Da corona i marts sendte de fleste af medarbejderne hjem kunne kantinen ikke ændre på ordren og husbond gik meget af vejen (ryster på hovedet her) hjem med tiltagende armslængde tynget mod jorden med plastik håndtag der måtte havde gnavet temmelig meget i håndfladerne. Han kunne simpelthen ikke ignorere ubehaget, der kom af, at være vidne til hvor meget mad de smed ud. Nogen burde havde iværksat, at det hver dag kom videre til munde og maver end ned i i forvejen overfyldte skraldespande. Det er én vinkel.

Halvdelen af maden var vegansk eller vegetarisk. Der var smage jeg bare måtte finde igen. Nysgerrigheden fik mig Youtub`et rundt i samtlige verdensdele. Okay, vi er begge klar over, at computeren ved hvad jeg føler for, næsten hurtigere end jeg selv ikke?

“What the health”

Dokumentar fra 2017, varer ca. 1:32 minutter. Find den på YOUTUBE

Jeg så ovenstående dokumentar og tænkte, shit jeg må omlægge min kost fuldstændig og leve udelukkende plantebaseret fra i går ja faktisk helst fra forrige år. Men det er jo ikke sådan vi homo sapiens virker vel!

Efter i mange år at havde lavet salater som jeg ikke kender nogle kunne finde på, de findes heller ikke i kogebøger eller på nettet for den sags skyld, jeg har googlet, vil jeg et step up nu. Fylde mere viden på jeg kan bruge som skarpladet ammunition, når jeg bliver kommenteret. Bøgernes opskrifter er ofte fyldt med bacon eller anden form for saltet og røget griseudskæring for at kamuflere, at det er en salat. Inkarnerede kødspisere har over årene ikke været nærige med den udtrådte (tænk sutsko) floskel, “spiser du kaninføde? Pas på du ikke begynder at mimre lige om lidt?” Som var det det værst tænkelige de kunne forestille sig ville overgå dem. Som er det noget der smitter… den….der… LYST!… til grøntsager….

Den gjorde af en eller grund av…. Fyldt med genert skam påduttet af overvægtig omvandrende hjerteanfald lige om hjørnet oftest MAND.

I løbet af året meldte jeg mig ind i et par Facebook grupper, bl.a. klimaudfordringen og vegansk madglæde det smagte jo lidt af, ikke fugl men i hvert fald af, at jeg var, havde truffet … eller ikke … for jeg ville jo ikke tvinges heller ikke engang af mig selv. Jeg kunne da ikke leve uden min fisk til frokost (omega 3) og kød (protein og B12) næsten hver aften til måltiet vi var samlet om. Jeg ville jo blive lige så lille som en æske tændstikker “Fra Terkel i knibe”. Hvor skulle mine proteiner komme fra og hvis jeg ikke spiste min skyr og æg på panden! Så ville jeg jo falde sammen af knoglebrud frembragt af mangel på kalk.

Jeg havde alle fordommene stillet op som en beskyttende mur om mine nedarvede vaner groede over årtier.

What You Eat Matters

-2018 Documentary H.O.P.E. (maj 2018) Find den på YOUTUBE Den tager 1:32 minutter.

Det er faktisk dokumenteret at kasein i mælk er direkte medårsag for udviklingen af cancer. Studier har også vist, at tilfælde af knoglebrud faktisk er langt færre hos mennesker som ikke, jeg skriver det lige igen IKKE drikker/spiser noget fra et yver. Temmelig sørgeligt at man også ved at komælk fremmer allergier, hovedpine, migræne, mave og ørepiner, men det bliver talt ned. Tag en pille får vi at vide. Vi er opdraget til at tænke det kan jeg medicineres ud af, men du kan da ikke fjerne et problem med en pille når du bliver ved med at fylde dig med det, der giver dig ondt i maven i første omgang. Skal en diagnosticeret laktose intolerant så også blive ved med at spise ost, smør, øse mælk på cornflakes`en for derefter at fylde sig med piller for, at hjælpe kroppen med at nedbryde noget den for længst og desperat har givet udtryk for, at den ikke mere kan? Det er jo ligesom at lægge et tæppe oven på det knuste glas og tro på, at ingen vil opdage det man kan se med det blotte øje eller høre, når skoen træder det knassende i gulvet nedenunder.

Bevæger vi os fra nord-til sydeuropa stiger laktose intolerancen fra vores 4,5 % (den stiger stadig) til 30-80 % og til over 90% i Asien!

Jeg kunne havde valgt for 16 år siden kun 34 år og tænke jeg spiser da bare alt det sukker jeg vil og så har jeg et lysthus der banker i puls som en myggefest 24/7, der vil sende os direkte i separate soveværelser. Jeg er opdraget af en hund og en kat og de sov i hver deres soveværelse adskilt af MIT. Kan det undre at de blev skilt! Jeg troede på lægerne og prøvede diverse stikpiller og cremer, de virkede, de fik kløen til at forsvinde denne uge. Bivirkningerne var bare, at nu kunne jeg heller ikke have sex fordi det føltes som om myggene havde lavet det største sankthansbål dernede, fedt…Og næste måned (svampen kunne min cyklus bedre en jeg) var problemet uændret tilbage.

Så var der nogen eller måske læste jeg det, der pippede lidt om at det måske var sukkeret, at jeg var blevet sukkerintolerant (noter )ikke sukkersyg. Jeg er dog selv af den overbevisning, at havde jeg forstsat med den måde at inhalere sukker på til næsten alle måltider, så var det over nogle år blevet diabetes 2, jeg sad med tilbage som diagnose, flot klaret, hak ved det. Man ved i dag, at de fleste ved ændret livsstil kan SPISE sig ud af den igen, men hvor mange prøver ud over dem, der får det dokumenteret i en tv udsendelse? Jeg kan i dag spise sukker sager lidt og ikke ofte, hver dag? glem det. Jeg skal stadig (resten af mit liv) vide hvornår jeg kan blive budt og hvornår jeg vil sige ja. Kan du gætte hvordan jeg greb det an?

Et måltid ad gangen

Fuldstændig som jeg har gjort nu med mindre kød et måltid, en dag ad gangen over ja nærmest hele 2020, coronaens år. For mig personligt ville det, at gøre det hurtigere, havde være den perfekte undskyldning, faktisk nærmest en tilladelse til at lade mig selv fejle, at give op. Det ville havde være en daglig alt for stor fristelse belejligt at glemme hvorfor jeg gjorde dette, og blive i det trygge, det velkendte, og ikke ændre en skid i det lange løb.

Nu tænker jeg, et år længere fremme, “hov det er blevet mere naturligt ikke at spise fisk til frokost, eller kød til aftensmaden mere end nogle gange om ugen”. Det er stadig en udfordring, at styre min selvpålagte perfektionistiske barre, der handler om hvordan vegetarisk eller vegansk mad skal være før jeg kan kalde den netop det. Barren var i foråret 2020 1.80 cm. nu er den nede hvor jeg kan træde over. Stille og roligt eksperimentere jeg mere og mere. Har endelig gennemskuet vigtigheden af, at der skal være et overskud til at smile af uspiselig, eller kedelig produktion. De rullende teenage “øjne”, mumlelydende og gaffelstikkenes ridsen frem og tilbage bliver jeg aldrig helt immun overfor, men hvad for en kok ville jeg også være hvis jeg var ligeglad med, om han kunne lide min mad eller ej?

Goldielocks tror at hun skal kunne noget før hun overhovedet har fået opgaven eller mindst i samme nu den bliver givet, æde hele elefanten på en gang. Hm.. ja, ja, ja det har hun fra mig okay. Er du tilfreds nu!

I videoerne jeg har set er veganere enige om en ting… det var ikke svært at skifte til plantebaseret i forhold til andre menneskers reaktion(er) på det!

Så jeg vil tage et stykke kød når jeg er ude og hjemme er det min sag hvad der ryger ned i sækken. Jeg har for længe siden valgt jeg vil være en hjort i spring og ikke en henslængt han løve der slår mave i skyggen, mens jeg venter på næste bid der løber forbi. Hvem kan løbe længst hjorten eller løven? De løber begge for deres liv, men hvem kan leve uden den anden?

Sjov info, en løve kan løbe mellem 50-60 kilometer i timen 50-100 meter.

En antilope kan løbe op til 98 kilometer i timen. Holder den en jævn fart på 48 km/t kan den løbe 32 km. i et stræk.

Det hjælper at se det at leve mere plantebaseret som en efter uddannelse ligesom mit arbejde på, at blive stadig bedre til at formulere mig på skrift. Det kunne man så håbe havde en indvirken også på det talte!

At gå fra at tænke grønsagerne som et knap så mættende supplement til kødet og i stedet lære at tænke det som hovedrolleindehaveren med bønner, linser og kartofler i sidevognen kræver i virkeligheden kun EN ting nu. Slippe tanken; åh nej hvad skal min stakkels 17 årige nu spise, når nu vi 2 andre spiser mad med fordele:

A) Fysisk i form af udbygget og toptunet (tænk Ferrari) gas-og gylle tank, mæthed, og blodsukker i vandret med en energibank, hvor han ikke engang har en konto oprettet.

B) Den psykiske fordel er, at de billeder jeg har fortrængt fra min nethinde fra de 2 dokumentarer bliver nemmere at bære, når de engang imellem går som en engel igennem mit i forvejen meget reflekterende tankemylder.

C) Større viden, da den kun fås igennem eksperimenter med krydderier jeg for få år siden kun havde hørt tale om, i mine dengang elskede programmer med nu afdøde (selvmord den idiot) Anthony Bordain. Suk han var en gave. Nåh men bruge dem, hvornår med hvad, hvor meget og tilberedt hvordan, det er knap så meget det store uoverskuelige spørgsmål mere.

Redningsplanken, YOUTUBE kanaler med veganske eller vegetariske ildsjæle verden over.

Bonus

De er nærmest alle engelsksprogede, så mit engelske er blevet langt bedre. Jeg tror såmænd, at når vi kan rejse igen i år 2022 ish, så tør jeg godt stille mig op og snakke højt og tydeligt. Jeg plejer nærmest at hviske som var det den magiske formular for muligheden af, at snuppe mine ord lynhurtigt tilbage i skam over, at jeg lyder så pinligt ubehjælpsom. Måske vil jeg endda gå efter min svigerfars version og trække lidt anccent og ord ind fra andre steder i den europæiske union. Som han og genbrugskatten i øvrigt vil jeg se mig stolt (selvfølgelig!) og storsmilende omkring på så charmerende vis, at selv mine børn vil godtage det. Dog godt krydret med den sædvanlige spydspidse ironi og løftede øjenbryn selvfølgelig. At blive drillet betyder, at nogen holder så meget af èn, at de rent faktisk gider gøre sig den ulejlighed at vente på reaktionen. Plus nå at udtænke et modsvar inden jeg er færdig med at greje, at min (bort)forklaringslyst var fælden jeg igen røg i.

Så jeg nærmer mig altså min udvidede horisont stille og roligt. Fik rødbedebøffer for et par dage siden, veninde havde ladet svømme i fedtstof (både brystsvømning og crawl). Dem finder du vist på madbloggeren “Valdemarsro”. Kappers gjorde dem salte, og sennep gjorde dem interessante.

Kl. var 13:30 jeg havde skovlet sne, cyklet/slingret hen til rødbedebøfsammensætteren, blevet plasket på fra oplynet støvlet til toppen af hue af bil, der havde glemt, at sne splatter altså THANKS A MILLION, og gået sammen i det smukkeste julefilmlandskab. Badeværelset iført vådt overtøj, nu i strømpesokker (tørre yes) ved komfuret med ud af øjenkrogen falkeblik, overvågende de rødligviolette tingester med langt mindre tålmodighed end hende. Det vil jeg også lære i 2021, spiste dem med rest af spaghetti fra i går med en slags pølse i og spinat, + ny salat, og så var der resten af rødvinen (1 glas). Jeg var piv stiv på 25 minutter i nogenlunde ditto.

Hurra for rester.

Vil du have mere?

Eminent madlaverske, veninde, lyttende øre og …

Lykken er; når du bliver nød til at takke nej til mere vin fordi du ved, at du så ville rejse dig op, gå rundt om bordet, hive hende op at stå, for så at begynde at kysse hende på stedet af bar glæde over, at hun er rask oven på en corona omgang. Fordi der stadig ikke skal mere til for, at gøre dig højtråbende og fysisk ud af reagerende med armbevægelser der får billeder på vægge og lamper i loftet til, at give sig i deres søm, fat-og ledninger og naboen hamre med kosten i modsvar foroven eller underneden.

Lykken er når fraflyttede ringer:

“Hvordan var det nu lige igen med det couscous, mor?”

“Hvad skal du have til?”

“Hm jeg har købt falafler, og kogt eddermandme bønner”

“Grøntsagsaftenssmad” jeg klapper mentalt i mine hænder.

“Ja, mor men så fik jeg makrel til frokost fnis…”

Knus

Ja og de 2 der overdængede mig med møgbeskidt sne, (frem OG tilbage) I er tilgivet.

Alle jer andre gør nu noget, der vil gøre jer jublende, ikke de lette løsninger som 2/3 af vinflasken, men noget der giver jer lyst til at danse. Dans til I svinger rundt mellem storspruttende (højt op ad væggen) tomatsauce på den ene side og halvt færdig salat på den anden, mens I vugger i hofterne på vejen rundt med ørebøfferne trykket helt ind imod trommehinden med jeres lige nu ynglings sang og ligner et snurrende hoved for dem, der knirker forbi i sneen udenfor.

Jeg er høj, veninde høj, alle emner er blevet berørt, trukket i og åbnet, noget forsigtigt andet voldsomt. Elefanter er trukket ind, løftet op, skubbet på og bakket ud af små, trange, på vid stående skabe, nogle edderkoppespinds ned hængende, andre fyldt med raslende fra hinanden ned til gulvet i bunke, skeletter.

Tak Mette L.