Flammende fyrig

Og helt sikkert på vej ned ad ud over den vildeste skrænt også kaldet overgangsalderen. Træk nu lige vejret, rigtig dybt ja sådan helt ned i maven, vent lige, jeg skal lige med selv, niks det var ikke farligt, som i overhovedet. Vel? Jeg kan snart ikke få børn, men hvad er der egentlig i vejen med, at godt gammeldags glæde sig over det faktum.

Jeg ved det, jeg er heldig, har 2 væsner som har arvet diverse ligheder, nogle de er glade for og andre som de modarbejder. Men jeg har haft mareridt i årtier om uønskede graviditeter, aldrig haft nogen dog, men alligevel. Jeg gider altså ikke mere være med til, at hyggesørge over, at jeg snart kan have sex med dejlig mand uden beskyttelse. Tænk; at have ubeskyttet sex uden at være gravid!

I stedet for at fokusere på det “vi” ikke kan mere, har jeg besluttet at jeg vil blive en endnu, endnu bedre mor. De 2 jeg har presset ud skal ikke lige pludselig blive mindre vigtige, fordi det er et indiskutabelt faktum, at jeg ikke kan producere en lillebror eller søster til dem. For der er fandeme langt fra at lede efter sutteklude, tvinge vacciner i deres små buttede ben og taste min kode til forældreintra til, at snakke om glemte p-piller med en-og-tyveårig fuck……

Jeg vil også bevidst arbejde på, at blive bedre til at at tvinge mig selv væk fra tidsrøvende programmer, videoer, bøger jeg burde opgive. Det er så frustrerende tidsspilde. Jeg vil leve livet selv i stedet for, at være så meget vidne til andres. Hvad i hede hule helvede gør mig glad for fanden!

Jeg vil bage kager igen, når fryseren ikke mere ligner vi har en op skåret økologisk ko derinde, især når det bare er varer påklistret GULE (rabat) mærker.

Jeg vil have mere sex og han skal “spørge” mig. Som om jeg ville sige nej!

Han har virkelig ikke noget at frygte på den konto, næh nej men vi kan godt starte en gul mærke krig, Ellers vil jeg have en skuffe i fryseren der er min. “Du kan godt glemme det fister, glemme alt om det fister løgsovs” ikke den nederste skuffe i køkkenet. For den får jeg altid ned over mine fødder. Jeg glemmer den er knap så dyb som de andre, så jeg hiver hver gang så hårdt med det yderste af mine fingre, som hvis der var billigt toastbrød i klemme.

Jeg drømmer om at kunne råbe hold kæft…

Jeg vil være en endnu bedre formidler på mit arbejde, ikke kun få de koordinerings udfordrede til at hive sig i håret så hårrødderne jamre sig, fordi jeg presser “dem” for, at få de krops bevidste til at tie stille! Undskyld.

Jeg ønsker brændende at kunne hjælpe andre kvinder til at tage bedre vare på deres indre istedet får at bruge selv bruner, hårfarve i litervis, midler af den ene eller anden kemirige slags for at se ud og føle sig som nogen de ikke rigtig ved om de egentlig reelt ønsker at sammenligne sig med.

Jeg vil så gerne give lidt af min standhaftighed til dig, hvis du har brug for den. For jeg har masser hvor det kommer fra. Hjælpe kvindesind med at blive glade for sig selv, og indhente den energi der naturligt følger med når man går lige så meget op i hvad man putter i “kloakken”, som hvad man hænger på bøjlen, eller hvilket mærke der er præsenteret på cremen til ansigtet.

Ikke være bange for kritik fra nogle som ikke har brugt 200 timer på min tekst.

Hvis vi siger at jeg bliver ca. 96 år så har jeg levet halvdelen med mine nu 48. Vil jeg så blive i samme spor, og underkende mig selv ved hver given lejlighed der dukker op? Altid lade luften sive ud af mine ideer når andre ikke har samme tankegang, kun fordi den jo netop er det den er, nemlig min.

En hånd i ryggen

Jeg vil støtte mig selv i stedet, lytte til min egen mavefornemmelse istedet for andres gode intentioner, løftede pegefingre og måder at anskue brug af penge på. Mine penge. Jeg har altid bare villet være en inspiration, en forkælelse for andre, en man kunne føle sig mødt af, med alt hvad man indeholdt af inderlighed, drømme, vrede, grimhed og frustrationer over det stakit i en selv, som er meget højere end det andre formår at stille op. I stedet for at bygge andres stakitter højere vil jeg langt hellere, at vi støttede hinanden i at trænge igennem angsten, og kom “over” på den anden side. Der hvor man stadig primært er alene i sine drømme og ønsker, men hvor man kan finde fred med den man er og andre kan rumme det, vil rumme det. Dig. Mig.

Troen på, at jeg ikke er god nok har fået alt hvad den kan “trække” al den plads den har kunnet flå til sig, “det går ikke mere makker”! Jeg tager “det” tilbage. Beslutningen.

Jeg har i alt for mange situationer ladet andre definere hvem jeg er, hvad jeg kan og står for. Det har for det meste været fuldstændig uden deres vidende.

Det ansvar vil jeg ikke mere give fra mig. Det vil jeg tage tilbage situation for situation, så min følelse af offer “rolle” ikke bliver alt for forskrækket, og som et lille skildpaddehoved trækker sig ind under sin skal igen, før det er kommet helt ud.

Jeg vil ikke lade mit behov for, at have noget eller nogen til at identificere mig med, være definitionen af hvem jeg er. Vi er alle alene. Det er bare så meget sjovere hvis det er sammen med nogen.