Indstilling, forestilling, fordom, fordomsfuld, slæbende timer og til slut den store finale, den selv på førte opfyldelse af profetien.

Den indre snerpede, snobbede, sydende stemme, Negativas eliksir.

Men indstilling kan også være åbenhed, tolerance, opmærksomhed, lytten, smil og ivrig nikken.

Fester med mange mennesker er …

Ja, jeg vil hellere få mennesker, border collien, hyrdehunden i mig, drøner ved store begivenheder med mange mennesker på lidt plads, rundt. I tanken. For tænk nu hvis nogen var tabt, humøret, stemningen, nogle var udelukket, følte sig mindre inde, i samtalen, samværet. Holde samtalen, samtalerne i gang, hver pause udfyldt med øjeblikkelig indskudt sætning, som helst lige skal ramme, det på sekunder valgt, menneskes hjertekugle, så selv den mest indadvendte føler trygheden i mit selskab. Glemmer de andres og snakker frit, i lige det emne, som tager meget af deres tid, lige nu, uden frygt og generthed.

Inden covid 19

Transithallens aircondition giver mine bare arme gåsehud, mens jeg river bæltet ud af stropperne. Jeg presser det ind mod kroppen med min arm, mens jeg med den anden hånd åbner først urrem og så halskæden. Mennesker bag mig, stadig i sneglen, hele tiden i bevægelse, nogle påbegyndt fumlen i tasker, måske i behovet for forsikringen om, at der intet er, der ikke må være. Andre, udelukkende hårtoppe, peger i min retning, bøjet over genskindet i de små skærme.

På den anden side af befølingsrisikozonen griber jeg min taske. De nyklippede negle skraber mod plastikbakkens bund efter halskæden og jeg sætter kassen, hvor den kan fortsætte sin rotation. Mens jeg lukker uret om håndleddet, stående med den lille hylde i ryggen, ind mod parfume afdelingen (taxfreeshoppen), begynder den allerede. Den lille bjæffen.

Han står der, tjek. Hun står der, tjek. og hvor er han? Åh, der er han. Min indre hund lader tungen hænge ud af mundens ene side, alle er der og jeg drejer rundt for, at gå ind i parfumehelvede.

Min lugtesans har været brugt i blandt andet vinsmagning komsammener, nu er den mest en app, jeg ville ønske, jeg kunne sende midlertidigt op i “skyen”

Cigaretrøg. Puh… det er ikke godt, den sniger sig om rundede hjørner, fra aflukkede rum igennem minimale sprækker, omkring mig, ind i næsen, munden (lige meget hvor jeg drejer mig hen,) omklamrende hvert hårstrå og gennemtrængende tøjvævninger af alle slags. Forfølger mig som en uønsket skygge. Giver mig lyst til at gå, løbe, når jeg ikke kan holde vejret længere. Løber jeg i lufthavnen, vil de måske tro, jeg smugler neglesaksen med ind i håndbagagen sammen med vandflasken.

I min første graviditet blev parfumer givet til svigerfar. Parfumer jeg ellers havde synes var sexede, gav mig nu mest lyst til, at kaste op. Oven i kvalmen, der i forvejen kom som stille bølger 24/7 til udpresning. Havde det dengang ligesom med hedeturene, lige når jeg tænker, nej det er da timer siden sidst. Måske den så, var den sidste, så begynder det, at ose fra mellem mine skulderblade. Rejser mig så hurtigt fra sofaen, så Olauf (alias genbrugskatten) spærre øjnene op, der i forvejen er store glaskugler over de stride, lange og hvide knurhår.. Mine fingre river og flår i åbnemekanisme tingesten så den endelig ryger ud af hul, intet sker. Ser hen på haspen, åh for, mangler den ene fra sidst. Presser så hårdt på vinduesrammen så basilkummens ene trilling er tæt på at blive skubbet ud i græsset, neden for vinduet. Ha.. greb dig.

Har fået at vide af datter, Goldielocks at jeg skal have trøjer med knapper ned foran, nåh ja også kaldet en cardigan, når vi skal i bio sammen. Da jeg åbenbart forstyrre mere end min 3 år yngre kusines kæmpe, slikpose udgravning, på hendes anden side, når jeg skal have trøjen af hvert kvarter og på igen 6½ minut efter. Altså, vi er da enige om, at det er mig, der går glip af øjeblikke af filmens handling, i halsudskæringens blindpunkt, ikke?

Efter 2 fødsel var det som om min næse havde glemt, at nu kunne den godt komme ned på normalt niveau igen, ligesom livmoderens og mavens størrelse.

Lufthavnens parfumeafdeling, mit absolutte hadested

Partner holdt meget af, at se, dufte og spraye duftevandet på sig, vejen igennem taxfree. Goldielocks, så på kvinde smukseringssager, og unge mand bøjede brillen over lego æsker. Jeg vidste det godt, de var ikke væk, som sådan. Men hunden i mig hylede, for inden for få sekunder, kunne jeg ikke se nogle af dem og lugten sendte min kvalme op og dikke drøblen. Fandt små knap så insisterende lugthuller, og holdt vejret til jeg havde kigget bag næste hyldemeter, af duftvand i flot flakon, med storsmilende kendt halvnøgen kvinde, med hud som et blankt lærred. Jeg lod som ingenting, men var virkelig lettet, når de alle blev puffet til af andre gående, i den anden retning, på vej ned mod vores gate. De sidste gange vi fløj sammen, var aftalen at vi mødtes ved gaten længst væk, så kunne jeg slippe igennem de tusind, duftes rum i en vejrtrækning.

Siddende alene pilede jeg langsomt madpapiret ned omkring den stadig brødrister duftende grovbolle og tvang mig selv til, at tage en bid. Så to, så tre. Så på mennesker og sank. Sank den insisterende utryghed i, at nu, lige om lidt, så skulle jeg lukkes inde i en boks. En boks, jeg ikke kunne komme ud af, når jeg ville. Mine fingre greb om ryggens øverste kant på sædet foran mig, når piloten taxiede os ud over landingsbanens bump. Hjulene synes alt for små til de mange kilo, tons af menneske celler, kufferter og stål. Jeg klemte til, da han gassede op, efter den stille, stående venten på start signal. Borede neglene i, når han løftede næsen i sky, og kunne lige akkurat kontrollere lysten til, barnligt at hviske, “jeg vil af. Fuck Bruxelles, Prag, Berlin, Paris… Følte mig som en idiot, når jeg sad og så på sidemandens/kvindens hånd, der, på mobilen eller bogen, i længslen efter og spørge, om jeg ikke måtte låne den, til vi var oppe. Jeg kunne jo se, de ikke brugte den til noget, videre. Jeg havde nemlig, desværre, temmelig frisk hjemmefra, sagt; “jeg kan da godt side alene, når nu vi har fået pladser forskellige steder i æsken.” For havde åbenbart ubevidst tænkt, at hvis der skete noget, så havde partner den, til jeg kunne nå og tage mit happyface udenpå panikken.

Drejningen, ind over København på vejen hjem, med lysene som smukke ledestjerner, nedstigningen allerede begyndt med mine skosåler pressende på den lille fodstøtte, som en ekstra co-pilot. Hvis heldig var Goldielocks, hånd, den varmeste pandekage i min. Og jeg vidste præcis hvor hårdt, jeg jeg kunne klemme, så blodgennemstrømningen var i orden. Måååske liddt forsinket i arteriernes bugtede gange. Bremserne, som klodsede, hjulene, der skreg ved mødet med asfalten og min indre, pæne pige, der som en anden stewardesse med hånden, guidede andre ud før mig. Ud i aftenluften.

Uger før jeg skulle afsted mindede jeg mig selv om, at jeg ikke kunne lide det, flyve. Indtil jeg holdt op. Holdt op med, at minde mig selv om det. Det var jo ikke til den anden side af kloden. Så nu har jeg et mantra, det kan bruges til alt.

Jeg er sådan en der

Tager til stort bryllup, hygger mig lige meget hvor jeg kommer til at sidde, hvilket jeg jo godt ved hyrdehunden vil hjælpe mig med, for samler på mennesker.

Der godt kan klare kritik, uh den er… den … er.. Burde, skylder faktisk 27 års mulighed for evaluering af min undervisning ud til højre, venstre og alle de andre sider. Skal jeg virkelig inkassere dem eller kan vi gå let hen over det? Puh er det rigtig? Du er helt sikker? Det er jeg, som i virkelig glad for.🙏

Står tidligt op, 6.30 og retter tekst. Kun lidt irriteret hvis afbrudt af andre, der skal bruge brættet. 😣 Kan du ikke gå ud i haven? Skriver her, ligsom.

Ikke kommentere på andres form og slet ikke andre kvinders, for ville jeg gøre det, hvis det var en mand?

Ikke aer min 20-årige søn over håret, som er han stadig 7 år. Holdt op i sidste uge. Seriøst. Lige pludselig kunne jeg se, hvad jeg gjorde. Se hans små bevægelser i et stiltiende ubehag, høre hans lavmælte ord for, at få mig til at lade være uden, at støde mig væk, prøvende drille mig fra det i stedet. Sidder jeg ved siden af ham mærker jeg stadig magneten, men svagere og svagere.

Glemmer, at putte deo på og 3 timer senere tænker, “hvorfor lugter her af gammel, blå gajol?” Har mine forældre stærkt mistænkt for, at købe dem hele min barndom, så nå de bød mig en i toget, vidste de, jeg ville rynke på næsen og ryste på hovedet. Og hvad var der med de birkes? Så køb dog en kanelsnegl. Skulle så meget havde insisteret den periode, da jeg var syv og det var mig, de sendte til bageren hmfr.. Så snakker vi ikke om nougatis og dåse fersken i samme årrække. Jeg var slut fyrrene, før jeg fandt ud af at pistaceis smager godt…. Og hurra for de gange, de lod fersknerne stå og tog pærerne fra hylden, i Brugsen, i stedet.

Bliver og hører sætninger færdig. Bonus. Kan så også stille mig med hænderne i siden, og forvente det lige tilbage. Uden dril bliver det så nok ikke i 23.

Stadig siger ting, der sårer, men bliver bedre til, at blive konfronteret med det, dem. Ordene. Tager ansvaret, men må advare om at det kommer jeg til igen. Og igen og igen og …

Tror på, at det glemte på skolen, hallen…. stadig er der, når jeg kommer tre dage senere. En, der lader være med, at fortælle det til partner for, at vi kan bekræfte hinanden, mig, i, at jeg er hurtig, nem at distrahere og glemmer det sidste scan i et rum bag ved, når nogen spørger mig om noget.

Jeg er sådan en, der godt må være det.

Må pille ved neglerødder (dog ik til de bløder,) når ro fra en hver stemningstilstand skal genfindes. Puh.. kan vi lave undtagelsesreglen, at når de skinner pletvis, rødligt så er det ikke Peter Plys plaster afhængigt, og derfor kan lidt mindre pilning de følgende dage opveje skades meldingen?

Taler dårligt eller ned om andre, der ikke er til stede. Uhh… den der indre bitch, som gerne vil føle sig højere, mere, bedre. Skrid, bare skrid jeg vil ikke have dig boende, som i nogle som helst tankestrejf. Svært, meget svært når tandlæge …Kommer nok i næste indlæg, tror jeg.

Giver nogen ret, i noget jeg dybest set ikke er enig i, eller ski.. ligeglad med kun for, at de skal kunne lide mig og for at vi begge så kan føle os bedre tilpas, ader, vil ikke mere, giver intet tilbage. Føler mig bare, som smurt ind i en overvintret, op af montren taget, gammel is. Burde være smidt ud.

Ikke lader mig presse til, at køre over 50 km i timen, i byen, fordi jeg har en røvlægger bag mig, kyssende min kofanger. “Du kan bare køre af sted i god tid, ligesom os andre, kan du. Jeg gider ikke betale bøden for, at være til behag, når nu vi begge ved, at du drejer af ved næste kryds.” Det er jo sikkert som armen i kirken. For øvrigt kunne de godt lige opdatere folkekirken, så der ligesom i operaens oversættelse højt til vejrs, løb en tekst fra døbefont til talerstol med blinkende nedtælling. Så er præsten også fri for, at ignorere, at vi kan være lidt tøvende med, at løfte måsen under ceremonien. For jeg vil ikke rejse mig forkert. Alene. Og hvis de forventer, vi skal synge med på salmerne kunne de så ikke også lade os synge med rustne stemmer i alt, i stedet for det forventede glasklare sopran. Vi er jo nogen, der har snakket hele ugen. Og har glemt læsebriller.

Giver arbejdsopgaver tilbage til rette vedkommende uden dårlig samvittighed. Det står, som i ikke, i mine ansættelses kontrakter, at jeg skal lægge mig ud med kommuner og deres mundkurv givende talsmand/kvinder. Jeg er færdig med, at føle mig som en irettesat teenager, når jeg har talt en sag på skrift.

Skriver igen, når lønreguleringen udebliver.

Gør noget spontant som, at vente med at fylde bilen op til efter, den har passeret sidste fjerdedel markeringen.

Der skriver til nogle og spørger om jeg må besøge dem inden for 24 timer. Sådan helt super, duper spontant. Kun skrevet det i min forlængede hukommelse. En uge i forvejen.

Ringer op med det samme hvis mistet opkald, med mindre de ikke er i min telefonliste, kunne selvfølgelig godt her tilføje, endnu, men sådan en er jeg ikke, endnu.

(Inden udgang af 23) putter benzin på andre steder end ved Stålens OK tank. De andre ser mærkelige ud.

Der flyver igen en dag.

En dag tager på højskole, der er længere væk end 35 minutter i Hviden. Hvorfor skal jeg nu, igen, siger du? Jamen, når jeg nu er helt fino med, at det regner ned i min seng, jeg fik jo en ny topmadras og ja, det var jo heller ikke i hovedet. Var nu mest lettet over, at jeg ikke var begyndt at lække, min fortale for hængekøje pleje (læs: sidste blogindlæg; hængekøjens afhængighed af vind og vejr,) taget i betragtning.

Kører til Jylland i Hviden, eller i tog, jeg må selv bestemme. I hvertifald 2025 ud. Ej, kan vi ikke nok sige det. Det er, som du ved, helt usandsynligt langt væk fra Skovlunde og måske er der slet ikke plads til mig derovre. Kan godt fylde virkelig meget, med min hvirvlen rundt. Måske skræmmer jeg nogen.

Dreje senere af ved krydset, når jeg skal arbejde i Måløv. Det er ikke min skyld, Ikke rigtigt i hvert fald, at jeg efter et år, i retning af Brydegården, ikke har drejet højre om Bygge butikken JA, endnu. Hviden vil ikke, ja, jeg skal nok tage en snak med hende.

Siger ja til noget jeg helst ikke vil. Der er så meget at vælge i mellem. Hmm… hvor skal jeg starte?

Fortæller, når der er noget jeg vil /vil have (er) på en bestemt måde.

Uh… der kom jeg til at gøre igen og lød det lidt kommanderende? Det burde måske være mig, der var ansat i forsvaret? Jeg kan virkelig godt lide blå, pis så skal jeg vel i flåden, suk nej det går ikke, for skal jeg være til vands, vil jeg helst stå på bredden. Hvis jeg ikke kan komme uden om, så skal jeg som en køresyg hund, stå med næsen i vindretningen oppe på dækket, med hår ind i munden “Hej, er der nogen, der lige holder min is?” Nåh.. lige meget, jeg vasker det i overmorgen. Det står der i min kalender eller det gør der ikke, men der er så gået 3 dage, fra jeg skrev “hår” i den sidst.

Giver slip på gamle tiders uretfærdigheder.

Min mor ringer,” de vil have jeg køber en ny støvsuger.”

Mig, ” nåh er den anden da gået i stykker?”

Mor, “nej, men de vil have at jeg køber sådan en rund en…”

5 sætninger længere nede

Mig, “nåh, du mener en robotstøvsuger?”

Hun fortsætter, “Ja.” I en så høj hvinen, at jeg øjeblikkeligt holder mobilen lidt ud fra øret, du ved sådan lidt hvis nu. “Ja og så skal jeg også have en firkantet ovn.”

2 sætninger længere fremme i samtalen.

Mig, “Skal jeg også købe en mikroovn?”

Mor (lettet,) “ja for jeg kan jo ikke komme op og slukke på komfuret, når jeg er faldet.”

Mig, “kan du ikke tage din mobil med dig rundt, i en taske, i en skrårem?”

Mor, “jo og jeg har jo netop sådan en,” sagt med forbavsende begejstret og lys stemme føring, (plejer at lyde som en skærebrænder.) Trykker forsigtigt mobilen mod øret igen. Hun skulle havde været ansat et sted, hun kunne råbe igennem og hvor andre havde været glade for det. Eller vejr dame da hun ikke ville havde blokeret for Bornholm og hun kan det alligevel uden ad. Hun er virkelig god til uvejr.

Har ikke, som i ikke noget forstand på robotstøvsugere, har jo partner der helst vil selv og jeg er da ikke den der… Og det er da også kun ca. 15 år siden jeg havde en frossen skulder. Næh, nej du sådan en er laaannngg tid om, at tø op. Bare rolig, det er mig, der tager toilettet. Også rimeligt, de gode venner vi er. Sådan set mit hjemmekontor. Der er ikke noget mistænkeligt ved, at låse den dør.

Lader andre være netop det. Andre.

Så er det din tur. 😉

Stort knus

Vi ses

Jamen gør vi ikke?