Efter at havde siddet lidt duknakket i en undervisnings situation på højskolen, sprang jeg…
Jeg spurgte en med kursist i frokostpausen jeg vidste havde fuldstændig styr på det.
Vi har alle små narrativ`er, der er dem vi fuldt bevidst fortæller om os selv til andre og så er der de ubevidste. Sidstnævnte kræver at jeg tør spørge en jeg har tillid til, men så igen nah… jeg tror jeg starter med nogle fuldmodne, der som pusfyldte bumser beder om at blive trykket.
Jeg vil nemlig flå de udslidte, klichefyldte historier fra hinanden, undervejs så tænk over dine fortællinger. Hvilke holder du umådelig meget af at fortælle når du er i familiens skød? Måske er den nu overrakt til 2 og måske endda 3 generation. Har du overvejet om 1 generation måske ruller øjne bag nedrullede øjenlåg?
Ønsker du stadig at blive set som ham der engang…, hende som …, den der kunne…? Jeg for mit vedkommende er meget træt af, at være en sofapude i det ene selskab, en datter med et kørekort i et andet og prøve at være en grå sten i det tredje.
For at forhindre følelsesvampyrer i at dræne dig for energi skal du være kedelig og følelsesmæssigt urørlig og upåvirket, grå sten. Lyder nemt … skide svært i praksis.
Det kan blive nødvendigt at indse, at man er blevet lidt for sat som offeret i sin egen fortælling, bare fordi man selv med adskillige flammende lightere under fodsålerne nødig vil indrømme det komfortable i kun at forholde sig til det. Den fortæller jo også så glimrende sig selv. Det er langt sværere at fortælle en ny og bedre historie om f. eks. en kvindelig heltinde som lige slynger sin usynligheds kappe over hovedet og tager sig et øjeblik, for at forstå hvad handler det her egentlig om.
Jeg vil være elefanten der trompeterer i spisestuen, køre ugentlig handicap kørsel fra Grantoften på 6 år og være skide ligeglad med at arve en krone for al min besvær og være den kedeligste sten i indkørslen i Farum. Jeg har alt for længe holdt delvist ubevidst fast i det narrativ at jeg ville miste lidt af mig selv, hvis jeg ændrede min historie(r). Jeg synes da også der er en meget usikker dal inden en ny fortælling tager sin begyndelse og hammen der ikke passer længere revner endegyldigt og kan krænges af.
Jeg ved bare at det vil jeg ikke.
Jeg er vokset ud af både den ene og den anden ham.
Jeg har fortalt mig selv i situationer, som involverede en computer, at jeg alligevel ikke kunne … Dr. Johnsen alias tålmodig mand kom når jeg kaldte. Jeg gjorde mig selv afhængig af hans kunnen og satte os begge skakmat. Den fortælling er skubbet ud over klippeafgrunden. Min selvfortælling er flyttet fra a) hvor er du dum, igennem b) du er uvidende til endelig c) Efter 3-4 forsøg det var det!
Den fraflyttede driller mig med mine fortællinger, jeg har udfordret tilbage. Det er ikke nok at ville, du skal tvinge din indre mølle til at få vandet til at løbe den anden vej, og alle de stærke understrømme vil kun en vej! Nemlig den de kender. Vanen har magt, ændre èn i morgen! Det kan du ikke, det tager tid, minimum dage, ofte uger, ja måneder.
Eksempel, det ser meget lille pige agtigt ud at pille, bide, nappe neglerødder til man har disse rande der sidder fast i alt stof, det er bare ikke sexet, ja eller spor voksent at se på. Overvejer seriøst at sætte plastre på alle mine fingre til det nødvendige er vokset ud. Men så skærer jeg lige et løg og en rødbede og så er det ud og hive babu æsken frem igen.
Klovnen takker af
Jeg har støttet familiemedlemmer i min fastlåste historie om at jeg er klodset (beskrevet i et andet blogindlæg). Det har siden jeg var teenager været en isbryder at tage klovnetøjet på. En negativ side; jeg udleverede min egen sårbarhed, gav den væk som små gaver af underholdningsværdi andre kunne tage op af hatten efter behov. Det kan efterlade mig frustreret fordi det for ikke indviede kan være temmelig indforstået og de bliver sat af. Jeg er jo en samler (tænk hyrdehund). Jeg vil gerne kunne fortælle både med og uden brug af billeder. Hvad skulle der også ske hvis jeg ikke påtager mig ansvaret for en “ubesværet” samtale?
Nu er jeg mit “fumleri”, uden at jeg behøver at udvise det. Det har skurret længe i mine ører, men jeg hang fast i mit eget narrativ. En god kemi blandt højskolefæller og jeg åbnede skattekisten, reaktionen var meget kontant.
“Det skal du ikke finde dig i!”
Det er sikkert, forhåbentlig ikke deres mening at tale ned til mig. Men hvis det er det jeg føler må klovnen forlade manegen. Det er mig der begyndte den historie nu kan jeg vælge at fortælle en anden, en tidssvarende.
Den sidste forstilling for åbent tæppe
Middag på højskolen, nedadgående sol, et 4-mandsbord, en modvillig kammerjunk, søen i mit skød, en broget kjole, 3 ansigter der ikke fortrak en mine, og afslutningsvis den velsignede vanilje, der omgav mig resten af den aften som den dejligste duft jeg nogensinde kunne havde investeret i, at duppe mig med.
Sidste … jeg blev så genert når jeg talte i telefon, bestemte at sms det var mig!
Nu, tramper, hopper på den påstand til den er i så små stykker at de aldrig kan sættes sammen igen. Den er så ubrugelig og direkte begrænsende for hvad man vil udtrykke. For hvert befriende opkald jeg gør er den person nemmere at snakke med. Alle de opkald som kunne havde glædet et andet menneske, mig selv inklusiv.
Har du tænkt?
Start med en let… næste gang du sidder med mennesker fortæller du noget helt andet ud fra den du er nu, den livskloge og modige kvinde eller mand som godt tør kigge lidt ind og opdatere sine narrativer.
Knus
Vi ses derude hvor historier bliver fortalt.
Jeg elsker H. C, Andersen men Brd. Grimms fortællinger er altså fuld af tusind og en nat. Gåsepigen er min ynglings, en af rekvisitterne er et hestehoved… der kan tale!
Ikke at skrive, er som at hive efter vejret i tynd luft, en længsel i min mave når jeg ikke har prioriteret markøren i at skifte linje igen og igen. Den vil hvis overhørt, på grund af besøg dagen før, beordre mig til tasterne så løbeturens indtørrede sved får mulighed for at give mig pletter. Røde, kløende, plamager fordi min hud er blevet overfølsom overfor den tiloversblevne salt efter fugten som forlængst er fordampet.
Rejser mig, krænger som en anden akrobat mig ud af trikot og lader lokker falde frit i alle sove/opsatte/bolle/løbe/hjelmundertrykkede retninger.
(Opholdets emne “skriv selv”) Den evige angst for at skriveflowet vil udeblive gør mig manisk i min overspringshandlinger.
Hvis du kan lade være så gør det, lad vær
Iben Mondrup forfatter til bl. a. “Godhavn” om skrivningens slaveri.
Skrive er en master der står med sin høje hat
Stokken slår taktfast i gulvet, ikke bum, bum, nej SKRIV, SKRIV
Så skriv dog for fanden.
Ideer flagrer rundt i mit hoved, efterladende små hvide, afrevne papir kvadratter rundt overalt i sirlig orden for mig, bunker af rod for mand.
Ordene venter utålmodigt på læsebrillens gennemsigtighed i skildpadde skjold “look a like” stellet fra NETTO.
Øjnene der stirre uden om pletterne, der med deres perfekte aftryk af pølsefingre ville afsløre mig som skyldig, ikke mistænkt.
Skriblerier der er omgivet af gamle indtørrede busemænd, skæl, hår fra kat og noget det kunne ligne krummer. Ord som ingen mening giver, hurtigt kradset ned på en bagside fra den fraflyttedes sidste eksamensopgave. Emnet; sportstøj reklame, for hvad “nogle” ville kalde hvinende dyre svedartikler.
Skriften barnlig, en opgivet skråskrift, en hældning uden grund.
Overspring i overspringningens navn
Jeg smyger mig udenom, skrivningen, som katten fra sommer klistrede hedebølgehænder. Ser videoer på youtube om alt fra råd om hvalpekøb, til unge kvinder i frivillig eksil bosat i Norges vildmark og nyder en madblogger, der snakker engelsk med tyrkisk accent.
Lytter til podcast om angst i kendte mønsterbrydere.
Cirkler om hende Hanne, min elskede Hanne lutter taster, adgangskode og gem.
Havregrød opsamlende skæver jeg i retning af hende i genopladningstikket på den lyserøde og guld marmorerede æske.
Dansende om mit eget skriv, pligtfølelsen jeg prøver at manipulere mig udenom via læsning af artikler i bladet Psykologi, med tilbageblivende aftryk fra et toiletbræt, der langsomt køles af.
Sætninger flyver rundt som usynlige tegneseriesommerfugle i cirkel over mit hoved, som genbrugskatten i spring, med tilbagetrukne kløer op ad mit ben. Jeg soler mig i at han sider på vagt, udelukket foran en dør der tilbageholder lugtenes magt.
Projekter
1 En dreng + straf=forsøgskanin. Bliver den en voksenbog, Young adult?
2 Bogen om opvarmning en underholdende bibel uden Jesus, og Maria.
3 Bloggen som skriver sig selv.
4 Plus alt det løse.
Oveni en savlende længsel efter at blive bekræftet som hende i midten, der hvor mit mod puffer genertheden af helvede til og gåsehuden går som svale bølger over min hud, som ligner et barns leg med blå kuglepen, jeg er en ny verden.
Iføre højre hånd handske da forholdet til vegansk inspireret kogekunst og rivejern er en balancekunst jeg endnu ikke mestre, til andet end at udtale “ja jeg kunne altså ikke finde hudresten!”
Er det så stadig vegansk?
Siddende i aftenskumringen ude på terrassen ser jeg over paddestellet i retning af på knæ liggende mand, som kradser flise mellemrum med lille redskab. Jeg beder ham pænt om at bruge den lydløse af slagsen eller i det mindste bruge en lyddæmper. Mine fingerspidser hviler fnuglet på Hannes… taster. Muligheden for gennemskrivning af tekst kræver kun at jeg tør trykke på stifinder ikonet nederst på skærmen. Tøver.
Vil du ikke indkøbe vodka?
HØJT til flisemellemrumskradseren
Jeg får nemlig den mest uopsættelige lyst til at sætte vaniljeekstrakt over…. har dog hverken vodka eller 6 vaniljestænger.
Min fantasi kimer indebrændt med den allestedsnærværende klokke. Som svigter jeg selve moder fåret i mig selv. Forstummer min brægen. Frustrerede udråb til uskyldige lam, kan forekomme.
Grundtvig højskole venter i Hillerød
Tasken er proppet fuld af unødvendig gejl, google maps som app, måske kommer den til kort, dog er kladden fra krak skrevet med STORT hvis nu og såfremt det hele bliver lort.
Kørsel til steder udenfor mit gevir synes trælse og forstyrre min hang til det vante. Det bedste, det forudsigeligt bekendte hvor Hviden med sit blå betræk finder hen helt af sig selv, jeg er bare med som en røv i et sæde.
Befaler flisemanden at tage sig godt af Winnie, ikke en lyshåret skønhed, men en øl “duftende” masse, som under køleskabets tredje hylde får enzymer til at udvikles og siderne i skålen til at størkne og danse.
Knus fra
Oversprings nyttelederen
Dette indlæg skulle havde omhandlet de udfordringer vi hver især kan have med diverse luft og lugt udslip. Den kommer på et tidspunkt, jeg trængte lige til noget luft…
Det der med at sjat tisse ik! Det behøver altså ikke have det mindste at gøre med babyhoveder, der har passeret igennem en fødselskanal for en ½ æresport siden. Da jeg sad på skødet af sprit ny kæreste som 21- årig gik det helt fint hvis han kildede mig. Bingo, ikke fuld plade men en række dråber blev det i hvert fald tit, til.
At kunne gå i timevis uden et toilet i sigte, uden at tårerne står i øjenkrogene, koldsveden kryber frem på huden og man samtidig ubesværet kan holde en samtale gående.
Det er frihed
Stoler du så meget på din vandlås?
Efter at havde rundet de 49 er det altså ikke til at spøge med, ALLE muskler skal trænes. Du må love mig ikke, at bilde dig selv noget andet ind.
Kan du huske da børnene var små og du stod på alle 4 og dit barn/barnebarn kravlede ind under dig? Som en anden rulleskøjte entusiast er dine knæ selvfølgelig iført usynlige knæbeskytter. Godt, lad nu barnet blive lidt større og træk så maven op for at barnet ikke skal få “noget ” i hovedet. Gik det?
Tag nu maven ud af ligningen.
Selv udnævnt hængekøjeadministrator
Forstil dig et lille barn, ja eller en god bog, en skål med lækkert, der bliver lagt i hængekøjen i trætoppenes skygge. Det, der lille pres, der tynger den ned mod jorden. Selvfølgelig intet imod, når du lægger dig op i den. Forestil dig så, at du tråder en stor nål, (så behøver vi ikke tage læsebrillerne på vel!) Så stikker du den ned i midten af hængekøjen, bare rolig du har taget barnet op og spist … Nu syr du et sting på bagsiden og så lader du de to ender af snoren mødes oppe over køjen. Træk så i dem, se det for dig. Det skal du nu overføre til din bækkenbundsmuskulatur. Træstammerne udgøres nu af dit køns/skam(behåring)ben og haleben. Nu suger du op, trækker i snorens sting fra underneden på hængekøjen via snorenderne.
Lykkedes det?
Vov, vov…
Du er nu omgivet af forskellige slags små forhindringer til 4-benede, dine fødder er solidt plantet i bredstående på en stor græsplæne. Vejret er dejligt og du står og kniber dine øjne let sammen for solen. Du har glemt solbrillerne i bilen sammen med vandflasken, godbidderne har du selvfølgelig husket, det er klart. Hundestævnet er godt i gang og nu kommer din hund glad springende. Du skræver lidt ekstra for at vise ham, at hov du, her skal du igennem nogle gange kan du huske det?
Så mærker du det, du skal tisse, meget, og du ved at nu skal du i sammenklang med din hund løfte din fod og krydse over 4 gange, hvor han skal igennem. En slags kroket på skrå for hunde hvor den så er trækuglen, bare rolig den ved det ikke, og dine ben, de vind og – skæve stålbøjler. Hans blik har allerede strejfet din jakkelomme og du ved at mærker han bare den mindste slækkelse i din koncentration så vil din lomme overtrumfe legen. Du vil gerne vinde, men for dælen da hvor skal du tisse nu.
Du krænger benet op og over, og begynder at vride kroppen så elegant og tilsyneladende ubesværet og forsinket med du kan, der er jo tilskuer på er der ikke? Samtidig med tager du ejerskab af titlen hængekøjeadministrator og spænder op, lukker vandlåsen så effektivt du kan. Du gør det igen bare mod den anden side og løfter køjen som kræves det, for at få hundens bløde ører under i mellem dine ben. 2 gentagelser mere og du lader du ham spænde mod målstegen, hvor han ved der venter andres godbidder og kæl. Så kan du slappe af, træk vejret dybt nu. Og husk så, at ved næste stævne skal du kunne løfte, dreje, spænde og trække vejret dybt så du mærker brystkassen som et fysisk grænse for hvor langt du kan fylde udefter, samtidig. Vandt du?
Nu er det sådan at det slet ikke er sikkert, at du har en hund, eller du gider hunde stævner.
Læs trygt videre nu alligevel.
Vidste du, at når din kat blinker til dig betyder det, den elsker dig.
Ja, eller synes du ikke kan klokken for dens mave ur er så meget kvart over tid.
Du sidder ned nu ikke? Glimrende udgangspunkt, knib, sug op, få køjen til at løftes som en drage i blæsten. Husker du at trække i snorenderne? luk blidt den nedre mund… tænk hønserøv, eller trutmund lidt mere charmerende det medgiver jeg. 1, 2, 3, kniiiiibbb er du med? Kom vi gør det sammen denne gang, eller … du gør det hos dig og jeg …
Kunne du mærke det eller nåede du at tænke, “det var en fuser?”
Var det for tæt på, gav det måske billeder af Sauron`s lodrette øje fra “Ringenes herre!” Brug det billede hvis det støder dig, et af de andre jeg har serveret eller dan dit eget. Det skal have til formål at hænge dig op på, at gøre det ofte og som noget naturligt. Som at tage en dyb og befriende vejrtrækning.
Ja, så blev jeg nød til at bide indlægget over igen, så du får linjer om overgangsaldergaver og bækkenbunds øvelsen, elevatoren næste gang. Plus bonus info om hvordan går det med skribentens egen køje.
Tak for nu
Ha det ik
Knus
Hængekøjeoperatøren hvis problemer vedrørende; tilsmusning, og ophængnings problemer. Se evt. bilag for valg af farver og mønstre.
Eleverne i folkeskolen skulle dissekere fugles mavesække ligesom de skærer tudsekroppe op i biologitimerne på high school`s i amerikanske film fra midt 80`erne?
Eller hvad med, at der lå en masse døde måger i en sæk, når 7 a kom ind i biologilokalet?
Hvad nu hvis skolerne over hele det danske land, havde fælles emneuge, som skulle hedde: Hvad vælger du at være miljøsvin eller miljøkompetent?
Eller hvad med, at lade os inspirere af den amerikanske præsident Kennedy`s variant, “spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig- spørg hvad du kan gøre for dit land (andre mennesker)”.
Hvad nu hvis hans mave var fuld af mus, tørfoder og skrald?
Hvad nu hvis det endte ud i et gigantisk webinar over nettet hvor elever og lærere sparrede med de andre skoler omkring ideer, ansvar og opsamlingsmani? Sikke nogle samtaler det kunne give omkring middagsbordene. På arbejdspladsen dagen efter, og til farfars fødselsdag den efterfølgende weekend.
Eller forestil dig, at vi alle fik et stykke “land (fortov)” vi skulle holde “grønt” og skraldefrit? Så, så man lige Marius på 15 år blive skide sur på 49 årig kvinde, der ikke samler sin Granddanois efterladenskaber op.
Hvad nu hvis der på et skilt udenfor hospitalets personaleindgang stod:
Fantastisk, du reder liv, men gør det dig berettiget til, at tvære dit 7 cigaretskod ned i flisen idag? Købt aflad gør det ikke?
Hvorfor er der ikke beholdere til stadig lune skod hvor der er vente/pausetid?
På hegnet ved byggepladsen:
Respekt, du kan få et helt lejlighedskompleks op at stå. Så kan du også ramme med dit skod og cigaretpakke i skraldespanden på hegnet (stor pegefinger viser vej). Husk! dit sølvpapir fra den hjemmebragte.
Fastfood kæder`s vægge burde være klistret til med “smid emballagen i en skraldespand ikke i grøften”. Ringede man sin bestilling ind skulle det første man hørte være en rolig stemme, der gjorde opmærksom på det samme.
På 9 og 10 klasse`s gange skulle stå 1:1 store papfigurer lavet i billedkunst af 3 b forstillende foroverbøjede mennesker med den ene fod i en hundelort, en hånd om papiret fra en big mac og den anden hånd på lænden med en “av min ryg” grimasse i ansigtet.
På gymnasierne, startbilledet på de enkelte klasseværelsers SMART Board:
Ville du bryde dig om, at din mor samlede andres brugte engangshandsker og snot klude op UDEN handsker her i coronatiden, når hun gik tur? Med dig?
På hegnet ved den integrerede institutions parkerings plads:
Dit barn ser alt du smider, vil du fortsætte den stil?
Hende, der som en anden Grethe uden Hans følger slikpapirernes vej rundt om usynlige biler om søndagen.
Hvis Fredrik fra klassen samler skrald op på vejen hjem mens min dreng går ved siden af, er han sikkert sej, mens hvis jeg gør det, jamen det gør jeg ikke mere punktum, for så går vi ikke SAMMEN. Nåh, men jeg handler jo heller ikke mere sammen med min mor 76 år i BRUGSEN, for jeg skal fandme ikke nyde noget af, at blive kaldt Trunte ved frysedisken hvor alle kan se mig reagere: stivner, 9 år igen, nu plus 40 år. Er der nogle fra mit arbejde i nærheden, mit blik scanner frygtsomt butikken.
Det der er allermest irriterende ved at samle skrald er, at jeg stadig føler jeg skal bære andres skam over ja jeg ved ikke… Men jeg fornemmer tydeligt at samtaler kan forstumme, blikke vige og hø, hø lyde hurtigt bryde ud, når jeg nærmer mig, at jeg samler skrald. Jeg mener, jeg lytter sgu da til hvad andre går rundt og laver!
Hvor ville det for øvrigt være dejligt, at man kunne se ud og frem, nikke tilfreds færdigt arbejde, den rute “grøn” og så kunne gå videre med næste. Men sådan er det ikke vel!
Hvad er det der går og går men igen vegne kommer?
Ja, det oprindelige svar er jo uret, men som skraldopsamler føles det “damn close”. Jeg gør det da bare igen! Jeg begynder snart, at træne at gå baglæns, hvilket da må være ekstremt demens forebyggende. På den måde kan jeg gå et langt stykke ad gangen og nyde det grønne jeg har blotlagt for skrald lige så længe det varer, til jeg vender mig om igen.
Ja, altså jeg skulle jo skrive på bogen med den foreløbige arbejdstitel, “Som hun ser det”.
Men så er der alle de, der forbandede oversprings handlinger, som om hjernen er på overarbejde hele tiden og ønsker en pause så meget, så den sniger dem ind alle vegne, på alle mulige – og umulige tidspunkter. Må seriøst øve mig i, at putte det jeg bør gøre ned i den mentale overspringshandlingskasse.
1. Det kunne være grundlovsdag kl. er 6:59, trods gode ørepropper som jeg forøvrigt burde få gratis, mit behov og reklame af dem taget i betragtning, vækkes jeg af naboens pige på ca. 11 år hendes opkald til kaninen “Ninus” skær igennem luft, hæk, buskads og væg uden problemer. Hun kunne blive en god folkeskolelærer med den stemmevolumen, jeg er sikker på, at hvis den kanin kunne dække sine lange, lodne ører med poterne ville den gøre det. Jeg forsøger mig med lidt b. b. t. (bækkenbundstræning), det der kan forhindre at du ikke LÆKKER på din løbetur 3 timer senere). Jeg kniber øjnene i, vil virkelig gerne sove lidt længere men ved godt, at min blære ikke kan ignoreres. Da jeg nemlig en form for bevidst … tog beslutningen i nat ikke, at vælte mig ud af sengen for, at tisse på nu nyt toilet, der rent faktisk ikke kræver alle muskler i underkroppen i beredskab for, at forhindre at understellet tipper til den ene side. Nåh. men jeg kunne jo også skrive på den der tekst…
Ny bog, endnu ubrugt snot papir og etui ovenpå krus, som gør det umuligt for kat at stikke brun snude ned. Jeg er ikke en deler.
2 Men først skal jeg lige læse min bog færdig i sofaen (hvor er varmetæppet?) hvor jeg mangler 10 sider! “Homer og Langley“, handler om 2 drenge, der bliver mænd, som bor som eremitter, selvom den er skrevet med lune er den sgu lidt trøstesløs.
3. Skide koldt er der, jeg har lukket alle vinduer op for, at lukke fugten fra vasketøjet ud. Den emmer i hele huset, jeg kan ikke lide lugten, rejser mig igen efter 5 sider og lukker katten ud. Han ser fornærmet på mig da han opdager, at det har regnet, og det selvom jeg har forklaret ham mange gange, at jeg ikke er meteorlog og hvis jeg så var, kan jeg altså kun bestemme hvornår han inkassere sandwichskinke ikke, at Nissernes dal altid er en solskins plet uden blæst. Du ved badminton vejr!
4. Nåh men nu kan jeg skrive, Hanne`s låg bliver åbnet ja, min bærbar har et navn hvad så! Er du måske ikke meget sammen med din? Jeg taster bogstavkombinationen youtube. Jeg ved det godt, jeg må ikke, for så sidder jeg lige pludselig og hører et foredrag af Mel Robbins om “the reason you procrastinate”. Kl. er nu 8:00. Og nej det har intet at gøre med sex, (jeg slog det op). Den midlertidigt, hjemvendte Goldie Locks, er snart igang med eksamensprojekt i ungpige værelset, så sex må vente til i morgen, okay. Nåh.. men jeg vil spare dig for google translate indtastning og indrømme, at det oversat til dansk betyder, “grunden til at du laver overspringshandlinger!”
5. Herhjemme har vi i weekenden en lille venlighed dejlig mand og mig imellem, han sover til ca. kl. 9 og jeg går skidesulten rundt sammen med Oluf og har egentlig også noglegange lyst til, at springe ud af stuevinduet…
6. Taster mig videre ind i junglen. Ej hende Marie Forleo hvem er hun, det må jeg lige tjekke kl. er 8:30. Ov spændende, en selfmade woman dem er jeg altid forfalden til at finde, som kunne jeg suge deres drive ud af dem igennem min skærm fra en 4 år gammel udsendelse fra SuperSoul sessions med Oprah Winfrey. Altså jeg mener, jeg har jo ikke engang styr på vejret endnu.
7. Nu skriver jeg, min mave har accepteret udsættelsen af mad og nu skriver jeg, ja altså ikke på bogen for jeg skal jo lige se om der er nogen fra i går, der har svaret på nogle mails jeg sendte for 12 timer siden! Hm nej. Eller jo men det var ikke en der krævede et svar, går lige på facebook. Gør det ikke please! Nåh, der mangler Malene fra forlaget en anmeldelse, den har jeg da skrevet, har jeg ikke? Herinde under boganmeldelser, jo der var den… fundet. Men det var en af dem, der aldrig kom længere. Jeg var på det tidspunkt alt for genert til, at lægge den på facebook og instagram? Glem det, det var jo for piger og barnlige sjæle født, ja hvornår er du født? Bare rolig, har listet mig på så ubemærket jeg har kunnet. Sender lige mit link til blog indlægget til Ma… Shit den er 8:55.
8. Havregrød, der har stivnet fordi dejlig mand har spist ret meget inden han skulle i seng, så han har ikke utålmodig, vridende orm i tarmene og har derfor forbandet god tid til at hælde op.
9. Så kan jeg skrive. Ahhh.. hele min mave er som en stor indvendig varmepude tændt på 2 (3 er max) og med det kan man hverken løbe, cykle op ad bakke eller lave bækkenrotationer, eller jo det kan du da godt men du ved ligeså godt som mig, at mad der har været nede og vende ikke er et hyggeligt gensyn. Skriver lige mailen til Ma.. færdig og så kan jeg skrive!
10. Må lige hænge næsten tørt tøj ud til lidt blæst og 30 % chance for regn, men det er i København!
11. Rede sengene og ryste gårddagens bluse fri af hud partikler, der minder om forstørret støv. Hm.. pænt.
12. Så kan jeg skrive. Nåh .. nej for der var nogle linjer jeg var blevet udfordret til, at skrive for Signe bibliotekaren. Hvordan fanden skal jeg få den store cykelhjelm med på billedet? Det miniature billede af bogen på mobilen, det kommer godt nok til at kræve en lup. Gad vide om det er dette hun ville have, hm..
13. Så kan jeg skrive, ja det gør jeg så rigtignok men det er jo her! Nu er kl. 11:30 og jeg skal lige træne lidt latinmix til når jeg får lov at undervise igen. Tror jeg sætter det sammen med armtræning, kan simpelthen ikke holder ud, at de bare svinger og svinger og svinger. Ses. Nåh vi var så storKøbenhavn! Dejlig mand holder sin hånd op, allerede halvvejs inde med tørrestativet, da jeg lander i bryggerset med hvinende løbesko.
Ved du hvad, der er skidehamrende spild af tid? Det er, når man har brugt timevis på at lave linsedeller med kyllinge bouillion i! Og de så ikke smager af noget plus er dejagtige indeni. Ikke en skid insta vel? Når ens 17 årige dreng piller i indmaden med en gaffel og dejlig mand og midlertidig hjemmeboende, fraflyttet Goldie Locks høftligt spiser nogle af gespensterne og man selv har lyst til at gå direkte tilbage til start, men ender med at varme dem hårdt op på panden i dag til frokost. Hjalp det, spørger du måske? Ikke det der ligner, de minder stadig om muldvarpe afføring, eller andet fra den str. dyr.
Træning
14. Nåh men så efter de 4 x à 8 pr. variant:
1. Se det for dig: du stiller dig an og leger stærk mand i cirkus. De muskler på overarmens forside som vi kvinder godt kan få til, at synes af noget, okay så meget tæt på da. Kan anbefales at lave på en sofas armlæn (mens man ser tv) hvis altså der er plads og den ikke vipper, da den gammeldags armstrækning på gulvet er ja ikke for mine skulderled og den stående op ad væggen kunne udføres 100 gange.
Variant 2. er for føromtalt svingende mormor, salt og pebermusklen eller har du set når dronning Margrethe d. 2 vinker? Overarmens bagside kan minde mere om en hudflap end egentlig en muskel.
3. variant; squats med hop, test af før nævnte b.b. den holdt… (for når jeg puster er det altså sved). så er det nr.
4. Lounges, de er sikkert ikke dybe nok, men kan ikke finde mine knæbeskytter (håber jeg har smidt dem ud og ikke givet dem til genbrug ellers undskyld ik!)
15. Så kan jeg skrive, panden på komfuret efter muldvarpe “skud” er vasket af og nu.. Men så skal jeg jo også lige nå, at lave en salat til aftensmaden inden dejlig mand er færdig med plæneklipningen. Klokken har nemlig passeret 14 og jeg ved, at hans maveur nu ringer så faretruende højt, at man skal sørge for, at være færdig i køkkenregionerne og helst helt ude af dem. Nogle ville fristes til at kalde det indebrændt, kort for hovedet, “mad cow”, lavt blodsukker, men ikke jeg forstås!
16. 14:30, så kan jeg jo lige nå en gåtur (på en time) med den hjemvendte, blive uvenner og fine, enige venner igen og så lyder det kl. 16, ca. 2 gader fra Nissernes dal,
Jeg kunne virkelig godt spise en smoothie lige nu… med jordbær.
Den midlertidigt hvemvendte
17. 16:15, min nye bedste ven, den nyligt indkøbte blender, vitamix fyldes og jeg putter NÆSTEN ikke nogle grønsager videre i, bliver dog afsløret af mintgrøn farve… Hvor kan man købe lyserød spinat?
Ifør dig høreværn, luk vinduet og indstil dig på, at 1 lyder som en opvaskemaskines hyggelige gurglen og 9, at du prøver at kickstarte en rumfærge i din baghave.
Ovenstående må være den oprindelige kasserede tekst til salg af vitamix explorian E310
18. Jeg skyller låget og proppen af til sidst og sætter mig for, at nedsvælge min tredjedel velvidende, at det vil tage mig langt kortere tid end det tog at pille, fylde, skubbe, skære, åbne, lukke og hælde, for så at skrabe det hele ud i 3 glas. Klokken er blevet 16:35.
19. Sætter mig ved spisebordet godt stavlet op på puder, åbner “Hanne” men kan ikke høre mig selv tænke for dejlig mands støvsugning af stuen, jeg befinder mig i. Da han rækker op mod lampen over mig, opgiver jeg og går ud i køkkenet, kan lige så godt gå i gang med, at skylle, skrubbe og skære kartofler i både, hm er han færdig, står stille i forklædet og lytter, hm… nej ikke helt må ikke forstyrre, geniet arbejder! Tænder for min historie fra eReolen igen. Er blevet afhængig men det er lidt akavet, når børnene kommer og vil sige noget til mig og hovedpersonerne har sex og jeg har skruet op på max fordi HAN STØVSUGER og stopper brat. Shit, løfter kartoffelposen, lettet, “der var du”. Må presse med våd finger op til flere gange på den lille pause knap på skærmen nu mere febrilsk. Den ligesom rutsjer. Altså pauseknappen.
20. 17:00 så er det nu, under en time til hamburgerryggen skal over… Åh for helvede Oluf, et stks. kat er meget sulten og ser ingen grund til, at ovennævnte skal i en gryde først!
Oluf, du må vente ligesom vi andre…
Pisse irriterende narcissistisk kat.
Som må være noget nær det bedste køb, jeg i mit liv har gjort.
Tak Tine. Han er noget nær perfektion og nu har han lært, at udenfor kan bruges som toilet, enten det eller han er fuld af lo… Ingen kan ikke forestille sig hvor højt oppe mine arme i fantasien er, de vil bare ikke ned. Håber han skider hos begge naboer, de skylder mig for 10 års hække klipning, + morgenvækning fra høner der åbenbart synes, at de mestre noget uovertruffent ved at lægge et æg.
21. Ja, vi skal jo spise, klokken er 19 nul dut. Blev nød til at skylle hamburgerryg fraskæring i koldt vand, da Olafsen ellers ville havde fået forbrændinger i sin rillede gane. Efter at havde hugget det i sig, så han på mig med det der blik, “det var du fandeme lang tid om moster”, og skred ud (i sit eget tempo, tænk snegl, bare langsommere).
22. Opvask, det burde for bydes, ikke ved lov, men jeg burde i det mindste filme hver gang jeg gør det (som bevis på tiden der går med det), så teenager forstår, at når han stikker til min mad, skal han være fuck… taknemmelig for, at have en mor der ikke bare køber færdig retter som min mor gjorde. Nu er hun da kommet videre, selvom hun da ikke dengang kunne finde på, at koge kartofler sammen med rødbeder! Vi er enige om, at det er pænt mærkeligt ik? Jeg mener, så kan jeg bedre forstå, og være åben over for, at man vælger ikke, at spise kød, svin fordi de ikke bliver behandlet værdigt, stemplet uhygiejniske af mænd fra mange århundrede før kristus, og pt sikkert er fulde af antibiotika. Jeg vil jo heller ikke spise min mors mad, for jeg ved … ting … og ..sager.
23. kl. 20:30 bliver altså nød til, at forkæle mig selv og holde min 22 årige midlertidigt væk fra partnerskab hjemme i ørnereden i hånden, mens vi ser “familien fra bryggen”. Af hjertet tak, I har lært mig noget om tolerance og stukket min fordomsfuldhed angående tatoveringer helt op i næseborene på mig. Jeg mener, jeg tvang hende jo nærmest mens hun stadig var rødblisset efter tårer (efter ordsvineri med Lyngbyborger) til, at hjælpe mig med nogle problemer jeg havde med min instagramprofil.
24. 21:15 bebrillet lillebror på 17 stikker hovedet ind i værelset, der kan synes som en finsk opvarmet sauna en solskinsmorgen, “hvor har jeg nu lagt birkesriset”. “Hvad laver I”? og så sidder jeg pludselig imellem poder og gaser mig med anden serie “The end of the fucking world”. Og ja, så skal jeg jo læse…
25. kl. er 22:15 jeg spytter tandpasta ud i vasken, Hanne ligger på den lyserrøde kasse, stikket er i, hun er vel frisk på lidt overspringshed igen i morgen, tænker jeg.
Min anden halvdel ser hvad jeg tolker som overbærende på mig, når vi efter endt mavesæks påfyldning kl. ca. 19:30 kommer ind på mit næsten daglige skrald opsamlings selv på førte arbejde. Hvilket efterhånden ligner en besættelse, da det klør næsten ulideligt i mine fingre selv når jeg går en tur med andre. Mine øjne scanner hele tiden omgivelserne. Det er næsten ligesom dengang jeg var tvangsoverspiser i teenageårene, hvor jeg intet åbent kunne lade uspist uden, at fråde som en anden gammel Nilfisk støvsuger.
Hvorfor ikke hylde det fantastiske efterbillede noget mere istedet for de, der opstillede plast i plastposer beviser. Så har “skraldet” jo vundet.
c
Gør jeg alle en bjørnetjeneste ved, at rende rundt og være gadernes mor!
Tænksom blog skribent
Som at betale dem for det!
Jeg kan heller ikke, hvor and jeg gerne ville støtte forslag om, at der skal være pant på f. eks. skodder, for i forvejen er jeg milevidt fra at samle dem op. De, er i min verden næsten på linje med, at stikke mine fingre ned i en synligt, stadig fugtig hundelort. De tørrer er ikke så slemme, lugten er gået af dem. Hvis der kommer pant på skodder så er det jo ligesom, når jeg giver min teenager lommepenge og selv gnubber hans bordplade for krummer og uge gamle rande. Jeg vasker guddødemig også fra tid til anden hans gulv, da jeg simpelthen ikke kan holde ud, at tænke på edderkopperne inde under hans seng. I betragtning af hvor bange han er for dem i andre rum, så må han havde lavet en særlig aftale med dem. De føler sig sikkert heller ikke i nærheden af truet, da han ikke ser nødvendigheden af et rent gulv.
Nåh, men han skal ikke komme og sige om 6 år fraflyttet og 23 år, at han ikke havde set det komme, at hans kæreste skred fordi hun altid svingede moppen. Altså med mindre han støvsugede hendes bil, afleverede den på værkstedet kl. 7 om morgnen og han slikkede…. Ja den må du selv ligge og rode med! Men det kunne være isen af tallerkenen efter deres hjemmelavede is produktion.
Måske hvis jeg satte hans mobil fast med gaffatape inden under sengen på væggen, eller slukkede for routeren til det trådløse internet i stuen hver time! Det ville nemlig betyde at vampyren skulle bevæge sig ud fra sit mørke aflukke. Ved du noget om teenagere kan blive brændt af dagslyset i andre rum? For jeg troede nemlig kun det det var i film de brændte op.
Jeg kan højlydt sukke foran teenager fordi myrene, henrykt i gåsegang vandre i tydelig retning af hans skraldespand. Jeg kan vælge 1 af 2, tømme den selv eller vente på, at han gør det en gang om måneden. Hvis nu myrrene besluttede, at bosætte sig inden under hans seng så kunne de måske blive fine venner med edderkoppedrengene, som vores kat betragter som levende chips.
For fin til skrald
Jeg kan ikke lade være med, at tænke, at der er frivilligt arbejde i en genbrugsbutik, i en lokal gymnastik forening og så er der at samle skrald ved indfaldsveje. Hvis du går ind og søger på samfundstjeneste så står der, at du kan afsone den i bl. a. sportshaller, teatre og højskoler ja endda på en rideskole for pokker, men samle skrald glimrede ved sit fravær, så det er altså under en kriminels lavmål eller hvad?
Min anden halvdel kommer med sit altid skide irriterende argument, ” det kunne jo være at nogle følte (hvem?), at arbejdet blev taget fra dem. Nok snarere for dem! Jeg har kun en gang set en anden samle skrald her i den sidste måned eller faktisk er det 2, men ham den unge fyr tæller ikke med for, det var virksomheden han arbejdede for (måske studie relateret) som havde befalet, at han skulle ud med sækken. Jeg ved det, for jeg kvidrede til hans hørebøffers indelukkede univers en rum tid før, han pligtskyldigt tog dem af så han kunne få hende damen til at løbe videre!
Jeg tænker, at I stedet for at producere så meget plastik indeholdende, fuldstændig undværlig skrammel så kunne vi måske hjælpe skraldemændene lidt?
Bøgehækkens silkebløde blade
Hvorfor er det lige?
Jeg kan godt se, at når der skal slås græs på store plæner omkring domiciler med røgfarvede vinduesglas placeret som legoklodser på rad og række, så kan en mand ene og alene ikke gå bag en motorplæneklipper til almindeligt hushold, selv med en enorm opsamlings kasse påsat.
Hvad fanden er der iøvrigt med dem? Da de ikke giver lyd fra sig ender de med, at blive alt for fyldte og tunge til, at petit kvinde kan bugsere den hen til containeren nede i bunden af haven. Hvor skulle den ellers være! Jeg ender af en eller anden årsag altid med, at gøre det i regnvejr, så er det en ret klistret, uvillig masse, der kræver man graver det ud. Det er så det tætteste, jeg kommer på “grønne” fingre.
De store plæner eller rabatkanterne langs vejene bliver altså slået af enten a) mand på plænetraktor eller b) mand med vesir og synlige spændte muskler i lange, strakte arme mens han svinger kantskæreren. Sidstnævnte er et syn ikke for guder eller det ved jeg ikke noget om, men for almindelige kvinder i 40`ene, som alligevel skal sætte farten ned for at “orientere” sig.
Efter plæneklipperens kørsel, er cigaretpakker makuleret til konfetti, dåser blevet revet fra hinanden, det må jo minde om, at samle skodder op med den forskel de i det mindste ikke er skarpe. Men kan det virkelig være rigtigt, at man som virksomhed er ligeglad med når fuglene går og nipper i iturevet pap? I folie fra æske med foldeflap med billede af dødsyg far omringet af fortvivlet kone og småstore børn, altid 2, hvor er hunden henne? Hvorfor giver man ikke manden på traktoren tid til, at samle skrald op først?
Jeg ved godt det ikke er nær så sejt, at gå rundt med en tang, jeg har ikke investeret i nogen, er for nærig, måske når jeg har samlet hele dåser nok og ikke de skarpe fladmaste. Jeg er overbevidst om, at 2 timer med den og jeg vil have seneskedehindebetændelse i min underarm som dengang jeg spillede Indiana Jones under mit studie, på fri aftener fra mit rengørings job. Et job der var en udfordring efter eftermiddagens indtagelse af hele vaffelis pakker, digestive ruller, eller krydderboller med Nutella. Chokoladepigen gjorde det til en udfordring, at bøje sig ned uden, at følge tilskyndelsen til, at kaste det hele op igen. Ellers lige for med alle de toiletter og skraldespande inden for rækkevidde. Men nej, jeg var jo på arbejde. Så langt ville jeg trods alt ikke lade mig selv synke. Jeg var heldig, at jeg havde valget, jeg kunne jo styre “det”…
Jeg vil meget hellere kravle rundt halvt inde i en busk hvor mit hår sidder fast 2 steder og hvor jeg på vejen ud ser ned af mig selv og suk … finder ud af, at jeg har sgu da ikke skiftet, jeg har jo stadig de hvide jeans på!
Jeg tror på det gode i mennesker
Jeg er overbevidst om, at hvis der kunne opfindes en gadget lækker af udseende, materiale (helst ikke plastik), ergonomisk indrettet med indebygget motor svarende til mindst en 4- hjulstrækker, kopholder på siden, løbende opdateringer om kilo pr. skraldopsamlingstime, kvadratmeter tilbagelagt over minutter i frokostpausen, så ville mange flere, og ja selv de fastfood-emballage udsmidende kunne se, at det kunne være en selfie værd. En selfiestang er naturligvis standardudstyr.
Midt i det åbne rum i Nuuk indkøbscenter satte man i 2014 skraldespande op hvor Julie B. synger når låget bliver åbnet. For at få især børn og unges opmærksomhed skulle lyden af et tydeligt tak vist komme, når man puttede noget i den. Jeg er med på, at pligter er sjovere hvis de gøres til en leg men på et tidspunkt bliver det mere et trist eksempel på skjult kamera.
Det skal ikke være forbudt, at smide skodder, dåser og andet ikke forgængelige menneske opfundne, glædesobjekter fra sig andre steder end i de dertil indrettede skraldespande eller containere. Det skal ikke være som da jeg var barn i 70`erne og det var fyldt med skam og skyld som et evigt moralprædikende indre symfoniorkester. Det skal helt enkelt bare ikke være noget vi tænker som en mulighed, det skal ikke engang være en pligt. Det skal være ligeså naturligt at rydde op efter sig, som det er at spise fredags slik, trykke toiletkummens indhold ud og vaske sine hænder efterfølgende. Det skal være lige så selvfølgeligt som, at følge nogle på youtube, skrive en fødselsdags hilsen på facebook eller hjælpe sin mor med, at handle når hun er blevet kørt ned af en uforsvarlig knægt på 16 somre, mens hun gik i sine egne tanker og han havde det røde lys skinnende lige i bærret fra samtlige trafiklys.
Svedte du også nervøsitetens sved over din rolle i folkeskolens julefest 13 år gammel?
Vi skal lære vores børn (børnebørn), at ligesom de en dag skal sørge for, at holde venindens smukke lange hår, når hun kaster op i et fremmed hjem`s håndvask, så skal de selv holde eller putte deres skrald i lommen/tasken til de kan komme af med det. Indtil da må vi der kun løb på gangene ved den årlige skolefest efter sporadisk indtagelse af “væltet lokum og elastikker”, bare være et godt eksempel og tro på, at vi gør godt. Er du under 40 er retten det samme som spaghetti og kødsauce. Led dig ikke ind i den fristelse der går ud på, at kalde nogle for Svine-Mikkel de ved bare ikke bedre eller måske er de bare ikke gode til at ramme.
Min anden halvdel siger at vi ikke kan påvirke dem, men jeg der pt. har tid til at gøre noget, mener man aldrig skal sige aldrig. Hele min familie, der røg mit spædbarn ind i hovedet i min egen stue i 1997, er forlængst holdt op.
Jeg håber at påvirke dem, der ikke altid gør det, hvis samvittighed jeg forhåbentlig piller og kradser lidt i, når de ser mig samle en gammel yoghurtkarton op, der har ligget der så længe, at det der er løbet ud ad den på vejen ligner indtørret maling.
Det kan meget vel være, at mange af os nuværende skrald opsamlings afhængige om et halvt år eller om nogle måneder hvor jeg begynder, at arbejde “fuld” tid igen, ikke vil samle skrald så ofte eller måske helt holde op, men hvis vi bare har smittet og sendt stafetten videre så har det været både de sorte måner under neglene og skrald udskamningen af mig selv værd. læs: https://bogpusher.home.blog/2019/07/03/hvorfor-skammer-jeg-mig-over-at-samle-andres-skrald-op/
Dyb indånding, det er hvad der kræves når jeg på lørdag bevæger mig ind i menneskemylderet. Suk… det duer ikke, at blive hjemme hver gang nysgerrighed`en stikker snuden frem, fordi den øjeblikket efter bliver slået hjem af tanken, “det vil indebære mange mennesker, på alt for lidt plads”.
Jeg skriver med det samme, at jeg har gået ind på det tidrum og dag jeg kunne se ville provokere min dag allermest. Jeg vil nemlig komme alt for sent til et familiearrangement, som jeg snorlige siden 1992 har deltaget i, som et skide egetræ i den skov jeg så ikke i år kommer til, at glide i smukke, fedtede blade i.
Jeg læser alle mulige bøger. Herlev bibliotek er en del af mit søndags fix, først sex dog, da biblioteket åbner kl. 12, ret belejligt tak.
Som tusinder andre har jeg en drøm i maven.
Har du gættet det?
Ikke svært vel!
Jeg elsker selv at skrive, så alt hvad der har med processen at gøre interessere mig nu. Alt fra den spæde ide, over brug af sprog, til omslag og markedsføring. Jeg ledte dog forgæves i programmet efter den stand (Å16-00½) der kunne give mig mod til, at sende mine “børn” til 10 forlæggere istedet for sølle 2. En, der havde flasker stående på borde i rækker, der havde elegante etiketter på, hvor der stod skrevet;
” Er du ved at skide af indestængt skam, tag et dram, tag 2 hvis du mangler mod.”
L. B. J.
Plads til forbedring, som i ikke nok at pudse brillerne og rette til stort B.
Når men du vil finde mig ved BoD (Stand B3-006) kl. 15 og 16 og vist nok også ind i mellem, for der skulle være tips, at indhente fra grafiker vedrørende “indparkning”, brug af sociale medier, så dem af jer der kan bruge mine bøger til noget, nemt vil kunne finde mig, da min blog http://bogpusher.home.blog indtil videre mest er min weekend lektie i, at forbedre min formulerings legeplads.
Kulinariske traditioner
Da jeg sikkert som masser af andre individer ønsker madlavningsevnen, suppleret op med andres kogekunst og glæde, vil jeg også opsøge Viktors Farmor (Stand B2-001N) kl. 14:00. Selvom jeg dagligt disker op med buffet af forskellig årsager, er der ofte alligevel anfald af dagligdags logistik og trummerum i den alligevel.
Mor, kan du ikke bare købe 50 forskellige pomfritter!
Bebrillet Dreng 16 år
Indrømmet, det var også den eneste stand inden for mine planlagte 3 timer, hvor der stod noget der kunne indeholde smagsprøver, måske tid til en lille snak om ingredienslisten og smags kombinationer, mens jeg holder hånden op for at dække over …. at jeg snakker med mad i munden, tænker bogomslag og om du ville kunne lide det jeg planlægger, at kaste mig over med voldsomme “tast” angreb, når jeg kommer hjem.
8o år og åben. Stadig nysgerrig og langtfra mæt af dage eller for den sags skyld færdig med, at flytte grænser. Måske med mere fokus på forflyttelser i tankegangen end fysisk og dog.
Hun må have virkelig gode overtagelses evner eller også er hendes mand bare vild med hende, og med på hendes ideer. Altså ikke i starten, når hun præsentere dem, der har han ofte sine forbehold, men …
Pludselig står de i en anden by
Hun måtte godt adoptere mig, helst i går.
Hun læser højt for statsoverhoveder på engelsk, fortæller dem vores kendte eventyr skrevet af H. C. Andersen. En figur, en mand med stor næse vi er så bekendt med fra billeder. Historierne, fyldte af dybereliggende betydninger vi ikke mere hæfter os ved. Det var jo vores barndoms historier, de kommer os ikke ved længere, eller i hvert fald mindre. Jeg er indrømmet en Brd. Grimm`s fan. Deres fortællinger er mere svulstige og ja kan have et hvis indhold af piger med små kroner. Havde et smukt illustreret tyndt hæfte med “Gåsepigen” som jeg først lige har smidt ud. Det gjorde lidt ondt, jeg mener det eventyr indeholder et afskåret hestehoved, fantastisk. Har du ikke læst det?
Hvad så med “Mor hulda”? Heller ikke? Du er gået glip af noget.
Jeg kan godt være lidt stolt over, nu jeg tænker over det, at fru Wold og husbond gider tage rundt med vores riges fornemmeste klenodier, og på den måde være med til, at videregive lidt dansk hygge til verdens små og store riger.
Det er ikke mindre end utroligt, at hun altid siger ja (selv med jetlag) til, at læse op alle vegne, på store eller små scener, børn og voksne, ja for mennesker som aldrig har været uden for deres lands grænser, ikke er i besiddelse af et pas. Som græder når hun læser “Nattergalen” fordi den måske minder dem om en frihed de ikke har, og som de i al hemmelighed drømmer om.
Hun er dejlig
Jeg har altid været vild med hende. Lige fra jeg så hende som Matator ` Gitte Grå, til hun blev kastet rundt fra sofa til sofa af Bent Mejding i teater stykket “privatliv”. Hun var eksotisk, hendes bryllup i 83 med manden på Hawaii med blomster i håret eller var det omkring halsen! Det var vildt og ikke set før.
Du skal nyde bogen fordi, at når en 80 årig kan klatre højt op (så højt hun nu tør og det indrømmer hun) i et træ inde i junglen så bliver man lidt ja, hvorfor ikke? Hvad er det lige der holder mig tilbage, når jeg vil noget?
Øhm…. det kunne så være … en blanding af.
Angst, bekymring, i en mængde så man på forhånd har opgivet forhavende. Faktisk har man aldrig troet helt nok på projektet, flået drømmen helt selv fra hinanden, som et papir i 1000 stykker. Det var også bare en fjollet ide, håbet om noget andet, mere, drømmen uopnåelig, man har skudt sig selv i foden, for når alt dette er gjort på forhånd, så er man jo sikret et nederlag ikke! Og jeg har ovenikøbet forberedt alle på det for at være helt sikker!
Så har man indiskutabelt aftalt med sig selv, at det er ok at fejle og hvad fanden hvorfor i det hele taget prøve, jeg kan jo se ind i fremtiden kan jeg ikke? Det nytter ikke.
Så jeg lader være, skåner mig selv for skuffelsen over mig selv. Vender forestillingen om at kunne, ryggen.
Hun, Fru W. vender ingen muligheder ryggen. Står de i et fremmed land uden forudsætninger for, at kunne finde ud af en skid selv, og de ikke første gang bliver kørt det rigtige sted hen, så prøver de igen, nyt køretøj, ny chauffør.
Var de bekymrede da de stod et fremmed sted, som ikke var deres hotel. For fanden ja, men hold det dem tilbage?
Nej.
Kh.
En seriøs fan af
Susse Wold og andre kvinder over 80, som ikke er blege for, at kravle rundt på stengulve i svømmehaler fordi de gerne vil hjælpe deres underviser med, at få “håndvægte” ud af liggende containere.
Lyder min stemme meget kontant igennem flere rum, inde fra soveværelset. Den når dejlig mand, som sat på sagen kort efter rækker mig den igennem den åbne dør. Smask, et velplaceret fordoms badmintons smash sender den mod gulvet, krøllet sammen i pause.
Snask på væggen.
Jeg har ikke mere en romantisk forestilling om, at jeg dyre venligt selv vil dikke lidt til den, og derpå gribe den hurtigt i faldet i et pastik bæger eller glas. Derefter bugsere dyret i sikker armslængde, hen mod vinduet. Som jeg selvfølgelig har åbnet på forhånd.
Sorry, men den “størrelse” lader jeg ikke andre bosiddende under samme tag end mig, tage sig af, herunder dejlig mand. Niksen, biksen, dejlig mand vil som alle de andre gange kun såre den. Hvilket indebærer som minimum, at han eller hun mister et ben (eller 2) og så imponerende hurtigt alligevel formår, at humpe i sikkerhed bag et bræt, en hylde, under en seng. Da børnene var små gik de fra at lade leve, til alvorlig inspicering af ben i alle retninger til, “ER DEN VÆK NU”. Jeg lærte at lyve med format og overbevisning i stemmen.
Min svigermor har lært mig, at tage de “langstilkede” op i hånden eller det er hendes variant. Jeg tager den i det ene ben, spurter til nærmeste vindue mens jeg gør mit bedste for, at den ikke rør mig med de andre ledige ben, hvilket vil sige jeg får den til, at dingle ynkeligt fra side til side.
Jeg kan bedst lide at sætte dem fri på fliser, for smider jeg den ud af det højtsiddende vindue på toilettet, kan jeg ikke tjekke om jeg er lykkedes med, at få den helt ud eller om den rent faktisk sidder med det yderste af “neglene” under sålbænken under vinduet. Den kunne i princippet sagtens stadig være et sted bag mig, hvis jeg har været lidt for ivrig. Beviset; jeg har et “ben” mellem fingrene når jeg kigger ned!
Nåh, men dem der ligner en næsten behåret fugle edderkop fra en australsk natur dokumentar med synligt potentiale for at blive MEGET større, dem kan jeg ikke leve i rum med. Nu jeg er oplyst om eksistensen, især ikke soveværelset, jeg skal jo lægge mig til at sove i det rum!
Som i lige om lidt efter godnat læsning, ha, ha… som om! Det eneste jeg vil kunne bruge min fantasi til nu er, om en af “Peters” slægtninge vil følge i “dens” fodspor. Den skal over mig for, at komme til dejlig mand medmindre, at den via sit indre GPS system finder en ja en omvej, men det tør jeg ikke regne med, er på dagsordenen.
Er den stadig i voksealderen, og i så fald hvor er dens far og mor!
Lille Peter Edderkop kravled atter op
“Nej”, råber drengen, et hoved højere end mig, da jeg dagen efter tilbyder ham, at se billedet på hans storesøsters efterladte monstrum af et spejlreflekskamera.
Nå.. ja… spurgte jo også bare.
Mennesker som kravler
Sådan en tingest på væggen er virkelig klam, men den er også særlig. Du kan i forsøget på at snuppe den, bringe den midlertidigt ud af kurs men den kravler sikkert videre bageefter, eller afventer nyt angreb …
Jeg vil gerne være lidt mere som en edderkop, for efter regnen kommer der tit sol, nogle gange en regnbue. Det er nemmest at se hvis man er kravled lidt op. Er jeg “skyllet” ned ad nogens ord, så kan jeg ligeså godt rejse mig op med det samme, for der er altid nye på vej, en anden dag et andet tidspunkt ofte hvor jeg ikke havde regnet med det. Irriterende når jeg ved, at hvis jeg havde “set” bedre efter havde jeg kunnet “læse” det i stjernerne.
2 dage senere tidlig morgen, dreng kommer ind med stort hastværk efter, at havde været i garagen for at hente sin cykel ud til kørsel mod skole.
Mig, “hvad sker der”!
Ham, “leder efter noget jeg kan fjerne edderkoppen på min cykel med”.
Mig, “?”
Mig, går ud i garagen og bruger naboens efterladte blandepind til maling for, at få vippet Peters “tante” væk fra sønnikes dæk.
Drengen cykler op ad bakken, solens varme flimre allerede over asfalten, den dreng kommer så meget til, at svede i sine lange jeans.
Hej så længe.
Husk! glæd dig over solen, vend dig mod den og sug al dens lys til sindet i dig. Det skal holde længe.
Jeg tillader mig, at kalde hende forskruet, for jeg har selv været tvangsoverspiser.
Hun er en hardcore bulimiker, hende Anja. Fra hun er en teenager på 13 år til hun er omtrent de 30 år, formår hun med grotesk detaljeret planlægning, at leve et dobbeltliv. Hendes spise forstyrrelse tager fuldstændig magten fra hende, hendes krop lukker ned og hun ender til sidst på gulvet i en butik, kollapset foran øjnene af sin lille datter. Hun havde vidst hendes blodsukker var faretruende lavt. Hun nåede simpelthen ikke, at få noget at spise i tide.
Hun kalder det “alteret”
Hun snakker i samtlige telefonrør (wc kummer) verden over, og graver endda huller i jorden, hvis hun er ude i naturen. Hun må bare langt nok væk fra de andre deltagere, så de ikke fatter mistanke.
Hun er så modig, at hun tør stå frem ved og med sig selv. Jeg bøjer mig i støvet, uden ironi.
Så fortvivlende ensom er hendes tavse, bedende skrig om, at nogen, hvem som helst vil opdage, stoppe, konfrontere hende.
Angsten, dominerende, hamrende derudaf på grund af samme.
Jeg har bare lyst til at kramme denne unge kvinde fast og længe, hun vil jo bare leve “normalt”.
Hun bliver for god til, at skjule det, for sit eget bedste. Forstår først da hun vågner op efter hendes datter har bevidnet hendes besvimelse, at nu er det nu. Hendes datter er ikke tryg ved hende mere.
i morgen stopper jeg
Anja Fonseca
Hjælp i form af ører.
Hvis du selv har eller har haft et spise problem af en art, er det måske meget godt lige, at tage temperaturen på hvor du selv er lige nu, med hensyn til hvad du indtager.. Er der nogle former for restriktioner eller regler der har sneget sig ind og tilbage! Hvornår, hvor ofte og med hvem, er det alene? Vær kærligt ærlig.
Er alle dine tanker og vaner gode for dig i dag eller bærer de stadigvæk præg af gamle mønstre. Jeg blev i hvert fald lige nød til at stoppe op, for ligesom alkoholikere og stofmisbrugere vil man et sted i sit indre altid være en misbruger. Det handler om, at en dør har været åbnet og jeg tror ikke på at man kan lukke den helt igen, og slet ikke låse den. Det er så måske meget godt, da det gør at man forhåbentlig er opmærksom på sine følelser og hvad de kan “få en til”!
Kender du nogen der har et? Har du en mistanke om, at du eller en du er nær er ved, at udvikle et spise problem? Så kan bogen være virkelig oplysende om de kampe der foregår inde i sådan en forskruet sjæl. Du vil som “normalt” spisende sikkert aldrig kunne forstå hvordan man kan drive sig selv så meget ud over kanten.
Det psykiske spiller offeret for spise forstyrrelsen et puds. En form for legal, selvopfunden logik, som kun findes inde i hovedet på personen med enten anoreksi, er tvangsoverspiser, eller som Anja der er bulimiker. Bulimikeren, kan veksle i mellem ekstrem spiseværing og spise orgier med deraf følgende til tider ret opfindsomme måder, at få maveindholdet så hurtig som muligt op og ud, inden den naturlige nedbrydning af maden begynder. Hvor den kan sætte sig som fedt.
Det hele handler jo om, at man er bange for at blive for tyk, gøre noget forkert og regnet for intet værd. For det er det man føler, hvert sekund, minut og time man er vågen.
For tyk
Forkert
Intet værd
Jeg var selv heldigvis en, der ikke kunne holde mit verbale opråb inde. Så da jeg mødte min mand var jeg parat og han lyttede, lyttede, holdt mig, drak glas efter glas med hvidvin med mig og skældte aldrig ud. Heller ikke når jeg arrangerede, at han ville finde mine tomme is pap æsker. Jeg ville findes ud af. Jeg vidste åbenhed og konfrontation med mine indre dæmoner var den eneste vej.
Mit bæger flød over, ud igennem alle sprækker i form af ord, tårer og handling, angst for handling. Handlinger der kunne være forkerte. Sjovt nok er man aldrig bange for, at de er rigtige….
Han synes helt rigtig og jeg inddrog ham nærmest fra dag et. Hvis dette ikke skræmte ham væk “tænkte jeg”, så måtte han være vild med mig. Den ro gjorde, at jeg begyndte at turde tro på, at jeg sagtens kunne tage ansvar for mig selv.
Anja Fonseca har kærester, forhold, jobs (på skærmen for DR), mand, senere en datter. Hun formår i perioder ved hjælp af opdigtede rammer og regler, at lade være med, at æde sine penge op for derefter, at sende det knap slugte mave indhold direkte videre ned i diverse ulækre toiletter bagefter.
Æd din egen opkast = gult rabatmærke.
Hun gør det ikke, men hun tænker det.
Det er dyrt, hundedyrt at købe så meget mad, så du kan have ædeflip 6 gange om dagen. Hun tager lån!
Hun møder lidt tilfældigt Morten Brask (med forfatter), fatter tillid til ham på en rejse de er landet på sammen, de bliver kærester. Det er dog ikke det vigtige, nej det er at han planter ideen om, at skrive den ærlige beretning om årene med hendes angst i hendes indre fangenskab. Der skal dog først effektiv terapi til før, at hun undslipper.
Men husk!
At hvor stofmisbrugerne og alkoholikerne måske aldrig må indtage deres fix igen, så skal en spisepige/kvinde/dreng/mand finde en måde, at indtage mad på, som ikke mere trigger alle de tvangstanker man har opfundet i sit eget lille univers over år, måske årti`er.
Se det er en udfordring. Nøjagtig ligesom, at hvis du er lykkedes med at tabe dig, så er det i “peanuts” afdelingen. Det var det “nemme”. Straks svære er det at bibeholde vægttabet videre frem dag efter dag, måned efter måned igennem fødselsdage, altid kage nødende danskere og julefrokoster. Der finder man ud af, at det at tabe sig 20 kilo er “piece of cake”. Skal du holde vægttabet skal du ikke kun kunne sige nej tak, du skal også kunne bære, at nogle du måske holder af bliver pigefornærmet, når du siger det. Det er skide hamrende svært, at få formuleret på en kærlig måde, få dem til at forstå, at du vælger kagen fra, ikke dem. Du er der jo ikke!
Jeg har været der, og jeg har billederne til at bevise det.
lisserfix 