Men så alligeveller.

Det var egentlig ikke meningen, at dette skulle blive et blog indlæg og slet ikke så langt, Men det trængte sig på, ville skrives og skubbede sidste og tredje del om katte(i)livet videre ud i august. Desuden kan følelser ikke knækkes over i halve, jeg har prøvet.

2 dage efter, er jeg stadig ikke hvad jeg ville kalde mig, det indtil teksten formes under fingrenes lette tryk. Så træder jeg endelig ud fra hvor end jeg havde gemt mig.

2 dage før.

Bilen kører ned af den mikro lille kilde mave bakke, tegnet på, at nu efter den næste klynge træer på toppen, vil vi i den næste dal skulle dreje af og køre i de græs nedkørte hjulspor de sidste knap 100 meter. Som en væg af natur står den amputerede birketræsalle langs hele venstre side med stammer så høje, at der er frit udsyn i mellem. Det første glimt af bindingsværkhuset er altid magisk, så idyllisk det ligger der med det stråtækte tag, regn, sne, blæst eller sol lige meget. Pilen står vibrerende på målet. Dækkenes knassen mod gårdspladsens perlegrus, håndbremsen i hans hånd der slippes. Al tilbagetrækning umulig. Nu begynder spillet. Lige så smukt huset er hvidt, delt af de mørke lodrette og vandrette linjer ligeså firkantede er dets beboere.

Det, der udgør essensen af mig ligger efterladt som en glemt jakke på asfalten ud for den høje kantsten ved turens udgangspunkt. Parat til, at holde alle mine følelser, begejstring og armbevægelser helt inde hvor de ikke kan nå, stiger jeg ud af bilen.

Skridtene imod ham og et knus bliver kejtet til om hans bløde figur, men det er ikke covids skyld. Jeg står bare nøgen.

Vi går rundt om huset til den lukkede terrasse, ind bag det skarpe “skrid fluer” forhæng, som hænger ned i brede, grå trevler. Marken, med de snart 1½ m. høje georginer kan lige skimtes igennem de store vinduespartier. Stænglerne synes alt for tynde til deres enorme, prangende blomsterhoveder. Måske har de fået deres næring fra de krogede æbletræer, der som krogede fingre søger mere ned mod jorden end op ad den. Tørresnoren i mellem synes at være det eneste, som holder dem oppe. Der mangler bare et rådyr, som med sit lille kid skjult ved sin side passerer forbi nederst i haven, som er det et 8 benet fantasidyr.

Det er meningen du skal lade dig imponere over al herligheden, inkarneret bymenneske eller ej, du må overgive dig. Det er det han regner med. Bløddyret.

Fødderne går af sig selv det hyggeligt, dækkede bord nærmere. De næste mange timer vil smagsløgene lade sig bestikke af den ene smagsfulde ret efter den anden. “Resten” vil hele tiden sørge for, at dæmpe sig, så jeg ikke truer deres selvforståelse af, at være over mig.

Vidste bløddyret hvordan reaktionerne i mit indre bliver afløst af hinanden før, under og efter dette besøg, ville han udbryde;

Du er et fjollehoved!

Måske.

Men her på denne plet på landkortet gælder kun husets regler, meninger og fakta bliver af ejerne udtalt som åbenlyse kendsgerninger uden underbygning eller dokumentation kun som hæftede ender. Spørgsmål når os besøgende fra begge sidder af, min tunge tumler i flikflak efterfuldt af åben skrue i sin iver efter at begynde sætninger. Svare tilfredsstillende. De går efter noget. Ved de selv hvad det er? Mine svar afbrydes, deles i halve. Jeg prøver igen. Igen.

Appetizer`en bliver erstattet af hovedretten, frekvensen af spørgsmål øges, Inden jeg er nået 4 ord ind i mine svar afbryder de mig. Igen og igen svirper de dem væk som “Klodshans” prinsessens “duer ikke” over for friere fundet for … ja i hvert fald ikke egnet. De fornemmer hurtigere end jeg kan udtænke svar, at jeg holder følelserne tæt, de er mine til, at give til dem jeg vil… men..

Ved desserten har jeg drukket mit rødvinsglas tomt og nu sendes spørgsmålene af sted med en fart, der minder om et maskingevær, den ene, den anden skyder, rammer, jeg er smørklatten i legen med samme navn. Min mening om noget eller nogen, ophævet som en afbrudt mobilforbindelse. Følelsen af at blive underkendt, talt hen over, ignoreret og slået til side som et irriterende insekt, ingen adgang. Prøvesvarene, nu knap kommenteret, får den for en time siden ikke eksisterende hyletone i mine ører til, at brede sig som en steppebrand ud i resten af kroppen. Den tiltager for hvert kvarter i lydstyrke. Det hele udmatter mig fuldstændigt, mit panser revner og jeg giver dem en smule af min begejstring for mit snarlige højskoleophold.

Glad over, at kunne huske titlen på en bog hvis forfatter vil holde et foredrag, slynger jeg titlen ud over tallerknernes indtørrede is rester kun for, at min leverede fakta bliver kvast under hans opklodsede sko som en sort bille.

Den bog kunne jeg ikke lide.

Bløddyret

Jeg har trods de sidste 3-4 timers kamp mod netop dette givet dem nøjagtig det, de forventede at fravriste mig, min glæde over noget. Det er det samme hver evig eneste gang. Du kan sgu næsten sætte klokken efter det. Det er ynkeligt! Jeg udmattes, mister kontrollen og lader det, dem slippe ud, begejstringen, følelserne. De hugger til, flår min glæde i 1000 stykker, dissekere den som et lig efter et mistænkeligt dødsfald til mit bryst står vidtåbent og jeg ved kagen til kaffen føler mig hvisket ud. Som I filmtrilogien “Tilbage til fremtiden” hvor det, at ændre noget i fortiden får vidtrækkende konsekvenser for nutiden. Hvad gør de så med den? Begejstringen, følelserne i den helt rigtige mængde uden dryppet af malurt, de selv besidder så uanede mængder af, som for øvrigt smitter som en luftbåren virus? Jeg tror seriøst de kommer i bukserne af fryd over denne udfoldelse af energi, glæde for noget er. Har du set filmen, “Monsters Inc.?”

Nåh .. men måske har du glemt den, den er også fra gulp 2001!

Meget kort; monstere er ansat til om natten og skræmme børn for, at forsyne byen med el. Jo højere skrig af skræk, jo mere el. Det er hårdt arbejde og har sine begrænsninger. De finder selvfølgelig ud af, at hvis de i stedet får børnene til og grine i en høj latter, er det en uudtømmelig kilde.

Der er mennesker som lades op af andre menneskers begejstring fordi de har svært ved at danne den selv! Nogle finder desuden en pervers tilfredsstillelse i, at lade deres forsygningskilde stå gabende tomt efter de har forladt bygningen, så har de til nogle dage, uger … til næste gang, de trænger til et skud. Af. Liv.

Bøgerne jeg gav bløddyret for to måneder siden, giver han mig tilbage efter fremvisning af godt brugt, ny anskaffet køkken udstyr. Alle læste.

Den var dårlig.

Bløddyret

Det er ikke for det. Men den var eneste jeg selv havde nået at læse. Den var helt okay.

Så i hans bemærkning hører jeg; det foredrag gad jeg godt nok ikke lytte til, på den højskole jeg aldrig kunne drømme om at melde mig til, og hvor var det lige igen den lå? Hvad var navnet?

Jeg er tissemyren der forcerer kildemavebakken igen og igen med en død græshoppe på ryggen.

Gå væk fortid, bare gå, åh… så kom da her for helvede. Ja, ja jeg er her jo nu ik! Såhhh da, rolig nu.

Hun læner sig frem, til hun er 10 centimeter fra mit ansigt. Alt. For. Tæt. På.

“Du skal ikke svare for ham!”

Den råbende, kokken, bløddyrets kone

Det gentagne råb mangler bare en kaskade af spyt i mit ansigt for, at få mine mundvige til at stivne endnu mere i en variant af et smil alle vil stille sig tilfredse med. Alt er jo fint. Indeni kan jeg mærke indfrysningen om solar plexus, mellemgulvet er allerede helt låst.

Jeg blinker ikke, noget sidder fast i mit bryst.

Der er for fanden andre muligheder end at fryse, jeg er 50 nu, men jeg kan ikke andet, røddernes rodnet for indfrysningens tilblivelse holder mig fast. Min tunge synes gaffatapet ned mod tænderne i undermunden. Råbe tilbage ville alligevel værre teenagerens respons. Der er sådan et enormt neonskilt som begynder at blinke lige foran mig. I Herlev hospitals størrelse. Jeg må ikke såre, ikke såre bare tanken om, at præsentere dem for ord, som kunne konfronterer dem med deres egne selvopfundne fakta bokse gør, at jeg lukker og slukker (en tid). og så alligevel! For jeg sårer dem vel via stilheden fra deres mobil, som kun viser mit nummer på den lille skærm så sjældent jeg overhovedet muligt, kan trække den.

Lige meget hvad jeg gør, ringer/lader være har jeg følelsesmæssige tømmermænd.

Uger går, en måned, når nummer to er gået ringer de; bløddyret og skorpionen/dragen (anden del af min genpulje) fuldstændig uafhængigt af hinanden, inden for dage, hvilket jeg i timer før kan mærke som en kriblen-krablen i kroppen. Som havde de en uskreven regel over broen af afskyen for hinanden om, at nu skal de forsvare deres territorium i forældrelandet og ringe hende der datteren op.🤍emojien aldrig tænkt, eller sendt.

Hvor latterligt ville det ikke også være hvis jeg i et roligt stemmeleje svarede, “du behøver ikke råbe, jeg sidder lige her!” Så gjorde jeg jo hende på 82 år til teenageren og vi ved jo alle hvordan de reagere overfor det passiv-aggressive. Har du måske ikke selv været en? Fair nok så, synes du ik! Endnu mere råb, mulen, hårde tramp i retning af værelset og BANG! døren står rystet i sin karm. En kærlig hvisken mod det mørke træ i det mikrolille mellemrum dør og karm imellem. “Lille skat, hør nu her..” Buh… Virkelig! Du har lige talt ned til hende. FLOT.

Den mere ordkløvehungrende teenager, (jeg tager alting du siger bogstaveligt som i ord for ord), vil begynde en fuldstændig latterlig ordvekslen baseret på, at jeg holder på mit som i indtil jeg skrider… “Tak for mad… Og kan du så ikke bare lave noget normalt! Som dengang jeg var barn, du ved. Tø nogle fiskepinde op.” Det ved man da hvad er…

Så er der den ærlige reaktion, “jeg kan ikke lide du råber mig ind i hovedet, det gør mig ked af det.” Men ser du det ville være, at bryde alle mine indre på tro og love beskyttelses teknikker jeg har indøvet over år, i og med mig selv. Konklusioner jeg er nået frem til ved, at studere talløse YouTube video` er omhandlende håndtering af narcissismepræget adfærd, i løftet om at de aldrig må få mine følelsers dam at dykke, svømme og flyde i igen. De er ikke nogen der trøster, viser forståelse og empati, undskyldninger! Glem det. Følelser. Andres svaghed. Deres fix.

“Du kunne jo drille dem med deres eget snæversynede, ophøjede selvbillede!” tænker du måske. Selv anden halvdel, der har været udsat og vidne til “nysgerrigheden” og mine reaktioner over de sidste 29 år spørger engang i mellem, “kan du ikke bare…”

Ja… jo.. har været der, prøvet det, men bløddyret har ingen humor. Og selvironi! Simpelthen en by i Disney`s “Fantasia”. Den oprindelige er fra 1940. Råberen har liddttt ud over det stråtækte, så det jeg risikerer er de bare går efter hinanden, og/eller bløddyret skruer ynkeligheden op på maks pinlig. Men det er vel fint nok tænker du! Neii… for jeg kan ikke fordrage, at være gæsten, der skal sidde og nikke samtykkende, med et stivnet smil på læben som, at “ja det er da helt i orden, at du taler din partner ned” (lige foran mig), fordi de sideløbende eller afslutningsvis med en indbydende håndbevægelse inviterede mig til det samme! Tvinger mig til at tage parti. Som jeg føler mig uhøflig ved ikke, at tage selv om jeg er dybt forarget og lodret uenig. Åh… hvor jeg hader den leg. Jeg har levet som en fejlplaceret elefantunge hos en hund og kat, Det er bare ubehageligt pludselig at være midtpunkt i et andet pars uforståelige koder. Det ødelægger min appetit.

Det er tankevækkende, at jeg kan såre mine børn som jeg elsker ved få primale skrig, men ham, bløddyret som engang før årtusind skiftet var min helt, kan jeg ikke vrænge, råbe ad eller sige nederdrægtige ting til, for jeg ser jo…

Jeg ser jo så tydeligt, at han også er nøgen…

Men hvad! Det er dine børn vel også? Jah.. men de har mig forever… Hende, kan bløddyret kun drømme om. Jeg bliver aldrig til salg i den bod igen.

Måske skulle jeg i stedet for at holde mig tilbage (fryse), bruge den anden stenalderteknik, give den fuld skrue, vise hele farvepaletten på mit temperament, få dem til at se sole, stjerner, antænde hele batteriet på en gang, men så igen…

Jeg vil ikke spankulere rundt på deres niveau.

Men være røven i kamellen, i klæde mig offerrollen pr instinkt. Nej, tak fremadrettet til det vidtrækkende, indre skud ydmygelse jeg tvangsmæssigt plasker rundt i efter samvær med individer, der mundlukker mig. Jeg var NEMID selvvalgt ikke kyndig, skide stædig neandertaler fladskalle individ kun to år tilbage. Nu er jeg tilvalgt noget, der kunne kaldes selvkørende, jeg blev jo ikke råbt af når jeg tastede forkert. Hanne (min computer) ventede bare, ingen rullende øjne, ord i forvrængede tonearter eller rastløs rykken rundt i sædet. kun markørens lille, “hvor skal vi hen nu, du?”

Bebrillede kan altså være langsom (tage sig sin tid) om at svare, hvilket jeg må give ham er en fantastisk måde, at få folk hvis spørgsmålsrunder mere minder om direkte forhørsteknik til, at se sig om efter andre mistænkte. Bliver bare pr instinkt selv nød til, at tilfredsstille deres sult for forsygning af en ordentlig omgang respektfuld medmenneskelighed. Smager lige på, TAGE MIG MIN TID hm.. nej, det smager ikke godt, men efter 12 smagsprøver så måske.

Et andet, umodent jeg kan ikke udholde pausen mellem spørgsmål og svar. Hvad der må være datidens som nutidens teenagers privilegium føles som bevidst provokation udløst af bløddyrets og viv`s åbenlyse barnlige utålmodighed. Min nutidige krops frys reaktion helt sikkert baseret på minder, situationer hvis opståen jeg kun svagt kan huske eller helt har glemt kun følelsernes forbudte kræven plads sidder tilbage og sender mig direkte på autosvar, når de bliver provokerede af for eksempel et råb i hovedet. Et umodent jeg som fandt nødvendigheden af opfindelsen af 100 måder af beskyttelsekapper. Hvordan kunne jeg ellers forsvare prisen, der altid, usynligt for andre end mig, dinglede i de omskiftelige vinde, for den opførsel de kaldte kærlighed.

Jeg er rungende dømt ude som en hønemor, der ikke kan lade min 18 årige svare for sig selv i sit eget tempo. De har ret. Ønsker jo netop de skal høre hans svar så de ved hvad han er for en, ikke kun den nørd de som et skældsord slynger i hovedet på ham hver gang vi ses. Deres måde at underminere mig på er fejlfri, de høje ord velbegrundede, jeg skulle havde holdt min kæft, været tålmodigheden selv. Hvis han ikke kunne nå, at svare havde det bare været deres tab, ikke hans, ikke mit.

I ikke erfarne ører lyder de som interesserede bedsteforældre men de er på anden generation ude med spydspidsen smurt ind i gift som svier. De ville ikke ane hvad det unge menneske interesserer sig for, spørgsmålene de bombardere med går godt nok i hjertekuglen men det er ikke af de hjertelige slags. De udfritter kun for hvad man er værd og helst hvad man ikke er, så de kan vælte sig rundt i det, når de står side om side ved den tårnhøje opvask efter perlegruset er prellet af mod Hvidens karosseri.

Bedste forældre forventer ikke altid at blive kontaktet, de holder døren åben for aftenvanderer, som lige kom forbi og invitere på BONES fordi de gerne vil glæde børnebørn uden forældrenes blik som støvsuger friheden for frihed.

Er det et råb?

De andre reagerede ikke! Lige meget, jeg fik en mavepuster.

Hun sidder helt tæt på mig, for bordets ende og kan holde øje med, at jeg smager på alt hun sætter foran mig. Sige nej tak er ikke en mulighed, kun til anden omgang.

Rødvin kan være nydelsesfulde mundfulde, men her synker jeg kun fordi jeg ved det bedøver og fordi hele deres krops; “hvad er der galt med dig!” attitude ville kræve et forsvar, hvor en beskikket advokat ville være nødvendig. Så det bliver kun lige akkurat så meget, at jeg vil kunne køre om nogle timer, den er et meget godt kort, hvis det er. Det selvom jeg, ved han gør det, for jeg ville bare køre ind i nærmeste ikke oplyste træstamme, for hende med kørekortet er som du ved ikke lige her, lige nu.. Alt skal være i den rette mængde. Deres. Min måde, altid jonglerende i forsøget på at ramme helt rigtigt. Det selvom jeg ved at intet nogensinde vil. Det findes ikke, ligesom enhjørninger, havfruer, nisser og påskeharen.

Har I aldrig tænkt på at flytte?

Bløddyrret “Farmand”

Uskyldigt!

Det han i virkeligheden siger er. Snobben.

Hvorfor gider I, at blive ved med at bo sådan et skodsted i et parcelhuskvarter, hvor den ene nabo har kig til soveværelset, den anden aftenlæsningen?

I modsætning til hans (valg).

Langt ude på landet, hvor der ingen gadelygter er, bussen aldrig passerer og en bil ja enda 2 i den store garage er et minimum.

Stor, større, størst.

Gods og guld.

Det er det, det hele handler om, men jeg vil ikke lege med, men spillet bliver jeg nød til at flytte min brik i, for børnenes skyld, stemningen, min fornødne sjælefred.

Hvor skal jeg da bo hvis ikke i dalens land, i skovens by med barndommen vævet omkring park, bakke og udlån med selvbetjening? Hos dem? I deres idyl med marker til alle sidder, lugten af gylle når de spreder og med fingrene gravende efter selvgjorte kartofler side om side med ham. Som en hjemmefødning aldrig forladt den evigt sydende arne?

Med de 6 telefonopkald, jeg er benådet om året tror jeg ikke han ønsker LIGE… det. Jeg kunne jo godt selv ringe, men DET VIL JEG IKKE! Så nu har jeg skrevet det. Sort på hvidt. Jeg vil heller ikke have dårlig samvittighed over det mere, eller ikke mere end du ved sådan lige, at skammens flammer slikker op omkring min dårlige samvittighed, (tænk) meget kropsnær brudekjole med havfrue slæb, og slørets nederste kant knitrende i de små, ildelugtende opblussen længere og længere oppe.

Desuden skulle huset være mindst 2 etager højt, fyldt med for længst afdøde, møbelsnedkeres aflagte og moderigtigt slidte sofaer? Hviden ved den fælgeridsende kantsten end ikke overvejet mod den store AUDI i den indbyggede carport hvis formål kun stadigvæk ville være, at fragte mig 90 % af tiden. Skrammer fra ind-og udkørsel vil en ukendt teenagers nøglebundt … få skylden for.

Du vil aldrig lade dig imponere af noget som helst jeg finder værdi i, at værne om. Om jeg så fik udgivet 10 bøger vil du kun løfte et tyndt øjenbryn for, hvor var beviserne på al succes` en hvis ikke i form af Joakim Von Ands svømmehals store pengetank, hvor du med dine dårlige ben kunne se på udefra. For jeg kunne have en vognpark fyldt med alverdens James Bond biler plus Volvos Amazone i en så gnistrende restaurering, at du ville blive blændet af dens skær uden du ville sænke din barre for hvad der er rigeligt og rimeligt for en datter at fremvise i forventningen om, at blive elsket af sin far.

Du forbinder mig med en falliterklæring, da det der sætter penge på min konto ikke kan sættes i den let forståelige bås som sygeplejerske, tømrer eller computernørd, de i din verden hører ind under.

Min nederdel for hvid

ikke sort, ikke grå

som hendes.

Mit hår for langt

ikke en drengefrisure

som hendes

Min buffet for krydret, ubagt eller uidentificerbar

ikke enkel

som hendes

Jeg er ikke

HENDE, råberen

Jeg er sgu min egen. Sgu.

Vær GRÅ STEN skat, ingen følelser, du ved. De vil æde dig rå sammen med den hjemmebagte til kaffen.

Den afklædte til Goldielocks

Goldielocks fortæller glad (ikke begejstret) om sin snarlige rejse til España.

Jamen er det ikke der, det er allerværst og har du ikke kun fået en vaccine?

Råberen (hans viv)

Ingen glæde udvist på hendes vegne, kun denne punktering af glæde. Pigen har dog allerede klog af skade trukket sin egen forklædning over hovedet, mens hun lader sig tvangsfodre som en anden foie gras gås. Hun smiler, men jeg kan se den usynlige rejste mur af beskyttelse fra hvor jeg sidder.

Hvor skulle vi rejse hen? Det samme sted som dem? Ligge på opredninger i deres værelse med havudsigt på den solbeskinnede klippeø?

Jeg titter frem nu, der er jo faktisk fri bane, Dalen emmer af ro, bløddyret har afleveret den påtvungne, brugte cykel. Jeg har været en god datter og skrabet asfalten med panden, i passende mængde foran hans store hvide bil i behørig taknemmelighed over hans storhed og gode køb dengang. Cyklen var til den bebrillede, der sov sig igennem.

I entreen

Mig, “jeg tror hun (hans kone) ville have at vi gav penge for den!” Står krummer tå vridende foran anden halvdel.

Han, fnysende, “så vil jeg hellere selv bestemme hvilken cykel det skal være.”

Jeg. Sænker skuldrene. Han har ret. Igen. Jeg bestemmer selv mit hjertes kval. Tænk bare, at kunne svirpe det væk. Sådan. Væk med samvittighed, skam og dårlig datter vipe.

Som ådselædere smæsker de sig i andres følelser; begejstring, vrede, ked af det hed lige meget, samme resurse. Bader med sæben cirklende i armhulen, trallende mod det ophængte brusehoved. Rotere som krokodillen med sit bytte i fart mod sumpens bund allerede inden de har sagt, “tak for en hyggelig aften”. Dit overskud hult, glæden kvalt og dagen i morgen betydningsløs.

Jeg er også mine følelser, et gearskifte der får mig til at glædes, gøre ting, udfordre mig selv. Frihed betyder alt, dyre vaser, fælge uden ridser og et nyt skur betyder nadda.

Smilende øjne i mine, latter mod et loft, kikket mod den nu tætte hæk, den bebrilledes “se ham nu mor”, når genbrugskatten gør noget han har gjort 100 gange før, for det er hans ting. Genert ved mødet med nogle fra arbejdet, gå spontant i en kølig sommeraften med Goldielocks` kvidren i mit øre, uvenner efter et kvarter, venner igen efter 2. Anden halvdels tavshed til hjørnet ved REMA, kyssene og så alene skærende samtlige hjørner tilbage mod den endnu ikke færdiglavede, dampende te.

Alle de spørgsmål, der kun burde stilles hvis det var med respekt og oprigtig interesse for hvor svarene nu måtte komme fra.

Intet svar for dumt, fjollet, for tæt på kun gør det mere, med indbygget tilladelse til at sætte grænser sige nej. “Nej, jeg gider ikke der men på … vil det passe fint…”

Blyantstregen, gammelt, indtørret viskelæder har forsøgt at viske ud.

Ikke vandfast sminke ned ad kinden efter regn.

Måske i virkeligheden aldrig tegnet.

Indrykket annonce

Ønskebarn med indbygget kedeligt faktum byttes. Behov for andet end set som et pænt vater opsat billede. Endelig ikke for tyk, ikke nikke nej, pegefingeren svinger som metronomen på venindens kommode, men “spis nu endelig mere. Op. Al sammen. Den usagte påtale ved at lade være, nægte, sige nej tak. Vekslende med de evigt skråtstillede, rynkede eller hævede bryn, de stikkende undertoner ved synet af den, hver fjortendesdag udvekslet, “tag jer af mig (også) ..” mumivariant.

Skuffelsen der lurer, altid nærværende, i det skårne kød i fadet, knappen i den åbenstående skjorte, sølvglimtende i det faldende støv i aftenskumringen, hvor rådyret vendte i morges. Over alle mine følelser, som blomstrede op af vægge men ikke i haven, (vindueskarmen ville næppe imponere.) Du forstod dig på undervogne, især nabo konens. Før du flyttede var du ikke længere i huset, men derude hvor læbestiften blev glemt.

Hvorfor kommer du ikke videre mor, hvorfor lader du dig påvirke af det? Du ved jo hvordan de er?

Goldielocks

Jeps, det ved den allersødeste grød jeg gør, men det er fordi jeg igen og igen skal betræde roulettens hurtigdrejende hjul og jeg ved. Jeg ved bare, at falder jeg med røven lige ned i sort, vil han insistere på at være rød. Hvis jeg så kanter mig op og kaster mig med næsen blødende i rød, vil han irriteret som en stor gammel hund forflytte sig til sort, kun for, at jeg ikke et øjeblik skal tro jeg er/kan noget han kan bruge, mere end han, være ligeså meget værd, har det ligeså hårdt. Orker det ikke, den, konkurrencen, han altid har gang i på indersiden af sin hjernebark hvis verden lyder som et gammeldags ping, pong spil. Som, at være på cykeltur med nogen, der har en bedre kondition, eller længere (voksne) ben på skituren i 79. Hver gang man storprustende har kæmpet sig til de ventende på toppen, er de vendt rundt, snart susende ned på den anden side, indvendigt hujende.

Spil kan være sjove men hvis det er uden mulighed for, at vinde er det da ikke en konkurrence. Jeg vil hellere investerer i noget, der nytter.

Har forstået man skal være sammen engang imellem fordi vi er FAMILIE, men værsågod som forventet, at tage mod det tilbudte, fejlkøbet, som en god datter, når han nu er så god…. en far! Host host … næste gang, så ryster jeg på hovedet, går i gang med at øve lige nu.. Går fint.

Smager på ordet… bløddyr.

Hvis du havde været en lakrids havde jeg spyttet dig ud.

Som de syrlige bolsjer jeg aldrig har kunnet lide.

Knus

Reflektionisten

Goldielocks og undertegnede har lavet en pagt! Måske skal vi for en god ordens skyld gemme en gammel vante… (Pagten, DR`s julekalender fra 2009 vist.) Vi vil lure seje blikke fra gamle westernfilm, hvor mænd kniber øjet sammen mod røgen af deres gennemtyggede cigar. Øve dem foran spejlet før næste indbydelse ca. september. Mens de smør mit dampende, sprøde grydebrød vil revolverbæltet sagte blive spændt i inderste hul, i skjul af bordpladen. Derefter vil vi skyde dem på klods hold, stille og roligt med deres egne sylespidse hagl. Vi er vel voksne.

“Jamen far hvor skal vi så bo?” Læner mig frem, lille smil kruser min mund, hagen hviler i mine håndflader. Kigger mig rundt på terrassen. “Her!”

Han åbner munden for at svare, jeg vifter ham tavs med en håndbevægelse.

“Hvis du får lov til at bestemme hvad jeg skal have på, betaler du så?

Han læser sig frem, mine fingre folder sig ud i fuld stop.

Buler min ikke eksisterende mave ud, “hvad så bløddyr skal vi sammenligne…?” Ser på undervogns indehaversken, “står din sykasse hvor den plejer?” Rejser mig, finder målebåndet, kommer tilbage og vifter med det i luften. Nå, hvad bliver det til bløddyr!”

Læner mig stående ind over de beskidte tallerkner, trækker ned i min bluse foran. Teposerne; Earl Grey og kamille kan lige anes. “Er det her for meget?” Trutter min mund som en pin up fra 50`erne.

Læner mig yderligere frem, presser Earl og Mille ned i bordpladen, “nåh…”

Slipper bordpladen, trækker blusen sammen i halsen. “Tæt nok og hvad med farven? Er grå okay? Du ved, jeg mener ud over sort?”

Deres munde åbnes, små, gurglende lyde lyder. Som skurke i film om 2 verdenskrig efter skud i maven og vi ved jo alle hvordan det ender… Blodet pibler, runder mundvigen og … Ja, der må vel være et dryp på den nystrøgne uniform dernede et sted!

“Håber I nyder brødet for jeg kan altså ikke invitere jer før til næste sommer, jeg har nemlig ikke fået købt læggekartoflerne endnu.” Puster røgen væk fra løbet. Jeps, sådan hurtigere end min egen skygge. (læs: Lucky Luke.)

Sætter revolveren tilbage i bæltet.

Goldielocks får lov, at skyde mod hjertekulen. Vidste du for øvrigt at det er den udvendige… hulhed lige under brystbenet? Hun drejer armen, blotlægger underarmens hvidhed som er brudt af sort farve.

“Bløddyr, jeg har fået en tatovering!” Unødvendige ord, der, som en lægtehammer banker sømmet helt i bund, i andet slag. Skeer stopper før brydningen gennem chokoladen på den købte islagkage, øjne drejer som periskoper og stopper, hun er målet. hovedet dukker, skilningen deler vandende. Jeg ser mundvigens lille trækning. Knækket, højt da overfladen revner og hun spidser nydende munden omkring isen yderst på skeen, så den bliver to sugende mundfulde. Lader chokoladen smelte mellem tunge og gane. Han kan ikke udholde den. Tavsheden.

Har du fået en tatovering?

Et styks forarget bløddyr

Bløddyret, skrevet i ink ville havde været ubetaleligt men det ville havde været, at skænde så fin en flade, og krævet vi var af søens folk.

Langsomt vipper øjenlåget op, munden klemmer stadig omkring skeen, sutter det nede i hulningen op, vender den og får det HELE med ved, at presse bagsiden mod mundens loft.

“Hmm….”

Han læner sig tilbage, synker sammen i stolen. Gammel, munden er vrænget nedad. Fortabt.

Seks sæt øjne zoomer ind på fire bogstaver viklet ind i hinanden V, C, L, og L. Blodårenes blårlige skær ligger som en tjørnehæk af kød og blod rundt om. Ubrydelig.