Unge Thomas Korsgaard`s “Tyverier”, en novellesamling, venligst udleveret som anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof i de sidste minutter af et virkelig godt Forlag besøg på samme. Tak Lotte.

Jeg kan lige så godt være bundærlig og sige med det samme, at jeg ikke kan lide at læse noveller.

Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med dem, de er bare (for de flestes vedkommende) ja, for korte.

Jeg ved det, det er meningen, men jeg føler altså at nu er jeg så godt i gang og i hver historie er jeg helt med, nysgerrig som bar`fanden, hvad skal der nu ske, jeg har et godt greb om de få hovedpersoner og så …

Hvid, tom og blank side, forfra, bruge min indlevelsesevne med helt dugfrisk udgangspunkt, rynke mine bryn, presse min alt for løse, irriterende skæve læsebrille op selvom det er Sisyphos arbejde. Det er det novellelæsning minder mig om, lige meget hvor mange gange jeg påbegynder en historie ved jeg, at jeg om få sider skal forfra.

KJELD! råber hun inde fra lejligheden.

Plastikposen

Hr. Korsgaard skriver dog virkelig godt, for jo mere irriteret jeg bliver, jo mere har han formået at fange mig, min interesse og nysgerrighed for de forskellige menneskers bevæggrunde for de valg de tager. Med en utrolig enkel opsætning og ingen fremmedord overhovedet glider jeg villigt som observatør ind i hvor end han tager mig hen lige som dukke føreren i Pinocchio.

Alle historierne kunne havde fortsat og det er jeg med på, jeg er fri til at gøre når jeg har lagt bogen fra mig. Men at holde de 15 historier adskilte er sgu da noget nær umuligt. Det er næsten synd for hver enkelt histories fine begyndelse, at jeg begiver mig over i en ny. Jeg føler ikke, at jeg som læser har givet den foregående nok kredit.

Jeg kan mærke, at jeg hver dag bliver nød til at læse i en anden bog efter at havde læst 3 kvarter i “Tyverier”, èn hvor jeg for lov til at dvæle og lande. Det er nu også fordi bogen handler om mennesker, som er lige på kanten til at skille sig så meget ud, at andre ikke orker dem. De gider langtfra gøre en helhjertet indsats for, at forstå hovedpersonernes reaktioner bedre. Den gør mig ganske simpelt bare trist, ikke ligefrem en hygge og sov godt bog.

Måske havde jeg ikke læst den hvis jeg havde vist det var en novellesamling jeg tog op fra bogstakken på bordet. Men jo så alligevel, for da jeg kom hjem havde “dejlig mand” lige lånt den på biblioteket så… det stod i kortene.

Altid godt, at have nogen at diskutere sine fordomme med over havregrøden lørdag morgen. Nogle af de bøger jeg husker bedst er dem han har overtalt mig til at læse, enkle, åbne, nærig på følelser og ord, ofte helt nøgen i sit portrættering, giver mig intet, sulter mig næsten som læser ligesom Hr. Korsgaard.

Jeg begynder lige så langsomt at forstå, at jeg skal betragte mig selv som fluen på væggen ved novellelæsning, noget jeg altid har ønsket at være i forskellige andre sammenhænge. Kunne studere, observere uden selv at være under luppen konstant. Nogle gange min egen lup med indbygget spejl, træls nok.

Kh.

En måske novelle omvendt … på sigt. Træerne har det jo med ikke, at vokse ind i himmelen.