Indebærer; at de to dna-strenge i et dobbeltstrenget dna-molekyle, skilles fra hinanden.

Men først skal der laves, en kopi af DNA`et i cellekernen.

Nødvendigt, for:

Kun med sit komplette sæt DNA, kan dattercellen efter adskillelsen (celledelingen)

fungere.

3 del, for 1 og 2; se under M for mor/datter problematikker i alfabetisk emneoversigt.

Børn for narcissister/giftige personer, (mennesker der ikke vil dig det bedste) er bl.a.: igennem dem og udleve egne ikke udlevede drømme. Vise og fortælle omverden, dig, om hvad de formår (har.) Det, også, deres variant af det levede liv, de ser andre har. Alt dette for dig, for, at du, som ikke er en del af spillet endnu, skal blive tryg. Ved Dem. For måske. Måske, du kan være deres nye forråd. De altid på udkig, i søgen efter følsomme personer, der, som sprinklervæske udover en bilrude giver ud af hele følelsesregistret. Sidstnævnte en nødvendighed for deres overlevelse, da et kig på deres egne følelser, meningers (hvorfor,) ikke er en mulighed, for …

Følelser er svaghed.

Derfor er dine reaktioner; vrede, ked af det hed, glæde, sorg, fortvivlelse som; morgenmad, tænk hotelbuffet, frokost, platte hvis du er til smørrebrød, aftensmad, 3-retters, en fest. Som “normale” forældre ser de ikke selvstændighedskravet i deres barn som modenhed. De ser det som en trussel for og miste deres forsyning. Opdager de det mindste bevis for, at du ikke vil spille med, kommer det; klynkeriet, misundelsen, skorpionhallens stik, der ikke som en bi, kun har et.

Gaslighting

Deres skråsikkerhed får dig til, at betvivle dine meninger og udførte handlinger med dem, senere i rum, i røret med andre uden dem, alene, på arbejdet. Med alle. Alle. Vegne.

Krydret med:

Små pusterum ind i mellem, i form af små “kærlige” ord, lyttende ører, et med følende hm… Lige når du tiltror dem, at nu skal vi være en rigtig familie, trods år med erfaringen med beviset om det modsatte, gaslighter de dig. Igen. Og når du lægger røret på skælver du i de første mange år over hele kroppen, senere, snart, nu indvendigt ryst på hovedet. Hvad skete der lige der? Skete det igen?

Skete det overhovedet?

Der var jo lige det øjeblik af … Tåbe… For

al snak er i brud

stykker, halve sæt

ninger og når mand spørger,

hvad sagde hun,

lyder jeg, som en begyndende senildement, for samtalen jeg havde med hende med ham, (min far) er som en langdistance, forskudt, afbrudt, knækket, slut, et hurtigt hej, hej. Men med intet bevis. Ingen sag.

Du græder efter månen, mand i 1992. 1992! han havde kendt mig en måned.

Følelsen af værd, livsgnist, mig, en badehætte, min mor, trak ned som over tørt hår. Mit. Eget. Langt, krøllet, nyvasket. Krøllet, fordi min mor i en times “krydderi” trylleri 1-2 gange, mellem jeg var 18 og 20 omhyggeligt rullede det på spolerne. Min hænder knugende om håndklædets hjørner, da hun hældte det stinkende, hovedbundsætsende, kolde permanent væske i rillerne. Min ryg trykket mod toilettes ryglæn, da jeg bøjede hovedet ind mod hendes bryst for, at hun kunne nå, øjnene lukket for trillende dråber i en øjebliksverden af hvordan det kunne være, altid …

Prisen for min mors hjælp var høj, drænende høj, en skyldnercheck, hun i egen overbevisning ved besøg lørdage, søndage årerne igennem, uindbudt, kunne aflevere hvornår og hvor ofte hun ville, som var den trukket op af lommen på guldbukserne, (drengen med gulvbukserne en svensk miniserie på DR i 1975.) Men i modsætning til, at hans endte med og blive brændt, undskyld afsløringen, så kunne de ikke destrueres. De blev ikke glemt, eller kun til …

Skal man elske nogen, der sender en til vægs helt bevidst med bidende bemærkninger, når undskyldningen bagefter aldrig når deres øjne og kun bliver sagt, hvis sagt overhovedet, (regn ikke med det, for det er jo din skyld,) udelukkende for og holde dig tilpas nær? I nærheden, så de snart, kan vade ind over dine nærmest følelsesknitrende og skyldbevidste grænser, igen?

Grænser, de har opdraget dig; ind i, op over, hen ad, igennem, op af og ned i?

Indersiden såres, hver gang ved samværet og alle farver af skyldkomplekset, vises i et følelsesudbrud som en regnbue, efter bygen har flyttet sig til en anden by. Farvepaletten, du undervist fra du knap kunne gå, nu desværre selv er blevet professionel i, at smøre dig ind i, som en klæbrig, skide lotion ved og spørge, er jeg nu narcissisten?

Når du, dig, der ved at bygge det, der er dig op, lægger din spille brik ned, vipper du spillepladen.

En

Familiestruktur, der udelukkende går ud på og gøre det de forventer, det de vil have, når de vil have det, ikke før (pegefinger foran din næse fra side til side som vinduesviskeren i regnvejr.)

Ikke efter;

nu, men egentlig allerhelst, i går klokken 9:16 lørdag, ikke mandag (der ved de, du er på arbejde,) de er trods alt, ikke urimelige.

De styrer reglerne, som når en 8-årig fortæller reglerne og laver dem om hvert 15 minut for, at sikre udfaldet af spillet, så de kan vinde.

For det meste, lod de mig brænde i skammens glinsende fedt, i månedsvis uden kontakt.

Mig?

Stækket holdt jeg, mig væk efter samvær, indtil jeg vidste, (ved) jeg blev nød til det, kontakte dem, for ellers svitsede de mig igen, for ikke, at havde gjort det tids nok. Egentlig lige meget, for du kan ikke nå baren for deres tilfredshedsfølelse, det er ikke meningen, har aldrig været, det er det, der gør dem til dronningen og kongen, du er ikke andet end smeden, bageren, vaskekonen, du bliver aldrig en del af herskabet. Aldrig. Svits, stik, svits, svits. Gå ud og bag, slå på stålet, skrub klædningsstykket (dine følelser) på vaskebrættet, få det til at skumme, slurp, slurp med tungespidsen, de tilbagelænet med servietten stukket ned i halsudskæringen, kniv og gaffel stående lodrette i bordpladen i deres knyttede hænder.

Når de synes, nu havde det, tavsheden, (pjatteriet, dit) varet længe nok og de ville have (stor)magten tilbage, kom de uanmeldt, med deres 6 sans altid tunet ind på mig, kom de aldrig forgæves.

Der var dog lige …

Dagen, jeg tog en eksamen online inde i stuen, der kom de ikke forbi min mand.

Jamen, vi har taget kage med. Min far. Jeg 51 år

Sulten på mit levede liv stod de storsmilende foran hoveddøren efter bank med dørhammeren, der gav katten post traumatisk stress. Min mor tog altid bryggers indgangen, som havde de trods deres 40-årige fjendskab aftalt og angribe fra 2 sider af, inden for samme 24 timer. I døgnet før kunne, (kan) jeg mærke deres ankomst som hvis gigt, i led, ved fugtigt vejr.

I døren

Min far, hulkindet, øjnene fastfrosne, lidende. Trods de optrukne mundvige, trak en bebrejdende kulde ind igennem huset, som slap den ud fra under deres åbne overtøj. Mens de eller jeg hængte frakken op, klynkende klagesange, der stadig uændret spiller førsteviolin på min datterhed, jeg ikke har bedt om. Sat ved bordet fylder de sig med hjemmelavet bagværk eller rødvin i strømme, mens de ser vurderende på mig over kanten på indholdet, som er jeg en forretningspartner. Hvad kan de få, forlange, tage, klynke hvis (ikke andet er muligt længere) sig til, for jeg.

Jeg har ikke taget kontakt, jeg har ikke, jeg skylder, skylder ham. Ham. Dem, (min mor hvis hende på besøg,) mest ham. Min fars kone har aldrig bebrejdet mig, min mangel på kontakt eller blandet sig åbenlyst i min fars og mit forhold, en meget klog kvinde, som jeg altid har respekteret og holdt af, men.

Hun også medaktør. En brik.

Da jeg strækker mig over bordet for og hente en skål til parret, ser de sprækken ved armhulen i min rustning og tændes. I løbet af de næste timer åbner de gabet, suger sig fast på mig, til jeg slider dem fri over dage efter besøget er slut. De første dage med blodet stille, piblende i glinsende dråber ned af alle mine følelsesstrenge, som såret i livmoderen efter moderkagens fødsel.

Nu, ældre, udelukkende (min mor) eller set ikke afhængige af mig kan de være behagelige hvis de vil, men kun … minutter. Nu alle 4, min mor, far, hans kone og skribent vidende om, at jeg har tilladt mig, at tage en rustning på over for deres 1½ meter lange sværd af stål. Smidt mit eget. Det 85 cm. sværd af træ med stump ende, de overrakte mig til start med, ved fødslen. Afvæbningen får dem til og tøve, men snart fylder automatikken rummene.

Kun med en sætning, inviteres jeg ind i spillet, øjenkontakten legende, tonen bydeform.

Jeg storsmiler, går ud i køkkenet og henter desserten, griner højt med Goldielocks, lænet mod køkkenbordet og min far entrerer køkkenåbningen. Hun snakker videre til mig, kold over for hans nysgerrighed, mig lunken i min hensynsbetændelses sidste helingsproces. Vi svarer høfligt, hvis han spørger … og går så (forbi ham) ind i stuen, isen skulle jo ikke smel..

Goldielock kold, fordi sidste gang jeg forsøgte og samle de tre generationer kunne hun ikke de to dage han, havde spillet ud. Hun kunne jo bare, mente han, ændre sin aftale hun havde haft længe, hvis hun ville se sin morfar og hans kone. Dem, hvis aftale blev, i løbet af 1½ uges skribleri frem og tilbage. Jeg ser, forundres, og lærer, vidne til hendes integritet. Man kan altså virkelig godt tillade sig sådan et nej.

Det er så også mig, mine forældre mest svitser, da mand, unge mand og Goldielocks har lukket ned for forsyning til deres ego.

Efter isen beder jeg unge mand om, at hente UNO-spillet og et med Johnsen-regler kan begynde. Så kan min far og hustru spille deres eget spil, i spillet, men nu er vi andre 4 tilskuere, knap nok konkurrenter og en “hyggelig” time går uden granatsikringsstift udtagninger eller maskinpistol afhøringer. Sidstnævnte er for at udmatte dig til du viser følelser, så har de dig. Du er de fyldte chokolader efter desserten, de vil jo have det hele med.

Når de går, deres læber i smil, øjnene brændende, holdningen som en dronning, konge ned af trappen, nu holdende i gelænderet, mand omsorgsfuldt har lavet. Det sidste blik ud af bilens forrude.

Du, du brød reglerne som undersåt, betvivlede mit lederskab, nu har du lært det, igen. Håndbremsen slippes.

Af åbenlyse årsager kan jeg ikke lide og spille spil, jeg ikke kender. Især spil hvor man slår hinanden hjem, på grund af en ternings tilfældige færdig rul over bordet, gør mig muggen. Gjorde. Jeg. Kendt for, baseret på datid, at være en virkelig dårlig taber i ludo, drillet af mine kusiner og børn. Efter det årtiers spillestilhed, dengang slet ikke lagt alting sammen endnu. For dem sjov, for mig knugende alvor. Giv mig en badminton ketcher, en volleyball, et UNO-kort og jeg er okay, sider du med åbne kort synes jeg, det er i orden at kigge i dem. Jeg vil vide…

Du er velkommen til og se i mine, men så skal du se gennem bordpladen, eller i vinduet bag mig.

Hvis over telefonen, min far, mor spørger om, til mit job,

Hvor mange timer underviser du?

Obligatorisk, minimum en gang hver år, siden 1995.

I min fars øjne kunne jeg lige så godt være den stadig 14-årige avisomdeler, for jeg er ikke blevet rig af det, og så tæller det ikke, jeg tæller ikke. Hvad skal han sige til sine venner, (men mest til sig selv)?

At jeg er en, var en deltidsunderviser?

Havde jeg sagt 37 timer (nu er det sandt), ingen respekt, beundring, ingenting jeg gør må nogensinde gøre dem mindre, mindre værd.

Måske jeg næste gang skal sige 45 timer, 21 hold og så se om de tror på det?

Men udannet narcissistkyndig ved jeg nu, at ved ikke at søge; anerkendelsen, kærligheden, tilliden, respekten, empatien og dele begejstringen, den lille piges hedeste ønske og være en familie, der ønsker hinanden det bedste, gør jeg, stille og roligt mig selv.

fri.

Fri med mit eget DNA-sæt.

Vigtigt

Vil du gøre du dig fri af en narcissist, gør det blidt, ingen hurtige træk, hiv eller slip, det får deres sårbare ego til, at reagere og gør det sværere for dig. Enten i form af en forurettet mine, ikke vrede (med mindre du er van til at rette ind ved trusler,) eller de bliver lige pludselig søde og du bliver blød og eftergivende. Tænker;

Så slemme er de heller ikke …

JO DE ER, men fordi du er en omsorgsfuld person og det ved de, spiller de lige præcis på den streng i dig, for ikke at miste dig, forrådet.

Brug ro, blid-og tavshed, ingen svar` en igen, (husk så spiller du) er dit bedste kort. Ingen har magt over en, som ikke giver sin kraft og energi fra sig, men kun udstråler venlig afstand, tilsat et blidt kys ud for øret og et klem om en dessertfuld mave til farvel.

Jeg har været en narcissist-medafhængig og som barnet til alkoholikeren, kan jeg ikke rede dem (de må da forstå at …,) de vil ikke, skal ikke redes og jeg skal stoppe med at fortælle om spillet, som medspiller, ofret for offeret. Kun som tilskuer uden følelserne vibrerende som strenge, kan jeg se på mine reaktioner udefra og ændre dem. Og nu går det stærkt.

Kun sådan kan jeg forstørre strengene, løsne og dreje dem, så du kan se om dine strenge bliver spillet på. Det er måske et andet instrument, et andet spil, men reglerne vil være de samme, du en forsyning, de en fråder.

Før, yngre, uvidende om magten ved ikke at tage terningerne op. Ikke at reagerer åbenlyst når;

Du er fjollet, skovl, for sensitiv.

De, eneretten til at sige hvad de vil, hvornår til dig og i alle toner. Du. Ingen. Desværre uvidende om deres ego i virkeligheden er langt mere skrøbeligt end dit. Og når du bliver det, ser det skæve magtforhold, finder du ud af, at ½ af din angst er baseret på ikke og gøre dem kede af det, krummerne af smulderet, af kærligheden, du engang har haft til dem. Er de virkelig øvede, eller nu bare ældre bruger de også retten, til retten andre steder, men meget få udefra stopper dig med en hånd på armen og siger;

Sagde de lige det? Nærmest kun et andet “barn” af en giftig forælder vil reagere, men kun inden i, for måske endnu ikke opmærksomme på spillet, vil de være i tvivl om tvivlen.

Havde min mor passet sit ene barnebarn min søn, aldrig min datter Goldielocks, (det spejl kunne hun ikke lide,) vimsede hun rundt om hjemvendte mig, for jeg kunne rose, overstrømmende, hvis ikke entusiastisk nok, næsten hoppede hun på tåspidserne, som min nevø da han var 5 år, ved fodboldkampe i fjernsynet, skide ligeglad med barnet i hendes varetægt. Hun var jo bar… Mit.

Jeg var taknemmelig.

Men også bekymret for mit barn, jeg lod passe, jeg kunne ikke som med mine svigerforældre glemme det helt og koncentrere mig udelukkende om mit arbejde.

Med ingen i hendes liv, hun gad og invitere eller se ud over de årlige fødselsdage, skulle jeg dække alle hendes sociale behov. Være hendes mor, far, onkel, tante, moster, bekendt, ikke veninde, for hende hun havde prøvet i 3 måneder, snakkede hele tiden. Til jeg var 26 år tog jeg med hende, til fødselsdage, hos hendes (og min fars) bekendte, hvilket vil sige et par. De elskede min far, men møderne med dem gled ud, da min fars nye kone åbnede hans øjne for, at kvinden i bekendtskabet var alkoholiker, fuld af sorger der aldrig blev talt om, sidstnævnte havde hun tilfælles med min mor. Min mor, mod druk (alt over 1½ øl,) på grund af sin alkoholiske fars svitsning af sine omgivelser, kunne være meget spydig i tonen over for alkoholikeren. Nogle gange var hun beruset inden vi, de kom kl. 14:30 om eftermiddagen. Jeg forstod hende godt, alkoholikeren.

Al det vi ikke snakker om, har gjort mig allergisk over for overfladesnak, ønsker samtale hvor begge partnere er villige til at se (ind) og gøre, ikke klynke, gemme og bekræfte hinanden så meget i, at vi er sammen om at lide, ja har endda konkurrencer i slem, slemmere, slemmest. Fokus skal flytte fra og svælge i det, det, der ikke er, ikke går godt, til glædesskrig over det der snart og allerede gør.

Hvornår har du sidst fejret noget, der var godt, gik godt, noget forventet, noget uventet? Jeg, alt for hurtigt imod den næste bakke, bjerg.

Det blev igennem mine teenageår tydeligt, at min mor, og det gamle bekendtskab brugte mig som fikspunkt. Min mor lænede sig tilbage i deres mosgrønne sofa I Lyngby, uden at give noget til samtalen, hun havde jo taget underholdningen med. Mig. Bekendtskabet, alkoholikeren sendte en byge af spørgsmål, mod mig, altid samme skabelon, overfladisk i fem minutter og så dybere og dybere. Jeg meldte mig ud. Jeg var fyldt op af skyld, kæresten (da mand kom til) lettet.

2005-2020

Under min kørsel med min mor i passagersædet hver torsdag, fandt jeg, efter jeg havde fortalt begejstret om en festlig aften, altid mig selv i forsvar for dem, ikke til stede, hun et giftig grønt, frådende monster.

Det krævede al min tilbageværende energi, på vej hjem fra arbejde, under hendes besøg, at holde hendes pessimisme, mistro og onde øjne fra dem, jeg elskede.

Af samme grund, holdt jeg over årene op med, at snakke om nogen, der betød noget. Selv dem hun ikke kendte, svitsede hun som en myggefanger. Ord som; hm, ja, okay, dejligt, nåh, ja, det er også rigtigt, okay … Okay, (hendes eget ynglings) blev muren, er muren, ingen kan spille op ad den, men at holde den til lejligheden, endnu ikke helt tør, med spredte fingre på den anden side, krævede alle mine kræfter.

Hun skulle ikke mere have lov at pifte min glæde.

Hun, ikke mere provokeres til jalousi og misundelse. Hun ville aldrig kunne udvise glæde på mine vegne, monsteret så kun truslen. Hun prøvede nogle gange, (gør det stadig,) men det blev tydeligt, at det var noget hun vidste var smart. Ugen efter kunne hun tale ned om det, den samme og igen over år måtte jeg lade det synke ind, til bunds, at det ikke var dybfølt, det var tillært adfærd, aben efter. For at give mig en lille, bitte krumme, tilstrækkeligt til, at jeg troede på hende. Så jeg ville tale med og se hende, tage hensyn, tage mig af og køre hende.

Hjemme, fuldstændig slukket efter, at havde sat min mor af, en tom vandre, gik det ud over Goldielocks, min datter. Hun, af min mor i forvejen skubbet ud af reden, som den oprindelige unge hun var. Det tog mig år, at trække mig så meget fra hendes mormor, siddende der i bilen, at jeg da i det mindste var i 0, da jeg trådte ind af døren.

15 minutters kørsel

For, at komme op på 1 måtte jeg sige til børnene, stadig i frakken;

Giv mig lige 10, så er jeg der. At tage mig retten tog tid, for helt ærligt, jeg var jo bare en mor, der kom hjem fra arbejde.

Jeg var så “træt” de torsdage, at jeg i mange år havde smertefuldt mavekneb om eftermiddagen, ud i aftenen, nogle gange natten, i stønnede fosterstilling. Naivt troede jeg det skyldtes sult.

Jeg havde holdt vejrtrækningen tilbage.

Mig.

Tilbage.

Jernringen

Jeg lod min mor og fars tilstedeværelse i mit liv sidde som en bh af jern om mit bryst. Hvis sagt til min far, ville han sige:

Du er fjollet.

Sidste gang jeg fik en afspændingsbehandling sprak noget. Jeg kunne pludselig trække været dybt uden modstand. Jeg havde ved at lægge mit stumpe træsværd ned, min tavse mur og ingen synlig reaktion på deres ynkelighed og toner endelig låst låsen op. Op til hende der virkelig var, er mig, uden behov for deres, mands (nogle gange) udeblivende tilkendegivelse. En næsten (kommer, er på vej) given mig selv lov til og trække vejret, fylde mit bryst, lunger med levet liv, der ikke har noget med dem og gøre. Deres ikke eksisterende tilladelse, tilkendegivelse ikke mere vigtig. Jeg går, gør, hvad enten, alligevel, på min måde, fordi det er min vej, det jeg skal. Kun jeg ved hvornår, hvordan, det ansvar skal andre ingen have- eller få indflydelse på. Mere. Okay så minimalt, aftale?

Måske tænker du.

Hvis du føler sådan og har gjort det siden du var teenager, plus, at du har svært ved at sige fra, hvorfor begyndte du så, at lade hende køre med dig?

Så sås vi da (du ved datterheden, skyld og skammens vuggegave.)

Holdene i senioridrætten, jeg arbejdede for, var overtegnede i Skovlunde, så jeg tilbød hun kunne blive kørt en af vejene, til først Måløv. På det tidspunkt var vores samvær allerede noget jeg tvang mig selv til og hun … Hun var i vintersæsonen næsten tilfreds med, at se mig udelukkende på vores korte tur i bilen, nu altid hjem. Ellers sås vi kun til fødselsdagene, jul og når hun kom i sommermånederne, hun vidste jeg ikke arbejde så meget i, de første år slet ikke. Uindbudt gik hun lige ind, helt ind, ind og tog i toiletdøren, puffede den op hvis på klem. Bryggersdøren var ofte ulåst og hvis ikke, bankede hun hårdt på, og så står man jo ikke, holder vejret og tysser på børnene, for at hun skal gå igen. Men tænkt det, snakket om, ønsket, 1 million gange.

Kan du ikke bare være ligeglad, ikke lade det påvirke dig? Det jo hende der, ikke dig …

Kan siges, læses, men at være i situationerne med det stålgrå blik, de rynkede bryn, den isnende tone, når noget ikke passede hende og jeg stod efterladt på parkeringspladser (Goldielocks navnefest,) bag smækkede døre og bagefter dage i Antarktis, gjorde, at jeg troede det og tonede mig selv ned. Ligesom hun havde gjort i samværet med sine forældre. Du mister den reelle fornemmelse af hvem du er. Opbyggelsen af den kræver stædighed. Men først skal du kunne, turde se. Deres fejl, dine. Æde dem. Sluge, de aldrig bliver.

Anderledes.

Men du, forholdet til dem, kan.

Det er ikke dig. Det er dem.

Knus

Narcissist overlever, nu kyndig, røde flag seerske.

2 del, hvor jeg dissekerer det i forvejen på hovedet vendte “forældreskab,” mor og datter imellem, som en frø. Sidste gang skar jeg huden op, denne gang blotter jeg hjertet, Donk, donk … donk, donk …

For 1 del, Nu med DNA-tillæg, se under M for mor-og datter problematikker i alfabetisk emneoversigt.

En dag i sommeren på en gå tur i Herlev, tjekkede jeg hvor min mors hudlæge var flyttet hen.

På dagen for hudgennemsøgningen, efter et enkelt morgenhold, henter jeg hende (efter de nu obligatoriske opkald dagen før og på dagen nogle timer inden afgang), vi har masser af tid også til bagefter, hvor jeg har en anden aftale, hvilket jeg fortæller hende. I bekymringen for om jeg får en parkeringsbøde, holder jeg længere væk end jeg måske behøver, flytter så bilen med hende ude ved rollatoren, igen, over et andet sted. Tænker, det ikke gør noget, hun er ude i den varme luft og får brugt sine ben.

Langsomt når vi, hun et slæbende skridt af gangen med fast greb om håndtagene på rollatoren og støn til at bakke det op, omkring bygningerne til døren.

Så husker jeg det.
Det er den forkerte adresse. Jeg tager i døren, jeg ved er låst og ser op ad bygningens sten.

Min popkornhjerne kortslutter og en hedetur sender stråler af ild ud i alle mine nervespidser, og jeg sveder i sveden allerede et lag på min ryg.

Jeg kan intet huske, som har en dementor i Harry Potter universet været forbi og suget mit kranie tom.

Her har jeg ikke været før.

Nej, mor de har skiftet adresse.

Jeg vender ryggen til hende for, at forhindre hun siger det 3 gang og min hjerne begynder sine omdrejninger igen. Jeg ser ind igennem ruden ind i opgangen. Vi skal jo ind i bygningen fra den anden side af, ind i gårdens venstre hjørne. Jeg stod for en uge siden og tænkte, om jeg turde holde der.

Når man googler overgangsalder står der for det meste hedeture og tørhed i skeden.

Det, de ikke skriver, er alle de gange, hvor du med den seneste hedetur, for mig 2 minutter efter is ned af rygraden, tænderklaprende i 25 graders solskin, tror, du også er ved at blive dement, når du lige pludselig ikke kan huske. Det som om, at din hukommelse er faldet i et hul. Fortvivlelsen i dit sind, angsten for, at det er rigtigt, du er dement, parallelt kørende med dit forsøg på i samtalen, du føler dig forpligtet til at føre, at udvise overskud, tjek på det hele. Det ud gennem en mund, som stoppet fuld af en stor, ulden sok.

Din stemme som inden i en dyne, for en let storm suser i dine ører, som en konkylie holdt helt tæt ind mod din øregang. Har jeg nu også fået tinnitus?

Låst dør

Tiden er næsten gået, vi kan ikke nå og gå vejen tilbage eller den anden vej (også) udenom, til den anden side. Bilen, endnu længere væk, nu. Dørtelefonen er fuld af alt andet end hudlæger. Jeg ringer på hos en tandlæge og et langt sekund senere.

En befriende brummen og jeg trækker i dørhåndtaget.

Kan du nå det?

Mor, du skal ikke bekymre dig, jeg har indlagt tid og ellers beder jeg om en ny tid, det er min fejl, det her.

Jeg føler mig ond og ussel fordi jeg har fortalt hende jeg skal noget andet bagefter, mens hun tøffer bag mig igennem hallen og ud i solskinnet på den anden side. I gården.

Jamen, her har jeg været, det var her chaufføren satte mig af sidst.

Jeg skumler indvendigt over, at havde det været sidste år havde hun kunne fortælle mig vejen, men så igen, så havde jeg slet ikke været nødvendig.

Jeg har i løbet af sommeren fået tre beskeder fra hudlægen med:

Vi har flyttet adresse til …

Så jeg troede det var, efter, min mor havde været der sidst. Jeg presser irritationen ned, hun har overladt ansvaret til mig og det er jeg glad for. Hellere det hele, hele ansvaret, jeg fumler hensynsbetændt i det halve. Hun ved ikke hvor anstrengt jeg har det med, at køre, køre andre steder end jeg plejer. Jeg kan ikke komme videre i min tankegang end hvor må jeg holde og hvor længe, kan jeg komme ind, kan jeg komme ud igen?

Bekymringen før jeg skal udføre kørslen sætter sig under kørslen, som en nervøs sitren i min krop, der gør mig tissetrængende, min vejrtrækning overfladisk og mine hænder knugende om rattet. Selvom jeg denne sommer har tvunget mig selv mere ud og køre, burde jeg stadig snakke med nogen om det, da det afholder mig fra, at gøre ting og det gør det så ikke bedre. Jeg føler mig fjollet.

Hun kan ikke bruge den viden til noget og jeg ønsker, at kunne det, glemme den, bekymringen. Det ville være som at skære min lillefinger af med en gaffel.

I selskab med min mor, kniber jeg læberne sammen om irritationen, hendes passivitet fylder mig med, stopper og makulere mine velmenende råd for, at strø dem efter mig for hver flise mine fødder laver et afsæt fra, når jeg går hjem fra hende. Hun har valgt.

Presser, som en stor sofahynde i betræk, vasket i for varme grader, tavst, hylende frustrationen ned fordi jeg ellers fratager min mor, det eneste, der driver hende, offerrollen. Hovedrollen. Hun, ligeglad med, at jeg synes det er synd for hende, det er meningen. Jeg må ikke sætte spørgsmål, det som, at give hende en dårlig anmeldelse. Ynkeligheden, jeg ved hvert besøg træder vande i, nærer foragten, jeg ikke kan forhindre gro i mit sind.

En gang tog hun toget alene til Firenze.

Ulønnet fuldtidsarbejde

Ingen følelser at vise, på noget tidspunkt, er anstrengende, når man 80% af tiden er et følelsesbundt. Som at rejse mig op og sætte mig ned på enden, med hænderne bagbundne på ryggen 20 gange i træk, iført vinterfrakke til midt ned på lårene, skibukser med seler og vinterstøvler op over ankelleddene, med bind for øjnene. Ved den mindste tøven og irritation fra mig, tager hun i underbevidstheden på brøkdele af et sekund, valget mellem og være ynkelig, hvor risikoen for hun bliver skældt ud, var en mulighed på mine mindre overskudsdage eller hun sender en bemærkning, uskyldig i de fleste ørers, ud.

Er du et reservoir til energi, varme, kærlighed og oplevelser, vil den indeholde en tone, en svag påmindelse om noget kun hun og jeg har. En oplevelse, noget måske for mange år siden, eller sket sidste uge hun betragter som et svigt. Som at smide en grøn blyantspidser fra 1985 ud, da vi, mand og skribent brugte noget, der svarede til en 37-timers arbejdsuge, hver, oven i den vi er ansat til, fra midt januar til midt februar i år for, at rydde op og gøre rent i hendes lejlighed. Hvilket hun ikke havde gjort siden vi gjorde det sidst i 2013. Nu har jeg givet hende en ny blyantspidser.

Hoster af mig selv … Curlingforælder. Først for mine egne børn, hende fortsat. I morgen, næste uge, 3, 3 måneder, år, 3 år, 10, til enden af enden.

Den er ikke grøn … Hun knibende sit ene øje sammen mod noget, jeg ikke kan se.

Er der noget der generer dig?

Det bare en dårlig vane, siger hun, sidst var det også et intet svar, og min hjerne sletter øjeblikkeligt intetheden, til min mand senere spørger til min fortælling om det, og jeg fortryder min deling af det, for hans sjældne samvær med hende er så meget anderledes end når det er mig. Med ham anstrenger hun sig stadig for og lyde som en, der engagerer sig med andre.

Mine øjne har virkeliglig lyst til at himle, jeg har lige haft hende til øjenlægen men forstår også, at hvis man fortæller dem, der kan tjekke noget, hvordan man virkelig har det, kan man jo ikke brokke sig over det eller ligne Kaptain Haddock, så jeg nikker bare. Lader hende have den. Før, for få år siden ville jeg brændende havde argumenteret for alt- og alle også noget, nogle jeg intet vidste om eller faktisk var ligeglad med. Som min far trives de allermest der, når jeg visser følelser, suger reaktionen i sig som nektar og fylder deres indre benzintank og tømmer min.

Opvokset med skam og skyld er det noget hun ikke tænker over op- og overførelsen af, det stadig lige så meget en automatisk handling, som at slukke for vandet, tjekke frisuren foran spejlet og gribe efter fjernbetjeningen.

Her er mand og jeg meget uenige, da han ikke mener hende i stand til tankegangen.

Opflasket

Med Hendes far, bryggeriarbejder, fuld hjem hver aften, og med en mor, der blev trods slag, så hun kun det. Klynk, klynk over liv, hvor man ikke så nogen vej ud, det var andres fejl. Alt. Var. Er. Andres. Fejl. Altid. Og dem i nærheden de skal … Min mor tog aldrig nogen med hjem.

Åh … hudlægen (den nye) har ringet. Jeg ringer op. Ingen.

En anden dag, hudlægen ringer, jeg ringer op. Ingen.

En anden dag, hudlægen ringer, jeg når at tage den,

Jeg sidder her og skal have din mor ind i systemet.

Ja

Det kræver en henvisning fra hendes læge og hente hendes oplysninger. Da jeg skulle bestille tiden til min mor, kunne jeg kun skrive mine egne oplysninger og måtte skrive i yderligere oplysningsfeltet, at denne tid var til min mor A… Ringe. Ingen mulighed.

Kræver det, at jeg skal have min mor forbi lægen, spørger jeg? Håber, håber, håber at hun siger nej men ved jo …

Det ved jeg ikke ... hun fortsætter, jeg kan se du først har bestilt tid i uge 7, i 25, vi har tider i november.

Jeg er underviser, jeg kan ikke flytte mine. Min tone et piskesmæld.

Hun bakker som et mus tilbage i sit hul.

Narcissister

Hegnspæle der står, tilsyneladende stærk, men nede i jorden pilrådne, noget de ikke for nogen eller noget vil indrømme. Da det vil knække dem. Derfor går de sjældent på kompromis med nogen om noget, nogensinde. Hvis de gør er det ikke dybtfølt, for næste gang emnet vil være til debat igen, vil du opdage, at den sidste aldrig er sket.

På grund af deres faste tonefald, forveksler du det med selvtillid, måske er det, men indenunder er det laveste selvværd, det, der i virkeligheden betyder noget.

Nu er det så jeg spørger og du skal inden du svarer tænke over at …

Du elsker ikke vedkommende, du har en gang i sidste århundrede, men besværlighederne i den følelse, har gjort, du er blevet nød til og lukke den låge i dit hjerte, for ellers blev det flænset som katteklør i en ris lampe, du helede op, det blev flænset, du helede op ….

Tilbage er medlidenheden i form af omsorg.

I virkeligheden er det, det alle føler for/med hende, de siger højt.

Hils hende,

hver gang de er sammen med mig og kan nøjes med det. Det kunne jeg også godt tænke mig, men jeg må ikke sige det, sige jeg:

Ikke elsker h … sige …

At jeg ikke vil være sammen med hende, hele tiden, ønsker hende ud i periferien igen, være fri, tage mig friheden til … Ønsket det brændende, længe… årtier, teenager. Men som den eneste, hendes datter, må jeg ikke. Det er en overtrædelse af alle love i en hver tænkelig guddomsdyrkelse, selv uden, ikke at kunne lide dem, der har sat en i verden. Det er tabu. Du er meget slem, hvis du bare hvisker det. For dig selv. Alene.

En ven, veninde vælger du, men du kan ikke få lov og sige du ikke vil en mor eller et barn. I spillet Matador ville du havde trukket det kort hvor der står;

Gå direkte i fængsel. Ikke nogen rettergang eller beskikket advokat.

Et besøg, en middag, min fars kone husker;

Jeg tog hjem med frokost som vi spiste sammen, min demente mor og jeg i hendes sidste år, hun nipper til vinen. Jeg prikker hende på skulderen;

Elskede du hende?

Jeg kender svaret, har mødt hendes mor.

Forestil dig personen du føler dig så forpligtet over for, hvis det hjælper tænk eksmand/ kone, svigerfar/mor, der ingen andre har i sit liv, svigersønnen/datteren du aldrig kunne tillade dig selv og indrømme du ikke kunne lide, før forholdet var slut. Gammel veninde/ven som du voksede fra, men først efter år lod glide ud eller måtte sige op, fordi du følte, du overtrådte et af de 10 bud ved, at ønske det og det selvom du ikke kunne fordrage dig selv i selskabet med hende/ham og blev nød til at drikke dig lettere beruset.

Tag dig af hende, tag dig af ham.

Blod er tykkere end vand

Det er jeg med på, har været til eksamen i fysiologi, men i den bog stod der intet om, at kærligheden blev transporteret gennem moderkagen. Den skal finde sig selv via alt det der sker bagefter, klippet i mellemkødet er vokset sammen.

Kærlighed betyder uden forbehold, ikke; fordi, når, hvis, kan, du skal, gør du det?

Jeg elsker dig, fordi du er dig, unikke dig, ikke andet.

En oprettet bankkonto sat ind på over år, hvor valutaen er kærlighed i form af; oplevelser, støtte, tid, og tålmodighed.

Så, når min far hen over middagsbordet siger til min søn, at han skal gå over til sin mormor, kvinden, hans eks, han selv synes var rædselsfuld, der, som han selv ikke har opsøgt sit barnebarn, frivilligt, nogensinde. Aldrig gjort noget med, andet end, at hente en sodavand mere og så ellers som hans eks, min mor, talt ned om ham, deres barnebarn til mig, hans mor, bag min søns, hans barnebarns ryg.

Kan han, kan hun så hæve på den bankkonto?

For, for mig har ingen af dem oprettet en.

Selv om jeg ikke aftaler møder med min bankrådgiver om investeringer, hos dem, så ved jeg, at man altså ikke kan overtrække på en konto, i en bank man ikke er kunde i.

Min far ved ikke noget om hvilken mormor, min mor har været, og jeg ved han siger sådan, i sin skråsikre tone, fordi det er det, han kan. Jeg kunne havde sat ham til vægs med en tegnestift med spørgsmålet om; hvad gjorde du for dine bedsteforældre?

Eller den frække, (min mands drømmescenarie,) sagt af mig, en af de nu voksne børn, ham selv, til min far;

Du kunne også selv besøge hende …

Men så igen, du kan ikke, KAN IKKE og glem det aldrig, argumentere med en narcissist, for der er kun en sandhed.

Deres.

Din

findes

ikke.

Så du kan ikke høres. Se aben med hænderne for ørerne for dig. La, la, la, la, la, la ….

Det har engang været livsvigtigt på savannen, i frilandsmuseets huse dengang liggende andre steder, at man tog sig af hinanden, for artens overlevelse og så måtte man jo finde sig i visse ting som; kølleslag, utidig afbrænding, at blive bestjålet, voldtaget og sulte.

Men. Man tog sig af hinanden, hinanden, ikke du tager dig af mig, du tager dig af mig, du ….. for det er det du er værd, det jeg kan bruge dig til. At blive brugt.

Stort knus

Fra

Hende, som til rund fødselsdag møder et familiemedlems nye kæreste.

Et blik i hans, mit, i undren.

1½ time går, han allerede buldrende i alkohol tågens analfabetisme over bordet. Jeg. Jeg langt inden da, et pindsvin rullet til lille kugle, min mand en aftensmad. Det indlæg kommer, men som fabel.

Men først efter 3 del, DNA-replikation og så, og så …

Pas på dig

Lyt til din mave, han/hun er utrolig vis.

1 del

Jeg har søgt på handicapmedhjælper, 147,37 kr. i timen mellem 8-17, hvis hverdage, hvis lørdag ca. 40 kr. oveni og hvis søndag 70 kr. Ingen dækning af en overenskomst.

Men jeg må ikke støtte hende på numsen op ad trappen, køre hende i egen bil, eller tage mig af hendes aftaler og slet ikke ringe hendes fagforening op og melde hende ud, så jeg er ikke i betragtning.

Hvor ærlig kan du bærer, jeg er?

Og hvis du ikke kan regne med jeg er det her, hvor så?

Tilladelser

Jeg har kørt min mor hjem på ugentlig basis i, hvad jeg tænker er ca 17 år, fra ….

Sammen med mine svigerfamilie havde jeg i 2000 lyst til stille og sige … I 2003, kom en brummen ud mellem mine tænder, når vi kom hjem, den blev mod 2010 en længsel efter og turde stille mig op (hvilket ville ske i selskab af klirrende porcelæn, mindst en fyldt kaffekop væltet) og for nogen råbe:

Kan I for fan… da Ikke snakke om noget, der er sket efter 1992?

Der, hvor jeg kom ind i familien, eller i det mindste efter 1985, hvor deres efternøler blev født i marts, som de flyttede ind i huset i februar, hvor min tilkommende, da 18 år, startede med og bo oppe under taget, under det lille staldvindue, med bukser, der stod stive vintermorgnerne, som havde han stået op og sovet i dem.

Vi har kørt hende alle juleaftnerne siden 1992, ca. 30 styks minus 2.

Min mor passede unge mand, da børnehavebarn, en undervisningssæson, mandag eftermiddage, hvilket gjorde det muligt, at have holdet på rådhuset.

Efter rådhusholdet kom jeg hjem 17:10, mange gange til mormor tungt sovende på sofaen. Det eneste lys i huset var på unge mands værelse. Med sovehår brokkede hun sig på dørtærsklen til bryggerset over antallet af de sorte sokker, der var svære at matche. Jeg roste hende med den sidste glædestråle, jeg havde, mens jeg tog gryderne larmende ud af skabet, smilende, træt og taknemmelig for, at mit vasketøj nu lå i bunker på spisebordet, men i længsel efter hun ville gå og tage sin storesøsterrolle til (min datter) Goldielocks med sig.

Min historie fra barn til nu, mine forældres umodenhed, min, kun mit hoveds variant, mere og mere forvrænget og udhulet, grundet ingen bevisførelse, ingen helligholdelse. Jeg ved, jeg skal give slip, tilgive munden jeg holdt lukket, stemmen, hvis sluppet fri sjældent indeholdende det jeg ønskede, kun sådan kan jeg stikke forurettelsen, naget skråt op.

Jeg ved, at er det nu selvsabotage, en fortsættelse ud af vejen, hvis brosten de lagde, alligevel vender mine tanker hele tiden tilbage, især efter nye episoder som får gamle til at ringe. Ringe, som æggeuret, vedvarende og igennem mands musik gennem den halvåbne dør, så den forstyrrer hans koncentration om træningen. Ringe, mens globalkniven nærmer sig min kno og oplæseren millimeter fra min trommehinde fortæller om forviklinger søstre imellem.

Den begyndende accept af, at jeg ikke kan få eller skal have andres forståelse for hvad jeg bliver nød til at gøre, men ikke vil. Alle har deres billede af og forventning til ansvar, også selvom de ikke ville kunne, kommer til eller sat i situationen ville forvente af dem selv, at de skulle leve op til det samme, de forventer af mig. Det selvom de ved, kan se hvad jeg har at arbejde med. Det er lige meget.

For, er du bosiddende i kørevenlig afstand, skal du tage dig af dine forældre.

Uden brok.

Punktum.

Hvis jeg havde været en søn, havde kravet til hvad jeg skulle gøre for min mor, så været det samme?

Kunne være, et emne og tage op ved næste middag med familien, venner, veninderne eller kaste ud i rummet ved et foredrag. I et rum fyldt af kvinder …

Mands historie, (skriver med vilje ikke min, for han er sin egen, som jeg insisterer på at være min (egen).) Hans historie kan jeg alle detaljerne på, fortalt igen, igen og igen i den der frydefulde begejstring, hvor fortælleren narre sig selv til og tro, at det er første gang og ikke nummer 100, fordi publikum ikke ruller øjnene nok tilbage i øjenhulerne, af høflighed, så de ligner en seerske, der spår om fremtiden.

Fremtiden. Skræmmende, spændende, en gyser, drama, enden. Vi nærmer os. Hver dag, time og sekund.

Som kold kylling fedt ligger fortiden, som en ekstra film på mine tanker, hvad er det jeg skal gøre for ikke og beskæftige mig så meget med den?

Det vil aldrig ændre sig at dem, der oplevede den med mig ikke kan huske eller vil tale om mine minder, de deres variant. Tiden findes ikke. Måske er det det? At jeg vil findes også der.

Jeg skrev et indlæg, et andet, et fyldt med så gjorde hun, så gjorde jeg, fordi … men … og det var også … fordi. Forklaringer, fortilfælde, forsvar, for at du går med mig, forstår og siger god for, giver tilladelse. Velsignelsen.

Velsignelsen til, at lytte til min mavefornemmele, udforske mit grænseland, hvor jeg og ikke skammen, baseret på; om jeg nu kan tillade mig den og den følelse, det nej, den tone, bestemmer hvornår og om mine fremstrakte, og opadvendte håndflader skal sænkes.

Mig, tøvende i acceptens svingdør af, at mit livsvilkår så forskelligt fra andre lige omkring mig, indebære jeg står ved, hvad jeg i tid og pengeoverførsler synes ville gøre det okay for mig, at blive ved med at tage mig af, have overskud til hende. Min mor.

Forlanger for og være hendes; koordinator, bud, sekretær, psykomotorisk terapeut (trænings ansvarlig) lørdag el. søndag, ledsager og chauffør til øjne-tandlæge, hudlæger og frisør. Så mangler jeg; heppekor, tårer provokatør, snot opsamler, ting fremkalder, indkøber, brok udholder, hver gang grå sten gærde opbygger.

Maj

Efter og havde stået i Måløv, på vej på gåtur med veninde, med min mor begejstret kvidrende i røret, mens jeg smækkede bagklappen;

“Tandlægen” ringede og spurgte om vi kunne komme en time før, jeg sagde ja.

Har jeg nu bedt alle sekretærerne slette hendes nummer og kun kontakte mig, da min mor, hvis man ikke kender hende og hun har en god dag, kan synes som om hun forstår, skriver ned og kan huske. Stillede du hende to uddybende spørgsmål og lyttede til hendes svar, ville hun dog afsløre sig selv. I dag går tingene stærkt, så det er der ingen der gør, ud over hjemmeplejen. Mens jeg vinkede til min veninde, ringede jeg til “tandlægen” og fik bekræftet tiden, tog så tidligere hjem.

Sekretæren ser bare en mulighed, sikkert for min mor, hvem vil ikke gerne have tandlæge gennem søgningen hurtigt overstået, hun selv et venteværelse fyldt. Hverken hun eller min mor tænker over (og det forventeligt,) at det er til besvær for mig. Skideirriterende besvær, da planen jeg har lagt for min mor, tandlægen og jeg selv, skrider. Som en sko i frisklavet hundelort.

Til rådighed, ikke.

Ansat.

At være omsorgsgiver kræver du udstråler ro, er det et familiemedlem og du samtidig skal være din egen kaospilot fordi …

Jeg har indtil for få år siden overspringshandlet så højt, at hende den nye rekordindehaver i stangspring ved nyligt overstået OL, desværre må fjerne smilet.

Konsekvens. Der bliver så meget mere, som skal huskes. Flere og flere ting fra noget sket for dage siden, uger, måneder, der skulle handles på, skrives i først sedler, så notesbøger, så en ny, nye.

Hele tiden sagde det pling, når det jeg manglede og gøre gav genlyd i mig som brødristeren, når tiden var gået. Jeg brugte hver gang energi på og “varme brødet op” igen, men jeg puttede sjældent “brødristeren på plads i skabet.” Jeg frygtede andres reaktion på min tagen hånd om tingene, at det ville blive besværligt, kedsommelig tidsspilde, en på mindelse om noget, jeg havde svært ved eller ikke kunne tillade mig og have en mening om, sige og udføre hvis en ide, dukket op. I tvivl om det var min rolle i det hele taget. Jeg keder mig, som i virkelig, let.

Så jeg ventede, argumenterede inden i og til alle, var en super forsvarsadvokat for lille klynkende mig, undskyldte med, at det var også fordi mand, børn, mor, far, arbejde, tandlæge … a

Men som computeren med flere og flere faner åbne, blev jeg endnu mere langsom til, at få ting gjort og det var også fordi mand, mor, far …

Jeg var blevet min mor. En isnende kulde løber fra uvasket krølle hængende ned over øjet, til den vippende fod uden sandal under spisebordet, mine fingre svævende over tasterne i pause. Hedeturen kommer ud af kirtlerne, især hvor lår går over i balder som en Tesla El-bil, i start ved et lyskryds, med 0-100 km/t på 2,1 sekund. Den øverste hynde begynder høfligt at suge på fugten. Stolens ben skriger, selv om jeg løfter lidt op i sædet, da jeg med en hurtig bevægelse puffer den baglæns mod vindueskarmen. Jeg kludrer med vinduets sikkerheds fangarm, inden jeg læner mig ud af vinduet og spiler næseborene ud, nu klæbrig i overgangens lille rand. Da jeg ser mig over skulderen møder jeg 2 opspærrede glasøjne. Han sænker langsomt øjenlågene, og åbner dem igen, “jeg elsker dig” på kattesprog. Med brystkassen i stilstand holder jeg et blink i vores tavse verden, slubre hans ro, synker og ånder ud. Jeg vendte for mange år siden Goldielocks og mit forhold, jeg kan gøre det samme med min opfattelse og håndtering af min historie, gribe mig selv. Så.

Bak.

Flår i det mentale bakgear, det siger en lyd min kørelærer ville havde rynket bryn over, og i andet forsøg tager gearet fat, jeg ser mig hurtigt over skulderen og bakker tilbage.

Ind i den høje kantsten, jeg hører plastikskærmens undersides møde med det sol glitrende granit. Jeg drejer skarpt i hvad jeg prøver, at lave til en 2-punkts vending og da jeg ser op i bakspejlet, holder der en anden bil og venter på den smalle villavej. Jeg har svært ved at være i, at andre må vente på mig, i butikken, samlende varer sammen, på maden, på …

Mor, gå nu bare stille og roligt, han skal vente på dig.

Alt jeg kan se er bilens blinken. Jeg tvinger hende op i fart henover brostenene, der går ned mod Harald Nyborg, mine føder i hurtig trommesolo.

Når min fars nummer er dukket op på skærmen, har jeg ventet med at ringe op, ventet med og ringe badets lønforhøjelse/ny ansættelseskontrakt ansvarlige op, der råsylter mig, han sukkeret, jeg eddiken. Ubehageligheder i samtale form, i min fantasi ganget med ti. Jeg har ventet på andres given besked for, at få alle med, ventet på en bestemt følelse (en parathed om du vil,) ville dukke op og gøre det besværlige for andre, for mig nemt. Kom ikke, sjældent, aldrig. For det meste udskød jeg bare alt hvad, der havde en lille dråbe essens af fortidsubehagelighed i mindekarets bakteriefyldte, stillestående vand.

Jeg øver mig stadig.

I og stå i ulidelighedens ubehagelighed. Ikke at tænke:

Åh nej, nu gør jeg det besværligt for hende ved, at bede om …

Se, virkelig ser, at hvis jeg gør det med det samme, lige nu, opstået, hak, overstået, fjerner jeg besværet for måske 3 involverede, tanken der hopper op i mindst 2 hjerner over uger. Intet, intet bliver bedre ved udsættelse, kun med indtagelse af vin og ost og …

Endelig gennemskuet, at frihed er; timerne ikke brugt på og overfladebehandle, forhandle med mig selv, hvor jeg stiller alle spørgsmålene, spiller alle rollerne; anklaget, vidne, offeret, anklageren, forsvaret, dommerne, tolk, syns-og skønsmand, protokolføreren og sigtet.

Jeg vil ikke indkalde mig selv til retssager igen, heller Ikke love noget, der i øjeblikkets beruselse lyder som noget jeg gerne vil og kunne. Hvis jeg var en helt anden. Ikke mig. Hun kan ikke, skal ikke, behøver ikke, heller ikke hvis nysgerrig, men måske for andres skyld, nogen jeg vil se igen, snart. Ikke, som denne volleyball, denne gang private, jubilæum invitation, komme, fordi det kunne da være sjovt. Nej, det kunne ikke.

Ikke fordi jeg skal køre eller køres til Korsør, heller ikke fordi de andre har mødtes på kryds og tværs igennem årene. Eller løgn jo, men mest fordi, at timer i fremtiden skal bruges med dem, der vil mig og jeg dem i år og ditto næste. Det er meget mere et arbejde (end arbejde nogensinde er) for mig, at tage til sammenkomster hvor jeg skal gå rundt og udtrække referater af levede liv, der, når jeg er blevet kørt hjem, leves videre uden mig i deres, som de i mit.

Nået til efter …

Skulle jeg med?

Siden 5 juni, 5 juni!

Har jeg gået helt til senest udmelding søndag d. 11 august og puttet i vægtskålenes som en skide bager. Skulle jeg, skulle jeg ikke. Jeg burde kunne åbne forretningen nu, hylderne fra gulv til loft, fulde af bugnende brødkurve, havde det været rigtig mel, gær og vand,  jeg havde åbnet, rørt rundt i, tilsat, æltet, hældt ud, delt, dækket til, sat ind, taget ud, set-banket på og sat ind igen, med halskæden brændende mod halsens sarte hud.

Jeg prøver at lægge forventningen ned til, (og det er som at holde fødebolde efter kaffe og havregrød med 5 blommers, indtagelse tilbage,) at jeg skal huske at ringe til min mors … inden for åbningstiden senere den dag, hvis jeg udsætter det nu. Jeg indrømmer det, jeg kan ikke huske det, jo nogle gange, på arbejdet, 3 minutter i for sent og jeg har måske rent faktisk lige nu, de påkrævede 5 minutter, det vil tage, og der vil bare være mere tis, der skal ud ved næste pause.

Har lært, er stadig i læringen af, så lidt som muligt, at sige hvad jeg skal, til mand, af sådanne ting, for han er faktaboksens låsesmed. Min hjerne indeholder hverken lås, nøgle eller for den sags skyld, boks?

Højst en brødkurv fra 2002.

Det dræner min energi, at prøve og besvare spørgsmål, der i min verden ikke er vigtige og derfor ingen særlig viden har om. For hvem er det gavnligt, at jeg presser min hjerne som en citron, en gul med stadig grønne nuancer?

Jeg er begyndt, at acceptere og sætte mere pris på, at min hjerne hopper som en glad, lille pige med paraply og røde gummistøvler til knæene i alle vandpytter. Begyndt bevidst, at bruge min energi på det jeg skal, når jeg skal det, planlægge det for mig selv. Ser, at det er nemmest for pigen, at holde paraplyen lige over hovedet hvis jeg udfører det meste selv, er tålmodig, og ikke involvere mand eller børn, før bagefter og måske ikke engang da, for ellers begynder min indre klynkerøv, at udtørre vandpytterne.

Det gør ondt, at jeg skal holde visse hop tilbage, men som mand sagde; jeg ville gerne køre din mor (til hudlægen en anden (ny) end præsenteret i næste indlæg,) for dig, men du har bilen.

Det er frustrerende ikke, at kunne lade mig selv bruge hans hjælp særlig meget, for så kommer jeg stadig af vane til, at stå på sidelinjen, bogstavelig talt, efter min automatiske overdragelse af ansvaret og er derfor lige så, undskyld ordforrådet, fucked næste gang, situationen opstår.

Jeg vil lære, ikke blive belært. Det minimerer min tvivl om mig, min om andres, om mig.

Da min mors hudlæge ringer til mig, med resultatet af min mors nu manglende hud i tindingen, blev jeg kun et øjeblik i tvivl om, jeg nu modtog den folder (hun snakker om) på vejen ud, om hvor hudlægerne bor, hvor af jeg skal vælge en og anbringe min mor. For det er skide lige meget, hvem der har ret. Jeg behøver ikke føle skam, først på egne vegne over, at jeg bliver i tvivl og sekundet efter på hendes vegne, da jeg svagt husker, at det fik jeg ikke. Hun er jo sød og fortælle mig hvem andre plejer, at vælge, når jeg spørger og giver mig oplysningerne, jeg skal bruge. Næste er, at vælge en, bestille en tid, der “passer” mig og forberede min mor og denne gang kan hun ikke gå i forvejen.

Gået

I

Forvejen

August

Dagen før.

Jeg kommer i morgen og tager dig med til tandlægen, mor.

På dagen

Mor, jeg kommer om en time, råber jeg ind i mobilen.

2 minutter over den aftalte tid, vi skal gå mod hendes tandlæge, sætter jeg nøglen i hendes hoveddør og låser mig ind i lejligheden. Rollatoren står i gangen ud for hoveddøren og det ved jeg godt hvad betyder. Alligevel går jeg ind i stuen, hvor fluerne har diskofest på madderne, hjemmeplejen har smurt i morges. Alligevel går jeg ud i køkkenet, bekymret for hvad jeg vil finde.

Tilbage i stuen fratager jeg fluerne; deres hal, musik, chips og breezer`s og sætter tallerkenen i køleskabet. Mens jeg går mod hendes tandlæge kun 7 minutter væk, vender jeg, mig hele tiden om, hvor er hun?

Jeg skubber min mavefornemmelse ned 3 gang, inden for 5 minutter og går tilbage, låser mig ind, intet ændret.

Da jeg drejer om blokken, står hun og venter foran tandlægens opgang, kun lidt sur, siger jeg;

Mor, jeg kom altså kun 2 minutter “for sent.” Også, sur fordi jeg for fanden ved, at det er hende jeg har fra, at til tiden er 10 minutter før. Tatoverer det endeligt, uigenkaldeligt på min skals inderside. Lægger min modstand ned.

Ja, jeg gik nok lidt tidligt. En tilsløret fnisen gør hendes stemme blød.

Tidligt, min bare, jeg så hende ikke engang i gården, hendes egen.

Smiler tilbage, det er sjovt (nu,) at jeg bliver bekymret for hvor mit barn er, når jeg kender hende så godt. Ved at hun ingen tålmodighed har, at hun gør hvad hun gør, når hun vil det. Hun tænker ikke i, at det kan gøre mig bekymret, det har hun jo mig til, bekymringen. Solskinnet, står i stråler ned mellem de lave træers blade og lyser hendes grå hjelm op, som en krone. Inde i opgangen er hendes øjenbryn allerede trukket mod næseroden, da hun klikker rollatoren låst, for nu skal hun op af trappen.

Jeg kan ikke komme op, det går ikke, det går ikke, stemmen mere og mere ledsaget af ulykkelighed.

Jo, du kan godt, kom, et trin af gangen, der er 7 trin som hjemme i hendes opgang.

Godt, pause, du kan godt, du kan godt, mor, et til, det sidste sagt mest for min egen skyld.

Min mave allerede i første løkke af knuden over, om jeg skal flytte hende til en anden tandlæge, til næste gang, besværet ved, at skulle transportere hende derhen hver 3 måned og hvor er der en med elevator?

Mand; hun kan da bare gå hver halve år.

Mig; tandlægen siger …

Inde i klinikken, står hun, en rundrygget statue ved siden af sekretærens skranke, smilet falmet uden rollatorens betryggende håndtag under håndfladerne, som et barn der har glemt sin sovebamse ved sin første overnatning ude, stadig i chok over besværet ved opstigningen.

Hun kunne ude på trappen ikke huske, hvilken fod hun skulle sætte op først. Mine fingre greb ved sidste trin om hendes ankelled, og førte foden det sidste stykke ind på afsatsen, hendes strittende ende ud for min næse. Hendes hænder over hovedet omkring gelænderet, som, om det tykke reb i den sure tæer lugtende gymnastiksal, helt oppe under taget, i selskab med boldene sparket i klemme, bange. Rædselsslagen for nedturens slip i små ryk, ude af stand til at tænke processen til ende, den lykkelige med fødderne trygt i betonen og uden faldets skrå og ituslået; brille, øjenbryn eller tand.

Væggene i klinikken lukker sig om os, alligevel er det som om hun ikke ser dem som støtte. Jeg klapper på den nærmeste, da vi anvist går i retning af venteværelset, hun synes og havde glemt hvor ligger, siden vores sidste besøg tre måneder før.

OL brydning sker på en skærm over os og hun forlader dvaletilstanden for at svare, da jeg anden gang, nu højere spørger …

En klinikassistent kommer og henter hende, kun rundet et hjørne rækker kvinden armen ud mod en døråbning. Og går. Jeg får min mor ind i rummet og omkring “instrument” hyldens arm, der ikke er meningen, at man skal kunne lægge 65 kilo på fra siden, til stolen under den.

Efter, at havde kysset hendes kind farvel, siger jeg i hendes øre;

Din mobil ligger derhjemme. Hun blinker uforstående og fniser så.

Ude i gangen ser jeg klinikassistentens rynkede bryn, da jeg vil gå hen mod døren.

Ja, siger jeg, min mor går selv hjem.

Den sidste løkke i knuden strammer til, Jeg føler mig beskidt, dårlig mor, forladt mit barn, i fremmede hænder, der snart har fri og ikke ønsker overtid. Selvom mit barn havde sin mobil med, ville hun højst sandsynligt finde den “død” i tasken, for da jeg ugen efter besøger hende sætter jeg den i opladeren, stående ved siden af; gamle madrester, fjernkontrol, blyant, glas og krus i forskellig højde af rande og med koldt indhold, der skulle være varmt og varmt, koldt.

Jeg vil ved at gå, have vidner på hendes tilstand og hun hvor det går henad, modsat dramaet ude på trappeafsatsen hvor V.I.P. (meget vigtig person,) pladserne stod gabene tomme.

Ønsker derfor, strengt, jeg ved det, at jeg havde optaget hende; op ad trappen med mig bag hende, i klinikken med mig siddende, stående ved hendes side. Ønsker mig overskuddet til; at gå tilbage, filme hende bagefter på vej hjem uden mig, uvidende om min tilstedeværelse på vej ud, ned af trappen og hjem til egen opgang. Se om, hvad jeg forestiller mig er rigtigt, at hun filmer, når jeg er tilstede. Jeg, hendes backup, forsyning, forråd. Når hun holder min bekymring brændende som OL`s ild ved hun, hendes omsorg er sikret.

Senere den dag ringer hun op. Stemmen ekstatisk.

Fem minutter og så var den ude. Tonen, som et barn, der lige har pakket det, hun ønskede sig allermest, ud, tænk hest (levende), hund (ditto), minimum dukkehus i 3 etager med lys, der kan tændes og slukkes.

Dagen efter, ringer jeg tandlægen op, da jeg ser de har ringet. En stemme siger;

Vi hev en tand ud, den var fuld af betændelse.

Altså tandlæge hver 3 måned

Ved mit næste besøg ugen efter.

Går det godt med tanden? Jeg kan jo ikke sige hullet, vel?

Ja.

Kunne du ikke mærke noget i ugerne op til?

Nej overhovedet ikke, hun smiler, hendes tone undrende som et ekko til min, tilsat den friske fyrs ubekymrede, åbne blik.

½ minut senere, jo jeg kunne godt mærke lidt.

Jeg deler jeg min bekymring med hende (fuld bak på den også,) om hun måske skal have en ny tand. For mig flere tandlægebesøg, min mor straks med på bekymringsbølgen.

Ja, hun kommer jo måske til og mangle den, når hun tygger.

Jeg ved, at jeg skulle havde holdt min mund, for tandlægen mente hun kunne være uden, og lød ikke som om hun havde lyst til, at min mor skulle igennem besværet. Så enig, det ville være synd.

Så tænke før jeg taler, men der er så lidt jeg kan tale. Med. Hende. Om. Når jeg ikke vil dele ud af mig og hun lige så tom som hullet.

Knus fra

Den grå, sten, klippe, gærde, mur, væg.

Brug det, vær kedelig, intet følelsesoverflod overfor dem, der vil tage dit skin, hjerteblod og får dig til, at betvivle rigtigheden af, at være nøjagtig det du skal være.

Dig.

Fortsættes i 2 del, DNA-strenge.

Efter kun 3 måneder?

Jeg blinker, forstår egentlig slet ikke hvad Sofie (redaktionen er bekendt med de rigtige navne,) den anden yogalærer mener, indtil.

Du mener; være et røvhul, tænker jeg.

Morgenyogaen, på det 3-dages retreat, 1 dag, må udføres indenfor, da himlen truer mørkegrå over huset ved stranden. Stående på et ben, med det andet ben først i en retning og så i en anden, støtter jeg fingerspidserne mod spisebordet, da jeg er ved at tippe forlæns mod det slidte kelimtæppe.

Klingende lyde fra et vindspil betyder afspændingen er slut. Med øjenpuden stadig fra ører til øre, holdende lyset ude, vælter min udstrakte længde en spisestuestol ned hvad, der føles som fem centimeter fra min hovedbund. Sofies lange ben hurtigt henne, og sætter den et andet sted.

Vi kaster os over de nybagte morgenboller, vi har nydt duften af under tæpperne, som retreat afholdersken (Maria) gik frem og tilbage til, mens hun selv var deltager i Sofies undervisning. Den klistrede chiahavregrød har ikke siden sidste besøg, sidste sommer, bugnet så højt med pynt, i form af; banan, jordnøddesmør, hjemmelavet marmelade, æble, kanel og friskplukkede ribs. Osten når, at smelte pletvis inden jeg synker den sidste mundfuld kaffe og læner mig tilbage mod stoleryggen. Mens syren i mavesækken begynder sit arbejde, fortæller jeg Sofie, om sæson arbejderens økonomisk udfordrede sommermåneder.

Hun nikker.

Hun selv, fastansat i et firma, hvor hun frivilligt underviser sine kollegaer, når hun har lyst.

Sidste års mailkorrespondance:

Fra mig en uopfordret ansøgning til bl.a. Puregym. Kunne de bruge mig udelukkende i nogle af sommermånederne?

Tænkte; de måtte da mangle, når de fastansatte gik på ferie.

Puregym; de ville meget gerne ansætte mig, men kun hvis det var for hele året.

Om eftermiddagen, efter endt yoga på den stadig regn glatte veranda, bygget på de store sten, siger Sofie, idet, hun passere mig med aromaterapi, måtte og en vindklokke i bambus, i armene.

Hvis de ville fyre dig efter 3 måneder, ville de ikke tænke over det.

Jeg presser mit løseligt, sammenfoldede tæppe ind mod mit bryst, jeg ønsker ikke at tro det, jeg er mere end en ansættelse, men er hun det, når hun så nemt siger op?

Er det overhovedet hendes behov, at føle sig så forbundet til en arbejdsplads, som jeg helt tydeligt er?

Jeg beundrer dem, der bare siger op, ikke lader sig fange, holden fange af måske for længst døde grunde til og blive, fordi det er det man gør i økonomiens navn. Det jeg gør fordi logistikken går så nogenlunde op og det er jo også besværligt, at finde andre hold.

Det sidste er løgn

Jeg bliver spurgt hvert år om jeg vil undervise for andre, andre steder og denne sommer til et hold, hvor lønnen var dobbelt op, hvilket han selvfølgelig først skrev, da jeg havde gjort det umuligt, at sige ja. Det var umuligt. Jeg skulle havde sagt et andet hold op, eller haft 4 hold på en dag, (min grænse er 3) og Filmpalettens tilmelding?

Kunne jeg godt glemme. For hvad?

Fordi jeg var smigret over, at blive spurgt?

Men det svier.

Muligheden for flere penge til; større pensionsopsparing, yogarejser uden for grænsen, betaling for voksne børn og højskoleophold, jeg ikke tog, svier. I dagevis. Heldigvis stopper han kommunikationen.

Forhold til penge smitter, men er du klar over hvor meget?

Om dette i et andet indlæg. Snart. Det prøvede af flere omgange, at snige sig ind her.

Mif

Baseret nærmest udelukkende på frivillig arbejdskraft er Måløv idrætsforening, den arbejdsgiver, jeg er mest glad for. Aldrig har de snakket ned til mig, altid op, har ladet mig være mig fra første minut, jeg åbnede munden op. Mit første hold hos dem var halvdelen af deres bestyrelse. De lytter altid, også selvom de ikke går med på mine ønsker, som nu ikke mere kun bliver sagt alle andre steder; i bilen, på parkeringspladsen til andre, mere eller mindre fyrigt, mumlende.

De klynker, som en anden arbejdsplads, aldrig i mine øre over coronas efterslæb af deltagermangel på holdene. De starter nye op. Positiviteten stråler ud i hele foreningen, i de frivillige, deltagerne på holdene, smittende, som er rummene undervisningen foregår i, altid skinnende af sollys, trods madrester på gulvet. De fossende haner tager en frivillig sig af, at melde til kommunen, så jeg kan koncentrere mig om undervisningen. Tak Winnie, Jytte, Bent, Ninna, Lone, Hanne, Grete, Uffe, Thomas…

Retreat yogalærer, Sofie?

Hun var gået for 5, 7, 8 år siden, for lønnen er den lavest mulige.

Jeg har sagt ja, til noget andet.

Fratagelse af en anden aften på ugen for samme idrætsforening, fordi et hold blev for stort. En luksus. Jeg har godt nok sagt, det er en prøve og tilmeldingen kun er til jul, men er allerede blevet spurgt af nogle, der overvejede tilmelding, om jeg ville fortsætte efter. Der blev en chimpanse lige til en fuldvoksen gorilla.

Har du læst andre indlæg ved du nu, at jeg ønsker og sprænge mine begrænsninger af mig selv i så små enheder, at jeg ikke engang påbegynder tankemylderet om, hvordan jeg kan samle dem igen.

Det svære med begrænsninger er, at gennemskue hvilke der er baseret på noget i din barndom og som nu holder dig tilbage, og hvilke der passer på dig. Den næste proces er, at overbevise “barndommen” i dig om, at nu er nu. Det, der var ment til og beskytte dig dengang, har sikkert gjort det godt, men du har helt sikkert ikke brug for lige den variant mere. Nemt lyder det, men automatiske reaktioner, vaner er svære at ændre.

Har du begrænsninger, der “strammer?”

Hvis jeg, som alle de foregående år, igen, skælder mig selv ud i bilen, på vej hjem mod weekend, fordi jeg synes, at jeg skulle havde gjort det bedre, på det sidste hold, siger jeg det op.

Til Maj.

Tager jo selvfølgelig hele sæsonen med … sikker indtjening. Det tager jo også kun 12 minutter og køre hjem. Her aer jeg mig selv over håret.

Det er det eneste hold jeg har af dets art. Jeg ved ikke om jeg har ADHD, men jeg har læst og lyttet grådigt til, hvad der ligger i de bogstaver og forstår nu, at popkornhjerner skal have lov, at poppe larmende mod låget. De skal ikke bebrejdes de åbne vidder kreativiteten næres af og kun kan trives i. Jeg har troet, at jeg var “rigtigst,” når jeg underviste som (jeg i virkeligheden kun forstillede mig) andre gjorde det. Jeg vidste godt at deres hvorfor, derfor, var anderledes, alligevel efterstræbte jeg det. Det så, hørtes i mine øre, rigtigt. Heldigvis kan energi ikke fastholdes, låget ryger altid flyvende af efter 10 minutter.

Jeg ønsker, at få frekvensen af migræneanfaldene ned, ikke op.

Måske op fordi, denne sommers ustabile vejr kræver, at jeg skal tjekke min mobil hele tiden for, om jeg overhovedet skal arbejde, usikkerheden, valget om, at aflyse eller ej, beslutningen, der skal tages og helst ikke en time før start, deltagere der skal oplyses. Det hele fylder for meget. For, for lidt. Dræner for energi til andre ting, der måske ville gøre mig mere godt. Men når der så er nok yogier til, at stå på en dugvåd plæne med mig og solen skinner, så føles det helt rigtigt.

Jeg vil være hende, superwoman:

Der ikke (mest indeni … nu)😤 brokker sig over at skulle finde på og tilberede aftensmad endnu en dag. Hende der bare siger;

køkkenet er lukket.

Hende, der først informerer mand om det nye aftenhold, når jeg kan se, at tilmeldingen for længst har overskredet minimum for igangsættelse. Ingens misforståede ansvarsfølelse og omsorg skal fratage mig læringen i, at fornemme og acceptere hvor jeg skal sprænge rammer og hvor jeg skal passe på mig selv. For de bunder altid, altid i den andens begrænsende tankesæt om dem selv, ikke mit om mig.

Jeg ønsker, at slippe mine økonomiske, ikke katastrofe tanker, men den altid underlæggende bekymring for, om jeg over året får øget plusset på mine opsparinger. De er nu udelukkende mine, da mand og jeg har delt hvad der var fælles, op, ingen øjne over skulderen, hver passer sit. Så kan jeg ånde og gennemskue brugen af penge og mere bevidst hvornår og til hvad/ på hvem. Jeg håber endegyldigt, at bevise over for min stædige indre tyr, at det og få et hold ekstra, ikke, ikke vil få mig til og slippe forventningen til mig selv om, indtjening i sommermånederne.

Jeg vil næste år være ligeså meget på jagt.

Det er noget andet, der skal til. Ideerne?

Allerede saltede popkorn mellem pege- og tommel.

Hvad er dine ideer?

Værelset jeg har fået på yoga retreatet er mit alene, Goldielocks (min datter) og hendes veninder fik annekset. I pauser på førstedagen vibrerer min næse hvert andet sekund, i forsøget på definitionen af; om lugten i rummet er fra blomsterne i kanden eller en hund, der har tisset ned i mellem plankerne. Først på anden dagen har min næse accepteret faktum. Lugten vil ikke ændre sig, ikke fra bagningen af morgenbollerne fra overnat hævningen i det store lerfad, i køkkenet ved siden af. Ikke fra karryen fra aftensmadens dhal og heller ikke smagen af det salte hav på læberne, båret igennem det åbne vindue af vinden, vil fjerne den.

Med kroppen mere og mere i ro, søger jeg alenehed fra min datter og hendes veninder, mine fingre åbner låget op på computeren og de genfinder tasternes fedtglattede flader, som højskolens mere boglig uddannede andre kursister fik mig til, at frygte.

Huset ude fra vejen, pengelugtende, men inden bag havelågen, et hjem; tæppernes farver nærmer sig pasteller under det støvede, åbne flygel og appelsintræet foran det store vinduesparti trænger til vand. Bøgerne i stuens reol, tyder på mindst en læser, der også kan lide bestseller bøger. Terrasserne ude i haven har tunge, hvide møbler med hynder, som ofte for sent, er hentet ind fra regnen, til hylderne i det gaslugtende skur. Den snoede trappe ned til verandaen, vi lige kan være otte måtter på i morgenduggen, er fuld af fangarme fra det vildtvoksende buskads rundt om.

I mellem hendes fars notater, hæftemaskine og guldlighter føler jeg mig hjemme, sikke en tillid. Tillid til, at jeg ikke vil tage en mappe ud, eller nærlæse notaternes stenografi ud for min højre arm. Det ligner min søns (unge mand,) skrivebord. Alt har ligget der urørt så længe, så du ikke længere behøver en blyant for og tegne altings beliggenhed op, det har det faldende støv over måneder gjort.

2 dagens morgenmåltid.

Retreat afholdersken, Maria.

Jeg forbereder mig ikke.

Hun siger det lige så selvfølgeligt som hendes undervisning, der er alt hvad den skal være.

En intuitiv underviser, som mig, altså.

For at være en intuitiv underviser, ligger der mindst 1000 frivillige arbejdstimer fordelt over meget få år, så den indre værktøjskasse nu mange år senere kan folde sig ud, hvert lag flytte sig i alle retninger og åbenbarer det, der ligger nedenunder og til siderne, 360 grader, på et hvilken som helst tidspunkt af døgnet, vækket kl. 4 af hedeturens krybende sved, på besøg hos nogen eller alene i gang med noget helt andet. Værktøjerne, optegnet omkring hver krog, som på min fars pladeophæng, på væggene, i hans værksted, da jeg var barn. I min hjerne dog forvredne figurer, i alle farver, som mand i kridt, på asfaltens gerningssted.

Min forgrening af intuitiv, er et periskop, næsten permanent observant overfor hvordan jeg kan bruge det, jeg er i, lige nu, i en senere undervisningssituation eller et blogindlæg. Sjældent trukket ned og ind. Kun min 2-årige og derfor stadig nye yoga undervisning får mig siddende, men mest er jeg oppe, nede, tastende, skrivende, tegnende, lyttende, for kun udførende forberedelse kan tegne et nyt værktøj på væggen. For mig.

Hvordan tilegner du dig nye “værktøjer?”

Som mig har retreat afholdersken, Maria en rastløs energi, men modsat mig, afslappet omkring brugen af den. Ordet, intuitiv, ud af hendes mund lyder som; kunst, morgenens nødvendige hav dyp (hendes) og en almindelighed som at tage tøj på, ikke et skældsord som i mit hoved.

En stilhed sænker sig ned over kopper med rande efter kaffe, tallerkener støvsuget.

Kan I også høre den?

Maria kravler op på stole, løfter porcelæn og ringer til sine forældre, i deres andet hus i Spanien, en datter der har brug for hjælp. Lyden holder op, som den startede, svagt.

Hun en stille væren, lyttende med en høj latter.

Silent walk, en gåtur uden ord i skoven, i eftermiddagens regn.

Pas på de glatte snegle, råber en kvinde, cyklende i mod os mellem de strittende hindbær grene. Vi træder alle til side, stumme, jeg sender hende et smil, hun kun ser den begyndende trækning af.

På det første retreat (nu det tredje,) gik jeg på skovstierne med andre deltagere, utilpas, som iført en andens alt for stramme tøj i kradsende og larmende materiale. Tanken på repeat, dette er mærkeligt, hvad skal jeg med det?

Nu, stadig rastløs går jeg som de andre lemminger efter retreat afholderskens lysegrønne regnjakke, en skovtrold under træer, der hvisker og hvisler.

I smug holder jeg mobilen op mod paraplyens strakte stænger og optager lyden af regnens små slag på det udspændte stof. Formål; måske kan jeg forkæle mig selv en anden dag. Virkeligheden, det bliver dig i en afspænding, deltager du i en.

Sko til udendørs træning.

Mor, det stod nederst på sedlen, hun sendte.

Jeg brokkede mig til mand over, at kursusleder på højskole, først skrev om tilbud af min yoga, en uge før indkvartering og da allernederst på hjemmesiden, de færreste ville læse til ende. Bagefter skrev jeg igen og gjorde ham (ikke mand,) opmærksom på manglende info, i hans skriv. I virkeligheden kunne jeg ikke lide og skrive, at han skulle sende en separat mail kun om yogatilbuddet. Som havde han læst mine tanker, gjorde han netop det efterfølgende.

Næste år, hvis det bliver den højskole igen, skriver jeg hvad jeg vil have, hvad han skal skrive, hvem jeg er, hvad jeg tilbyder og. Og så stiller mig op ved hvert måltid og reklamere, som charmerende, ung kvinde om barens åbningstider. Slut, bare slut med ikke og føre salg til slutseddel, på grund af umoden hang til og gemme mig.

17:57, Malmø endagstur med Goldielocks. Lige vendt rundt for og gå i modsatte retning, nu i søgen efter spisested.

Studering af 10 menukort senere, for meget larm, mange mennesker, hvad er det, kan jeg som ikke så kødspisende blive mæt af det?

Mor, sig nu bare hvad du vil?

I misforstået hensyn, men måske i virkeligheden bekymring for; sure miner, rynkede bryn, og nedsættende ord i hårde toner, fortæller jeg ikke tydeligt hvad jeg helst vil (pizza samme sted som sidste besøg,) for hun har lige sagt, at det fik hun i går.

Frekvensen af mine pillende fingerspidser øges og jeg har svært ved, at opretholde en samtale, hendes ord en susen. Min mave knurrer, et tegn som jeg ignorerer i irritationen over, at den altid gør det før andres. Konsekvens; splat fornemmelser ud i alle led, som er jeg en blæksprutte på land.

Hun kender mig godt og overgiver sig, hun ved de pizzaer er himmerigsmundfulde. Mit indre kompas dirrende i stå, som har nogen sat en magnet på det. Google maps får os derhen på 5 minutter og vi er heldige. Der er plads under det udspændte sejl og larmen er indenfor. Tjeneren med den alt for kraftige parfume, snubler over den tomme stol ved siden af min flere gange efter, at havde sat spækbrættet med chili og hvidløg og diskret strøet ost over den papirs tynde bund. En anden dag, tid og sted ville jeg havde flyttet den stol. For ham, for mig.

Mine børn og mand bliver irriteret på mig, når jeg nu godt ved hvad jeg vil, hvis jeg indrømmede det over for mig selv og turde sige det. På den måde bekræfter jeg mig selv i, at jeg får ballade, når jeg siger, hvad jeg vil. Min hjerne, er som en hasarderet bil i et computerspil med mig på bagsædet, med pegefingeren mod forruden, eller speedometeret. Jeg har været meget/mere sensitiv overfor hvad andre siger, jeg ikke kan, (ønske) i alle aspekter, grundet bl. a., tror jeg, nedskydningen igen og igen i min barndom, som klovnen i vandet, når bolden ramte plet, i skydeskiven i Tivoliets telt.

Ønske; ikke bange for vand, selvfølgeligt berettiget til ordstrømme; floder, stoppende, i opstarter, fumlende, manglende fyldord som i skolens diktater.

Ønske; højere immunitet over for andres bomme, afspærringer, grænsekontroller, lukkede døre, lemme, stramme skuffer og aflåste klenodier.

Hvad ønsker du?

Måske er det bare at spørge.

Du tænker for meget, mand, andre.

Som hans farveblindhed er mængden af mine tankerænker ikke noget jeg kan ændre, men indholdet, accepten, forflyttelsen fra negativ til positiv, den er mulig. Hvor latterligt det end kan synes, bliver jeg nød til det. Sige det højt, skrive det her, for gemt, tavst i loop i mit sind er det netop det, gemt, tavst, i loop, ikke integreret som noget, der kan siges farvel til, flytbar.

I skovens dybe og stille ro.

Svuplydene, under de hvide sko mod den bløde skovbund, giver mig lyst til småløbende hop, på de mosiklædte sten gærder, vi går i gåsegang på. Den modvillige paraply er for længst foldet sammen og velkroen trykket fast om det våde, mobilen tilbage bag bæltetaskens lynlås.

Flere gange sender min hjerne signaler ud til min hånd for og række mod min datters, men hendes sammenfoldede paraply i hånden nærmest mig, får mig til at gå længere væk. Stadig der ved hendes side, lader jeg hendes ro tvinge mig tilbage, i mig selv.

Foran den lille cafe med den stillestående vandmølle, krænger Maria skovtrold, hætten ned om de lyse krøller, der når skuldrene og bryder tavsheden;

Luk øjnene.

Hvem vil gerne hjem, rækker fingeren op?

Vil I helst have træning i eftermiddag?

Yoga?

Jeg rækker pegefingeren op ved alle afstemninger.

Jeg kunne sagtens selv finde hjem, men som den eneste med det valg, bliver jeg alligevel. Samværet her og nu, kan aldrig genskabes.

Med de andre inde og vælge studere jeg is skiltet.

40 sekunders gentagne hårde øvelser, 30 sekunders pause, igen og igen og igen. Mine hænder møder datters i hoppet op til stående, efter maven har snittet måtten 2 sekunder før. Mit nervesystem, (mit blik diskret scannende) holder øje med hver en trækning i hendes ansigt, tøven ned i knæ, holden tilbage, passen på dem, knæene.

På højskole i uge 32 med bilen ude på parkeringspladsen i Hillerød, bøjede hun for nogle år tilbage langt ned i knæene og den vildeste smerte overtog en tid hendes liv. (læs: https://bogpusher.home.blog/2022/08/25/gud-sa-fis-dog-op-i-din-himmel/

2 år efter gentog det sig, andet knæ. Denne sommer har de flyttet mit højskoleophold til 1½ måned før.

Det sidder i mig, knæenes sårbarhed, hendes grådkvalte;

Du behøver ikke og tage hjem fra højskolen, mor, farfar kørte.

Hun siger flere gange fra overfor træningens gentagende dybe knæbøjninger og jeg justerer øvelserne, så knæene ikke er forventet så meget bøjning, hepper, tæller ned, igen og igen, forkert, hvad hun kommentere, får hendes opmærksomhed på det hun kan og blive længere der. Sejre over kroppens berettigede mistro med kærlig respekt.

Jeg selv opvokset med de fleste veninder, og en mor bl.a. mere slank end mig, forstår jeg hvor frustrerende det kan være, når sammenligningens tankerække spærre for stor glæde og energi frigivelse.

Omsider

Retreat afholdersken lader sine hænder går på tur rundt og får kraftanstrengelserne ved musklernes sammentrækninger fra dunkende, til svagere og svagere ekko. De faste tryk på underben, fødder og skuldre, er afhængighedsskabende, alligevel går jeg fra varm til iskold, selv benvarmerne min datter drillede mig brugen af, er ikke nok. Musikken slår pletvis mågernes skrig, jeg ved ikke hvilken lyd jeg skal forholde mig til og koncentrere mig overgivent om hvad eftervirkningerne af dette ophold bl.a. skal bruges til:

Min mand, min havn, mit anker, mig, mig der kan trække det op og sejle hvorhen jeg vil, for så og kaste det ud, hvor der er åbne muligheder. Være ved min meget muligt forankrings- og samme; restaurant, by, hotel, højskole, vej butik, klokke slet afhængighed. Alle steder. Bruge penge uden så meget tankemylder afsæt, på først-fødte Goldielocks og sidst fødte unge mand.

Den sidste morgens yoga og min overarm piver over mødet med ydersiden af mit lår. Min lyske og mavemuskler kommer dagene efter. Hvert enkelt muskelhæfte til mine ribben kan jeg mærke. Jeg drejer hovedet til side, ingen nakkeømhed. Jeg smiler blændet mod solen, da dobbeltsidigt hold i nakken, nærmest er blevet min siamesiske tvilling, på daglig basis.

Knap landet, i den lige hentede og stadig let fugtige hynde, nogle stole fra mig, fornemmer Maria, at min datter, hendes veninder og jeg fråder morgenmaden i grin og smil og hun vil gøre godt et andet sted. Min datters ene veninde er en verdensdame, nem at være glad med og trygt nysgerrigt spørgende ind til, også til sårbare emner, som er de eneste, der interesser mig.

Hjem

Ventende på “de unge kvinder,” jeg skal køre ud af min komfortzone med, i modsat retning til Helsingør station, lytter jeg i smug, lænet op af døråbningen, til en af de andre unge kvinders historie. Badet i solstrålen, på trappen fra huset ned mod terrassen, fortæller hun Maria, (husets datter) om et fald, noget uforklarligt, smerter, nogen der gik over grænser, tog tillid, noget slukket. Håb.

Sej og godhjertet, sårbar, som hun skriver åbenlyst om på instagram, har Maria lige brugt et år i helvede med en fod så ødelagt efter et styrt på cyklen, at hun blev spået aldrig at kunne gå, dyrke yoga som hun plejer eller løbe igen. Og her er hun en løber, yogaunderviser og ivrig cyklist. Retreat afholderske. Igen. Iværksætter. Selvstændig.

Hvis den unge kvinde ikke skal lytte til hende, den modigste, jævnaldrende kæmper, hvem så?

Har du en intention, et ønske om noget, uden for dig, indefra og ud?

Hvorfor ikke?

Bare nysgerrig.

Med Goldielocks veninder lukket ud, nu taske bærende ind på Helsingør station, vender jeg mig om imod hende i førersædet og trykker min sele ned igen. Noget tager form. Ude på motorvejen kommer det, formuleringen, i tonen hendes fornuft ikke kan afslå.

Når nu du ved, jeg ikke er tryg i og køre, kan du så ikke for fremtiden uden modargumenter, bare sætte din Google maps sideløbende med min, for igen startede “den” ud med og sende mig i den forkerte retning. Det vil gøre mig mere tryg.

I de 10 minutter det tog til stationen, protesterede hun irriteret med veninderne som vidne på bagsædet, da jeg bad hende om det.

Hun åbner munden, tager tilløb. Tager et nyt.

Okay, men mor, hvorfor stoler du ikke bare på dig selv?

Knus fra hende;

der ikke vil have du bliver lidt længere i Aldi, men i dig selv, med dig selv, hende der undres. Undres over hænder og fødder, der får Hviden (i10 Hyundai), kort for Snehvide, hjem, næsten uden jeg mærker det. Hvorfor skal jeg gøre et stort nummer ud af det, det lykkedes jo hver gang og den kan jo for helvede ikke selv, uden mig. Google maps gå hjem, jeg mumlede jo, jeg skulle til venstre, men du ville ikke lytte, du kunne åbenbart ikke se Kronborg for bar af træer.

Scroller på min mobil ser op, på dig.

Hvor var det, du sagde, den der, jeg stoler på min egen mavefornemmelse ap er igen, jeg kommer hele tiden til at slette den?

Eller krops kedning

I virkeligheden slet ikke et ord, men lige nu på fundet, en opsamling under et af; rettelse på tøj, pilning i neglerødder, tæer i reklametakt, ben op, ned, i skrædder, til højre, venstre, ud fra under tæppet, sweater af, på, en YouTubekanal skal udvælges, scroller, scroller, ned, ned tøver, scroller, udvælger, fem minutter går, åbner ny faner, scroller, tøver, tøver, udvælger …

15 faner senere kan jeg ikke holde ud, at holde mig mere og løfter computeren op …

Forsvinder ind i rettelse af tekst efter 10-15 minutters opstarts modvilje.

Time senere, må hellere vaske op inden mand vågner, sniffer til karsen, rynker næsen, vander og fylder vand i katte skålen lige ved siden af, var der ikke en plante der så tør ud, går ind i stuen. Nåh.. hvor ligger han sødt (på tredje uge sovested på mine hynder på min plads ved spisebordet) ae, ae. Retter mig op, kommer i tanke om noget jeg vil slette, tager computeren ud af stikket og åbner låget, tjekker lige Facebook. Ups der gik lige 20 minutter, må ikke før kl. 8:00 heller ikke mailboks grundet tendens til at forsvinde. Nåh men nu ved jeg også … Mand kommer ud af soveværelset, billeder af bestik og gryde panorerer for mit indre blik, opvasken …

Ved ture under åben himmel, gås aldrig til hjørne, altid skråning over vej, tit samme sted, samme rute.

Elsker samvær med andre, lades op som fløde slubrende stor kat med dryppende knurhår, på 1½ max 2 timer, aflades desværre igen til udgangspunkt på en halv.

Scanninger sker pr. automatik ud under let bøjet hoved. På bare de første få sekunder i et rum indtrådt; har den gruppe det godt, tjek, den, tjek, hvad snakker de om, er hun ked af af det, han ensom, her lugter af, er det, hvad sker der med lyset, temperaturen, gulvet føles, hendes tone er, først skal jeg, bagefter …. hvem skal jeg henvende mig til?

Det er ikke nemt og forklare andre hvordan en hjernes overload af oplysninger bliver ansvarlig for humør og at følelsen af, at have ti biller under huden gør det svært og sidde stille, plus den gavmilde videregivelse af energi. Tilsammen en træthed, der gør jeg kl. 22 bare er træt, som i slukker lyset. Godnaaat.

Hvordan undgå jeg den slikne, følelsesvampyr suger min energi ned i sit altid negative hulrum inden undervisning?

Hvordan bagefter?

Vil hjem, være alene, ikke skulle blafre med min Dumbo ører, lukke mit smil ned, køre mig selv i garage til periodisk syn. Bare 45 minutter. Så har jeg stået længe nok i opladeren og kan slippe håndbremsen mod næste hold.

Fødselsdag gerne sprunget over. Bare et lille hop. Universet skylder mig ikke noget uden den dato oplevet, sværger. Alle de andre datoer er meget nemmere, der skal jeg ikke lege lejlighedsvis datter plus nu også glemt datter. Hele tiden i ugen op til; skal jeg tage børnene og deres far med på restaurant for at fejre? Nej for… men så købe pizza da? Skal de så have en hver, men det spiser vi jo ik … og skal jeg have dem bragt? Uh… det ville være som, at tage en taxa hjem fra lufthavnen i stedet for og vade direkte ud i metroen, klokken kun 19. Frås. Beslut dig hjerne, vil du ikke nok?

Hælder kogende vand i termokande, det plasker ud over siden, ned i vasken og jeg tørrer efter, under og omkring, vrider op og hænger på radiatoren igen.

Mand, datter Goldielocks eller søn ung mand; Hvorfor hælder du ikke langsommere?

Mig; det går langsomt. Håndflader opadvendt, øjenbryn der har taget noget af panden og vidt opspærrede øjne.

Jamen nu skal du jo bruge tid til at tørre termokanden af.

Jaaa, og? Kan lide plasken.

Over aftensmaden, mand med salat i munden, meget højt tyggende (kræver uglehørelse.)

Hvordan er det med … og hvornår kommer …?

Hvordan skulle jeg kunne vide det, jeg har ikke har gjort det endnu?

Spørg mig om noget jeg ved, suk.

Går op i det store billede, følelserne, energisamspillet, øjenkontakter, knusene (har evig hudsult,) farver, lugte, betoninger. Spørg ikke hvor i Hellebæk, medmindre svaret; ved vandkanten med grisens tut hvert 15 minut, kan bruges. Jeg er ikke geografi ekspert da jeg ikke går op i postkasse og vejskilt indgraveringer.

Ynglings dufte; mad, ikke brændt, hud der har været i luft og sol, tankefremkaldende; jeg har lyst til at stikke næsen helt tæt på panden, let salt, 1½ time, i let rødlig. Ikke parfume, aldrig eller jo få er hoved drejende. Parfume er for det meste ligesom syrener dværg/almindelig fuldstændig lige meget og hyacinter, puh… de er invaderende, alle mine sensorer sitrer, blinker og ringer; alarm, alarm…

Sæsonafslutning

Det er som, at gå ind i en kæmpemæssig dyne, idet jeg træder ind, jeg kan ikke få luft, inden i flagrer mine arme.

Den er smuk, buketten fra haven, en sød kvinde har ville gøre det triste møderum i Taastrup fritidscenter hyggelig med.

For andre lilla nuancer, i mig en håndgranat. Jeg har lyst til og kaste mig hen over bordet i en maveplasker, slå en kolbøtte til stående, flå vinduet op og kaste vasen ud mod Taastrups med garanti største træstamme. Undskyld…. men jeg troede det var …

Det tager 20 minutter at få mine arme ned. Jeg kan ikke gå før efter en time, de er så søde.

Mig, (madlavnings påhit drænet,) jeg synes det kræver alt for megen tanke, om morgenen, på arbejdet, i eftermiddagstimerne.

Veninde; hvorfor laver så ikke en madplan?

Jeg ryster på hovedet, hvordan? Lysten til noget i dag er jo ikke det samme som på onsdag, det er som i slet ikke realistisk, tanken er som holdt du en karton sur mælk op foran min næse, og nu har vi lige været igennem lugte …

Skal i bevægelse, helst inden frokost, som vuggestuebarn på legeplads inden lågpostej under pegefingernegl og lur i krybbe.

Tænker mørkt, dunkelt helt sort, negativt plus negativ ganget op, mørket i drejende cirkler, som et faldende mønster i de der, for øjet man drejer.

Har altid været bange for at kede andre mennesker; min familie, veninder, bekendtskaber, via min undervisning. Har først nu gennemskuet, at fordi min krop så hurtigt bliver rastløs (billerne igen,) betyder det ikke at andres bliver det. Prøver nu igen, igen og sænke min fart i undervisningen, det er en udfordring der føles som og skrue mig ned i et alt for lille rør (tænk toiletrulle.)

Jeg er sensitiv over for kommentering på; min udtale, valg af ord, prioriteringer, kæpheste, måde at gøre ting, bevæge mig på, mit udseende, hvis jeg støder mit glas ind i tallerkenen. Sidstnævnte, når der i stedet kunne fokuseres på mine hjemmelavede fødselsdagsboller, som jeg har brugt hele formiddagen på grundet dobbeltportion udarbejdelse, plus sammenlægning og pyntning af lagkage. Parallelt kommanderede jeg rundt med hjælpsom ung mand i nu velvillig lære i, “der kommer gæster,” hvilket kræver praktisk logistik og kropslig slalom i køkkenet udenom mig. Ups, du starter med … (nikker med hovedet), og så skal du … jeg skal derover, så hvis du liiige … Av, nå så må jeg i gang med aloe vera´ en igen. Hvad skal man med tatovører, når man kan lave streger efter varme riste selv.

Så, når jeg gør alt (på min banehalvdel,) alt for at tingene glider og jeg så alligevel bliver kommenteret for af mand;

“Lagde du mærke til, at tante B.s bolle ikke indeholdt nogle rosiner?”

Jeg havde ladet dem med rosiner blive på risten i aflukket rum, stoler ikke på Olauf kat der kan lide hvidt sukkerbrød. Mange (børn) kan ikke lide det, frugt i kager, men alligevel spørger jeg ud over det dækkede bord, 2 cm. i min ende mod hynden (nu fnugrulle rullet) og henter velvilligt, da tante B udtrykker ønske. Selvom jeg har presset 9-14 i hver med tomlen så kan det ikke ses på mange af dem udenpå, alligevel. Jeg holdt ikke øje med om der var nogle da hun skar, min mor 80-års fødselaren sad imellem og da hun kommenterede på mit kliren; “nå, nå” fik jeg travlt med at smile undskyldende og trække på skuldrene. Hvorfor bliver det kommenteret?

Skumle.

Fordi bl. a., at min mor lige trak morhætten midlertidigt på. Hun var hentet, fået arm ind til bordet, kaffe hældt op, med flødeskum fremskaffet, bollen skåret over.

Da tante B spurgte om hun skulle smøre den, sagde min mor pænt nej tak, men havde jeg tilbudt skære noget ost havde svaret været noget andet, for nu var hætten nede igen.

Jeg er ikke et barn efter opmærksomhed, når mit krus klirrende snitter tallerkenen, hurtig, klodset, allerede skærende mit eget stykke ost i tanken, ja og det kollidere som havde jeg ternede grillhandsker på. Det jo ikke fordi jeg smadrede noget, (mit eget porcelæn) eller moralprædikede dem alle under bordet med skyld over, at de snakker om forurenet jord og minimale bolig forhold for dyreholdene men ikke sætter det sammen med, at når de bliver ved med og købe produkterne, så støtter de den adfærd, de tager afstand fra.

“Jamen det er jo politikerne der skal …”

Vi ved alle, at de ikke tør gøre noget, der går ud over deres stemmeprocent. Vi skal som forbrugere vise dem vi tør lade være, så de tør. Så kunne det også være det blev nemmere at stemme.

Det blev ikke nævnt, at da kusine om formiddagen meldte afbud, efter jeg havde hældt op til dobbeltportion gr…. sørgede jeg med det samme for, at datter Goldielocks kunne kontakte kusines mor tante B. og aftale med hende at følges herhen, fordi hun ikke kunne huske hvor det var og ikke var tryg ved det.

Øhm og det var ikke nemt, at bede Goldielocks om hjælp (lørdag), for jeg havde lige aftenen før (fredag) provokeret hende bevidst i en tekstbesked, mens hun var til koncert og løven brølede mod min tyr højt men heldigvis kort. Søndag, i vejret side om side.

Ros dem du er sammen med, ikke gøre dem små med ligegyldige petitesser, de kan føles store for dem.

Aftener

I seng kl. ca. 22, ligger godt, faldet næsten i søvn pakket sammen med knæ i omvendt flitsbue, glemt håndryg på i presset øreprop i højre øre, deraf nødvendig udførelse af omvendt armsammenflet samt ud af selvskabt benlås. Lue advarsel mellem skulderblade dyne af, vente, dyne på nu ny øreprop nedtrykning, anden side. Hvilken arm skulle nu øverst?

Nætter; kl. 24 vende, kl. 2 dyne af, helt, vente, vente dyne på, nej ikke endnu vende, så nu kan jeg. Kl. 4 vende, kl. 4:45 dyne af, vente, dyne på vende. Kl. 6 vende, overveje, 6:23 mærke, presse, knibe i, op. Kl. 6:30 måske vækkeur måske kat mjarve 6;27, ridsende dør med pote. Standse efter døråbning, bøje over langbenet, grønne glaskugler isat, pelsstore totter (grundet forårs udspring) fældende, kysse og kramme. 3 skridt videre ud i gang og 4-benet indeholdende pelsbolle standser, må bøje igen for at, kramme, kysse, tørre mund i sovebluse, tunge udstrakt. I køkkenet gentages alt. Ender, med lige knap undgået blåt mærke fra vaskemaskine låge, foran bordet i bryggerset, hvor jeg for tredje dag i træk river fnugrullen med ned, (tænk; Anna og Lotte hånd eller ternet grillhandske,) da jeg griber efter godbiddernes plastikboks på samme hylde. Når kun at betræde køkken tærskel, flå låget af postej i madpapir indpakket, på tallerken placeret inden cirklende pels i uorden strittende (grundet kram og kys) til godbid forstyrrelse, indhalere fedt om lille hjerte garanterende, i tre sugende slik.

Tisser. En lyd. Skubber døren lidt op, spejder, tomt, rækker efter rullen, nu med syngende rum af kattetrang til status af orangekats indtrængen på matrikel. Vasker hænder i jammer og kan efter terrassedørs lukning, efter udslip af hale i lodret, gribe efter havregryn, tallerken, øllebrødspulver uden sukker og fedtet peanutbutter i pose knap oplukkelig alligevel, med nu egne fingre på hver hånd.

Tager gryde på rundtur i køkkenet venstre om, hælder, drysser, afmåler og skær; salt, kardemomme, kanel, kværnet hørfrø, havremælk plus vand i plaskes, (tørre, tørre) tre teskefulde af i blødsatte chiafrø, koge, hælde, krydres med brombær, æble, æblemos, skylle gryde af og så ind og åbne fane, scrolle, ned udvælge, ny fane …

Læser bog på engelsk som oversat (så godt jeg kan) hedder:

Det er ikke en skide tendens. Forstå livet som en voksen med ADHD.

De havde den desværre hverken som lydbog eller på dansk, begge havde været fantastisk.

Adskillige dunkle, hvirvlende drænende.

Alt drevet hivende dagligt.

Alle sammen duer, hvilke dømmer?

Annuller disse hvorfor dem?

Akkurat din hver dag.

Annoncer du her danner …

Absolut dine hvordan deles?

Abe drukner hveps den …

Accepteret dukke hvis? Dips? (Goldielocks der ikke kunne sige fish and chips)?

Ad, drik hvisker dampene.

Aer dens hvide dejligt …

Af disse hives den…

Aggressivt du hvisker derind.

Ah… dette hviler drømmende.

Aj… det hører damen.

Akkumulerende dans hvorhen dagligt?

Annonceret dusk hvilken dagligvarebutik?

Av det hviler derovre

Amour, disse halve dryp

Ugh.. er kloken?

Hvordan er din hjerne?

De hjerteligste knus

Fra

Afvisnings sårbarheden, koncentrationsbesværet indtil fundet og den pludselige opdukken fra en anden verden, nu i rulle erkendende.

Spillet

Kuglen lander i hvid

Sugende hvid

Din stemme er stolt i mit øre, du har gjort hvad jeg har sagt, ringet hvis der var noget, men du kan ikke huske det er onsdag og det for mig betyder, at når det påkrævede er akut så skal jeg i mellem arbejdspladser lande på Brugsens trange parkeringsplads, i store skridt runde skyde dørene med kurven tom hasarderet, slingrende ind mod skilte på de nederste hylder og andres vogne. Stoppe brat ved medium, snuppe 2 og krænge mig forbi slikstuderende kvinde på din alder, som ikke ser det som hendes problem, at jeg nærmest må tage tilløb og suse over hende uden kosteskaft for, at komme til kasse et, uden og skulle uden om via gangen rundt med; vatpinde, shampoo og sæber.

Ser fra blebuksepakke i medium, på båndet, op på ung kasse assistent i Brugsen.

Jeg tømte næsten hylden.

Da jeg putter blepakkerne ned i min rygsæk har jeg kun lidt lyst til, at sige højt til ukendt mands blik henover dankort gesimsen; det er ikke til min bund. Da jeg et øjeblik standser ved kageudstillingen og snuser ind har jeg allerede glemt min taskes indhold. Hvis jeg nu skulle vælge ville jeg så købe …

Med bagagesmækken kun lige braget i med sit afsluttende suk, taster jeg dit nummer sidende, i førersædet, fri af vindens susen. Du tager den, godt.

Mor, du skal lukke mig ind om 5 minutter, jeg har glemt nøglen.

Fem minutter gået.

Jeg ved, ved, at hun ikke kan høre min banken på hendes dør gennem fjernsynets volumen på maks.

Alligevel står jeg på trappeopsatsen og prøver med mobilen liggende ude i bilen, selv min mave knurre advarende af mig. Med røde knoer går jeg ned til bilen fisker, blændet af flagrende hår, mobilen op fra bagagerummets ru gulvtæppe og foran hendes lydisolerede dør fra hendes side, tager hun telefonen igen.

Åh, det havde jeg glemt.

Det er 3 dage siden sidste besøg, men hun bliver glad for, at se mig og byder mig hjerteligt ind. Jeg ryster på hovedet efter, at havde afleveret bleerne hvor de plejer og være, en pakke på skabet og den anden krænget lidt åben med det samme ude på toilettet. Min mave ønsker en fyldt tallerken i regnbuefarver, ikke rugbrød med leverpostej, mumler; mere arbejde og tager trappen efter at havde låst hendes dør. Jeg er nu god til, at huske og løfte håndtaget inden jeg drejer nøglen fri af døren, og ikke som ved en anden dør år tilbage, blive nød til og lade en passet kat være alene hjemme bag ulåst dør, i en halv uge i Herlev, fordi jeg ikke fandt teknikken.

3 dage efter, lørdag, tager jeg som altid et kig rundt i lejligheden efter jeg har gennemgået posten med hende. Nu en der gennemgår post. I skabet i gangen, hvor gulvet kan ses efter flere år under en større og større bunke, ligger hendes blå hue smidt ved siden af den store kasse med Georg Jensen jule ophæng. Ovenpå den ligger blå overtræk til sko. Måske skal jeg sætte en kasse der, så hjemmeplejen har et sted til deres “hjemmesko” i vintermånederne eller regnfulde dage. Mine udtrådte Sketchers står alene, da jeg har flyttet min mors skohylde ud af skabet og ind i det nærmeste soveværelseshjørne, så hun kan overskue hvad hun har. De Sketchers som blev dømt lortesko efter, at havde trippet rundt om hendes lort (den eneste uindpakkede midt på gulvet,) den første eftermiddag i hendes lejlighed da vi endnu havde til gode og finde ud af hvad der var sket. Hvilket var før jeg tog hovedspring ind i hendes skab, et årelangt hedt ønske og tømte det ud på gulvet så ingen kunne komme frem og tilbage i timevis. Da hun skulle tisse, lavede jeg en sti. De var på alle hylder, skoene; i par, uden makker, sandaler, vinterstøvler og Sneakers i alle variationer af slid. Kastet, som huen, ind til gaver hun havde fået af mig, år i træk, stadig i gaveposen, kun lige akkurat fragtet fra mit hus, hvor vi snart skal holde hendes fødselsdag for niende gang i træk, til hendes lejlighed.

Den blå hue ligger der, som en mulighed for hun enten stadig ser sig trone opsat på fødselsdage på pingvinstuen eller en teenager fuldstændig ligeglad. Men jeg ved nu hun bare ikke kan huske skuffen jeg har lavet til huer. Samtidig med vi har smidt ud har vi også omorganiseret og selvom jeg har spurgt hende om, hvor hun ville lede efter det hvis hun skal bruge dem, er organiseringen jo min og mands logik for det meste.

Prøv selv, at lægge noget et andet sted og se hvor mange gange du går forgæves til det gamle sted, før din hjerne husker hvor det nye er. Med en hjerne fyldt med væske ud over normalen, ja så er det nemmere og kaste det på gulvet, end finde den rette skuffe.

Jeg kan ikke finde huen (med kvast,) siger hun, da jeg foreslår vi skal gå en tur.

Under nogle underbukser (rene) på en kommode i soveværelset finder mine fingre den bløde kvast og snart er vi på jagt efter handskerne.

De ligger nede i rollatoren (i trappeopgangen.)

De ligger ikke i rollatoren men solen skinner og vinden giver hendes kinder farve. I december 2013 lånt en 16-årig en vens bil og kørte min mor ned i et fodgængeroverfelt, med hende i det, på vej over for grønt. Inden hun kom hjem fra hospitalet, lagde jeg hendes cigaretter i den nederste skuffe, i den store mahognifarvede skænk i soveværelset, et sted hun aldrig kom. Skænken placeret så hun hver aften inden hun skulle lægge sig til og sove kunne blive mindet om et ægteskab, som sluttede 1981/82, 3-4 år inde i min fars utroskab med naboen ved siden af. Tja hvad skal jeg sige, og Oscar` en for bedste mandlige hovedrolle går til telefonovermekaniker …

Bedste kvindelige birolle nomineret, meget snart eks rustenborg ansat, fraskilt, med rødøjet tøs ufrivilligt indsat, i værelset ved siden af toilettet, 3 år senere.

Den juleferie i 13 var sidste gang mand og jeg endevendte hendes lejlighed, med kun hendes grødede accept fra hospitalssengens hvide lindet. Vi vidste, at skulle den nye hæve- og sænkeseng, toiletstolen og omflytnings tingesten med den grønne sele og rullestolen kunne komme rundt måtte vi muge ud. Hendes ansigtskulør skiftede i løbet af nogle uger fra evigt gråbrun til let rødlig især, når jeg eller omflytnings tingesten fik hende til at græde, hun bad aldrig om de cigaretter igen.

Hun sagde, hun aldrig havde inhaleret, men hun havde selvfølgelig heller ikke stirret fascineret på hvordan det synes som om det indvendige i hendes kinder nærmest mødes, når hun sugede indad. Set hvordan hun øjeblikket efter kneb øjnene sammen, når røgen dovent gled op over hendes kinder mod hendes øjenvipper. Det var så der jeg gik ind til mig selv og skiftede tøj inden jeg gik ud. Med en næse som kan lugte nyslået græs iblandet motorolie/udstødning igennem vinduer og døre, parfume imod mig før bæreren af den passere mig på kanten af bassinet, når jeg underviser, så kan jeg bedst lide at lugte af mig selv, ikke efter 3 hold, men helst af ingenting. Lugt forstyrre. Som snak over en opvask, jeg ikke deltager i, som katten der vogter grunden fra vindueskarmen og hylende får øje på den orange kat klokken 3 om natten, som sønnen der tjekker om mit bogmærke har flyttet sideantal og ønsker forståeligt referat, med svært udtalte navne med alt for mange konsonanter, klokken lige før tandpasta udpresning.

Hjemme igen, fra gåtur i blæsten, finder jeg vanteskuffen og løber ned med et par til rollatorens net inden jeg krammer farvel, så de ligger der til næste gang, hvor jeg måske ikke er med.

Ryd op.

Nogle gange, når jeg er i hendes lejlighed, jeg godt kan lide at være i nu, går et møl på vingerne, et er helt okay, 20 knap så meget. Nogle gange med hende siddende i stuen på den anden side af gangen, åbner jeg en bestemt skuffe i en lille hvid kommode ved siden af mahognisagen. Der ligger kun en ting; en hårtørrer. Den virker, har tjekket, ved uheldet i sengen, min mors første nat efter udskrivelsen. Havde ikke tænkt i tisselagener og ekstra topmadras indkøb endnu. Min derhjemme i Dalen bruger jeg nu, efter strøm minimalismen forrige vinter, kun ved hedetures bundkar opfyldninger.

Skuffen er lille, men enkelheden giver mig ro. Ro til at tage tilløb til og påtage mig endnu et opkald på hendes vegne i morgen, med blikket på urskiven holdende øje med det ikke går fra mig. Alle steder vi har været kan nu ses hvad der er, ingen lag mere, servietter undtaget og underbukser i indpak. Min absolut ynglings skuffe i hendes lejlighed er i køkkenet, den med bl.a. stanniol- og madpapir.

Skuffen af skam.

Indtil mand sorterede, smed ud, vaskede og ordnede mindede hendes køkkens skuffer mig om, hendes flytning fra den ene gård til den anden i 2008.

2008

Jeg troede min mor havde fortsat oprydning og udsmid efter jeg havde fyldt nogle kasser med hende dagene før. På selve flytte dagen mødte jeg op med bl.a. min svigerfar, hun havde ikke pakket noget, ikke smidt noget ud heller. Vi tømte skufferne direkte i poser og fyldte den anden lejligheds skuffer med poserne vendt på hovedet, så vi kunne komme videre. Jeg var så flov og senere, midt i det hele, blev jeg nød til at tage på arbejde. Flov over, at jeg igen var naiv og troede hun havde styr på det, ikke havde tjekket op. De skuffer nåede vi ikke i 13, nu er de som et helt nyt kapitel også selvom hun ikke kommer til, at smøre en madpakke nogensinde igen.

Mangler stadig og gennemgå 172 par nylonstrømper, nej ingen overdrivelse, for da hun for mange år siden opgav at parre dem, købte hun nye men brugte alligevel mest de gamle. Hun har sat alle skuffer skakmat I soveværelsets tredje skuffedarium i nylon helvede. Jeg gentager som for ti år siden. Hun oppe i lænestolen, jeg siddende nedenfor i hudfarvet nylon vendespil; nej ikke den, men måske …

Mor, sig efter mig, (jeg løfter hånden.)

Hun løfter hånden på samme måde.

Jeg køber aldrig i dette liv nyloner igen og det hverken; ankel, knæ, leggings eller strømpebukser med eller uden hælforstærkning, det uanset farve, mønster eller pynt.

Hun smiler, vrider sig lidt i oprydningens konfrontationer, det eneste sted tilbage hvor jeg med et spørgende blik tiltaler hendes mærkeligheder. Ja, jeg har mine egne og dem kender du langt bedre end hun. Hvem kan i det hele taget lide og blive mindet om de valg, de fjollede, unødvendige, spildte, økonomisk overflødige valg, vi har gjort?

Ja, jeg rydder op for min egen skyld, men skal jeg se om hun virkelig mangler tandpasta, (som hun siger meget bestemt hun gør,) toiletruller og bleer, så ved jeg hvor jeg skal kigge og kan sige for 3 gang; jeg skriver det på bestillingssedlen, nej du behøver ingen ruller heller jeg har sat tre ekstra på holderen og dit nødlager af bleer er her kom og … peger. Vil du hellere have dem her? Peger.

Alle de valg jeg kommer til, at bombardere hende med…

Vi er meget forskellige hun og jeg og hvis jeg skal holde hendes ryg-bryst svømning i negativismens dam og jalousi nede, kræver det slalom udenom alt der har med; min far, politik, samfund og anden etnisk herkomst i Danmark boende. Desuden ingen underholdning om noget jeg har oplevet, kun tørre fakta, aldrig om noget, nogen (mere,) der er vigtige for mig, ingen følelser, følelsesudbrud, kun praktiske gris øf, øf. Det er hårdt, hårdt arbejde især fordi hun har en forventning om, at jeg snakker, da hun ikke oplever noget eller kan se det, hun ser på hele dagen, som noget vi kunne runde. Tilbage er kongefamilien og alt det hun ikke kan.

Og ja så krops keder jeg mig, (mere om det i næste indlæg,) rastløsheden samles inden i mig som et tavst skrig. Kan vi ikke gå, kan vi snakke over oprydning, så bliver det en form for hyggeligt.

Hvad dag er det i dag?

Lørdag

Åh, men jeg har ikke flere småkager.

5 sekunder og en skabsåbning senere.

Jeg kan se du har en vaffelrør uåbnet og chips, hvornår plejer du at spise dem, skal jeg lægge nogle på en tallerken?

Pis, en konklusion og to spørgsmål.

Hun står i døråbningen i gangens halvmørke og misser med sit dårlige øjenlåg fra et fald i 2019.

Må seriøst vende mig til kun, at fremture med allerhøjst en af hver og meget højt, en meter fra hende med fjernsynet slukket, men jeg har altid været ligeså hurtig som hun er langsom og hun kan være en time om, at spise en fødselsdagsbolle … (Jeg tog tid, krops kedning afledning.)

Hun ser på mig, nu med begge bryn løftet; hvad?

Jeg gentager …

Chips jeg har sgu da aldrig spist chips. Overraskelse og indignationen lukker hendes ansigt ind mod midten.

En ud af tre mulige reaktioner, nummer to som har jeg udelukkende tænkt det og tre, jeg får en skarp tone i svaret fra hende og et løftet gennembrudt bryn (et andet fald, et andet tiår.)

Nej det ved jeg godt, kunne jeg havde svaret, men den var åben, ligesom ølflasken. Jeg ved hun snakker hjemmeplejen efter munden, når de sidder med indkøbslisten til Intervare og det kan være de elsker chips men det er i hendes skab de ender, hendes konto som skal ligge røde tal til. Siger ikke noget, ligger bare 2 vaffelrør på tallerken og sluger et glas vand på 2 sekunder for det kræver det, når 25 par nylon strømper i forskellige nuancer af camel skal parres.

Nu er hendes nøgle for evigt forbundet med min og hvor i hede hu.. hel…. gør jeg af 10 ekstra par strømpebukser.

Lisser løft din hånd, sig efter mig; jeg ……

Knus fra skuffepladstrængt, ikke småkage købende, men enlig nylonstrømpe udsmidende.

Ps.

Hvad er dit, jeg skal ikke igen?

Efterskrift

Jeg har igennem årene følt mig ansvarlig for; at få hende gode venner igen med hendes søster, parret med en eller anden mand, veninde med andre kvinder, flyttet i en mindre (malet og rengjort) lejlighed, sørget for hun gik til gymnastik og kørte hende hjem, kørt hende juleaften og til begravelser. Jeg har slugt, at det liv jeg ønsker og se tilbage på ikke, som i ikke har noget tilfældes med hendes. At det heller ikke, som i slet ikke, berettiger mig til og tænke det mere værd, end det, der er hendes livsvalg.

Svært.

Svært, når hun samtidig mener, siden jeg overtog hende som 14-årig fra min far, at jeg skal bekræfte hendes valg, legalisere hendes stædighed, mangel på interesse for mine børn, “hendes” mindre søskende, især Goldielocks, min datter har hun set som en trussel. Som en skade har hun mange gange prøvet og skubbe hende ud, ikke set, det gjorde jeg holdt mig væk i uger, måneder hvis sommer. Hvorfor sagde jeg det ikke? Selvom jeg havde båndet det, ville hun havde afvist det som noget jeg “så, til lagde det.” Min far ville havde brugt ordet fjollet.

Nu.

Nu er jeg lige så kedelig sammen med hende, som hun. Siddende på bænken siger jeg hm… og retter på brillen mod solen, når hun fnisende siger; jeg glemmer hele tiden at ringe til hende, ofte får hun ikke et navn. Goldielocks, der nu er 26 somre.

Min mor har aldrig ringet til sit barnebarn/børn.

Det kan lyde uskyldigt når det siges med latter i stemmen, men det er nemt og nedgøre nogen der ikke er til stede, for at gøre sig selv højere, den karrusel har jeg selv kørt ture i.

Se mig mor, hvor højt jeg gynger, jeg gynger meget højere end …

Det påvirker mig mere end Goldielocks, der kvittere ved hellere ville på festival end mormors 80-års fødselsdag. Jeg. Jeg er ikke til festivaler men havde jeg været, så havde du set mig skråle med et plastikkrus i hånden. Nu. Nu invitere jeg, sørger for det spiselige og kørsel til fødselar, det skal jeg.

Til Goldielocks, du gør det du gør, med alt hvad du er. Og fortæller mig om det bagefter i farver.

Hun skylder ikke sin mormor (storesøster) noget, og det gør jeg heller ikke, men …

Men jeg vil have det godt med det jeg gør, også selvom jeg ikke vil. Også når jeg ser tilbage.

Søndag eftermiddag indeholdende småkage indkøbsovertagelse med bænkpause, til rollator tøffende, stridt med ende, afhængig indlagt. Uden rollator tøffer, betrædes fodgængerovergang med kontonummer påskrevet cirokort, i konvolut, til postkassen ved Brugsen. Tømning tirsdag.

Stående i brød afdelingen. Hvorfor er der så mange småkager med chokolade i på hylden?

Konstateret

Bleer fra ble bevilling udeblevet.

I blå bog næsten ikke læseligt på skrå skrevet; kontinents Stine kun 8:30-9:30 mandag og torsdag.

Torsdag formiddag; pis kl. er 9:35.

Tjekliste til næste uge:

Husk mandag; tisse Stine 8:30.

Jeg orker none, meget slidt sætning i nissernes dal fra Anders Mattesens “Terkel i knibe,” siden aflytning, en uge i træk, på en kør selv ferie i Jylland, til næsten kvalmegivende sure opstød. Eller jeg tror det var Jylland… Går du op i geografiske detaljer, må jeg bare sige at du skal læse en andens blog, eller spørge unge mand, Goldielocks lillebror, der kan du også få årstal for indkvartering, sommerhusets farve og koordinater og lukketid på ishuset.

Jagten på understels vandopsugnings plader/fryns.

Hjemmeplejen en weekend; din mor er berettiget til de bleer, du skal bare…

Hver gang jeg tager mig af et “bare” problem som jeg har fået af hjemmeplejen, dukker nye op, som et to-hovedet monster fra filmen Willow (1988.)

Sød kvinde i røret i visitationen.

Har du noget at skrive med

Nikker, ja

For noget med træning skal du ringe til …

For mere rengøring skal du tale med, vil du også have det nr?

Hun har en dejlig stemme, hende i røret, Jeg skal have bleer til hende?

Når det handler om bevilling til bleer skal du omkring kontinens sygeplejersken, Stine (nu kontinensStine i kontakter på telefonen,) men vent … du skal jo alligevel omkring hendes læge.

Fuck, så skal jeg ringe til læge Henrik igen, i morgen, altså for anden morgen i træk pis altså. Det jo ikke fordi jeg er en bekymret mor til tre, hvor den ene har høj feber og ligger slap.

Nåh, men det vil også gøre min morgen ekstra god, at bede ham om blebevilling, inden jeg kører på arbejde. Måske kan jeg hygge spørge ham, om det var ham som for måske 17 ca. år siden lynhurtigt langede en skraldespand i retning af unge mand (dengang 4 år) med ondt i halsen … Vi var kun lige kommet ind i hans konsultations kontor men opkastet landede, der hvor det skulle. Var så imponeret over denne læge, jeg havde måtte opsøge, da vores egen havde ferie, at først da han for anden gang spurgte til min skulder, hørte jeg efter.

Ikke noget, bare lidt låst, mumlede jeg, gjorde sind sygt ondt.

Du kommer i morgen.

Men jeg …

Dagen efter, skrev han noget på en recept og gav mig den i hånden; du tager de piller jeg har udskrevet.

Men jeg, (spiser ikke piller, er min mors datter.)

Han så op på mig; du har en frossen skulder, du spiser dem.

De hjalp, den gik fra stivfrossen til iskold på en uge, for som altid vidste skaden, sygdommen sig i min ferie. Den var måneder om, at blive lunken. Men som en sang jeg engang lærte af meget fuld ekssvoger (jeg håber du har det godt Kenn) lyder; kan du ikke komme igennem det, må du uden-indenom, nedenunder eller over den og der er jeg virkelig kreativ.

Du er nu nummer … et i køen.

Duuuut.

Det lige før jeg ikke præsentere mig mere, siger bare Heeennnrik og så må han lige bremse mig en gang imellem, når det går for stærkt for ham… Altså jeg optager jo andre der også vil igennem ik? Et barn er da meget vigtigere end medicinrecepter og blodtryksmålinger. Åh … altså så begyndte han og snakke om kolesterol, der var jeg lige ved at sige; det er for højt, det har det altid været, altså hendes, mit ved jeg ikke noget om og vi har ikke samme læge.

Det ik for det han er super sød, meeen tror vi begge hellere ville lave noget andet end tale om min mors eventuelle blebehov kl 8:30 onsdag morgen. Håber så meget at komme igennem en uge uden at forstyrre ham og ellers pudser jeg min flirten af. Hvis jeg kan finde den. Har du set den?

Vent lidt løfter lige … niks nej heller ikke der, måske …

Har totalt opgivet lille blok og gået over til stor, og linjeret. Alligevel skal jeg med mine “det skal jeg også nå,” både kvart og ottendedelsrotere for og læse det, der står med småt, noget så kraftigt omringet, så jeg bare ved, det er gået igennem til næste uskyldige side.

18 timer senere.

Nu har hun fået sin egen lille bog med blå strop omkring … så kan hun ikke løbe nogle steder hen.

Tilbage til sød kvinde i visitationen.

Ja, man burde have omsorgsdage som da børnene var små, når man skal tage sig af en plejekrævende forælder.

Jeg griner, men det slukker da jeg hører hendes beklagelse, i stemmen i kommentaren til, at jeg hverken kan afspadsere eller har søskende. Det er lige gået rigtigt op for mig, at fordi min mor har så svært ved og huske, så er det mig, der sikkert skal sørge for frisure, tænder, øjne og hudlægebesøg. Måske jeg kan få hjemmepleje til, at støtte op om tid, hent og modtag som de gør ved træning, der er sat i gang, be om?

Da jeg lørdag trak det nu rene vasketøj op ad noget, der ligner en gymnastikpose fra folkeskolen, spurgte min mor; har du fået ny taske?

For nogle år siden ville jeg havde måtte bide mig i læben for ikke, at prikke på hendes brystben med min pegefinger, mens jeg gennem sammenknebne læber sagde; nej jeg har ikke købt en ny taske for, når jeg endelig er nogle steder er det i kurven til dig og jeg hader, hader, hader og handle (ca. 4 gange overdrevet,) når det ik er tøj. Alle de valg om det samme produkt, skrift så småt, at jeg skulle have lup med i oversize hvis jeg orkede at læse betegnelserne.

Nu.

Nu er der en indre ro, ingen bebrejdelse, hun har virkelig ingen anelse om hvordan vi alle løber omkring hende. Det mest mærkelige er, at jeg er blevet en badass, en super ikke kappeklædt kvinde, der løser ting og kan tåle Henrik læge bliver spids i tonen da jeg taler om bleer, fordi jeg gennemskuer, at det ikke er mig men systemet, der sender mig i hans retning, han bliver irriteret på, I følge serviceloven … begynder han.

Jeg skal nok sige det højt videre, lover jeg to minutter i heldragt i føring, tror ikke han hørte det, det gør ikke noget. Køre 2 timer senere fra Ballerup til dagens andet hold og tager trappen i Taastrup fritidscenter til toilettet i kælderen med en smule spændte inderlår og kæbeled. En mand står og taler i telefon på tredje nederste trin, blikket blindt ind over mig, så jeg behøver ingen smil sende i hans retning. Ser ind i båsene; nej det er ulækkert, hm nej heller ikke det der, det fjerde har ikke ting i kummen i forvejen, godt. I mens snakker ny kvinde, mig i øret. Tørre mig og får af åbenlyse årsager ikke hendes navn, for så havde jeg næste morgen kunne, i tiden, i det aflyste hold, lige ringe hende op og gøre opmærksom på, at hun ikke skal sende en visitations lærling, mig, til vrisne læger, men… Trykker min overskydende krops væske videre og farer op ad trappen til kvinderne, så hurtigt det nu kan lade sig gøre med; klaskende rygsæk, for løst evighedsbundet rundt om ankel snøret kilotung vinterstøvle, dobbelt madras i rulle i henholdsvis solgul og beton og 13 elastikker i glemt ask rosa net fra Veksøløvinde. Kvinderne rejser sig fra stolene fra snak jeg plejer, at kunne deltage i, men ikke i dag.

Min bagdel er på vej ned mod sofahynde da jeg om eftermiddagen bliver ringet op af mit nye, bekendtskab M, chef plejeren. Sætter så meget pris på hende, Det er jo mit job siger hun. Ja men det er ikke altid forbundet med godt. Hun sætter en humoristisk finger på noget jeg selv har lagt mærke til ved min mor, en anden ville måske havde kaldt hende indiskret, men det er helt tydeligt hun kan lide min mor. Så kom med det hele, du, allierede, for du møder min mor som den søde heks fra Prop og Berta. Du mødte hende ikke før sødmeeliksiren. Det skal hun nok heller ikke, siger hun.

Hm… nej det skal hun nok ikke, nej.

Jeg troede i mange år, at jeg ikke bar nag til min mor og far, ha hvor jeg gjorde. Hvor fik jeg den ide fra med de tanker jeg havde og skal man virkelig blive 50 år før man tør se helt ind i sig selv? Ved indrømmelsen af det allerværst tænkelige jeg indeholder, for jeg kan jo også godt være heks, kan man først give slip og ikke behøve snakken om dem mere.

Mine deo`er og undervisnings bluser med ærmer har givet op, stressen sendes åbenbart ud gennem mine armhulers porer som lugten af grisesti, Det er lang tid siden jeg har været i sådan en, men jeg havde for 20 år siden en klient, en sød, ung mand der lugtede sådan og der tænkte jeg rande af tis, gul, ikke igennem sigtbart. Morgenurin du ved.

Jeg vasker dem, armhulerne mindst 2 gange dagligt, men de er skide ligeglade.

Sidste weekend kigger jeg ind af døråbningen til min mors toilet, nedenfor mine fødder, i hjørnet, ligger to bleer stablet, en toiletpapirpose hænger tom ved siden af. Jeg samler en af bleerne op, især den ene er fyldt og vender mig for at se på hende.

Kan du huske da du havde menstruation og du lagde dem i skraldespanden?

Hendes øjnes gråblå irisser antager fåre udtrykket og ud af hendes mund en mumlen, de kunne ikke være i posen der hang. Jeg går ud med dem i skraldebøtten og beslutter ikke og tage det op igen, for det er allerede anden weekend i træk jeg snakker om afsendelsen af bind til bunden. Da jeg ikke selv har haft besøg af min moster fra Rødovre i tre år, (læs indlæg under samme navn under B for bækkenbund,) vedtager jeg interessen nok er lig nul for mere snak om det. Det ville jeg sgu nok heller ikke gide eller blive bebrejdet mit slip af bund, men…

Hjemmeplejeren nævner senere, at ligesom når man dengang “glemte” (læs: ikke gad) og skifte bind så er der en infektionsrisiko forbundet med det. Det skulle jeg snakke med hende om. Da min mor alligevel sad i sin stol ved siden af i egen verden, råbte jeg, (også op), om der var nogle af hjælperne hun helst ville hjælpes i bad af?

De har endnu og finde ud af, at min mor dør (tænk babysprog ikke kiste) hvad hun dør. Vil du noget andet, også for hendes egen skyld, skal du helst finte dig til det, eller få hende til at overgive sig ud fra din bestemte attitude og rynkede bryn.

Ligesom til den 5-7-9-12-14-årige dreng, Nu gør du det… Kraftstejleme. Nu ser han på mand, skal du i bad? Mand ryster på hovedet, nej. Den aftørring er fliser er hans egen.

Ved ikke hvem ung mand har fødder fra, måske vi har en hobbit i “træet” et sted, for hans storetæer vil virkelig ikke være sammen med de andre 4, eller også har de bare for evigt vundet konkurrencen om og komme først. Altid i gang med, time for iført time, og lave ekstra ventilationshuller i strømperne. Eneste ulempe eller to hvis jeg nu skel være ærlig og det prøver jeg være, at du ved det, er, når jeg skal give ham knus. Der træder mine sutsko eller det er jo så også mig, men jeg mærker det ikke ligesom, før han ser på mig, med en tålmodig mine. Jeg forstår det ikke, for han kan ellers være lidt sart i det men, når det kommer til betrædelse af hans tæer, eller i virkeligheden er det måske kun du ved storetæerne jeg vel sådan rigtigt træder ned på, er han anderledes langmodig. Jeg smiler og træder lidt tilbage, kunne du tænke dig?

Min mor, min mor skal ikke bebrejdes sin given slip, at hun ikke husker hvad, hvem, hvornår bagefter, det vil bare gøre hende stresset. Men vi har alle til gode og forstå hvor langt det rækker ud, om det vil ændre sig til det bedre (gamle) med tiden. Jeg, jeg har for længst forstået, at når jeg taler bestemt og siger tingene som de er, så ud delegeres det jeg beder om som ringe i vandet, desværre er jeg stadig mellemleddet om procedurer, der burde gives direkte til hjemmeplejen, som har tjek på det, hvis de får lov.

Var du sammen med min mor før forhekselsen tegnede der sig et mønster, hvis du hørte godt efter. Sagde nogen, der vidste noget om noget og det er der jo en del, der gør, så hægtede hun sig højt på de sidste ord i deres sætninger, hun tolkede vigtige. Grinede lige når det var rigtigt, var hendes ting.

Jeg ved når hun siger, ja ja eller okay til plejepersonalet for fjerde gang på fem minutter så betyder det; jeg siger ja ja, så lader du mig lige om lidt være, ligesom en teenager inden de siger, luk døren bag dig.

Tak

Hun orker fuldt forståeligt ikke mere spille spillet, når alle vi andre er ved at snuble over hinandens tæer. Hjemmeplejen får for lidt i løn, de løber stærkt, respekt, næse skrabende gulvet herfra.

Også eftermiddag, dagen efter.

Sender pleje chef M en beklagende sms; fik ikke fat i træningskoordinationsmedarbejder som skal sørge for, at enten ringer chauffør til plejepersonel ved indførsel af min mor i kareten fra trænings facilitet eller også skal der være en fast tid, så min mor ikke bliver rundforvirret.

Nåh men det har jeg klaret, siger hun i telefonen.

For pokker M, jeg har afkortet afspænding, taget over gult og snakket rungesnak på toilet.

Det jo hende med alle kontakterne, men også hende der skal indberette når hun tilfældigt er der, når min mor pludselig har tænkt sig og gå på boligkontoret fordi hendes toilet er stoppet, fordi hun ikke har trukket. Tak M du var der. Igen da min mor havde sat en pande på komfuret og gået … og du lynhurtigt får en fra afdelingskontoret til, at slukke for hendes komfur, ude i opgangen, så hun ikke bare kan tænde for det igen. Men jeg ringer altså ikke til Henrik læge i morgen, for ellers ender det med jeg bliver forelsket i ham. Det var jo også meningen jeg skulle ringe til kontinensStine igen, igen. 132 kroner for 9 bleer? Av.

Hvad koster et bind i dag?

Burde hun med penge sparet op egentlig ikke betale dem selv?

Jeg mener det er jo ikke hende, der ønsker sin krop i yogastillinger under vajende palmer på Maldiverne?

Puh hvor jeg ønsker det meget, men så er der jo lige det med at bestille og flyrejsen så lang, har aldrig prøvet det og hvad med transport til selve stedet. Hvis jeg kan få de skide bleer over blebevilling til Lundebjerget, så kan jeg vel også …

Tak for nu kære du.

Knus et inderligt et.

Men det ved du godt.

Endnu ikke helt visitations udlært, sådan mere udkørt efter blodproppen. Min mors.

Overgangsalder, stress eller …

Jeg har været for streng med og mod mig selv.

Troet, virkelig troet og forlangt af både hjerne og krop, at den kunne undervise 3 hold i træk i høj intensitet på en morgenmad og en daddel.

Overbevist mig selv om, at når jeg ikke kunne huske hvad jeg havde forberedt torsdag til fredag af to gange, en gang før og en efter ude af huset, hvor undervisningen var to andre former for bevægelse fordelt på tre hold, så var det fordi der var noget galt med mig. Jeg var langsom til at lære nye koreografier, ikke god og klog nok til, at huske alle de gamle. Latinmixholdet om fredagen er det sidste på ugen, hvor jeg er mest træt men det havde da ikke noget at gøre med, at det var det sværeste af alle 14 hold. Hvert år har jeg brokket mig, til nogen og de fleste har sagt, drop det, det er det ikke værd.

Men nu er jeg jo en tyr, eller jeg er i hvert fald stædig. For jeg tror stadig på at det, udfordringen, er god for mig, min hjerne og så er der jo dem, der kommer år efter år.

Jeg kan selvfølgelig blive træt, ja udmattet, men er det ikke levet liv?

Mand var på kursus og havde små, forskelligt smagende, veganske barer med hjem.

Jeg tog en tilsat appelsinolie med på arbejde (puh det er jeg ikke vild med) og delte den så den var i mellemrummene af de tre hold. Ja, for jeg er ikke slank fordi jeg spiser i den mængde jeg har lyst til …

Eller fordi jeg bevæger mig meget, det hjælper da, men …

Den der appelsin fidlelihut gjorde en forskel, energi og hukommelsesmæssigt. Og det var ikke fordi jeg bare troede det.

I fredags havde jeg det igen, brainfog, hjernetåge. Jeg havde lagt beholderen med mine to kugler hjemmelavede hjernemad, (var i mellemrummet mellem mands kursus et og to,) i min lomme på vinterfrakken. Frakken skulle jeg jo have på i kørslen fra første til andet hold, så det var da praktisk, når nu jeg bruger forskellige tasker. De hjemmelavede smager i nærheden af 10 gange bedre, plus, jeg skal ikke stå og ikke kunne læse ingredienslisten selv med briller på. Jeg kan ikke mere lide, ikke, at vide hvad jeg spiser, med det mener jeg ikke på mikro plan, men når jeg selv har puttet dadler, kakao, salt, kokosolie, nødder af en art og havregryn i blenderen, så kan jeg se det, indtil det er brunt.

Før tredje hold fumlede jeg i taskes forlomme, niks der var den ikke, ikke godt. Jeg vidste at jeg behøvede den mere end nogensinde, for i denne uge havde jeg morgener før slip af håndbremse ved høj kant, mærket stresshormonerne køre min krop sitrende over alt det jeg skulle ud over normalen. Presset min frokost ud til 14 eller 15 om eftermiddagen, da jeg måtte gøre et eller andet for min mor på 10 dag, i træk, før frokost og ikke kunnet nå den mængde forberedelse jeg ellers vil, fordi jeg også gerne vil lave mad jeg gider spise.

Jeg kom igennem det sidste hold, latinmix, i min verden aldrig godt nok, da jeg helst vil udstråle duracellkanin reklame fra halv til halv.

Men.

Jeg er ikke superwoman, i øvrigt virkelig træls.

Ildelugtende og let klæbrig som en champignon efter for lang tid i køleskabs skuffen, (i kondensen jeg selv har været med til at skabe,) stiger jeg i slagregn ud af bilen på villavejen bag vores REMA. Kunne simpelthen ikke overskue en parkeringsplads som krævede min nakke af led, samt risikoen for, at overse nogen i min hurtighed. Noget generede mig, da jeg ville lægge bilnøglen i jakkens anden lomme.

Ah der var den jo hjerne kuglen, spiste jeg den (klokken var12:55?)

Nej.

Fokuserede bare på, at køre hen med varerne efter købet til den nødstedte. Tømte postkassen i opgangen, inden jeg gik op ad trappen og bankede på. Låste mig ind, vinkede hej og lagde madvarerne i køleskabet, puttede hendes nu rene tøj på sådan cirka plads, greb hendes andet vaskenet jeg allerede havde pakket sidst og satte den ved døren (så jeg ville falde over den hvis jeg ikke samlede den op.) Gav hende et fast langt knus, hun gav et lige så fast tilbage, inden jeg fik hende til og ringe bankens nummer op, jeg råbte ud i stuen, for forklaring om fuldmagt. Bankens præmis for og sende hende fuldmagten til underskrivelse overhovedet, fair nok.

Der er 10-15 minutters ventetid… Kunne jeg høre stående ved siden af. For hende et år. Ventetid for mand, for info tre dage før, 20 minutter.

Fast kram til; vi aftaler en tid med banken og henter dig.

Hun nikker, vil gerne udenom tilsendte udbedelser om beløb hun ikke engang får et cirokort til og udfylde.

Hjemme om aftenen. Modtagelsen for hendes skyldte boligstøtte var heldigvis ret ligeglad med hvis konto pengene kom fra. Så min.

Går ind på Danske bank.

Jeg har fire muligheder for emner, jeg kan bestille en medarbejder i banken, til en snak om.

1. Pension, opsparing og udbetaling.
2. Daglig økonomi; billån og forbrugslån.
3. Bolig, køb, salg og omlægning.
4. Investering af bl.a. børneopsparing.

Jeg skriver da bare vi skal snakke om billån … Ser op på mand.

Han ryster på hovedet, nej, lad være med det, for du kan risikere, at den du bestiller tid hos ingen viden har om fuldmagter. Det ville så også være spild af begges tid.

Tanker

Jeg ved godt, jeg er enearving, sådan ca. en af de eneste fordele ved og være enebarn, men synes ikke om, da jeg en halv dag gik rundt med tanken om, at være forventet; køb og afhentning af hendes medicin (sidstnævnte kommer jeg vist ikke udenom alligevel,) uddeling af den i små bokse med ugedage på. Kravet om det kom af, at hun havde selvmedicineret sig selv ud over sine små, på forhånd pakkede pilleæsker.

Havde hun puttet flere i munden havde hun kunnet dø af det.

Et styks sød, plejepersonel, som fortsatte, vi må ikke give hende medicin, det skal …

Fortalte jeg at .. Nåh så må jeg ringe til hendes læge i morgen tidlig og fortælle vigtigheden af, at det skal være medicinkyndige, der har det ansvar. Jeg kan jo ikke komme to gange dagligt. Måske vil hun heller ikke sluge medicinen hvis det er mig der rækker hende pillerne, eller måske vil hun, men jeg vil ikke.

Onsdag

Jeg runder hjørnet til hendes opgang og ser guldjakken glimte nede ved næste blok, en ung mand går ved siden af hendes faste greb om rollatorens håndtag. Huen nede om ørerne, kvasten lige op, hun ser ud som hun gjorde før blodproppen, rodet, faldet, sygehusindlæggelsen. Det gør mig glad, men da jeg for ikke og forstyrre dem går ind i hendes opgang, begynder varmen, at slikke op ad min rygrad og videre ud igennem nervebanerne. Jeg flår min jakke og næsten hinkende, udenom en cykelhjelm på hendes kokosmåtte, mine overtrækkere, af. Hvis hun snart kan gå ude på gaden, hvor lang tid vil der så gå før de forventer hun kan klare sig selv?

Jeg vil ikke have dette ansvar, for denne gang vil jeg ikke lade hende være, blive væk, og skal jeg holde dette ud må hun finde sig i min oprydningsrastløshed. Men jeg vil også gerne have tid til dette, skrive, folde mig ud, have overskud til at blive en bedre underviser, i det mindste blive i samme niveau, ikke en der trækker sig ind og underviser mere og mere blindt, fordi der ingen tid er til fordybelse. Dette noget, blodprop eftervirkningerne kan jo være for evigt.

Man kan godt køre på i nogle uger, måske måneder, men nej uger maks, for jeg genkender uroen som min parallelt kørende tvilling og ved, at lige meget hvor meget hjernemad jeg spiser så vil stresshormonerne vinde til sidst. Hovedpinen og kvalmen er allerede kørt i stilling for anden gang på fjorten dage, hvilket er cirka dobbelt op.

Der skal ro på snart, på mig og min forventning til mig selv, skal ned.

Mine tænder finder sammen igen og igen, her, når jeg vågner om natten, når tankemylderets indre liste ikke synes og blive mindre bare erstattet af andre presserende opgaver.

Hvad er det egentlig der vil kunne ske hvis jeg glemte at ringe, skrive, snakke med nogen?

Hvad er jeg mest bange for, er det jeg skal blive set som en dårlig mor, datter, samarbejdspartner med hjemmeplejen eller?

Hvorfor tænke ud over to uger lige nu, det plejer jeg slet ikke at gøre alligevel!

Jeg er allerede i gang med at skrå hjørner alle steder, bruger de samme redskaber i badet så jeg ikke skal komme før for, at krænge andre ud, laver kød noget mere, forlanger mere hjælp af ung mand i huset.

Bliver man altid så træt i armen af, at dreje rundt (i farsen)?

Ung mand

Stående i hendes gang, med stadig åben dør, hører jeg guldjakken og den ukendte mand komme ind i opgangen, hun kommer små kvidrende op ad alle trappetrin undtagen det sidste. Det kunne jeg ikke alene da jeg kom hjem fra hospitalet. Ansigtet stråler under huen.

Hej

Efter min vinken, går jeg ind i lejligheden igen. En klynken kan høres, da hun tager det sidste trin op til hendes opsats.

Mand under opvasken senere.

Var det da hun så dig, hun begyndte at klynke?

Guldjakken bliver krænget ud over den dårlige skulder og jeg lader ung mand, nu identificeret som cykel kyndig fysioterapeut og mor snakke i hendes lille gang. Inde i stuen lyder en skrap stemme, der ikke kommer fra det nu slukkede fjernsyn. Er der nogen, som er faldet?

Jeg ser mig om og identificerer stemmen fra vindueskarmens hjørne, jeg træder langsomt nærmere; Nej der er ingen der er faldet. Tøver. Skal jeg gøre noget? Tingesten hvor stemmen udgår fra ligner en gammel game controller, godt nok i tissegul plastik, men de små farvede “vejvisere” er der i; gul, rød og grøn.

En vrissen, Nej du, skal ikke gøre noget, jeg skal.

Var det fordi jeg gik med hårde hælnedslag ind i stuen hun, faldalarmens vagtindehaverske, gik i gang?

Min mor har ikke hørt noget, optaget af samtalen, 5 skridt væk.

Senere ser jeg faldalarmens kommunikations partner på min mors arm og ved hun har lavet en Vera.

Hun har trykket armbåndets alarmfunktion ind mod noget da hun klædte sig af og sat den i gang. Jeg håber ikke hun vil lade armbåndet blive liggende på sengebordet fordi hun ikke vil komme til det igen, som Veras bekendte (deraf en Vera).

Min mor er heldigvis meget autoritetstro … til hun ikke er det mere… Desuden ser det ikke ud til hun forstår deres forbindelse.

De må da havde fortalt hende hvad den gik ud på, da de satte den op?

Og har de, udleveringen af de vanddrivende sagt til hende, at når man får dem så skal man tisse meget og nogle gange pludseligt, at det derfor kan være svært at styre? Nåh men nu har jeg genopfrisket det, sagt hun ikke behøver, at skamme sig over uheld på grund af det eller noget andet. Hun kan jo ikke gøre for det.

Og hvorfor lod de hende sidde i en stol på hospitalet, uden bækkenbundstræning efter uheld om natten eller, nu går du lige en runde med rollatoren jeg følger dig til hjørnet.

Okay indrømmet, hun så, selv en halv uge efter indlæggelsen så smattet ud, da vi besøgte hende, at jeg ikke kunne få mig selv til og herse hende tøffende ned af gangen.

Fysioterapeuten mener det godt, men træning 1-2 gange ugentligt, hun heldigvis bliver kørt fra og til vil, slet ikke være nok. Det skulle være 4 gange og en psykolog, for hendes; det kan jeg ikke, så det nytter ikke noget, jeg opgiver nu, nu med det samme sidder som en tatovering på hendes hjernestamme, den reptile automatiske del, den, der ikke omhandler nuet, men blev dannet for længe siden hvor det var nemt at lære. Modsat nu hvor det er svært, at aflære og danne nye broer i hjernen.

Hun ved der er en fordel i, at være fysisk stærk, men det passer bare ikke sammen med, at klynk giver opmærksomhed. For hende er medlidenheden omsorg, hendes eliksir, det der driver hende.

Kan du ikke være mere skrap over for hende, tænker du måske?

Jeg her tryglet, skældt ud så snot stod hende i tråde ned på låret (jeg overdriver ikke,) og ignoreret hende, men hun er den hun er og det må jeg lade hende. Så mine knus er blevet accepterende og inderlige igen, al modstand har jeg lagt ned. Jeg vil elskes for den jeg er, (når jeg kan noget…), hun ved ikke den måde findes, det har hun gjort op med sig selv lang tid før, jeg i min psykologi undervisning på mit studie fra 1992-95 forstod så meget.

Man kan ikke få nogen til at se, hvis de ikke vil åbne deres øjne.

Det sværeste er ikke og føle den øjeblikkelige skyld, når hun på sekunder vender vrangen ud på sit eget ansvar for, hvordan livet, for hende er. Hendes måde at bøje skorpionhalen til et svidende stik så automatiseret, så mand ikke mener hende i stand til det, men han kender ikke rigtig skyld med skyld på spillet. Det er noget der er skabt allerede før jeg blev født, dengang hun boede hjemme og hendes far var et dumt svin. Det er en dna-streng i hende, hun slet ikke behøver at tænke over og slet ikke vil, for det ville konfronterer hende med hendes selvvalgte ensomhed, da hun ingen energi vil lægge i bekendtskaber. Dem hun har gør noget for hende, som manden fra boligblokken i sidste indlæg (se under B i den alfabetiske oversigt, B for blodprop, stort ståhej og narcissistiske tendenser,) som kom på et besøg og sagde;

Din nabo er død og skal jeg sætte en ringeklokke op for dig?

Som skrider da hun råber; hvad med mig?

Efter han har set desorienteret på hende, for han ved ingenting og da hun siger hun faldt og lå der på gulvet i fire dage, drejer han om på entreens sortslidte grå og går ud af den ringeklokkeløse dør.

Ingen forklaring giver hun, kun dramaets højdepunkter.

Jeg tager mig selv i det samme, når der endelig er en pause i mands og ung mands ordveksling over maden og jeg, færdig, kommer med et par sætninger mens omdannelsen i mavesækken så småt begynder. De driller mig med min stenografi tale og jeg siger, I må følge med.

Jeg orker og tiltror dem ikke, at de gider lytte til hele min historie, så jeg skærer for det meste bevidst første tredjedel fra, for, at komme tilbage til den hvis de viser sig lytte egnede. Det er selvfølgelig noget forvirrende, indrømmet.

Men det provokerer mig, hvis mit ordvalg bliver rettet på, i stedet for lige og lytte hvad jeg har at sige, til ende.

Min mors skærebrænderstemme har lydt højt, når hun har kommenteret andre bedsteforældres legende børnebørn i deres eget hjem. Ligeglad med, at det kunne såre eller trække andre mundvige ned end hendes egen. Uvidende om, at ord fra en skorpionhale bliver husket. Så aldrig kroppene, som jeg, spændt i forsvarsposition. Hun er blevet inviteret igen og igen til juleaftener, men kun fordi hun var min mor, min mands svigermor. Sorteper, jeg ingen lyst havde til og sidde en høj hellig dag alene med.

Der må være en grund til, at jeg valgte hendes, min barndomsby, for moderbindingen er den forkerte vej. Men nogen skal jo tage hende og jeg har altid vist det måtte blive mig. Jeg lever og forstår endelig, at det er alt møven værd og være den man gerne vil være.

Så

Vær sød, ikke sukkerskål.

Hjælpsom, men ikke brugt.

Tag ansvar for konsekvenserne af de meninger, handlinger og mangel på samme du udsender.

Sig, når du føler dig betrådt, for lader du det ske igen og igen ved den, de, der gør det ikke det gør ondt på dig. Den øver jeg mig personligt meget på. Det er en kæmpe færge og vende opstrøms, i hård kuling.

Hvad er din opstrøms?

Knus og kærlige hilsner

fra den ikke på nogen måde ordmanglende taste maniske.

Jeg skal leve med:

At jeg først så hendes opkald fra lørdag, søndag.

Min mobil evigt lydløs på grund af, jeg ikke troede mig selv i stand til, at huske at slå funktionen til og fra.

Ringede, ringede, ringede, igennem hele ugen. Først da mand sagde søndagen efter, at der var mørkt i hendes stue på hans aftentur fredag, tog jeg hen til lejligheden mandag i mine mellem timer.

Uden nøgle.

Bange, bange fordi jeg er rædselsslagen for hvad jeg møder. Jeg alene og nogle gange mand med har stået der før. Banket og banket til mine knoer var ømme på hendes nye dør, lydisoleret og uigennemtrængelig, som hendes nedrullede persienner og hendes sind.

Hun har åbnet og smilet konfus, sagt hjerteligt;

Vil I ikke ind?

Men jeg vil ikke ind. Som i nogensinde.

Hendes hjem er uhumsk, sært lugtende og med gammelt skrald alle vegne ikke kun i køkkenet.

Det klør i hele min krop for at rydde op og smide ud.

Hun,

uden ord efter de første fraser.

Mig,

jeg har lært at holde mine følelser, begejstring og oplevelser for mig selv. Jeg vidste aldrig hvornår skorpionhalens sylespids ville minde mig om hendes jalousi.

Jeg kunne ikke have min mobil ringede mig op mens jeg underviste, eller med lyd viste en ny eller mindede om en gammel besked midt om natten, det gjorde mig urolig.

Sammen går (ja hun bor i gåafstand, men …) mand og jeg over mandag eftermiddag til hendes lejlighed, nu med nøgle.

Han går først. Ind.

Inde i hendes stue, stående i døråbningen, ligner det en mellemting mellem, der har været indbrud og at en gruppe af ubestemmelighed har levet nogle dage. I køkkenet holder bananfluer sammenkomster på melon, klementin, skål med adskilte hvidløgsfed og støttende mand (tilbød at arbejde hjemme hele ugen) har endnu til gode og løfte låget på gryden, der står på komfuret. Møl går på vingerne, da jeg kigger ud på det sidste dagslys igennem hendes køkkenvinduer, de eneste uden persienner nedrullede, gulvet som karamel under mine vinterstøvler.

Hun er der ikke.

Jeg skal undervise mit tredje hold, dagens sidste halvanden time væk. Mit hjerte styrter derudaf og når jeg skriver dette begynder det igen.

Der lugter anderledes inde i stuen, aviser, blade er revet itu og strøget ud over gulvet og trådt nærmere på noget brunt og rundt ved jeg, hun har været ude for noget forfærdeligt.

Det vi alle frygter.

Ende alene fordi dem vi har holdt sporadisk kontakt med er døde, og vi har skubbet dem der vil os det godt, væk.

Væk, fordi det at opretholde principper, holden på snart et halvt århundrede gammelt nag presset videre ned som en kile i mellem hende og nu tredje generation er vigtigere end livet, levet lige nu.

Jeg skal leve med at;

Jeg ikke gik derover før, det synes jeg selv lyder utrolig koldt, men hun var ligeglad med telefonen, opladet eller ej og det endda vel vidende at hun minimum har taget et fald hvert år, flækkede øjenbryn, øjenlåg og blå øjne er hun dukket op med storsmilende til fødselsdage vi har holdt med 17 mennesker uden at ringe og fortælle om det først. Alle i chok og uden rigtigt, at vide hvad vi skulle sige.

Søde mennesker har hjulpet hende op ved Brugsen, og hun har kommet op selv, for hun er sej, når hun er faldet derhjemme. Men ikke denne gang.

Hun har prøvet at pakke de fleste af uhumskhederne ind i servietter og poser, men lagt dem på resterne af gulvtæppet ved siden af det gamle fjernsyns rullebord med flækket hjul og store kommode, som vi for tre uger siden opgav at flytte, da vi tog hendes gulvtæppe af.

Læs forrige indlæg; Uetisk, find det under K i den alfabetiske emneoversigt, K for kommune, tæppeafrivning og døden af lady Di.

Hun har ligget hårdt på trægulvet, men to dage efter da jeg skrubber gulv som en gal kvinde i hug, er det med gnubbende stædighed til, at få lortet af.

Leve med:

At jeg har min mobil på fokus så hvis hospitalet har ringet har jeg ikke taget den, for jeg er for længst holdt op med at tjekke numre, ringet jeg ikke kender, der ringer på alle mulige tidspunkter, selvom de opkald jeg mest håber på ikke bliver indtastet er min mors og min fars.

Hjemme googler jeg Herlev hospital.

Niks de har ingen på personnummeret 25….

Men på hendes telefon nummer ligger hun på 16. Byt personnumre med “dine” mennesker, så, at hvis der sker noget kan du/den anden altid hurtigt findes, hvis du med sommerfuglehjerte skal ringe rundt for besked, da hjernen har det med og føles fuld af løsdele i svævende tilstand, som astronauter i et rumfartøj, ved angst og stress.

Snakker med læge og efter en informationsrunde, spørger han; vil du ikke lige snakke med hende?

Joooohhh.

Jeg får en rusten stemme i øret.

Hun gentager lægens ord, hun er egentlig udskrevet og venter på, at der er plads til hende et sted, så hun kan blive genoptrænet (udredt). Hun vil gerne videre men ikke være alene i sin lejlighed for hendes største frygt er at falde. Igen. Stakkel, det er så frygtelig synd for hende også selvom jeg ved, at det er hendes valg at sidde dagen lang i sin stol.

Vid med dig selv, at træner du ikke dine arme, kan du ikke hverken hive eller presse dig op/ud fra noget sted. Træner du ikke ben kan du ikke sætte den ene fod i gulvet og slet ikke sætte den anden ditto, for at trykke dig selv op i opretstående. Du kan ikke engang flytte en fodskammel fuld af reklamer, personlige breve, brugte servietter og gammelt kaffegrums så du kan række efter opladerens ledning for, at trække din telefon til dig ned på gulvet.

Brækket noget?

Selvfølgelig noget helt andet.

Hun sagde, hun ikke kunne finde mobilen (i rodet.)

Selvom hun havde glemt, at sætte mobilen i opladeren var der strøm på da vi fandt den og hun hørte nogle opkald, måske et af mine. Havde hun kunne skubbe rodet ned af fodskamlen (stor, bred og skrå), kunne hun måske også havde halet sig videre op i en mave rutsjer til hendes stol og måske fundet mobilen ligge imellem alle blyanterne, batterierne, whiskyflasken o.a. Hvis ikke alle hende persienner permanent gjorde et rum med kun en lampe mere dunkelt, kunne hun med en god kastearm slynge mobilen ud af ruden, hvis der ikke var strøm på eller potteplanten, hun sagde, hun drak fra. Hun bor lige ved ejendomskontoret.

Det var alligevel dem som fandt hende.

Bor du alene, hav en aftale med nogen om, I ringer sammen, måske på samme tidspunkt bestemte dage, hvis det passer eller “alle” kan huske det … Udlever din nøgle og hav din mobil i din nærhed eller lad være med, at lægge den et alt for højt sted.

I vintermørket og kæmpende vinterdæk i sammenpresset sne snegler jeg og Hviden i10 os til Måløv og med sitrende sommerfuglevinger som hjerteslag underviser jeg i.

Yoga.

Ligger mig mentalt ned, som er deres smil og opdukken, tilvalg af rummet med mig i det, vand der holder mig oppe. Holder bekymringen for hvordan hun har det og hvad der nu skal ske ude i kulden, bag de hvide vægge med ophængte arbejdsredskaber fra et andet århundrede.

Jeg skal leve med hun lå der.

Leve med det var med lort i røven og tis i søer.

Igen er vi forenet i hendes lort, sidst var for ti år siden, en anden historie.

Lægen i røret, det var en blodprop, den gik i sig selv.

Hun har ikke brækket noget. Selvfølgelig ikke. Du har jo knogler som mursten, siger jeg og hendes latter, når igennem linjen.

Jeg besøger dig i morgen.

Jeg taster hospitalets nummer ind som kontakt og kommer i ivrig febrilskhed til, at trykke nej til det dagen efter. Inden jeg ringer det op igen, skubber jeg modviljen mod hende som væsen væk. Tagen ansvar er min nye beskyttelse.

Min skyld med skyld på spænder mine kæbeled og ruller min krop sammen til en bold under tyngdedynen natten igennem.

Dagen efter;

Lægen; hun siger hun har nogle støttestrømper ….og hendes taske med pung.

Vores forhold i den berømte nøddeskal; hun ringer når hun har brug for hjælp og jeg masser mine tykke fingre, som ligner hendes så meget, så langt ned i postkassen jeg kan for og fiske billedbladet op, da vi går ud fra hun har fået nøglen med sig.

Hun er glad for at se mig, men hun ser ligeså meget forbi mig på fjernsynet, i mens mandsstemme forhører sig om detaljer hun aldrig ved, men som hun krydrer efter hvilket overskud hun har.

Vi har fået et vindue til …

Vi vil rydde op, tage os af hendes sørgelige lort. I bogstavelig forstand men også det hun har samlet. Skral alle steder i poser, på hylder, bordet, i skabe, i andre poser, gaveposer lagt ind, andet ovenpå.

Mit hjerte lander i bunden af sin kule da jeg holder hende i hånden på stille 16 mens jeg højt forklarer, at vi vil gøre rent og rydde op. Hun er meget opmærksom på hvad hun har efterladt, og jeg kan mærke traumet i hende ruske, men jeg er ikke parat til, at udspørge ud over hvad mand prøver og hale ud af hende.

Hvor er din husnøgle, mor?

Hun ser desorienteret på mig med den stadig meget, store bule bag på hovedet.

Denne gang i modsætning til for ti år siden, giver jeg mand lov til det han vil. Det eller intet.

Som en bulldozer muger han ud i køkkenet. Det meste han finder er maveonde skabende.

Værdipapirer hun engang har samlet et sted ligger imellem katastrofe udklip og fødselsdags klistermærker.

Sidste gang ærgrede jeg mig over, at jeg ikke på skrift havde fået hendes tilladelse til at rydde ud, op og gøre rent, men hun vil slet ikke denne gang kunne forholde sig til et samtykke om ajax hvirvelvinde.

Hvis hun siger noget, siger du det var mig.

Mand

Når hun ser hans rynkede bryn går hun ikke videre.

Hun kommer hjem i morgen, om eftermiddagen regner vi med.

Venlig stemme fra 16

Vinduet allerede torsdag, varslet lukket.

Hun skal ikke genoptrænes alligevel?

Mands øjenbryn løftet så de næsten rør ved hårgrænsen.

Nej, de ringer når de tager afsted i morgen.

Datteren

Når men så kan jeg både rydde ud og se hende. Modtage hende, for nøglen har vi stadig ikke kunnet finde.

Dagen

Med enden i vejret med støvsugerrøret i hånden, i ly af bruseforhænget, bliver døren i hendes lejlighed lukket op.

Hun står i guldjakken, jeg havde med på hospitalet. Tænk jule Disney, 24 dec. kl. 16. Anders Ands kuglerunde vinterfrakke, der til sidst kun har en fiber eller et pelshår dirrende tilbage efter sneboldskrig med ungerne; Rip, Rap og Rup. Den og huen med kvast, passer ret godt sammen med de flaskegrønne bukser fra afdeling 16.

Hun er overøsende taknemmelig over for kvinden, som har hjulpet hende op ad trappen, der stille står og venter på at min mor “lander.” Vi ved alle tre godt, at hun har skubbet godt bag på påhængsmotoren for, at få hende op af de 7 trin.

Vi har ikke kunnet finde din nøgle.

Åh den ligger i min lomme.

Skulle havde lukket skabene op på hospitalet, eller kigget i plastikposer…

Efter døren er gået i efter kvinden, fryser hun i pause, smilet en grimasse og hun har efterladt sin kæphøjhed i lyden, af den lukkede hoveddør.

Som når jeg hentede mine børn i institutioner må jeg afklæde hende fra vinterstøvle til hue og overbevise hende om, at hun kan tage en slapper i sin stol, i stuen, så bliver vi færdige og kan lade hende i fred.

Hun er mit klynkende barn igen. Kan ikke komme ned på køkkenstolen, stående op ad væggen i gangen, men kan klynkende godt alligevel. Kan ikke komme op fra den, men da mand kommer ud fra køkkenet (tre skridt og et hjørne) kan hun godt alligevel. Mand går ud i køkkenet igen og nu tør hun ikke sætte sig i stolen, i stuen, for hun ved (siges meget bestemt og højt,) at hun ikke kan komme op fra den igen. Jeg henter en anden køkkenstol, sætter den foran hendes tunge stol i stuen, så den ikke kan glide, men den er for lav. Mand kommer ind og jeg på albuer ind i kosteskabet, som jeg har ryddet op aftenen før, efter spritnye hynder til have stole, den ene stadig i sin plastik sikkert på femte år, så jeg ved hvor de ligger, men de er for tynde og vil glide eller klappe sammen ved nedsat ende. Et sammenfoldet tæppe virker, mand går ud igen, hun prøver at rejse sig. Presser en gang fra med hænderne på armlænene.

Jeg kan ikke komme op.

Hendes tunge rollator vipper en anelse da hun sætter af, og jeg rækker efter H.C. Andersens samlede værker for, at lægge den i den nu næsten tomme kurv med de nyeste reklamer, ham H. C. og Tivoli er som salt og peber eller for hende irish coffee og småkager.

Jeg tager om hendes ene arm, slipper, går rundt om hende, tager om den gode arm i stedet. Den ryster, men hun kommer op. Jeg roser skam, skamroser. Og prædiker ikke, det kan du ikke, når du henter en træt fem-årig klokken halv fem i institutionen. Du må bare gøre det, putte små lemmer igennem flyverdragten og trække dem ud i den anden ende og så tage den lille hånd på vejen ud, trække en lille bitte smule, nogle gange.

Jeg forhører mig om telefonnumre til visitation og går så frem og tilbage til skabet på toilettet. Spørger om lov til hvert enkelt tings udsmidelse, så hun og dem, der skal hjælpe hende har nem adgang til tingene i hverdagen og ikke skal udenom gamle medicinrester, tandbørster og fem varianter af rense redskaber til tænderne. Sim salabim rejser hun sig op og sætter sig ned flere gange mens jeg har ryggen til, og da hun ikke kan lide vores tag i poser, vi i travle skridt putter uden for døren, går hun rundt med rulle Marie. Vi har jo K nøglen nu. Til containeren.

Skal jeg/vi bestille tøjvask og de, hospitalet, har da ikke sagt noget om at jeg skal indkøbe medicin og putte det i små dato mærkede beholdere, glem det. Men det mener hun, du skal bare går ned på apoteket og vise dem, den, der opdelte boks?

To unge Kvinder maks 25 kommer ind, de skal hjælpe hende med mad og sengelægning.

Er du datteren?

Jeg kan se, at mand gerne ville være blevet spurgt. Det ville også havde passet mig fint og sidde den over, for hans veludviklede organiseringsgen er jo en naturkraft, ikke presset ned som en stram badehætte over tørt hår, som mig.

Uh jeg kan se hun kigger, den ene har tørklæde på, falske øjenvipper og fyldige læber. Begge er de meget professionelle, ved hvad de skal, også spørge om, men mine svar er nogle gange gæt. Jeg væver også lidt, vil have de kommunikere med min mor så de lærer hinanden at kende.

Min mor kan være meget sød, når hun skal have hjælp. Især. Af. Andre. End mig.

En ny face er begyndt.

En hvor jeg skal ringe til hende mere, en hvor jeg skal ringe til mennesker jeg ikke kender, men vel kommer til og sætte noget i gang andre skal afslutte, og så er der det med hendes ubetalte regning, det har hun nu, indtil nu haft tjek på med sine cirokort.

Er det mere besværligt at hun ingen MitID har eller mindre?

Vi kan ikke mere huske hvad vi gjorde, for ti år siden da vi nogle måneder overtog hendes økonomi, vask og indkøb.

Denne gang er jeg parat til at tage mig af det. Kommunikationen.

Dagen efter

Plejefirmaets boss ringer; meget bestemt d.. kvinde, men virkelig rart faktisk, den tager jeg lige til mig. Hun har nu et alias i kontakter, ja for jeg ved ikke om jeg hørte rigtigt da hun sagde sit navn og jeg har stadig til gode, at bede om det en gang til.

Eftermiddag

Min dåbsattest er væk, den lå her? Hun peger mod bordet hvor dynger af flere gamle og nye papirer, vigtige og ligegyldige var blandet med alt muligt fra gamle pebernødder fra 20 til to julekort fra min kusine, begge uåbnede, forsøgt sorteret af mand mens jeg fjernede fødebolle afsæt, to dage før.

Jeg havde lagt det i en bog, hun pauser, eller et blad. Hun ser på mig. Anklagen stråler ud fra de blågrå øjne. Hendes logik kan ikke mødes i min.

Vi skal nok finde den mor, bare rolig.

Jeg har lært aldrig, aldrig at gå ind i noget der kunne blive til drama, ord mod ord, (det er det hun trives og næres af,) det kræver jernhård disciplin af tanker og hvad der kunne komme ud som resultat. Opskriften er, at holde min mund og vente, så begynder hun at snakke om noget andet. Virker hver gang. Det tog mig år og lære.

Det er ikke sjovt og spille bold op af en grå væg (mig) i særlig lang tid, det har jeg lært ved at Google og nørde narcissisme. I den verden er det et begreb, en beskyttelse kaldet gray rock, grå sten. Sikkert nævnt det før og kommer helt sikkert til det igen.

En anden teori, er lad dem teorien. Nysgerrig? Skriv Mel Robbins og let them theory i YouTubes søgefelt og du finder en kvindes podcastshow som kun har vedkommende emner på programmet. Hun deler altid ud af sine egne mærkeligheder, hvilket gør arbejdet hun vil have mig til (i og med mig selv) så meget nemmere og ikke til at komme udenom, med heppekoret hun også er.

Dagen efter

Jeg lukker velkroen om de blå trænings tingester om min mors arme, får hende længere ud på lænestolens sæde og viser hende første øvelse

Jeg mener, jeg havde lagt det i et blad. Hun mumler.

Tag tyve, jeg kigger ned i mine papirer, hendes papirer.

Dåbsattesten var der før I …

Ingen ridse i datterhed, jeg kender spillet, hver enkelt briks placering og hop. Måske har vi smidt det ud, måske tørrede hun ende i det.

Da jeg ser op tæller hun 46, 47, storsmilende,

Pause, pause, denne gang råber jeg og laver sejrsbevægelser.

Jeg viser hende øvelse to og tre.

Ved fjerde øvelse, hvor de nu sidder om hendes ankelled som to ben lænker, dropper jeg papirerne på gulvet i; tag med hjem til gennem kig af mands sorteringssystem. Ud under mit pandehår kan jeg se hendes fodsålers kontakt med gulvet, benet er slet ikke startet med stræk og bøj endnu.

Mor, hver gang jeg er her træner vi og gennemgår skuffer, skabe. Vi skal nok finde din dåbs attest eller jeg får en printet ud. Printet et ord hun ikke genkender.

I mine næsebor følger en lugt mig rundt ude, hjemme, hos hende,

Indtørret lort.

Nu skal jeg bare have købt saftevand, stiklagner og søgt om tøjvask, kommunikeret om armalarm, nøgle tilgængelighed ude i betonen med huller fra sidst, og …

Jeg håber ikke vi finder hendes dåbsattest, for så længe den forbliver på sit gemmested ved jeg, at hun er med på smid ud legen.

For hun kan godt lide at lege, især med mig. For kun jeg kender spillet.

Men hun ved bare ikke at jeg ved det.

Og mor styrer… mig. Nej. Ryster på hovedet, peger med min pegefinger på mit bryst, jeg er moren, jeg lader hende sidde i passagersædet som alle de år hun kørte med hjem fra deltagelsen på mit torsdagshold.

Sengelægning er heldigvis outsourcet.

Jeg lader opkald forstyrre min undervisning ved, at afbryde musikken hvis tændt og ringer nu alle op eller undersøger nummeret på krak.dk først. Alle kommune numre er blevet kontakter og nu mangler jeg bare …

At tage min machete ind i fuldmagtsjunglen, finde ud af hvordan hendes vaskehus virker og skal jeg købe flere lagener, bleer og hvad med medicinen? Ringer til læge ti minutter i flyverdragt, du er nu nummer …. bliver sendt videre til hendes egen læge, Du er nu… Snubler i benet halvvejs ude af dragtens lidt for korte ben. Reddet af vejr luner, ingen af isning.

Første pause: ringe områdevisitation op, du skal ikke snakke med mig, du skal … og for at søge om vasketøjsordning skal du vente på besøg af ergorehabiliterende terapeut. Ergorehab hvad for noget?

Mig: kan jeg flytte hende “rehaben” og kan hun skrive besked om hvem hun er, så …?

I anden pause til 3 hold, op ringet af ikke sygeplejerske men, sygeplejekoordinationen.

Du har vel ikke købt de dyre pillebokse?

Fik i går billede tilsendt af sød plejer af samme årsag. Så jeg smiler, hun kan jo ikke vide at jeg er gift med pris mistænksom mand. Ja, for hun er usikker på om vi skal fortsætte med dem.

Ryd op

Ryd dit lort op, ja jeg mener lort, fordi for andre tæt på har det sjældent nogen værdi. Det skal længere ud og ofte helt af familie grenen før det har. Tag stilling til det mens du kan, ikke som forårsrengøring, men en allestedsnærværende oprydning af krop og sind. Glæd dig over minder, der dukker op og del dem med dine børn og børnebørn, for nye i stedet for de flossede historier vil dukke op og som svigerdatter på 31 år er det ret dejligt. Overlad ikke din fortid til andre at tage stilling til, der vil være rigeligt tilbage alligevel efter din oprydning.

Det gør dig fri.

Du vil så også kunne se, at du altså ikke har brug for en ny festbluse igen, med 40 hængende i skabet du aldrig kommer i, fordi gamle sko fra 82, 96, og 2017 og fem parasoller til bordet på terrassen, du ikke har, udgør en for stor fysisk forhindring. Vær ærlig med dig selv, dine behov. For mange ting stående udgør også en potentiel fald fælde. På YouTube findes en million videoer om at smide ud, for det er svært, når vi kommer til noget, kun vi selv kan se værdien i. Jeg har givet gaver væk, som jeg var så utrolig glad for at modtage, men som jeg vidste jeg ikke ville spise eller drikke, det var en dobbeltglæde og give det videre.

Mand, hældte og hældte og hældte udrikkeligheder ud i min mors vask, vin, sprut, diverse, hun kunne havde givet væk i stedet for to ruller affaldsposer (de er en anden historie.)

Kh.

Datteren alias mor, alias datteren, gennemroder, plyndrer og mor til tre, den første fik jeg tidligt, fjorten år, kun lige konfirmeret med virkelig frygteligt grydeklip, da jeg flyttede fra far i forelsket himmerige, snart gift med mesterkok, fandens også. Nu kun hver anden weekend med super, sej sygeplejerske som tallerken for tallerken gjorde det af med min kræsenhed, da krydderiet var fantastiske historier over bordet som min far aldrig kunne trumfe, for død, ulykke og narcissistiske overlæger kan man ikke overgå som telefon mekaniker. Hans eneste kollegaer var klikkende centraler i lange kældergange kun afbrudt af lejlighedsvise besøg ovenover jorden mellem dameben i strømpebukser og vinrøde læber, når telefonerne strejkede.

Det sidste fandt jeg bare på. Min far så aldrig andre steder hen end på vikingekvinden. Ser stadig ikke.

Fortalte jeg, at da vi skulle hjem fra hendes lejlighed aftenen inden hun kom hjem, stod enlig mand i jakkesæt, i opgangen, med stor eller den var vel almindelig størrelses kiste, eller det ved jeg ikke, fyldte i hvert fald hele opgangen ud i mod verden og aftensmaden, der ikke var lavet endnu.

Hun er ikke død

Kom ikke ud af min mund

Må vi komme forbi? Jeg kunne jo ikke vide hvor lang tid det ville tage, jeg mener han havde vel masser af tid. Konfronteret med så meget død var mere end jeg kunne tage ind på det tidspunkt.

I døråbningen bremsede han mig, kommer i tilbage for det kan godt tage noget tid.

Nej, det regner vi ikke med.

Vi så efter ham i vintermørket,

Han skal vel ikke gøre det alene? Min ånde som skyer ud af min mund.

Naboen, det var Åge nabo, livet var ikke noget værd, når han var dårligt gående og bare sad elleve timer foran fjernsynet…

En anden nabo på besøg, fortalte det til min mor dagen efter.

December 2023.

Unge mand/søn og skribent er i gang med sidste sæson af the Crown på Netflix.

Di-dag. Paris. Diana, engang Spencer, sidder på bagsædet i en Mercedes-Benz, lige påkørt en pile, i en tunnel, en lun sommeraften d. 31 august 1997.

Hun dør i ambulancen flere gange, endeligt under nogle af de dygtigste hænder, og uendeligt mange gange siden i folks hjerter og hjerner.

Jeg sad og ammede en 14 dage gammel pige, og havde lige krænget mig efter fjernbetjeningen og klikket ammebh`en åben. Det var et konfronterende, uforståeligt spild af liv, med et helt nyt i armene. Sårbarheden bølgede frem og tilbage mellem pigen, endnu ikke Goldielocks og mig, hvis hormonelle rejse havde taget et sving ud i rabatten.

Stilleben

Hende der ser, stadig ser, hører journalisten mumle i bagrunden, øjnene låst på den delvist afklædte fodringsautomat, med den blegnede solbrændthed. Valget for den lille omsluttende mund står mellem jordbær og vanilje.

En dokumentar thriller

I mine ører, bøjet over snitning eller når gå partner i Måløv er hjemme før mig, hører jeg en bog om Di-dag. Titlen starter med ordet attentat og beskriver hvordan et bestillings arbejde forberedes ned i de mindste detaljer, i de sidste dage inden pilen påkøres.

Skulle hun udslettes fordi hun in- og direkte var skyld i skandaler, der havde konsekvenser for de andre kongelige familie medlemmer?

Var hun gravid og var det med ham, hun døde i bilen med, Dodi F. eller en genoptaget affære med K.?

Var det Dodi`s far, Mohamed, der i virkeligheden var målet, fordi han havde snydt en engelsk hertug for en god forretning, købet af Harrods, det berømte luksuøse indkøbscenter, år tilbage?

Blev forfatteren, helt tilfældigt et øre til en lejemorders dårlige samvittighed, på en fjern solbeskinnet kyst?

Færdige med afsnittet fortalte jeg om bogens indgangsvinkler og lige pludselig var vi ude i en snak om etik, om manglen på den, når nogen tjener på andres død.

Du må indrømme, mor?

Du må da tænke nærmere over, mor?

Der er unge mand logik, stædig vandmand og og så er der Lisser logik, stædig tyr. Sidstnævnte, hvor jeg i forsøget på, at orke og forklare noget jeg ikke har taget egentlig stilling til og irritationen i at skulle, gør unge mand meget frustreret. Samtalen kunne lige så godt være under vand, hvor den ene har ryggen til og den anden fingrene i øregangene.

Jeg ender med at trække kortet.

Hvad er så etikken i måden vi behandler dyr på?

Har fuldt efter ham rundt om hjørnet til hans værelsesdør, banket pænt på først (hurtigt indrømmer jeg,) inden jeg trykker håndtaget ned.

Flexitar

De skide dyr, jeg især i den søde juletid tumler med, fordi jeg stadig er skabs vegetar og vi i årets sidste uge sidder til bords om grise, køer, ænder og fiskeboller. Splittet i uendelige, trælse indre monologer december igennem mellem, at lade være og ikke få samvittigheds tømmermænd, eller bare spise en skive ryg. Kunne jeg bare være sikker på dyret spiddet af min gaffel, havde haft et godt liv, er slagtning fint. Jeg er ikke meget for hverken andres enten eller, eller min egen, det er så uigenkaldeligt definitivt. Smags løst. Jeg kan jo også godt lide noget kød, men ligesom mine smagsløg ændrede sig af, at spise mindre sukker, har de også over to år mistet mere og mere interesse for slagterens udhuggede dele.

Faktum

Spiser du mere af noget, har du mere lyst til det, spiser du mindre, ditto.

Jeg vil nu have mere af:

Den bitre skarphed fra de hjemmesyltede rødløg/agurk, hvor søn afskyer lugten af eddike fra glasset på sine fingre så meget, at han “glemmer” og tage det med tilbage til køkkenet, når vi rydder af. Hjemmelavet fordi intet sukker behøves, kun salt, når det spises indenfor halvanden uge. Det er videnskabeligt bevist, at tarmen er vores anden hjerne og da syltede og fermenterede madvarer er godt for tarmbakterierne så…

Chili, som kræver næsefløje aftørringer og giver prutter med ild i, selvom det nu nok mest skyldes indtaget af hummus. Kikærter er frikadelleløgs største konkurrent. Ud-i-et dragter er dejlige i kulden men lydisolerende er de ikke. Når jeg kan høre “dem” igennem kvidrende Måløvborger i mine ører, bliver jeg nød til, at se mig tilbage hvert femte minut, hvilket får mig til og føle at andre observerende … fodgængere måske tror en paranoid kvinde er på vej i mod dem. Hvis du ude i vejret ser mig skrå over gaden og væk fra dig er jeg bare i pruttezonen, efter frokost. Tag det ikke personligt.

Varme krydderier, i min havregrød med en rest græskarmos, lyder virkelig ikke lækkert men nøj det smager godt, varmen som et flydende velbehag ud i hele kroppen. Allehånde, kanel, kardemomme, som at fylde hele munden med et honninghjerte. Med alle smagsløg aktiveret kan jeg huske hvad jeg har spist og føler mig mæt længe efter, og kan når nødvendigt holde fra syv til femten på sådan en tallerken uden, at snuble i mit blodsukker.

Nu stopper du! er titlen på en bog, jeg fandt sidste gang til bogbytte dag.

Modvilligt sætter jeg en ny monolog i gang; du spiser det du har lyst til, altså til du stadig kan række ned efter noget på gulvet uden og få bræk fornemmelser. Slut for i år med og tænke muskelfiber indtag, vær i nydningen af, at være omringet af mennesker d. 24 december, der betragter din tilstedeværelse som lige så selvfølgeligt som knasende hud og de blottede tænder ved læbernes krængen over et saftigt andelår.

Det var jo mig, der havde drejet dem rundt.

Skævt smilende ægtemand

Med Goldielocks lige så glad for sovs, til min højre side, er der ingen kommentarer, da jeg holder sovsekanden med bunden i vejret mindst to dybe vejrtrækningers tid. Gik desværre glip af, Goldielocks anden side makker, snart tre år, slikke sovs op, for to timer senere, at brække alt op efter snurretur, gange tyve, med meget klemt bror, i den lige ud pakkede, blå avis indkøbte, drejestol med indbygget kaleche. Så kun ægtemand var på pletten og vaskede efter. Ja sådan en mand har jeg, ikke næse rynkende og bange for intimberøring med hverken blod, opkast el. afføring. Han bliver den bedste mor/farfar en dag.

Sådan en, se et behov, dæk et behov, hjælpsomhed får mit hjerte til, at banke hurtigere.

Dagene før meningsudvekslingen med stædig vandmand alias søn, havde budt på min mor i røret, min far til middag, hvor jeg som altid var den grå murstens mur, når deres manglende interesse for hvad vi er for nogen, blev kastet i min retning, men hyggeligt med uno kort i vifte. De havde endda købt gaver med. Til vinderne.

Opretholdelsen af “muren” i timevis, og min hjerne begynder morgenen efter, at køre i erindret skidt karruseller. Selvom jeg slår fuld bak og hopper på gyngerne i stedet, er jeg sårbar, så da:

Mor, du vil jo gerne have jeg stiller spørgsmål, i stedet for side og nikke?

Ja, jo men hvis jeg ikke føler mig mødt med nysgerrighed, som jeg den anden vej, kun belæring og mere og mere utålmodig stemmeføring hvis min mening er anderledes og bliver ved med, at være det, så…

I mine ører er attentat teori historien underholdning, tanker jeg kan lege med, for havde der været et attentat på prinsessen eller en af de andre i bilen så er det aldrig blevet bevist, det ville jo havde stået alle vegne og den gang var jeg skabs royalist. For ham er bogen uetisk, men hvad er så serien vi ser, hvis ikke en måde, at tjene penge på det britiske kongehus liv og død?

Vi ender med at stå og se på hinanden, fuldstændig enige om ubehaget ved vores uenighed og siger godnat senere.

Mine forældre skændes til mit solar plexus var en evig sammen krummen ært, mindst en pegefinger altid slikket, drejende som en vejr høne og en rustning i form af et smil. Læser; kampen om tronen, så der er en masse kroner i mit liv, lige nu.

På grund af det, men også fordi vi aldrig har synes vi fik noget godt ud af det, har ægtemand og jeg aldrig skændtes.

Nogle får gode venner igen, sex.

Fint…

Faren ved:

At undgå uenigheder er, at det kan gøre samtaler hule, eller ligefrem ikke eksisterende. Jeg har fået en mangel på lyst til, at sige min mening i selskab med nogle mennesker og gå trygt ud i debatter. Men når sproget ikke bruges, gurgles rundt i mundhulen for og blive spyttet ud, mister det sine nuancer. Monologerne inden i, bliver ikke dele af dialoger og stædig tyr bliver mundvissen.

Dagen efter stædigheds blottelse vandmand og tyr i mellem, sidder jeg hjemme i en pause mellem hold og den 20-årige har skrevet;

Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig.

2024 skal bruges på; at øve et sprog, uden vand i munden og fingrene i ørerne. Hvor jeg siger hvad jeg tænker, og føler, når jeg føler det, når han siger … Tiltror ham, at han hører mig færdig (alternativt tvinger ham, han kan jo kun gå så… langt,) og jeg derfor skal starte min forklaring fra starten, og ikke fra den uforståelige midte. Og så starte forfra.

Av mit haleben…

Bruges på; at tage gennemsigtigheden jeg har efterlyst fra forskellige arbejdspladser igennem 23, ind gennem den utætte bryggersdør til spisebordet, og husets andre mødesteder bl. a. sengen, hvor afsnit bliver set. Søn er meget irriteret over arvet sofa, som beregnet til kortere kroppe end hans også har store rum mellem hynderne, hvor man balde adskilt sidder ned på træet.

2024 skal være det år hvor jeg går ud og opsøger endnu flere oversprings fristende; samtaler, udfordringer og lægger min hensynsbetændelse ned, til side, væk, sælger den, giver den væk, bare længere væk fra mig, ingen rustning skal nogensinde mere være behøvet. Vi er så utrolig heldige med, at i vores land spyer ingen drager ild. Kun en lille bitte en. I. Os. Selv.

Spørgsmål i december.

Kan det være rigtigt han ingen penge får, når han arbejder 37 timer?

Starten

20-årig gik ud af gymnasiet sidste vinter.

Ansøgninger blev sendt, ledighed bliv meldt, men ingen penge bedt om for, hvad var så meningen med, at skrive først nævnte.

Ingen samtaler kaldet til.

Kvinde fra kommunen og 20-årig startede en besked udveksling, men noget døde.

Han er nem at leve med,

hensynsbetændelsens søn.

Efterår

Jeg satte det i gang igen;

kommunekvinde-og søn besked udveksling.

Affyret

til ugentlig ansøgnings skrivning på jobcentret.

Ny affyring

Søn, virksomhedskonsulent og Nettoleder om det runde bord.

Virksomheds praktik fra novem-til december, i Netto, i Byen vi bor.

Taknemmeligheden, som havregrød med æblemos, de sidste skåret fra haven og langsom smeltende flødeskumstoppe, også i kaffen.

Et cv kan blive længere, til.

Nu, i sin anden virksomhedspraktik på anden måned, i Netto, i byen ved siden af.

Søn accepterer den gratis arbejdskraft uden modstand, arbejder tiden, app på mobilen dikterer.

En lille pippen i min mave.

En måned kan jeg gå med til uden en krone, men det jo altså ikke en praktik hos Louis Vuitton.

Hans far; vi forsørger ham så han har ingen ret til og få noget.

Pippen bliver en mumlen. Sch… gr… vri… mmhmm…

Hvis Netto vidste, at de havde en ung mand i praktik på anden måned uden løn, dog en pizza ved overarbejde, så tror jeg ikke de ville synes det var i orden. Jeg tror, de regner med at kommunen forsøder hans konto.

Ja, ja, sukker meget højt men inden i, (monologen du ved,) jeg ved godt det er erfaring men, når han ikke engang ved om han bliver fast ansat og så derfor burde skrive ansøgninger igen, så … Et faktum han og skribent ignorerer, når tilstede i samme rum.

Til søn; send mig dine virksomheds kontrakter så vil jeg skrive til nogen.

Hans far; de vil sige han skal leve af sin opsparing, det er ik besværet værd.

Jeg skriver til K, et navn nederst på virksomhedspraktik kontrakt, et.

Modtager samme dag en bekræftelses mail fra jobcentret i min mailboks, men intet andet lander der fra K

Mumlen, nu med en mental rynke mellem brynene, assisteret af; neglerods pillende negle der skubber og hiver, en uretfærdigheds følelse siddende i mine ømme lår, på hver parkeringsplads jeg skrå på vej ind, i næste hal, de sidste dage inden juleferien.

Jeg spørger søn om jeg må gå videre i sagen, nikken.

Presser mentalt søns, fars ingen tiltro til side og ifører mig pitbullterrier sættet i størrelse, større.

På den anden kontrakt, et andet navn, en S, ham ringer jeg op.

S vil undersøge sagen, mener at søn vil få ydelse selv om han bor hjemme for veludført arbejde, bare mindre. Søn kender ham som virksomhedskonsulenten, der sad med om det runde bord. Han var også med til en af samtalerne i butikken.

Tre kvarter senere en besked lyser op, søn skal melde sig ledig på borgerservice og så vil han få en tid til en visitationssamtale. Altså to besøg på rådhuset i alt. Til start med.

Hvem har fundet på det ord?

Visitation.

Det lyder som noget, der kræver tøjaftagning og fingre i huller?

S lyder virkelig rar og ikke som en, der ikke vil hjælpe mig. Jeg lægger min egen fordom om hvordan kommuneansatte lyder ned på gulvet, udfor stolebenet, ved siden af den indtørrede kikært fra aftensmaden i går.

I det jeg enter et andet rum.

det er godt du skriver…

Mand

Lysten til at gå tilbage og bede ham gentage sig selv, så jeg kan få det som lydfil i mobilens hukommelse er stor, men noget får mig til og gå videre.

Jeg behøver den ikke mere.

Bekræftelsen.

På hvad der gør mig, til mig, i andre øjne end mine.

Kan man springe det første besøg på borgerservice over for han skal jo ud efter arbejde, hvor han er en slatten klud?

Hans far; jamen han er da meldt ledig...

Skriver til S igen, hvad skal … hvis …

Sidder med søn og ser i hans “papirer” på skærmen, men kan ikke se hvor vi ændre hans status fra tilmeldt uden ydelse til, nu i virksomhedspraktik med ydelse for arbejdsindsats. Tålmodigheden forsvinder lige så hurtigt som min halve spiste mursten, mands rugboller, som grundet mængden af rugmelet, kun kan æltes af hans armmuskler, og som alternativt hele, malet sorte, kunne bruges, som kanon kugler, i HBO-serie med castede drager.

Landet let skrævende med hænderne på hofterne, vipper lidt frem og tilbage på fodballerne, tænker …

Dage går, pitbullterrieren vender tilbage og i notesbog d. 19 december skrives med hurtige ryk med håndkant mod spiralryg;

Kontakt; borgerservise, ydelser, dagpenge.

20 december, juleferiens (min) første dag; manus skal afleveres i København, gulvtæppet skal af, i min mors stue, men først skal jeg ringe til kommunen. Klokken er ti minutter over ni.

Du er nummer et i køen (til borgerservice.)

Du er n…

du …

Er det okay jeg stiller dig om til jobcentret?

Ja hmfr … okay så, det var jo dem, der bad mig om at kontakte borgerservice.

Jeg får K, kvinden, der ikke har svaret på min mail for halvanden uge siden i røret. Hun har været syg.

Vi aftaler en tid, hvor søn har fået fri for arbejde, hos hende næste dag. Hun vil hjertens gerne hjælpe os igennem en snirklet procedure, der kræver dokumentationer i alle varianter. Med mands ord i ørerne, fortæller jeg om hans opsparing.

Ingen ydelse med mere end 10.000 i banken. Hvis han bliver fastansat i januar kommer han aldrig ned på det beløb, det selvom hans nye praktikplads ligger kun en indånding væk fra Mågen, af dig måske kaldt McDonalds.

Jeg aflyser mødet, men hvis jeg, vi, har nogle spørgsmål er hun der med masser af tid, disse sidste dage inden jul.

Da jeg ca. klokken 10 lægger mit manuskript på den høje disk i forlagets reception ser den plaster på næse, lystkrøllede kvinde ligeglad ud og jeg har mest lyst til, at nuppe mit barn med hjem igen. Det føles som den første afleverings dag af mit barn i børnehaven og mit hjerte svier, mens jeg går ned af trappen og ud i Fiolstræde for af omveje, toget tilbage til skove og lundenes by, at ende ved siden af mand i retning af gulvtæppeejeren i nr.196, hvor vi hamrer hende op gennem den lyd- og overgrebsmands sikrede dør.

Efter forsigtigt at have rykket lidt rundt på ting, stol, borde, fodskammel alle med en skælvende dynge af papirer, reklamer og aviser begynder vi, at pille, rettelse, mand flår, trækker det 17 år gammelt gulvtæppe i strimler. Nedenunder er underbelægningen, engang en del af gulvtæppet, porøst i ultratynde flager ud imod rummets sider, resten ind mod midten lysegul pulver, hvor fødder har gået mest, der hvirvler op, når du bevæger dig det mindste.

Hun har lukket døren til køkkenet og min jagt på indsamling af brugbare poser og sakse får min hånd på håndtaget. Indtørret fedtrester står tilbage på komfuret i gryder og pander. Skrald fylder hver en centimeter op på bordpladerne, som et bjerglandskab, da jeg i få skridt er gennem hendes køkken til den skuffe jeg mistænker indeholder, hvad jeg skal bruge. Da jeg går tilbage i retning af stuen, skifter lugten karakter, for hver anden meter.

Mor; luk vinduet op.

Jeg griber en potteplante med to blomster i, den ene stadig i sin plastindpakning, vissen.

Mand; luk igen.

Da jeg knækker gren af en helt anden plante, heldigvis lige mellem levende og død. Fra min hånd daler den ned som en spiseske tørret estragon med top.

Mands reaktion; virkelig!

Da jeg op af rygsækken trækker et gult og turkis mundbind op.

Jeg trækker en befriende vejrtrækning inde under det bløde stof. Jeg er jo ikke en dybhavsdykker.

Siddende i hug med lejlighedsvise oprejsninger for, at stække ryggen ud, fylder jeg den ene affaldspose efter den anden med gult støv. Vi er et dream team af effektivitet mand og jeg, hvirvlende om kap med støvet.

To en halv time går, hvor kost og fejebakke er mine nye bedste venner.

Brug bare min inderste jakke.

Siger mand galant, da jeg tager den ene gang over til containeren, hun heldigvis bor lige ved siden af, med en tæpperulle. Forsigtig med ikke og vippe den før jeg skal løfte den op over containerens kant, så det krakelerede gule underlag ikke laver en Hans og Grete sti, jeg må feje, når færdige. En kvinde kommer ind 65+.

Vil du have hjælp?

Døren til de indhegnede containere smækker bag mig og blikket ned af den lånte jakkes mørke stof får mig til, at skære en grimasse; den ligner jeg har rullet mig i 25 poser bearnaise pulver fra knor.

Jeg vender naboens måtte over min mors, inden jeg går ind af hendes hoveddør igen, orker ikke nabos misbilligende blik. Kl. er nu 11.

Siddende i stolen vi har flyttet på plads igen, giver min mor os penge i hånden for arbejdet og til gaver, gave til hende. Jeg ryster på hovedet og kan mærke mands stumme nej blæse i min nakke, da hun siger;

Køb mig en airfryer, den koster kun mellem 500-1000 kroner.

Jeg piller mundbindets ene hank af, min overlæbe er fugtig af min indelukkede ånde. Jeg er svedig helt ned i mine underbukser, min trøje for længst hængt på en stol.

Mor, du skal sætte dig ind i den. Også.

Mikroovnen står på tredje måned urørt, robotstøvsugeren ikke ladet ordentlig op.

Jeg vender mig væk for og lægge de sløve sakse på plads, at lette robotstøvsugerens vej igennem lejligheden over de nu højere dørtærskler vil ikke virke, for jeg ved, jeg ikke får lov, at fjerne de små, løse tæpper henover dem, der gør tærsklerne nemmere og køre hen over med rollatoren.

Gulvet lyser hele rummet op med sin fine, sårbare flade.

Samme dag, aften.

Mig, i døren til søns værelse; gå nu tidligere i seng, hans juleferie er ikke eksisterende, han nikker. Så går jeg nok …

Han; har du læst videre? Jeg ryster på hovedet. Arbejder hårdt på at blive færdig med nogle ting inden klokken slår 12, den 31 december.

2023 har lært mig, at de vigtigste løfter du nogen sinde kommer til og holde er dem til dig selv. Kan du det, kan du holde løfter til alle.

Manus er blevet indleveret og trægulvet i nr. 196 støvsuget og vasket til kanterne under skænk og skab, vi ikke orkede at flytte. Accepten af; at søn intet vil få fylder mig ud, jeg har gjort hvad jeg kunne og kan nu tage min kvalme og hovedpine, der har bølget op og ned, fra morgenstunden, med i seng, kl. er 20:00.

Tvinger mig selv liggende i 12 timer.

Den 25 december står søn op kl 4:45 for at møde kl. 6, det er jo mandag efter, at havde meldt sig frivilligt til, at cykle fra Skovlunde til næsten Jonstrup og tilbage for, at mormor kan sidde trygt på passagersædet frem og tilbage efter julemiddagen d. 24.

Jeg ville sidde, i et hjørne, i stuen og græde, overdrevet men så meget respekt og jeg er endda en tidlig fugl.

Tak

Tak til alle jeg havde i røret på kommunen. Der var ikke en eneste, som fik mig til og føle jeg var en over pylret mor, selv om det med lethed kan bevises, jeg er det.

Tak til især k fordi, at det var al min bekymring værd, da du sagde;

Der står, at han bliver fastansat.

Tak E for at sy mundbindet til mig.

Tak til, hjælp med tæppe op i container løftet, kære dame.

Tak for du er her, stadig er her, din nysgerrighed, din støtte, det ville være meget mindre sjovt ved tasterne uden dig. For smilene du giver ude i verden. Til mig, hvad der kræver du opholder dig i Ballerup/Måløv omegnen. Tusind tak.

Fra hjertet godt nytår og hvor jeg glæder mig til, at vi “ses igen.

Og med hensyn til 2024.

Hvad vil gøre dig mere glad igennem en dag, hvilken som helst hverdag, at gøre mere af?

Min tyr skal ud af stalden, helt ud af indhegningen, hvad skal du?

Hvad skal du gøre mindre?

Jeg skal mindre bruge noget for lang tid siden oplevet, som overspringshandling for, at turde noget nyt.

Hvad kunne du tænke dig at starte på?

Da jeg er ved tredje ud af femte bog i serien, snart fastansat og jeg begge læser, er vi begyndt og skiftes nogle aftner til, at læse op fra det kapitel jeg er ved, fordi han er så utålmodig på, at kunne snakke om det, der videre sker. Det får mig igennem svære passager med en masse navne, som nogle gange er som, at prøve at snakke med en varm kartoffel i munden. Vi læser 3 sider hver inden vi bytter. Ved hans første side, ser han op 3 gange fordi jeg ikke kan sidde stille, ved den 3 er jeg faldet til ro og griner og forstår. Kartoflen bliver mindre og mindre varm i min mund, jeg tiltror ham virkelig at han gerne vil lytte, være her i nuet med mig uden tjek af mobil, og jeg rømmer mig, for anden gang, og smiler, når han retter et forkert udtalt navn igen. Han er min hukommelse, når et navn sidder fast for lagt inde, og hiver det ud ved, at genopfriske personens karakteristik, så billeder kører som et lysbilledshow, når jeg læser videre.

Og så er der jo bogen om… der skal samles og ja der er andre derude, men ingen som min, der vil beskrive hverdags billeder og ikke på første side, (måske side 251 i appendikset jeg ender med at skrotte,) råbe dig en tør, mere tør og mest tør bækkenbunds åben, lukke mund fremtidsvision derude.

Start på:

Det, der får din mave snurret sammen af trefjerdedele angst og en del spænding, det der bliver ved med at stikke og klø, men som i virkeligheden er din intuition, der kalder.

Hvad vil gøre dig godt, at stoppe med?

Min tyr skal ikke mere krympe sig i mulighedens ubehag for, at blive fravalgt.

Knus fra ikke hovedpine plantet længere.