Lughn; gammelnordisk ord der betyder; “en plads i solen, hvor vandet lyser blankt.”

Er du tilfreds med mikrofonen?

J står foran mig mens alle andre bag ham, krydser den store hals stribede gulv i hver deres tankevirksomhed. Hans tilstedeværelse allerede mærkbar, da jeg med ryggen til lænede mig tå trippende ind over vinduesrammen for, at lægge mikrofonen tilbage i skuffen, i det lille redskabsrum ved siden af.

Jeg er i daglig samtale med fornuften i, at tage et hold mere næste sæson. Et hold han også går på mandag aftener kl. 20 lige efter et yoga hold ikke langt derfra. Virkelig godt hvis jeg tænker; det er bedre at smadre en aften for 2 hold end et. Men virkelig skidt rækkefølge, da yoga er en langt bedre afslutning på dagen. Det vil kræve mit indre a-menneske får et ordentlig spark i elrøvers, da den lille høne er hoppet op på sin pind og stukket sit hoved ind under vingen langt tid inden, jeg bakker ud af parkeringsbåsen kl. 21. Prøvede det af. Underviste dem en gang for igen at flytte kontrollen, mine indre overbevisninger (du ved nr. 268 lærkebarnet og 269 puttehønen.)

Undervisningen af det 4 hold på en dag var ny og så var der dem jeg ikke kendte. Jeg skulle erstatte en vidunderlig kvinde de havde haft i et årti, så luppens glas var langt oppe i mine næsebor, kilderende mine næsehår. Indrømmet, de var også under min.

Mikrofonen klemte mine tindinger, havde nøglen, muligheden og alt for stort rum uden.

Kun lige et sekund i færdig 20:51 kommer kvinde hen og brokker sig over at, “hun ikke kunne høre.” Det fair nok, jeg er ny, andre bevægelsesmønstre end vidunderlig kvinde og min stemme kommer oppe fra loftet, ikke hvor hun ser hen.

14 timer og 1 minut senere.

J har været en deltager på mit tirsdagshold ca. 18 år. Jeg har undervist ham i mørke, med mikrofon, uden, ude, i anden hal, mute, med fronten, siden, røven og ryggen til. Han kender alle papegøjens skræppelyde og mindst 3 mikrofoner ligger nu inde i skabet, uduelige og skævvredne.

Hvad jeg ønskede havde fundet ud af min mund:

Ønskesvar. 1.

Nej, jeg er aldrig tilfreds med mikrofonen, men jeg har ikke 15 mænd inde ved siden af som sidder og justerer den til perfektion. Anlægget og mikrofonen i mit bælte ville de havde fnyset og helt sikkert leet af. “Forbedring” af mikrofonens lyd begrænser sig til:

a) Jeg kan skrue op for volumen (den er helt op på maks.)

b ) Jeg kan skrue ned (burde ikke være medregnet.)

c) Tage mundstykket længere væk fra min mund. Prioritere nu, endelig, at stå op ved visning af maveliggende liggende øvelser da ingen, ingen, kan høre hvad andre siger med “mad” i munden.

d) Tættere på, måske for tæt på, sjældent kommer en opadvendt tommelfinger hvis noget fungere godt, det ville ellers være dejligt. Spørge hver gang er jeg for genert til (frygt nr. 217.)

Desuden er den ikke en magisk wond, som kan fremtrylle lyd specifikt til slidte ører, der for længst burde bruge et høreapparat. 10 ud af 10 gange viser det sig ved nærmere konversation, at der ligger et sæt hjemme i skuffen. 375 suk. Min svigermor tager fat i min arm hvis jeg befinder mig på den forkerte side af hende, når vi går sammen. Hun mistede hørelsen på det ene øre ved en blodprop for mange år siden. Vi spørger hende altid hvor hun vil sidde omkring bordet for, at muliggøre hendes deltagelse i samtale mest muligt. Hun hader det. Men. Hun ville lige så lidt gå uden sine høreapparater som uden briller. Hun har en skrue i kraniet til det ene og det var lidt af en omstilling.

Det kan ikke være andres ansvar end mit, at finde det vigtigt nok og spørge på restauranten om maden kunne serveres uden de tykke, skinnende slanger af mayonnaise, der på kryds og tværs synes, at havde overtaget min mad. Som om det neden under skammer sig over og vise sig uden. Eller, at sige næste gang jeg bestiller sushi, at jeg ville være så taknemmelig hvis de ikke sprøjtede brune, glinsende streger af sukkermase fra kant til kant på porcelænet, som er det en skide julestjerne de prøver at tegne (i august). Ja, sødt er da dejligt, men jeg spiser altså ikke vaniljeis på min kylling, (det er en ret i Disneyland.)

Kan du ikke gøre det uden mikrofon?

Nej, det giver mig ondt i halsen.

Pis altså også, så gjorde jeg lige mig selv til offer igen. Kan næsten ikke holde ene øjenbryn i vater med andet.

Ønskesvar nr. 2.

Kunne du ikke komme tættere på og sørge for, at du kan se? (Jeg er sprællemanden i midten fordi jeg efter 29 års erfaring ude mærket ved, at min stemme ikke når ud i hjørnerne i en hal især ikke med musik ud af højtalerne samtidig.

Der forventes (overbevisning 264,) jeg forventer (overbevisning nr. 266,) at udstråle et magnetfelt af energi som jeg uge efter uge tilsyneladende ubesværet trækker ud af mit let, sveddunstende ærmegab, som er jeg en menneskelig centrifuge.

Ugen efter står han stadig allerlængst væk nede i fjerneste hjørne, gemt lidt bag en anden.

Når jeg bliver undervist sidder jeg så tæt på undervisningen, at jeg kan se i hendes hud hvad hun fik at spise og drikke i går. Kun i kirken og ved foredrag vil jeg ikke tæt på. Kan kun fadervor og trosbekendelsen.

De snakkede om det ude i omklædningsrummet.

Altså det ved jeg godt, (mine øjne ville havde rullet hvis jeg ikke havde stirret på ham,) jeg snakker selv om mine undervisere.

Ud kom: Jeg var nervøs og så snakker jeg hurtigere, hvilket gør at ordene bliver snappet af i mikrofonen.

Nåh, det vidste jeg ikke.

Nej, for det vile jo ikke være professionelt hvis jeg startede timen med at sige; I må bære over med mig jeg er nervøs. Det kunne gå hvis jeg var 14 til nød 19 år men 51 år nej det ville være temmelig unødvendig viden. Kan ikke selv lide, når andre med det samme, inden de er i gang sletter deres egen præstation. Jeg føler, at fordi de ikke selv vil tage ansvaret for den (deres følelser desangående), så skal jeg. Ikke rart i maven, og fordi fornemmelsen er en andens kan jeg ikke bare vride mig fri af den (overbevisning 265.) For først skal den identificeres som en ubekendt (kendt) parasit og så kan jeg begynde bearbejdelsen. Tidsmæssigt et forbandet spild, da det ulønnede “arbejde” ikke er mit.

Ambition; stoppe op inden vreden og irritationen, (5% procent til ham, 95% mig selv) forvrider følelsen af en ellers god dag. Det egentlig ikke fordi der igen er en, som brokker sig over tings tilstand (nærmest hverdagstrummerum efter 3 hår mere er vokset frem på min hage,) nej, det er fordi jeg har forsvaret mig. At et meget gammelt (tænk gulerodsbukser med frynser og forrige gang mint og lyslilla var populært) reaktionsmønster, igen har fundet sin vej ud igennem mig. Jeg er udmærket klar over at jeg var en god til lejligheden, brækspand, han var ikke interesseret i noget svar, kun i galde aflad. Ville havde givet mere mening for os begge, hvis han havde sat et træ i en fjern jungle.

På vej hjem i bilen gentager jeg mantraet “det var det, nu er nu, færdig, slut” parallelt med Hviden i overhalingsbanen. Videre, ikke mere roden rundt nede på bunden af et engang lavt selvværd, det er ikke værdigt og du gjorde det godt. Ja, du kunne havde snakket mindre, langsommere, været mindre med, holdt dig tilbage med hvad der er dig. Men er det ikke det, de kommer for? At blive smittet af bevægeglæden så de med god samvittighed kan gå ud og lade kaffen smøre hals- og stemme bånd så småkagen kan ryge uhindret ned under de saftspændte mavemuskler inden kl 11:30.

Du kan for øvrigt altid identificere en underviser i rummet ved deres rømmen. Jeg har følt det stod med citron i ansættelseskontrakterne, at indbygget megafon i struben var minimumskrav for overvejelse om genansættelse (overbevisning nr. 101.) Nogle, måske dig, er trygge i egen stemmes berettigelse i et hvert rum, men overbevisning nr. 98 grundet 70`ernes krav om stilhed blev først lagt ned, da jeg optog min undervisning under corona og blev nød til at redigere optagelserne. Læringen i at være 100 % i egen stemmes klang.

Vidunderlige kvinde kan nok råbe dem op, synes de. Sandheden er dog, at når du ved hvad der kommer, lægger du ikke mere mærke til hvad du ikke hører. 50 minutter s råben hver mandag får man ikke gule ost ildelugtende gnallinger i skjulte, svært fremkommelige hulninger i halsen af.

Når man så har lagt gnallingernes eksistens sammen med råberiet lader man vatpinden udelukkende dreje i øret og googler viden om hvordan man skåner sine stemmebånd. Ah…. maven. Det er så meget en fejl, at undervisningsinstitutioner mangler viden om stemmebrug. De kunne ellers sælge det på letheden ved, at holde maven flad.

Ønskesvar nr. 3.

Gå 7 skridt baglæns, drej om din højre skulder og sig tre sætninger mens du i hovedet danner fjerde og femte samt bøjer og strækker arme og fingre og holder øje med sidemandens eventuelle højre/venstre forvirring, nu vendt væk fra rummets midte. Tilbage igen ansigt til ansigt; nej jeg kunne ikke høre andet end en uforståelig mumlen og mine ører kan ellers høre katte klagen bag flere lukkede døre selvom jeg har presset mine klamme, ørevoks stribede ørepropper ind for natten.

Knus til næste gang

Ikke skralde men sprællekvinden hvis tryllestav snart skal til sit årlige eftersyn.

Tidsvender

Flæser i lag

Hvidt mod sort

Opsmøg på “læderbukserne“

Har du set min kjole?

Kun rottehallerne mangler i klippets brutale nuancer af grå

Hmm... Byder på kage og arm

Udelukkende afføringsmiddel ønskes

Missende mod lyset, tavs, en fjern planet

Op af boksen, klovnen

Viserne i museskridt

Forestillingen tilbage ved start

Nede af trappen, vendes lunefuldt hjælpemiddel

Med mel under skoen er jeg af trøjen

Jeg kan ikke nå at skifte.

Med vilje.

De metallic skinnende træningsbukser gemmer sig inde i overtræksbukserne. Jeg har sprunget over dem i ugevis, gemt dem. Den indre teen ville skille sig ud, den voksne kvinde blotlægge en pointe.

For hvert hold jeg har startet denne fredag har jeg ønsket tiden langsommere med sveden næsten tør, i de kolde rum, før den kom ud.

23 minutter til og ankomme på restauranten, i Frederikssund, Gps`en siger 25.

Over julen en invitation i indbakken.

Med munden let kyssende iphonens 3-delte panserglas; hvis du havde holdt din 80-årsfødselsdag i en weekend (dagen efter dagen) så havde de andre 3 kunne.

Et host i håndfladen; prioriteret det.

De kan bare tage fri

80-årige fødselar

Stejl som en lodret væg.

Vinduesviskerne skubber den forankørendes spøjt til side, ABBA cd` en ligger i afspillerens hulrum tavs som alle de andre dage, de sidste mange måneder. For hver kilometer skruer mit væsen sig ned.

En måned siden.

Mit blik møder hans over aftensmaden.

Jeg vil ikke have dig med. Han siger ikke noget. Jeg tager denne for holdet.

Han ved, at jeg ikke vil med, vil hellere arbejde en hel uge omgivet af mennesker som har valgt mig til og skifte kaninbur og kattebakke (hvis vi stadig havde dem) 5 gange i træk.

Du vil også gerne være fri ikke? Ser på ung mand, med gaflen halvt inde i munden.

Sidste gang vi var til en tilsvarende fest, samme mennesker, var han det eneste barnebarn tilstede fra min side af slægtsgrenen. Sat med andre børnebørn, alle voksne, hvor de andre kendte hinanden godt. Smalltalk er ikke noget han føler han skal bidrage til. Respekt. De kunne havde sat ham ved os men barnebarn altid barnebarn også selvom man er 16 år, genert, bebøjlet og bumset.

Vil ikke mere bruge energi på og se afspejlingen af hvor lidt jeg selv ønsker, at være der.

Med hovedet i ly fra blæsten under bagsmækken udsætter jeg en hilsen til andre nyankomne og svarer på unge mands forespørgsel efter morfars nummer. Sekunder skrider ud under kolde fingre og da jeg dukker op fra displayet er parkeringspladsen tom. En kantethed har fyldt min indre og ved hvert skridt op af trappen til restauranten bliver jeg 5 år yngre. Trækker langsomt frakken af i garderoben og knapper den øverste knap for den ikke skal falde ned fra bøjlen Sætter min støvler samlet under og tager min stadig fugtige arbejdssko på. De er afdæmpede med deres ferske farver, grå og næsten lilla. De nye blå, hvide og orange var for meget.

Min farmor en stærk persona, kunne lide lilla, diskotøj og gule sportsvogne, sidstnævnte med så lav indstigning, at du kunne rulle ind i den.

I visse situationer holder jeg af og tænke, hun har min ryg, at hendes styrke nu er min.

Min hånd puffer døren til menneskestemmerne åben, min far ikke svær at finde, dagens centrum, en midte han aldrig har brudt sig om. Et knus og ord jeg ikke vil slippe møder hans ører.

Jeg er lidt for genert til at gå rundt og give hånd.

Sårbarheden trænger ud selv om jeg har lukket ned for alle udgange. Ilten i mellem os vibrerer af pænhed. Sammen med ham er jeg en langhåret golden retriever med en stor logrene hale i samme højde som det flot dækkede kaffebord med al det til dagen udpakkede, kongelige porcelæn.

Dèt straffen. Hans ord, kold blæst på bar hud.

Det er 3 februar, fredag, arbejdsdag for børn og børnebørn. Havde egentlig kun behøvet tage fri fra et hold, men det ville jeg ikke. Stædig tyr.

Jeg har tilladt mig at komme for sent og alene. Alle er festklædte i mørkt og spraglet tøj. Ikke en kommenterer mine bukser og grå træningstrøje. Måske de tror det er min tøjstil. Den nye deo, holder hvad den lover på femte døgn, ikke engang et strejf af genbrugsbutik.

Håber han kan lide min gaver, 3 jeg selv har fået, men som jeg med det samme kunne se, var perfekte til hans dag. Jeg ser min lille tante og i få skridt er min kind mod hendes. Jeg ser aldrende ansigter jeg genkender fra barndommen og tjekker bordkort for, at undgå samtale.

14 år, grydeklippet og til bords med min far, sangholderen i min hånd ligner en ketcher.

Der står Lis på kortet, versionen jeg ikke har heddet på navneattesten i mindst 14 år. En mand overfor foreslår vi vender kortene om. En kuglepen fra rygsækkens forlomme skriver de sidste tre bogstaver.

Ja, jeg er den eneste som stadig siger Lis.

Jeg lader den stå, kaster ikke tomater på den stejle væg.

Kvinden overfor foretrækker Kisser. Havde jeg ikke holdt fingeren nede, under kørslen på vejen hertil, på min indre volumenknap, ville jeg også havde ændret hendes kort, jeg ved der står Kirsten på det. Men jeg holder min hale under min stol og lytter høfligt til kvinde ved siden af, der, de næste 5½ time vil slide på min trommehinder.

Det tager en halv uge at slippe spændingen i højre balle, fordi jeg ikke ville dreje mere end mit ansigt væk fra min far. Høfligheden, som et kosteskaft, erstattede min rygsøjle.

Trods søm deraf slagside og friske kommentarer fra hans kones midaldrende børn, rejser han sig op hver gang han hyldes. Talerne får min latter til, at lyde ensomt i det store rum. Min side partner har en fest i sine fortællinger om sine sønners og børnebørns bedrifter, og jeg ønsker hun var min far. Hendes børnebørn vil ikke sige; det gør ikke mig noget, (at han behandler mig nedladende,) mor men når det er dig…

Jeg giver manden ved mit side et kram, akavet holder han på mig. Jeg roser forretten, laks med grønt, han lader også mayonnaisen ligge tilbage.

Hovedrettens møre kød på min tallerken bliver ikke kommenteret, selv om det er på størrelse med en gammel 5 krone. Skabsvegetaren spiser op.

Min sidemand slår på glasset, hun kan ikke bare spille til sangene, lannngggsomt, hun kan også holde en tale. Hun er så meget tilgivet min ømme ende.

Alle mundfulde er som hendes, hjemmelavede, min ikke, som i slet ikke, mor. Hendes øjne skinner, stemmen grødet da hun takker ham. En halv time efter, fortæller hun ham med omkring siddende øjne, stift rettet mod det tiltagende mørke udenfor, at han skal rejse sig op og sige tak for gaverne.

Min tale ville havde været anderledes, jeg ville ikke havde behøvet undskylde samme ordlyd som forrige taler. Den mand de roser er ikke min far. En mand med et meget skrøbeligt ego. En god ven. Helt sikkert.

Desserten, is, får alle omkring bordet til at være stille, klirrende skeer skraber først langsomt, så hurtigt og længe. Stykket er stort, hans efterspørgsel og jeg er 8 år og sidder og stikker til nougatisen, min fars yngling, jeg ikke kan lide. Denne er hjemmelavet. Jeg savner mit autentiske jeg, det, der ville være gået ud i køkkenet og bedt om karamel saucen, afskrabet fra kniven mod tallerkenens kant var ikke nok. Heller ikke til ham. Min pianist til højre, var måske blevet stille i ½ minut, i taknemmelighed.

Vandet udenfor er væk, opslugt af 17 tiden, kaffekopper klirrer på deres underkopper og en mand, som i sin tale sagde,; han var det ældste bekendtskab, tager min hånd. Øjnene glimter i flirt.

Kan du genkende mig?

Jeg trækker min hånd en lille smule tilbage, men årets længste håndtryk er åbenbart dette.

Det løgn. Min stemme lyder ud i rummet, sluppet ud af kassen.

Han er ikke det længste bekendtskab, det føler jeg, jeg er. Jeg har boet med ham, set ham foretrække kærligheden til en anden, leget familie med ham og blevet skilt fra ham. Og desuden. Desuden er min kvinde til højre hånd det længste, for hun kendte ham som teenager, hvor hendes veninde var forelsket i ham.

Jeg ser op på håndholderen og tier stille, hjælper ikke med ord. Smilet glat. Grebet løsnes. Tilbage fra toilettets slip kommer hans kone hen til mig, rolig i smil og med glimt i øjet som manden. Hun måtte fandeme gerne være min mor.

Håndholderen kommer tilbage, hun ser på ham; vi kan da ikke sige det til hende, hun er hans datter.

Jeg smiler beroligende, nysgerrig, for denne eftermiddag har indeholdt fortællinger jeg ikke kendte og jeg er langt fra mæt.

Din mor ville ikke have dig, det var ham der passede dig.

Det første var ikke nyt men det andet.

Træt, selvom jeg kun har drukket vand, udmattet af og være opmærksom. Vil hjem og sætter mit bord i gang, aftaler at ligge i bagsmækken på pianist mod Skovlunde. Opbrud får hænder støttende mod gelændre og igen arme om skuldre, bryster klemt i sportsbh`en.

Næste gange tager du din mand og børn med.

Søn(roseren)

Ordløs. Jeg sender jeg kæden af farvel videre i bekymrede, ikke mors øre.

Maden, lige så god som din.

Stædig tyr

Hendes baglygter lyser op, Jeg trykker adressen og hjem frister mine fingre. Inden jeg drejer ud har jeg tændt cd afspilleren. Videre ud på tomme og våde veje synger jeg højere og højere, min stemme sprød af alle timerne i tavshed.

The winner takes it all

The loser`s standing small

Beside the victory

That`s her destiny

Knus

Februar/vinterferie elskeren

Appendiks

Politimænd og ammehjerner

Jeg ser mig for inden jeg kører ind på parkeringspladsen, først til venstre så til højre, så til venstre igen eller var det omvendt.

En automatiseret handling som et gå fra Hviden i fuld overbevisning om at jeg da har trukket håndbremsen. 2 gange og 2 små mikroskopiske buler nu så meget senere har en lille mistro sneget sig ind og jeg flår i håndtaget flere gange inden jeg tror på den fysiske bevægelses oprigtighed før jeg drejer mig ud af førersædet.

Pilen på REMAs snævre parkerings areal er udvisket, men ikke mere end jeg ved, jeg kører den forkerte vej rundt.

Næsten ude af mit synsfelt stopper en kvinde op og ser i min retning. Da jeg drejer parkeringspilen i foruden har jeg allerede glemt hende.

På min hud er 3 lag sved tørret ind. 2 pakker venter på at blive hentet bag ved det store T-kryds og min mave er hul som en grotte, en farverig destination med et brummende dyr af ubestemt art dybt inde.

I bagagerummet vender jeg den ene taskes indhold ud, flytter pungen fra et sort forsvindingshul til et andet og trækker bagsmækken ned. Med is fingre scroller jeg ned for, at finde forsendelses oplysningerne.

Jeg er let i hovedet, glad, følelsen af fri sender flaksende sommerfugle på kryds og tværs i min mave. Undervisningen i zumba gik godt, tågerne i min ammehjerne havde omsider sivet videre efter endt yoga eksamen og efterladt al min forberedelse der inde, så den ikke endte i rod, i mine fødder og tale når jeg skulle forestille at lede dem.

“Du ved godt du kørte imod køreretningen, ikke?”

Kvinden står med sine indkøbsposer og ser på mig. Hun har simpelthen ventet på jeg stod ud.

“Jo, men jeg kiggede mig godt for!”

Suk. For fanden da. Som om det legalisere at gøre noget forbudt.

“Der var ikke meget plads.”

Jeg tog den beslutning fordi en bil holdt parkeret, så det var lige tæt nok på for mig og skulle udenom ham for, at køre i pilens retning.

Jeg tvinger mine mundvige op, men noget i mig siver ud, rigtigheden. Øjeblikkets perfektion.

Ventende på grøn mand med en fod parat til at sætte over fodgængeroverfeltet, smiler en mor fra min folkeskole til mig, hendes søn var en af mopperne. Han holdt op da min mor foretog en telefonisk udskældnings runde.

Dagen efter var jeg luft. Kun ham jeg elskede blev ved med at kalde mig Lis tis i uger bagefter, hans navn var forblevet i min mund.

Jeg åbner den flade pakke, selvom støvregnen allerede sætter små mørke pletter på konvolutten. Rammen i rosa røde farver omkring tillykke i store typer, understreger betydningen af det som ligger nedenunder, mit yoga certifikat. Lyder som skulle jeg flyve til månen, hvilket turen også nogle gange har føltes som forberedelsen til. Armbåndet, tegnet på venskab ligger i sin lille papirpose, en sød gestus. En kopi vil sidde om min undervisers håndled sammen med de andre skalpe.

Noget er startet i min mave, en forstyrrelse, det tiltager i størrelse mens jeg i REMA finder ekstra farin og kærnemælk til svigermors krydderbrød mine smagsløg hungre efter.

En cirkel er fuldendt og lukker sine ender i et ubrydeligt bånd, hvad var det jeg sagde til kvinden? Glæden ved weekend og modtagelsen af beviset på timer i kropslige professor ternings vridninger er helt væk.

Skammen kører hurtigere og hurtigere i sit loop, ligesom tigerne der løber så hurtigt i ring om træet, at de bliver til smør, i den fantastiske og omstridte børnebog; lille sorte Sambo. Jeg bakker og kører den rigtige vej ud. Hjemme holder jeg oplevelsen inde, fortæller mig selv, at jeg giver hende magt over mig ved og blive ved med at tænke over; hvad jeg sagde, det jeg gjorde, hvorfor. Jeg kan jo intet ændre.

Støttet op af dørkarmen falder ordene ud af min mund til headset hoved omringet ægtefælle og skammens rundkørsel får afkørsler. Jeg tager den første. Det bliver weekend igen, jeg læser min lærers underskrift for tredje gang og spiser i glubske mundfulde min frokost, så min bolle lander på bunden af min mave som en sten.

Kan dine dages rigtighed også forstyrres af politimænd og koner?

Lufter du også din pegefinger?

Jamen, min hånd er nærmest taget, “vejrhanen” er monteret fast til.

Ved du, at du kan give dig selv ammehjerne, tinnitus og søvnbesvær ved høje forventninger til dig selv over længere tid?

Slæk på dem, da du ellers også kan blive ulidelig selskab for dine bofæller. For godt er faktisk de fleste gange ikke bare godt nok. Nej, det er SKIDE godt. Husk det!

Jeg har endelig modtaget mit nye betræk til min nyindkøbte tyngdedyne. Prøvede virkelig og få dynen ned i det, i børnestørrelse, jeg åbenbart havde bestilt, men måtte indrømme min fejlfortolkning af tilbud til Scandinavian rest og sende tilbage. Nåh, men så opdagede jeg, at det der bytteri over nettet også sagtens kan lade sig gøre for mig.

Jeg forventer ingen mirakler, en nat under bambus og glaskugler gør nok ikke op med år i tankemylderens vælde.

Hvis du får tics ved øjet skal du også se grundigt på det liv, du vælger er dit.

Håber du har haft en rigtig dejlig og hyggelig jul, da jeg udmærket ved at den af mange årsager kan være den sværeste højtid af alle.

Ses på den anden side.

Knus

Skamcirkel bryderen nu juleferie nydende og snart fuldt opladet menneske ud i nyt år udspringende.

Efterskrift

Skammens gift har forladt min midte og ligger nu i støvsugerposen i form af de grove saltflager, jeg selv kastede ud foran huset for og forhindre andre i at falde.

Kan du heller ikke længere huske hvorfor du mener visse ting?

Ja, jeg sagde ja.

For når nogen vil betale 21 tusind for et kursus til mig, der ligger i forlængelse af det jeg i forvejen kan ville det være totalt dumt og utaknemmeligt ikke at tage imod.

Så ja.

Ja, til at tage en 200 timers uddannelse ved siden af de hold jeg i forvejen har.

Ja, til at tage den på hovedet, i hvad der synes som den lave ende af bassinet uden redningskrans, da sponseren af kurset mente. at jeg sagtens kunne undervise i nyt stof kun lidt over halvdelen inde i studiet.

Og ja det kan jeg godt.

Men min hjerne er som en gammel Kitchenaid røremaskine, der ælter hele dagen og opvågningerne i nætterne med. Yoga til morgenmad, frokost, aftensmad, i mellemmåltider, når jeg går, står sidder, ski…, forbereder andet arbejde, måltider, underviser andre hold og forfra igen på evig repeat.

Hvorfor lægge de flotteste billeder ud på instagram, når nu de “andre” er så meget sjovere.

Som var jeg forelsket spurter det dalende østrogen rundt til alle dele i kroppen og gør den skiftevis intensiv gnistrende og fuldstændig slukket. Som en siddet godt skæv sofahynde orker jeg efter kl. 20:00 kun og se på YouTubekanaler hvor f.eks. en ung, koreansk kvinde spiser orgier af kage, som får mine ædeflip i 80`erne til og synes kontrollerede.

Mor! du ved godt det er noget seksuelt ik?

unavngiven

Æhm nej, men så (lægger her hovedet ned til den ene side og kniber øjnene sammen,) jo det kan jeg da godt se men det er så dejligt beroligende, at høre hendes smaskelyde og jeg får ikke ondt i maven eller myggefest i lysthuset. Så win, win.

Mikrofonen må nærmest være med inde ved dryplen, bare utroligt linsen hverken dugger eller bliver fedtet. Hun har ligesom jeg et dybt kærlighedsforhold til kager med creme og flødeskum. Altså jeg ved jo ikke om hun går ud og kaster op lige bagefter vel, hun skal i princippet bare blive ved indtil de 3 første slurke af mælk. Jeg troede ellers at dem på de breddegrader var temmelig laktose intolerante. Konkludere, at hun højner sandsynligheden mere end en anelse med det hun kører ind. Hendes søde øjne får mig helt i ro, ahhhhh, dejligt. Det, indtil jeg læner mig forsigtigt frem over genbrugskatten på mine lår for, at skifte YouTubekanal hvis unavngiven eller partner går i retning af sofaryggen. Kan jo for fanden ikke indrømme åbenlyst, endnu, at ja jeg slapper af ved og se porcelæns køn pige nyde kager. Det selvom vi alle tre ved, at de kan se det helt henne fra døren af. For uden at forstørre billedet op hvordan skulle jeg så ellers kunne læse den koreansk oversatte, noget sparsomme, tekst (nu norsk) uden briller. Norsk har lidt andre bogstavkombinationer kan jeg godt sige dig. Ordet dejlig behøver ingen oversættelse mere, hendes tindrende øjne, hamsterfyldte kinder og tommel op behøver ingen undertekst. Der er altså noget ved, at hun tit har en klump creme siddende på kinden eller glasur på næsen. Sårbarhed.

Jeps jeg er underlig. Det er ude. Det du sikkert overrasket over ik?

Nåh… Ikke?

Pote på håndled /ny kanal

Tillader jeg mig ovennævnte luksus, som rastløsheden styrer, så trækker han poten en lille smule mod mig med den ene negl som modhage på håndleddets tynde hud. Men det er så først efter han har taget al min udsyn til Cosy, kagesluger. Han tror nemlig selv han er en lille kat og må derfor balancere på mine “runde” lår, mens han ælter tæppet og gennemborer det med sine syle. Så tvinger jeg ham i gentagene rotationer om ham selv for, at få hans klør ind og ham ned at ligge. Så kan han lægge sit hoved tilbage og med skinnende øjne kigge fast op på mig mens jeg kradser (med neglene) på siden af hans hals, som kvittere med og skrue op for vibrationen. Når han skrider er en lille rød plet tilbage hvor min urrem vil lukke sig om den i morgen.

Andre Dage

Skifter jeg til, “just me Cathie.” En amerikansk kvinde, måske i 30`erne, som på grund af en sygdom kan bruge sin tid; dag, aftener (til sent) og ja vel weekender, med linsen som et tredje øje i panden, i retning af bunden af den container hun er nede i, eller rækker over kanten med sin nip napper. Timer bruger hun på, at fiske mad og andet brugbart op fra forretningers baggårde. Anvendelige ting de nogle gange selv har ødelagt for, at forhindre hende i netop dette. Senere kører hun hen til et lille skab, der er åbent for alle som har mindre end du og jeg, og fylder det systematisk til lågen kun lige akkurat kan lukke. Hun har aftaler med hjælpeorganisationer, som kommer og henter hvad hun ellers har fundet, på et aftalt sted.

Når jeg er træt af andres madlavnings finesser finder jeg, Finnen.

En ung kvinde med det lyseste hår i 2 fletninger ned ad skuldrene og altid lyserødt forklæde tager rundt og gør psykisk, syges lejligheder beboelige igen, gratis, efter først at havde gået i skrald til knæskallerne. Hun elsker at gøre rent, smiler over lugten og fortæller med indlevelse den sørgelige historie der ligger bag. Orv. Jeg synes bare, at hjælpsomme mennesker er helt utrolige.

Jeg ved ikke om jeg har fundet yogaen eller om den har fundet mig. Jeg føler mig nok mest indhentet, som har jeg løbet og løbet for og blive overhalet på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen sætter spørgsmålstegn til alt og alle.

Vi er ikke gamle, vi er midaldrende.

Yogien

Partner har det meget med, at omtale sig selv som gammel (i skrivende stund 55 år.)

Det kan du altså ikke tillade dig, hvad skal den 80-årige så kalde sig selv? Død?

Nu med øjnene vendt mod det tredje øje

Jeps, du har det, betragt det bare som et Sauron (Ringenes herre) øje, dog et mildere et.

Jeg har synes det var uretfærdigt, at alle nærmest udførte en indre royal nejen, når ordet yoga dukkede op i samtalen, mens afspændingspædagog allerhøjst gav en rynken over næsen og et kig til det, jeps, tredje øje.

Jeg har været år om, at vænne mig til titlen psykomotorisk terapeut. For helt ærligt, det lyder jo som om jeg arbejder på KAS Ballerup med depressive drenge eller piger, der sulter sig i fortvivlelsen over livets mange valg og skærmenes manglende arme til kærlige knus. Med fare for nogle fejlagtigt kunne tro jeg havde trukket min uddannelse i en automat, skrev jeg simpelthen underviser eller instruktør.

Jeg har frivilligt, kastet mig ud i anatomien og fysiologien igen, tænkt; hvad skal jeg bruge de skide axoner til?

Nu også sanskrit. Niks, jeg gør det ikke. Hunden med hoved op (også kaldet cobra) eller ned, ligger meget bedre i mundhulen og bølgende ind i øregangene end Adho Mukha Svanasana. Jeg har det med sanskrit som med kinesisk, det ser flot ud men det ligner de har copypastet èn sætning til hele siden. Jeg tager mig selv i og lede efter det ord som ikke er det samme for, at bevise min intelligence balancerer på normalen.

På uddannelsen til yogi lægger vores blændende underviser nemlig vægt på, at introducere os for alle øvelsernes navne på både engelsk og sanskrit, men ligesom at jeg i 1995 ikke ville byde de deltagende på holdet blærerøvs anatomisk kunnen, så …

Så strammer du glutterne og løfter pelvis.

Oversat; så klemmer du balderne sammen. Nej, du spænder sædemusklerne og løfter bækkenet. Jeg er begyndt at sige enden, for jeg har egentlig aldrig synes om ordet, sædemusklerne. Jeg kan godt se, at sige; “røven” ikke er det bedste. Det, selv om jeg nogle gange godt kunne blive fristet i en hedetur til, at vende mig om mod snakkehovedet og med stemme som pigen bundet til sengen i Eksorcisten brøle; “så lukker du fandeme r….” Jeg styrer mig. Ville i årevis efter få nihallet pisk ned ad ryggen i form af samvittighedsfulde tømmermænd. Av.

Nåh, men det er pænt af hende, virkelig. Jeg vil personligt hellere flyttes rundt på madrassen og få en fibersprængning dagen efter. Hvilket er sket for nogle, for man vil jo lige se om.

Nej, det var dog satans, prøver lige igen, æhm nej, min arm kunne så ikke vinkles den vej. Hun må simpelthen mangle en knogle der, for min er i vejen. Måske en forkert besværgelse kan gøre det. Hvor er det nu jeg har lagt min tryllestav?

Ved man det nogensinde?

Kunne ikke på nogen måde havde forudset den mentale rutsjetur dette yoga univers ville hvirvle mig ind i. Har dog også “mødt” (de fleste bag Hannes plettede skærm,) dejlige kvinder fulde af tårer, gribende historier og tillid.

Blev spurgt om forskellen på Yoga og afspændingspædagogik.

Hm…. nemmere at skrive hvad de har tilfælles; underviseren ønsker dig det allerbedste venskab med din krop. Ham eller hende du vil gøre alt med, har respekt for og vil lytte til.

Endnu et forældet sagn

Jeg har syntes, at de der, meridianbaner var noget man skulle se kinesisk ud for at praktisere, og/eller i det mindste være akupunktør. Nu har jeg så mødt en der hedder Charlotte og hvis kinesisk, meget, meget langt ude. Chakra tale havde indtil dette lune efterår hokos, pokus flødeboller med kokos ikke noget med mig at gøre. Googler nu forslugent.

At påvirke organer, meridianbaner og chakra kan være min bevidste intention i min forberedelse, ikke noget der behøver at forlade min mund. Yoga kan være udelukkende en time med kroppen i forvredne stillinger og så går du hjem til aftensmaden. Du kan også se det som en mulighed for at dykke dybere ind i dig selv, tage det bevidst til dig som en livsstil. Forholde dig til dit åndedræt, hvad du spiser, hvordan du behandler andre, dig selv, hvad du er for en.

En, du er glad og stolt ved?

Hvad drømmer du om?

Hvad skal du gøre for at nærme dig?

Med en nedskreven målsætning vil det stå som en projektør, lysende og ikke til at komme udenom.

Vores tanker kører ofte (årevis) i ring, det kræver en beslutning at ændre på dem, men du kan godt. En opbremsning og en ny tanke på lørdag vil ikke være nok, men næste søndag, så. Det kræver tålmodighed med dig selv. En svær disciplin.

Rejser mig op fra toiletbrættet, en time!

Ouh… mine semimembranosus, biceps femoris og tendinosus (baglår/hasemuskler) er helt ulne. Se, det var totalt blær og spild af linje.

Pst…

Sidste mandag, kl. 8:51 kørte jeg til fodgængerovergangen ved Ravnsletvej som jeg plejer, men i stedet for et blinke til venstre kørte jeg mod højre i retning af Rema, åh altså.

For bare et år siden havde sådan en forkert blinken af stresset mig, kommer jeg nu for sent bla, bla, bla. Fuldstændig unødvendigt, jeg kører altid i god tid.

Er der noget der hedder tids pessimist?

Jeg må mere ud i “hvis nu” øjebliks handlinger. Aflive al den unødvendighed.

Hvad er dine unødvendigheder?

Fun fact

Vidste du, at yoga oprindeligt er opfundet af mænd, til mænd?

Hmfr… Typisk.

Hov, min tandbørste er da ikke så blød.. eller blå…

Pyt..

Blærerøvsyoga

Hvor en slank kvinde på maks 30 år udfører noget nær en umulighed, med mindre du tæller en hudafskrabning, forstrækning og en klemt næse med.

Ja, det er da yoga, men sætter du dig fredage i stolen med weekend drinken på glasbordet, hundens hvide hoved i dit skød eller ved dine fødder, laver nogle skulderrulninger og og nyder roen, i rummet, i dig, dette unikke minut så er det sgu ligeså meget Yoga. Du er på vej. Yoga er for alle, også for mig, som vil ud af en ubehagelig stilling ligeså snart jeg har fundet ind i den.

Undervisning

Krænger mit hoved bagover på min i forvejen udstrakte hals og ser over mod skærmen. Nej, hun sidder og kigger på os, jeg mumler noget ud imellem tænderne Kaptajn Haddock (fra Tintin) kunne finde på, der ingen bogstaver kræver.

Det, vi har brug for er ofte det modsatte af hvad vi tror.

Der er mange slags yoga og jeg kan undervise i flow, som jeg kalder flydende overgange, stoppe op, lade et stræk fylde stilheden ud, fortsætte flow igen bare jeg altid slutter af med savasana i corpse (lig/død) pose.

Oversat; afspænding liggende udstrakt på ryggen med armene ned langs siden. Som om man altid ligger “pænt,” når man er død.

Sad for 20 år siden i fitnessrummet på hotellet på Mallorca, havde for sjov meldt mig til yoga. Det var det eller passe børn. Nøj, hvor jeg kedede mig. Jeg skulle sidde stille!

Jeg har siden uddannelsens afslutningsfest i 95 mærket presset for, at skrue tempoet op, afspændingen var stadig vigtig men på nye hold var den slet ikke medregnet. Øvelserne, som byggede op til afspænding kom med en gang i mellem, så hellere et stræk det vidste de fleste hvad var, om ikke en livsnødvendighed, så en god ting. Det var irriterende, når det i medierne blev sagt, at stræk var der ikke noget videnskabeligt behov for… Øh… Yoga… århundrede…

Vi kender alle fornemmelsen i lårene hvis kroppen har været brugt lidt anderledes dagen før, så kan en nedsættelse og en letten fra toilettet gøre nas. Et stræk lige efter indsatsen havde nok fået ømheden ned fra to til en dag. Når fokus er på kroppen, i bevægelse, stræk eller helt i ro går tankemylder fra båndsalat til oprullet på spolen, produktionen af stresshormoner og blodtrykket sænkes.

Det er jo bare yoga, en filosofi, ikke raketvidenskab

Jeg har overgivet mig. Til mærkelige ord, der altid har været der, nu også i mit ordforråd og accepterer følelsesløsheden, når det er mig, der “fører”. For yoga får man kun noget ud af hvis man bliver undervist el. praktisere den alene.

Olauf er hoppet ned og som altid skal først forbenene strækkes, så kommer bagbenene og hvis jeg vil ud med mit krus må jeg simpelthen gå uden om.

Lyt

Jeg lytter til snotungen, til min indvendige klagekasse er fyldt til randen af, hvad jeg kan rumme efter en dag på arbejdet. Hendes tale så svær og forstå, at hovedpinen dunker i takt med hendes ord. Lige da jeg har lyst til at smække “låget” i, bliver hendes stemme blidere, mere lattermild. Nu, lettet for livets uretfærdigheder trykker hun mig glad alene på linjen. Så vender jeg klagekassen, ryster den lidt og ser en stor chokoladekage forsvinde på 5 minutter. Jeg rækker ud efter fnugrullen og pels frasorteringen på tæppet mindskes, mens han drejer hovedet væk og svanser ud af stuen.

Vær lidt yogisk hver dag.

Lad det være din intention at;

Nyde din tid.

Den korte version:

Træk ilten ind grådigt, hold dig et øjeblik svævende på vejrtrækningens top. Vær i stilstanden, tillad den. Pust så gavmildt ud, tøm lungerne for luft, fuldstændig, vent. Skynd dig så langsomt med næste indånding.

Vær til stede med hele dig hvor end du er. Vær en stor svulstig chokoladekage.

Det er også yoga.

Jeg tillader mig at sammenligne det med at have sex. Det bliver ikke godt hvis du ligger og tænker på hvilken bluse du skal have på bagefter.

Smilte du der?

Jahh, det kunne jeg godt mærke.

Snart er jeg yoga instruktør men hvis spurgt ved jeg ikke (endnu) om jeg vil sige, hvor lang tid den titel har hængt på mig eller hvordan den er opnået (online). Jeg ville jo også gerne have, at hende jordmoderen, der hjalp ung mand og kvinde til verden havde følt smerten selv, for ellers kunne hun sgu da ikke tillade sig, at fortælle mig hvad jeg skulle, hvornår, hvor meget og i hvert fald ikke gøre. Hmfr. Nåh.. tjekkede ikke, havde jo ligesom nok, at forholde mig til. Men hendes øjne var store og brune.

Måske er det også flintrende ligegyldigt, at mit forhold til yoga, før april i år, er baseret på 8 gange online undervisning a 60 minutter under corona. For hvis nogen vil gå til yoga hos mig, så er det jo fordi jeg er mig. Med alle de gange jeg har haft nummer`en i vejret nu, må det mindst svare til 4 års yogaundervisning på et FOF hold.

Øvelse:

Du har dit hjertes ryg.

Den lange:

Ville ønske den var en lydfil, for så kunne jeg bede dig om, at lukke øjnene.

Læg måske en hånd lige over dit hjerte måske begge eller placer den anden blidt på din hals. Træk vejret, igen. Forestil dig hvordan liv trækkes ned i dig igennem halsen. Stedet hvor ord, følelser strander, på vej op. Træk vejret igen men dybere denne gang, uden forbehold, forestil dig, dine lunger kramme dit hjerte kærligt, dikke det. Træk vejret, hold det lidt endnu, ingen stress og pust det så langsomt ud, bliv ved til din mave støtter blidt op og så ingenting. Mærk roen der sniger sig ind alle vegne fra, hold fast i dit fokus og tag så igen en livgivende indånding. Pust langt ud, giv slip på alle de ord, du fortryder du ikke fik sagt eller dem du sagde, du kan ikke gøre det øjeblik om, det okay, giv slip, giv lov, lad dem ikke fylde mere. Lad minutter gå, hund være hund, mand være mand, børn være børn og alt det livet også indeholder. Det skal nok gøre krav på dig igen. Tillad dig selv at være i mellemrummet af øjeblikke. Træk så vejret igen gavmildt, frådende glubsk. Du er det værd, altid, i dag, i morgen, om en måned, 5 år, lige til sidste pust.

Knus

Din chokoladeroulade med vulgært meget flødeskum og/eller frit valg fyld… Smørcreme?

Knæ vs depression.

Hvad er meningen med det nye job efter 2 år som vikar, hun har drømt om, hvis hun kun efter en uge og en dag bliver slået hjem, som en skide rød ludobrik?

Lad os starte med begyndelsen

For to år siden, samme uge, siddende på samme seng, i samme værelse, på samme højskole ringede Goldielocks, den fraflyttede. Hun havde bundet en sko, rejst sig op og krash. Smerter ud igennem, hvad der må havde syntes som, hver eneste nervetråd gjorde hende hvid som et lagen. Hun kunne ikke stå, knæet var låst. Hviden, den hvide i10 holdt ude under de vajende grene, foran mit undervisningslokale i Hillerød, så farfar var hurtig på gaspedalen og hentede hende. I kørestol rundt på skadestuen, timevis af venten, “det var nok menisken.”

Ravnemor, ravnemor, ra, ra, ra.

Stemmen

Hos 50-60 % af os sider der på knæets inderside en lille fold, i en slimsæk. Plica. Den var i klemme. En yndig rest fra fostertilværelsen med ingen betydning for hverken knæets funktion eller stabilitet. Lyder seriøst som blindtarmen, heller ikke ikke noget at bruge den til.

Nu var det det andet knæ.

Som sidste gang havde hun taget hensyn til mig, først fortalt mig om episoden da det ville være meningsløst at køre hjem, men sammenbruddet i telefonen, dagligdagen knust, gråden der slugte hendes kvidren, var som en knyttet hånd i solar plexus. Tak til farfar hvis pung fik hende hjem. Leve op til dig er på min bucketlist.

Børnene vokser sig høje, over tyve og fraflyttede, men jeg vil stadigvæk give mit indre blå mærker. For ville andre få gruset til at knase under dækket i udkørslen, før den hulkende havde lagt røret? Set billedet af Grundtvig fortone sig i bakspejlet kun en dag inde i forløbet?

Fem dage og timers langdistance moderskab senere trykkede min langefinger på hjemikonet i google maps. I anden rundkørsel, stadig i Hillerød, ligger mobilen i lommen på døren til passagersædet og den dyrt indkøbte mobilholder nede på tæppet. Heldigvis er fru vejviser ligeglad med, at se ud af forruden.

En kikkertoperation “klippede,” folden over i 2020. Vi måtte ikke komme med ind. Corona. Kulden sneg sig ind i mit hjerte på de gader anden halvdel og jeg gik op og ned af, mens vi ventede på hendes opkald. Knæet blev aldrig godt.

Det er tungt, når det eneste man kan er og lytte. Lade hende være der i det mørkeste mørke, rumme at intet jeg kunne sige i det øjeblik vil hjælpe noget som helst. Hun skal have lov til at føle vreden, frustrationen og ikke få dårlig samvittighed over melankolien, der siver igennem forbindelsen og gør alting stille i lange minutter, indtil de ringer med klokken. Buffeten er på langbordene.

Hvad nu?

Sygemelding? Miste det nye job? Hvad med lejen? Nej til smertefulde bedøvelser. Skift af læge. Skal billeder tages? Tæer, der ikke kan støttes på, siddende bleskift i samlebånd. Du er sej, min heltinde, min datter.

Den bebrillede

Han sender mig en sandwich emoji, et hint til hvad der skal ske i dagens afsnit, i serien, vi begyndte på sidste uge. Jeg åbner køleskabet og ser han har glemt sin madpakke. En halv time efter giver han mig to knus ude foran skolens indgang med taknemmelighed i blikket.

Depression

Jeg kunne ikke starte med den anderledes alvorlige historie. Den.

Den, som indeholder truslen om død.

En bror har det dårligt, corona er på sit højeste, tvinger alle hjem i ly bag skærmene, online er blevet noget normalt. Han taler med sin søster i mobilen, hun sætter cyklen på støttefoden foran garagen. Låser. Siddende ved aftenbuffeten på vores vante pladser, med hende i solstriben mellem persiennerne og ham duknakket overfor, kommer ord ud af hans bøjle besatte mund, som får alt til at stoppe.

Jeg har tænkt på, at tage mit eget liv.

En bror

Hjertet synes ikke at pumpe, lungerne udviger sig ikke og benene havde jeg stået på dem, givet efter.

Vrede over at han ikke sagde noget. Vi viser den. Skyld. Vil alle nu synes jeg er en dårlig mor, vi dårlige forældre? Svish… den indre lussing farver mig rød. Ego-fucking-ist. Vil andre tænke dårligt om ham, se ham som svag, smittebærer af en ny coronavariant med en endnu ikke opfundet vaccine?

Søster mægler, taler os ned, hænder der vrider sig i skødet. Klamme. Skammen over ikke at havde set. Hans blik, hans krop. Lektier kun hørt om i svage vendinger. Insisteret på hvorfor han ville mindre og mindre. Fornemmet hans vilje til at leve, krøllet sammen. 17 år gammel. Hvordan? Han snakkede med en anden end os. Han vil snakke med en anden fremadrettet.

Få dage efter bliver jeg efter hans anmodning stående udenfor lægens dør.

Uger senere lade han os modvilligt tage med og vi møder hans psykolog for den gruppe han er med i.

Vi har en aftale, han og jeg.

Psykolog alias livredder

Hun fortæller os, han har hendes nummer. Han har lovet at ringe hvis hans tanker bliver sorte. Selvmordstruet. Hun fortæller os hans hjerne er brækket.

Hun har hans ryg. Det siger hun.

Indeni er en tillid til verden slået i mikroskopiske stykker. Jeg tør ikke bede ham om noget for vil det trigge, at han går ned på banelegemet, hænger sig i sit morgenkåbebælte (som ham kokken) eller anskaffer nogle piller? Jeg bliver bange, når hurtige bank på hans dør ingen svar giver. Skælvende står jeg der i tvivl, hjælper det nogen at krænke hans privatliv, afbryde ham i en eventuel enmandsforestilling?

Der skal gå lang tid før jeg tør bede ham om andet end det mest basale.

Han har kunnet få mig til at skrige hysterisk i i10`en. Nu, endelig begynder jeg at forstå hans humor. Jeg har sagt, jeg aldrig mere vil råbe af ham. Jeg elsker ham.

Små børn små problemer, store …

Et knæ i ulidelig smerte kontra et brækket sind. Forskellen i helingstiden kan synes som en køretur til det fynske mod en tur til månen, men angsten for det skal ske igen påvirker genoptræningen af knæ som af sind. Havde jeg ingen skam følt over hans falden sammen, mine egne reaktioner, havde jeg måske skrevet dette før. Jeg var bange for at blive dømt af andre som jeg ville kunne finde på at dømme dem. Som dem, der burde kende ham bedst, havde vi kun set sløvheden. Den stadig mere lodne morgenkåbe. Ikke set håbløsheden i blikket for han kunne stadig smile. Ikke set at tallerknerne blev færre, morgenkåben løsere.

Jeg følte mig bedraget af ham, misledt af min egen naive tro på at, “halløj vi har det godt.” Jeg kunne ikke mere stole på nålen i mit indre kompas.

Men hvornår har jeg lige langt mine fingre på anden halvdels læber og sagt, “nu lytter du.” Selv efter 30 år. 30! Er der følelser jeg ikke kan tale om, går i baglås når han siger, ” du er blevet stille, er der noget i vejen?”

Ja, det er der nok.

Jeg vender mig væk og griber viskestykket

Det er der nok?

For helvede da også.

Jeg forstår, at den bebrillede har brug for andre til de inderste tanker, men acceptere de skulle give ham redskaberne, vente på at livsgnisten blev tændt? Det tog tid.

Holder man nogensinde op med at ønske, at tage smerten for dem?

Holder det nogensinde op med at krympe sig i en, når de minder en om kørslen man sagde nej til, så eksamenspapirerne blev våde i cykelkurven?

Holder man nogensinde op med at ønske, at være fluen på væggen, så man kan se hvordan de er? Med andre?

Knus

Ydmyge hilsner

L.

Klokken er 17, katten har spist 1½ musvit, mens han har været i skole og nu står han i døråbningen til terrassen med den ene hånd skyggende for øjnene.

“Skal vi se?”

Jeg trykker på gem udkast.

Efterskrift

Spørg til råds

bed om hjælp

lyt

ingen velmenende råd (ah der fik jeg dig (me to:))

ræk servietter

tal ikke andres følelser ned, væk og ud

giv plads, tid

kun sådan kan berørte sind blive hele igen.