene.

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er så frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Har nogen set bunden på suppen?

Se evt. på indholdet i din gryde som du ser dine havesko. Den sidste destination inden du kyler dem ud.

Grøntsagsgrød er og har været den eneste måde jeg kunne få dreng til, at spise en variation af grønt. For kan man overhovedet kalde agurk, rød peber og meget nødtvungent gulerødder for andet end et absolut minimum? I vinterhalvåret kan sidstnævnte smage så meget af sæbe, at jeg lader ham slippe, det skyldes dog også, at jeg et år fandt dem i bedet neden foran hans vindue. Her er det grøden så ugentligt erstatter og forhindre tiltag til ny uønsket “kompostbunke.”

Den fraflyttede

Jeg spiser da varieret mor!

Hold den tanke for det er altså kun drengens indtag + rødløg, majs (på dåse), avocado, springløg, dild og porre ja, og dressing og så tomat selvfølgelig. Dem kan hendes lillebror kun spise i min, lad os bare kalde den “tomat” sauce og så selvfølgelig enten i Heinz eller Beauvais` form, men det er jo også flydende KAGE, i hvert fald hvis du tjekker sukkerindholdet. Der er jo en grund til, at varedeklarationen er skrevet i så mikroskopiske bogstaver, at de kræver nypudset læsebrille, eller ekstremt strakt arm…”Undskyld men kunne du holde denne flaske for mig?”

Hendes udlægning af variation er anderledes end min, da der ikke stod alternativer på middagsbordet i min barndom. Det var mere, “spis nu den fedtkant, hvad er der med dig, du er også så kræsen.”

Jeg spiste nu heller ikke bønner i 1994, 23 år gammel. Sætte dem i blød og koge dem selv ha glem det, jeg var langt over 40…42… faktisk nok 45. Okay kidneybønner fra dåse i chili con carne røg da i gryden. Men det var jo ikke at tage det bælgfrugt`eri særlig alvorligt vel!

Skal det den ondelyne mig absolut have et navn?

Er det ikke skide lige meget om jeg kan kalde mig veganer eller vegetar? Hvorfor er vi så besatte af, at pynte os selv med selvudnævnte titler? Bliver jeg mere værd hvis jeg kan “bryste mig af”, at kalde mig veganer? Næh vel!

“Jeg starter med at spise som en vegetar/veganer ved flere og flere måltider”, tænkte jeg i sommers og så kan det være at jeg en dag i 2021, 2022 siger goddag til besværet ved at forklare mig. Men jeg synes altså ikke at jeg kan benytte mig af ordene vegetar/veganer, når det kun er er 1 eller 2 måltider om dagen, der ikke har stået og gæret i en stald. Så nej, jeg tvivler på, at jeg kan blive hverken det ene eller det andet 100 %. Hvis jeg er “ude” skal du/ I ikke tænke på andet end det du selv vil servere. Så vil jeg gøre mit bedste for at overbevise dejlig mand om, at jeg kan tillade mig vice versa ved indbydelser til mit spisebord. Men hjemme hos mig er der altid buffet så “no worries.”

Bare tanken om at jeg skal finde alternativer til mine fødselsdagsboller og diverse kager ja der skal fandme eksperimenteres så, nåh… men det gjorde jeg jo også dengang. Det tog mig år at få de boller perfekte. Det må dog være muligt uden en ko skal trækkes i patterne og en høne skal fratages sidste kraftpræstation. Altså hvis jeg nu kunne få mine æg fra naboen så ville … Jeg er overbevidst om, at de høns gokker, møgirriterende tidlige solskinsmorgner når de lukker dem ud, af bar skaberglæde.

  • Hvad er der ikke!
    Hvad er der ikke!
  • Billed 1 + stavblender = opkast
    Billed 1 + stavblender = opkast
  • Toppet med fantasi
    Toppet med fantasi

Alt der kan tåle at koges

Det kommer jeg i. Jeg gør det som regel om eftermiddagen for så kan jeg sætte gryden på køl og lave noget andet til jeg vælger, det er tid at sætte den over. For med de røde linser bliver du nød til at stå og røre hele tiden til det koger for ellers sætter de sig fast i bunden, men det er også det eneste der trækker ned på deres præstation. De smager ikke rigtig af noget, de gør grøden tyk, undskyld skrev jeg grøden? Jeg mente nu suppen men teenageren har en pointe der.

En brødkrumme på ½x½ cm.

Det er hvad du ikke kan se at jeg fik fra sidemand (17 år), da jeg ydmygt spurgte om jeg måtte få lidt af hans grovbolle som havde været under opbygning fra mand iklædt forklæde for uger siden og tøet op og vendt og drejet på brødristeren af siddende skribent til …ja drengen.

I gryden kom:

1 porre, en skive af et græskar, 3-4 hvidløgsfed, et stykke frisk ingefær (revet), en rynket blomme, en rødbede (farver godt også det tis du af den producerer.) 2 små tomater, 1 pastinak, 2 jordskokker (kun skrub dem). En rød peber, var der en gulerod og nogle søde kartofler kan ikke huske det. Jeg havde gelemassen, ren bouillon fra en grydekylling (det er ikke vegetarisk for en kylling har ladet livet færdig slut), tørret basilikum og nå ja en chili. Ja, jeg er en kylling Pip, gok og tager kernerne ud, næste gang lader jeg 2 sidde.. Lidt rødvinseddike, det jeg har, du er klar over at sådanne eddiker er guld værd for din tarmtrivsel og maveomfang nu ik? Med løs hånd hælder jeg direkte de røde linser i (jeg skyller dem ikke) måske 3 spsk. ish. det samme med gule ærter granulat`et. De er næste step at koge selv, jeg er så træt af at læse bag på æsker sulfat, sulfit, citronsyre osv. Hvis jeg får det fra alt jeg spiser som er præfabrikeret, (jeg holder mig ellers væk fra det så meget jeg kan), så er det alligevel en deprimerende stor mængde lagt sammen over ugen.

Sagde jeg, at jeg skummede den af, skruede ned (1) og glemmer den mens jeg skriver!

Så blender jeg til grød og varmer nedenstående med.

Tænder for brødristeren, tro mig gemalens boller har deres andel på elregningen.

Nu havde jeg jo også en pillet rest kylling fra hel kylling i gryde og nogle kogte kartofler fra i går. Drengen holder af stivelse af en hver art, han spørger dog stadig, nu knap så mistænksomt ved middagsbordet over gryden mens han rører rundt.

ER DER NOGET I JEG IKKE KAN LIDE?

Store øjne bag fedtede og duggede glas

De burde faktisk være immune. Vi har en stiltiende overenskomst om, at det spørgsmål er angående de klumper der måtte drive rundt i overfladen når han rører med skeen, toppen af isbjerget. Det nedenunder (altså grøden) det taler vi, som i IKKE om. Kokken må vel have lidt manøvrerings frihed.

Min tallerken var ikke som de andres for sådan en omgang (udseende af) maveonde er simpelthen ikke nær nok til mine øjne, smagsløg og samlede oplevelse så på kom:

Hvem sagde enkelt? Jeg sagde tænk muligt.

Purløg, hjemmelavet hummus af hvide bønner, rest af salat fra frokosten (egentlig aftensmaden i går) og ristede cashewnødder. Nogle drej rundt med salt/peber kværn, drysset paprika, tørret chili og gurkemeje (indtil nu næsten udelukkende pulverform), min nye gud. Den er bl.a. rig på antioxidanter og kan hjælpe mod uren hud, beskytte dit hjerte og hjerne og udsætte diabetes, og det smager ikke så slemt, det forsvinder i alt det andet. Havde glemt at putte den i suppen fra starten af, irriterende.

Grønt i børn og barnlige sjæle, tænd stavblenderen og træk den ikke, som i IKKE helt OP OG NED og sluk ikke før, at den er grød uden klumper. Sådanne tingester skal nemt kunne identificeres. Så jeg tilsætter dem altid til sidst. Hvis jeg har en rest piskefløde tjekker jeg om ægtefælle er i nærheden og skynder mig, at lade det forsvinde i grydeindholdet, smør ditto. Han er nemlig af den overbevisning at hans hjerne kan klare sig uden fedt, men det har jeg for længst indset, at det kan min ikke. Hvis du fortæller ham hvad du har læst vil jeg pure nægte, at havde skrevet det.

Kan også godt finde på at klippe persille og rive parmesan på. Så blev koen lige involveret igen, igen.

Jeg har vænnet mig til havregrøden om morgenen (i stedet for skyr, som jeg alligevel ikke kunne klare mig mange timer på). Om vinteren er det bare så dejligt at spise noget varmt, og jeg kan undervise 3 hold og spise frokost næsten 6 timer (!) senere på sådan en tallerken. Om sommeren på varme dage må jeg leve med hedeturen og den afbrændte gane hud. Er så bar lige i stedet blevet afhængig af havremælk, æblegrødsmoserens 20 bægre samlebånds producerring og egen daddelpasta + så store mængder kanel, at det bagefter ser ud som om at jeg har børstet tænder i det. Men det skulle jo være bakteriedræbende og man kan faktisk købe, ja nemlig tandpasta med kanel. Det burde mine mængder taget i betragtning være ceylonkanel men det kan jeg ikke få min indkøber alias moser, ælter og fedtfornægter til at kaste på fødevarer båndet. Endnu.

Jeg har accepteret, at jeg definitivt aldrig bliver den store opskrift overholder når det gælder madlavning. Det bedste er når jeg mangler noget og jeg bliver nød til at finde på noget andet end jeg plejer. Jeg arbejder stadig på at ignorere nemheden i, at hente et “dyr” i fryseren og give det, den altoverskyggende hovedrolle. Det kan dog blive mod modstand da indkøber har panisk angst for, at man rent faktisk kan åbne en skuffe i fryseren fordi den ikke er helt fuld. Næh, nej det kræver altid en masse sukken, og banden og så må jeg endda ofte opgive og modvilligt presse den, den ene centimeter ind igen, som jeg har fået den ud. Jeg ved nemlig pr. pænt dyrekøbt erfaring at jeg kan risikere at flå fronten af skuffen “løs”. Det selvfølgelig min skyld, at jeg ødelægger den! Baseret på at jeg engang rev et håndtag af en anden fryser! Jeg burde seriøst sige mine jobs op og blive tester af hårde hvidevarer på fuldtid med risikotillæg og en fed pensionsopsparing. Kunne nogle af jer ikke bare lyve for min mand og sige, “at det har I dag gjort masser af gange!” Han tror jeg er en ener.

Det kan også gå sådan, at jeg ikke kan få den lukket igen medmindre jeg hygger mig med, at tage alt indholdet ud under meget utilfredse grynt, ondt skulende i retning af rum med mærkelig musik kommende ud fra, hvor indkøber træner. Jeg kan dog MEGET godt lide hans flade, hårde mave. Så, der nu har jeg sagt det, det kan faktisk godt få mit blik i stå, eller på vandring…

Nå, det blev så ikke noget fra den fryser! Soup anyone?

Du skal ikke være bange for grøntsagerne i stedet skal du favne det magiske de gør ved din krop, der er virkelig ingen som helst tvivl, du bliver “let” og energifuld. Du går simpelthen fra, at føle dig som løven der slår mave ovenpå indtagelsen af en uskyldig gazelle til de gazeller, der nåede at slippe væk.

Husk!

At du skal krydre grønsagerne virkelig rundhåndet, for det er kun svampe og tomat der giver den der umamismag, så køb andre krydderier end dem du plejer som måske er timian, karry, paprika og basilikum. Har jeg ramt rigtigt. Ha det har jeg ikke?

Den var jeg også på og den 17 årige er virkelig ikke nærig med sine rynk på næsen, sin stikken med garflen og de der suk…

“Nu kører hun et eller andet sundhedsregime igen”… Tænker mand der glimrer i sit fravær af at kokkerere aftensmåltider, og ja jeg kan jo ikke udvide mit repertoire af retter hvis jeg ikke eksperimentere og fejler, lykkedes og fejler igen.

Det vil jeg have lov til mere af

At FEJLE

Tak fordi du læste med. Hvad vil du have mere af?

Knus

Grøntsagsfråderen