Det der med at sjat tisse ik! Det behøver altså ikke have det mindste at gøre med babyhoveder, der har passeret igennem en fødselskanal for en ½ æresport siden. Da jeg sad på skødet af sprit ny kæreste som 21- årig gik det helt fint hvis han kildede mig. Bingo, ikke fuld plade men en række dråber blev det i hvert fald tit, til.
At kunne gå i timevis uden et toilet i sigte, uden at tårerne står i øjenkrogene, koldsveden kryber frem på huden og man samtidig ubesværet kan holde en samtale gående.
Det er frihed
Stoler du så meget på din vandlås?
Efter at havde rundet de 49 er det altså ikke til at spøge med, ALLE muskler skal trænes. Du må love mig ikke, at bilde dig selv noget andet ind.
Kan du huske da børnene var små og du stod på alle 4 og dit barn/barnebarn kravlede ind under dig? Som en anden rulleskøjte entusiast er dine knæ selvfølgelig iført usynlige knæbeskytter. Godt, lad nu barnet blive lidt større og træk så maven op for at barnet ikke skal få “noget ” i hovedet. Gik det?
Tag nu maven ud af ligningen.
Selv udnævnt hængekøjeadministrator
Forstil dig et lille barn, ja eller en god bog, en skål med lækkert, der bliver lagt i hængekøjen i trætoppenes skygge. Det, der lille pres, der tynger den ned mod jorden. Selvfølgelig intet imod, når du lægger dig op i den. Forestil dig så, at du tråder en stor nål, (så behøver vi ikke tage læsebrillerne på vel!) Så stikker du den ned i midten af hængekøjen, bare rolig du har taget barnet op og spist … Nu syr du et sting på bagsiden og så lader du de to ender af snoren mødes oppe over køjen. Træk så i dem, se det for dig. Det skal du nu overføre til din bækkenbundsmuskulatur. Træstammerne udgøres nu af dit køns/skam(behåring)ben og haleben. Nu suger du op, trækker i snorens sting fra underneden på hængekøjen via snorenderne.
Lykkedes det?
Vov, vov…
Du er nu omgivet af forskellige slags små forhindringer til 4-benede, dine fødder er solidt plantet i bredstående på en stor græsplæne. Vejret er dejligt og du står og kniber dine øjne let sammen for solen. Du har glemt solbrillerne i bilen sammen med vandflasken, godbidderne har du selvfølgelig husket, det er klart. Hundestævnet er godt i gang og nu kommer din hund glad springende. Du skræver lidt ekstra for at vise ham, at hov du, her skal du igennem nogle gange kan du huske det?
Så mærker du det, du skal tisse, meget, og du ved at nu skal du i sammenklang med din hund løfte din fod og krydse over 4 gange, hvor han skal igennem. En slags kroket på skrå for hunde hvor den så er trækuglen, bare rolig den ved det ikke, og dine ben, de vind og – skæve stålbøjler. Hans blik har allerede strejfet din jakkelomme og du ved at mærker han bare den mindste slækkelse i din koncentration så vil din lomme overtrumfe legen. Du vil gerne vinde, men for dælen da hvor skal du tisse nu.
Du krænger benet op og over, og begynder at vride kroppen så elegant og tilsyneladende ubesværet og forsinket med du kan, der er jo tilskuer på er der ikke? Samtidig med tager du ejerskab af titlen hængekøjeadministrator og spænder op, lukker vandlåsen så effektivt du kan. Du gør det igen bare mod den anden side og løfter køjen som kræves det, for at få hundens bløde ører under i mellem dine ben. 2 gentagelser mere og du lader du ham spænde mod målstegen, hvor han ved der venter andres godbidder og kæl. Så kan du slappe af, træk vejret dybt nu. Og husk så, at ved næste stævne skal du kunne løfte, dreje, spænde og trække vejret dybt så du mærker brystkassen som et fysisk grænse for hvor langt du kan fylde udefter, samtidig. Vandt du?
Nu er det sådan at det slet ikke er sikkert, at du har en hund, eller du gider hunde stævner.
Læs trygt videre nu alligevel.
Vidste du, at når din kat blinker til dig betyder det, den elsker dig.
Ja, eller synes du ikke kan klokken for dens mave ur er så meget kvart over tid.
Du sidder ned nu ikke? Glimrende udgangspunkt, knib, sug op, få køjen til at løftes som en drage i blæsten. Husker du at trække i snorenderne? luk blidt den nedre mund… tænk hønserøv, eller trutmund lidt mere charmerende det medgiver jeg. 1, 2, 3, kniiiiibbb er du med? Kom vi gør det sammen denne gang, eller … du gør det hos dig og jeg …
Kunne du mærke det eller nåede du at tænke, “det var en fuser?”
Var det for tæt på, gav det måske billeder af Sauron`s lodrette øje fra “Ringenes herre!” Brug det billede hvis det støder dig, et af de andre jeg har serveret eller dan dit eget. Det skal have til formål at hænge dig op på, at gøre det ofte og som noget naturligt. Som at tage en dyb og befriende vejrtrækning.
Ja, så blev jeg nød til at bide indlægget over igen, så du får linjer om overgangsaldergaver og bækkenbunds øvelsen, elevatoren næste gang. Plus bonus info om hvordan går det med skribentens egen køje.
Tak for nu
Ha det ik
Knus
Hængekøjeoperatøren hvis problemer vedrørende; tilsmusning, og ophængnings problemer. Se evt. bilag for valg af farver og mønstre.
Virkeligheden er måske, at det faktisk er lang tid siden du har kunne grine til tårerne gjorde dig midlertidig blind, og samtidig være 100 % sikker på, at du automatisk spændte for neden, selv om din krop reagerede ved, at blive en splat fætter. Definition: da den 17 årige var noget mindre ville en serie af katte video`er sende ham i gulvet bogstavelig talt. Han kunne starte siddende på sin stol, men ville så af bar grin fuldstændig magtesløst glide ned på gulvet. Krummet helt sammen kom hans ord, “ikke flere” ud i små gisp. Da var han helt underlagt krampen i maven. Det var først da han fik trukket vejret helt “ned”, at den slap.
Hovedløs høne, bork, bork.
Vi kommer sgu ikke uden om den, vejrtrækningen, så lad mig begynde der.
Under lungerne nærmest klistre denne her form for kuppel (flot ikke!) sig fast. Lad os kalde den åndedrætsmusklen, el. mellemgulvet. Den skal som hængekøjen (det kommer…) i nederste etage, tage sig af mellemste etage bare med omvendt fortegn. Træk vejret ind. Lige der blev kuplen mere flad og den trykker så som ren dominoeffekt på dit bug indhold så din mave ligner, når du har spist kål.
Hængekøjen, måske et kælenavn el. et slangudtryk
Men sikkert er det, at den med overordentlig god fantasi ligner en på billeder.
Den dybe vejrtrækning, den er saftsusemig svær, at give mig selv lov til. Det er selvom jeg om nogen ved, at bækkenbundens hængekøje af muskulatur bliver påvirket ned og op af den. Det er meningen den skal det, efter naturens lov. Prøv lige!
Gjorde du det? Trak vejret dybt. Kunne du mærke en lille svag medbevægelse dernede, som et forsinket ekko af indåndingen? Ellers prøv igen. Igen! Kom vi gør det sammen.
Kigger mig lige omkring, niks den er ikke ude på toilettet med et blad på lårene, heller ikke når jeg ruller dejen ud til pizzasnegle, hvor fanden er den så, vejrtrækningen?
Nogle gange går der så længe imellem jeg trækker vejret dybt, at jeg næsten hikser den videre ned under kravebenene. Så holder jeg den 4, 3, 2, 1, før jeg puster ud så langsomt jeg kan, så min koncentration også omhandler den. Ellers er den nem at nedprioritere. Udåndingen er nemlig mindst lige så vigtig for, at du udnytter ilten bedre.
På ovenstående måde svarer det jo næsten til at tage 2 dybe vejrtrækninger, med lidt god vilje…
Stille, slank ,usynlig
Faktisk har jeg holdt vejrtrækningen overfladisk, så langt tilbage jeg kan huske. I visse situationer skulle jeg ikke høres, og jeg skulle være… Ja, i hvert fald ikke ligne den Mummi trold, som en forelsket fyr på HF forvekslede mig med. Han synes, det var et dækkende kælenavn til mig. Tsk… han fik så meget ikke lov til, at sidde med sine 1.91 cm. i akavet tilsløring af mit støvede, ophængte moskitonet igen.
Værsgo at tage plads, showet er gratis
Nu er det sådan, at jeg altid er en smule foran mine bevægelsers bestemmelsessted. Faktisk er jeg ofte i tanken færdig før, at jeg rent fysisk overhovedet er begyndt. Hvad der så kan resultere i; at jeg taber, vælter, skubber, presser noget ned, ud, væk, itu, af, op, væk, og direkte igennem. Og … du kan være stensikker på det er med meget rabalder mens det sker. Nogle kalder det klodset! Jeg kalder det pinligt og ufrivilligt. Oftest bliver jeg enorm lettet hvis det ikke fik en; revne, ridse, plet, plamage, hul, eller ja mister sit håndtag. Så jeg ved simpelt hen ikke hvorfor jeg stadig gider gøre forsøget.
Jeg kan jo ikke spise en skide dyb tallerken med havregød uden; at skrabe (med både ske og stol), slubre, smaske, slikke kanel af knoen, tørre vand op af dækkeserviet, bakke, bord og hvis uheldig gulvet. Kan også sagtens nå, at brænde mine fingre på deciliter målet med kogende vand, som skal gøre det ud for mælk “on the side”. Ja, jeg er udmærket godt klar over, at det er underligt, men det forhindre grøden i at blive alt for hurtigt kold og størkne adr..
Mens man så samtidig “prøver”, at samle sig om artiklen man er ved at læse, så piber næseborene, fordi de i løbet af natten har produceret bussemænd, der må minde om et mini flipperspil og vejrtrækningen er kuglen, der ikke lige formår at ramme “hullet” oppe foroven.
Når jeg er i ro, skal jeg ikke fylde som i, med lyd!
Jeg har altså over årene formået, at lave mit eget kontrollerede korset, ved kun at lade mine lunger få en lille smagsprøve af hvad det vil sige, at blive fyldt og rørt, altså foldet ud i al sin herlighed. Ilt til bunden af mine lunger, glem det. Til og med 2 ribben måske, når det går højt…
Nogle kalder mig det indre brusebad
Vejrtrækningen
Jeg tager mig selv i det alle vegne, når jeg underviser, cykler, og er til fødselsdag. Jeg trækker kun vejret til husbehov. Så synes min mave mere flad efter min egen overbevisning. Noget ingen selvfølgelig lægger mærke til, og hvorfor i “hede hule helvede” skulle du også det! Temmelig “sygt i kysen” hvis jeg selv skal sige det. Har du også sådan nogle gak, gak vaner? Nåh, men nu trækker jeg vejret dybt, hvor maven får lov at “bule” ud. Måske hjælper/presser jeg den “luften” helt ud ved, at suge navlen ind mod rygsøjlen. Som for, at understøtte den nye vane, følge den helt til dørs til udgangspunktet. Hvordan trækker du vejret? Må din fylde? I alle situationer? Er du ærlig?
Jeg har også må jeg indrømme prøvet, at holde bemærkninger om min skikkelse fra livet ved, at umuliggøre dannelse af fedtaflejringer i metermål ud over diverse linninger. Kun for at måtte erkende, at når du står og underviser vil du altid være et emne ude i omklædningsrummet, når du er gået. Det hele ville faktisk havde været nemmere (men så igen fuldstændig utænkeligt), her set i bakspejlet, hvis jeg havde beholdt min Mummi facon fra min tvangsoverspisnings periode. I stedet nægtede jeg mig selv så meget ved, at blive lille MY, for har du folder ud over bælter bliver det ikke kommenteret.
Det ville være dog være lige så utænkeligt som, hvis jeg startede en undervisningstime ud med at sige med kun lidt skratten, støn og pust i en mikrofon, som forhåbentlig virker efter en laaanggg corona nedlukning. “Har I alle husket, at træne jeres kærlighed`muskel idag?” Hjertet, træning af bækkenbunden (den kommer vi til, du ved ømtåleligt emne og alt det der) og fået, (givet, deltaget i) sex. Niks, behøver ikke være med partner… Et “slip”, en frigivelse af ophobede irritationsmomenter kan vi alle trænge til, og andre i vores umiddelbare nærhed kan nyde godt af… vores øgede tolerancetærskel. Hm.. måske skulle jeg begynde på det, “har I alle …”, for der er et før corona og der er definitivt efter.
Det har altid undret mig, at vi synes det er fuldstændig som det skal være, når vi på større eller mindre skærme ser mennesker blive skamskudt i diverse variationer af varighed, og med eller uden synligt splat på vægge og andet interiør. Nogle gange fuldstændig unødvendigt da vores indre film jo tit er løbet så rigeligt i forevejen.
Hvorimod, at tage ordet bækkenbund, skede, ja endda skedeprut i sin mund så er vi virkelig ude i “det fand`me uhyggeligt du”. Husker du Peter Schrøder i satireprogrammet “Den gode, den onde og den virk`lig sjove”, fra ca. 1991. Vi snakker ,….. Japansk gyser gå direkte tilbage til start, for her tager vi ikke bare puden op foran ansigtet, vi tænder ikke engang for tankerækken.
Vi øh… er så nogle, der drypper meget ufrivilligt når vi helst ikke vil, så vi løber med bind i den forkerte trus. Du ved den hvor elastikken er alt, alt for løs og hvor bindet hele tiden synes, det skal lave et triple lup på ekstremt lidt plads. “Sjovt” nok formår det med stor succes, at gøre det alligevel. Med løb som var jeg nyopfunden hjulbenet til anledningen ser jeg mig tvangshandlings præget bagud for hver 10 meter og derefter (hvis der er fri bane) for hver 11 m. ligggge prøve, at gøre det til i det mindste bare et enkelt lup. Mens jeg løber under træerne, tænker jeg, at hvis nogen skulle SE og notere sig det “udbulningen” på min sorte bag med deres røngtenblik, som de selvfølgelig er ekstremt interesserede i at tjekke ud! Jamen jeg siger dig, det kan de sagtens nå, for man kan ikke sætte farten op med de benbevægelser. Det er trods alt ikke tegneseriefuglen hjulben vi er ude i “miep, miep”, fra tegneserien Grimm E. Ulv (prærieulv) i datidens, “så er der tegnefilm”.
Afslutningsvis
Skal det lige siges, at mit slanke liv ALTID har været 10.000 gange mere værd end alle de mundfulde og slurke, jeg ikke har sunket. Alle kvinder skulle kærligt (turde) tage sig det privilegium og nyde at se sig selv i spejlet 16, 23, 49, 71, 83 lige meget og tænke, “for pokker det er en dejlig pige, kvinde der er derinde, hvor er jeg heldig at det er mig”, også selvom held kan have meget lidt med det at gøre.
Gør det næste gang du går forbi et spejl, næh nej det skal være fuld figur, tøj uden tøj lige meget, stop nu op og fang hendes blik sådan nemlig og så laver du ikke et nedvurderende “elevatorblik”, det er tarveligt, nej tag det hele med på en gang. Du er hele den figur ikke kun filipensen, ørkenlandskabet eller grøntsags afdelingen. Se især med blide øjne på det du ikke kan lide, se på det du kan. Se på det du ingen magt har over at ændre og det du rent faktisk kan, hvis du bestemmer dig for det. De næste 3 dage skal du stoppe op en masse, bakke tilbage og se hele dig, tag det ind, se det andre ser, med alt hvad det indebærer. Hvis vi kvinder ikke havde været så skide optaget af, at nedgøre os selv med hvordan vi mente vi skulle se ud i egne og/eller andres øjne, så havde vi da behersket verden forlængst. Vi havde så måtte underholde os med andet end Trump, men det klarede vi nok.
Er ked af at sige det, men du må vente med bækkenbunds snakken og de gode fif til næste blogindlæg. Den er stadig under redigering og du har også andet og lave ik?
Som lørdags film i sofaneseren skulle vi se “Ud og stjæle heste”, en vist norsk film fra 2019. Filmen er baseret på bog med samme titel, af Per Petterson. Vi 2 fra “gamle” dage havde begge stiftet bekendtskab med den og var rygende enige om, at det bestemt ikke var sidste gang vi søgte på den forfatter. Det skal lige siges, at jeg ALDRIG sidder stille på min numse efter jeg har trykket “lyt” inde i bibliotekets eReolen, hvilket jo ville være “et must” hvis jeg læste med øjnene. Jeg mener, jeg kan jo ikke engang få noget rimeligvis sammenhængende ud af, at se ned mens jeg går, meget missende eller nærmest blind hvis solbrillen har solformørket skærmen på mobilen.
Noget er som man siger gået ind af det ene øre og derefter har det ret hurtigt forladt mig igen, igennem det andet.
Spekulativ blog skribent
Da jeg “nu” sad højlydt popkorn, i kanon, gnaskende med de 2 andre,og så den iøvrigt virkelige gode film, (dreng på 17 var dog ikke synderlig begejstret for historien), gik den brutale sandhed op for mig. Der var nogle oplysninger, der ikke helt var sivet ind under cykelhjelmen mod Hjortesprings Gammel Klausdalsbrovej. Nogle af dem ret vigtige for, at forstå hvad der egentlig var sket den 15 årige hovedperson, og hvilke konsekvenser han var tvungen til, at komme overens med uden, at blive bitter på sine gamle dage.
Så vær obs ik!
Ingen sprællemænd, eller harehop hvis historien springer i tid eller har et stort persongalleri, der kræver papir og blyant.
Den norske sommer fik mig til, at mindes sommerferieuger i den svenske skærgård som 10 årig. Naboens datter med de beskidte fødder, hendes forældre jeg var rædselslagen for, at jeg skulle have en samtale med, hver gang jeg stod på deres trappetrin til deres sommerbolig. Jeg følte mig ikke nær god nok til engelsk til, at ville tage den, med det! Venter stadig … har du set den, udtalen, ordene der kommer flydende og ubesværet som de lyder indeni?
Det er fuldstændig ligesom, at se sig selv i spejlet. Du kender det godt. Man tager sig selv i at stå og se spekulativ ud, som var det en skide sag og Dr. Watson træder ind igennem døråbningen hvert øjeblik det skal være. Han skulle lige stoppe sin pibe, ud og puste “grise op”… jeg ved det ikke vel! Pegefingeren, med pinligt flået neglerod, der er strategisk placeret mod læberne mens jeg undrer mig over hvor lidt hun syntes, at have det mindste at gøre med pigen “indeni”!
Hvad mener du? Jeg holdt op med at bide negle i sidste årtusind!
Når jeg er over sundet i dag, er der ingen vej udenom, for de fatter en hat af vores modersmål. Skoleengelsk derimod går rent igennem. I mit barndomshjem, så vi meget svensk tv. Jeg går derfor ud fra, at hvis du er opvokset nord for den tyske grænse lægger det tyske dig nærmere. Gætter bare.
En dreng genner heste ind under grene. En anden højt til vejrs, venter på…
Dampen omkring køerne i morgendisen, med dugens dråber glimtende i alle edderkoppespindene. Intet at tage sig til ud over at læse, spise slik fra færgen eller hvis min far var rastløs, køre hen og se endnu et glaspusteri, med ham og min mor i ildevarslende våbenhvile. Filmens billeder fik mig helt i ro og jeg tog nu endelig fortællerens historie ind.
Jeg må indse, at det at læse og nu også lytte er blevet en jagt på titler til min sorte læselog. Det må om prioriteres, så jeg rent faktisk kan skelne den ene bog fra den anden, også flere dage efter. Min anden halvdel kan altid snakke med om den bog jeg læser nu. Det, selvom om den ofte er 5 bøger siden han sad begravet med den solbrændte næse under læsebrillen i den.
Meditation
For virkelig at sætte ovenstående reflektion på spidsen, vil jeg lige om lidt bevæge mig ud i trafikken, igen i sadlen. I ørene vil lyde “Vejen til indre ro” i en travl hverdag” af Henning Laverne. Den lader jeg lige stå lidt.
Til trods for fjolset jeg føler mig som, holdes fingeren nede på + op med ham, oplæseren. Jeg vil kunne høre ordentligt efter uden, at det synes som om det er trafikken, som styrer volumen knappen. Det skaber irritation og flytter bare fokus. Styret mærkes køligt under mine hænder, og næsten lydløst fortæller jeg min arm, at den skal oppe sig og vise af, ikke dovne den. Lårene, der brokker sig over, at jeg stiller mig op i pedalene på en lang opadgående stigning. “De” hader det, og skide irriterende begynder de, at skælve med det samme. Jeg er mine protesterende lårbaser.
Jeg er jo godt klar over, at det er meningen jeg skal lave de øvelser han foreslår mig. Men de bliver akkompagneret af en form for bjældeklang, som får mig til at tænke på munkeklip, og lortebrune kutter med et torv bundet om en trind mave (jeps Broder Tuck). Lige der beslutter jeg mig for, at det ikke bliver guidet af ham, at jeg kommer til at finde den. Roen.
Kh.
Hende
Der mere sådan, nyder lyden af, vinden der rusker i buskene foran stuevinduet, eller regn der slår mod ruden, når jeg ved, at jeg ikke skal mere ud den dag. Allerbedst virker det dog, når hr. kat igen og igen slikker nøjagtig samme sted på forpoten for så, at føre den fra bag øret ned over øjet og helt ned til den brune snude. Den der ro, naturlighed der ligger i ritualet, kan få mig helt i trance. Som er der absolut intet andet i verden lige nu, der betyder nær så meget som rene, bløde kinder.
Hm… når men først skal jeg lige finde den dybe vejrtrækning.
Har du set den?
Hvis du gør, kan du så ikke sige til den, at den skal gå lige hjem, for vi skal spise lige om snart.
Ellers skal du vide at jeg tager det, vejrtrækningen, op som emne i næste blogindlæg sammen med fokus på bækkenbundmuskulaturen, ja, så er du advaret eller forberedt alt efter hvordan du vælger at se på det. Det vil selvfølgelig blive underholdende og under bæltestedet, det er da soleklart.
1 april, sidste lydbog hørt i køkkenet og det var ingen aprilsnar. Følte faktisk en lille smule panik, corona virus havde jo lukket bibliotekerne. Det virkede uoverskueligt, at lave mad og vaske op uden historie oplæsning fra mp3 lydbog fra biblioteket på anlægget. Kun sat på pause ved brug af elkedel, emhætte og fingre fra opmærksomheds hungrende teenagere, som vil i kontakt. Tjekker sgu lige det der eReolen ud på mobilen. 2 minutter tog det, så sad jeg og bladrede i titlerne. Psst.. jeg er afhængig. I dag cyklede jeg ½ time, ønskede kun at fortsætte, ville lytte mere til Åsa Hellberg`s “Et uventet besøg”.
Jeg ved godt mine billeder ikke er særlig insta venlige, men jeg bruger heller ikke makeup😉
Han behøver ingen introduktion mere vel?
Hvorfor skulle han dø før jeg overvandt min digtefobi fra midt 80`ne? Jeg havde den urokkelige overbevisning, at digte skal dissekeres som en lørdagskylling, men der er intet spiseligt over noget du ikke forstår vel? Hr. Hassan` s digte burde være obligatoriske for alle 9 klasser landet over. Aldrig før har det været mere oplagt at diskutere hvad fanden det vil sige, at være et menneske i Danmark. Tøv ikke, gør det nu. Læs den.
Du har ikke roterende fis i kasketten
Den løbende kvinde med de markerede træk, dyret vi anskaffer i de fraflyttedes skæmmende tomrum. En lydbog kan godt indimellem gå på pause. Ret irriterende skulle jeg hilse at sige, når du endelig cykler derudaf, efter 20 oversprings handlinger i morgenmadens kølvand, med kysen på i blæsten og du må stoppe op 3 gange. Er du med toget kan du bare gå ud og ind igen, af Ereolen altså, medmindre du skal af. Er du midt 40` og ja højere op og med lidt humor i genpuljen, så vil du smile med hånden op for munden mange gange, medmindre altså at du har det helt fint med at vise dine rødvinsfarvede bisser. Husk så endelig på, at vi er en del andre fugle i luften. “Vi ses deroppe”.
Romance i mørket
Unge duller, ældre mænd du har sikkert læst dem alle men så alligevel ikke! Albinus er svinsk, forblændet og ja naiv kan ikke gøre det. Tænk 1930`ernes Berlin, lidt film og en masse snobberi. Du synes sgu, at det er pokkers synd for røvhullet.
Stille storm
Der er alt for meget jeg skal læse imellem linjerne i de smukke naturbeskrivende, sammensatte sætninger. Mine øjenlåg lukker sig ned, og gang på gang må jeg alt for hurtigt klappe bogen i og overgive mig til søvnen. Som en gammeldavs med flødebolle og syltetøj rakt frem for så, at blive slikket på af andre læber end mine ha,ha.
Et uafklaret svigt
Bogen, der understøtter caminoen`s rygte om en helende effekt på hjertesorger, har den lidt fesne titel “Under mælkevejens stjerner”. Det er åbenbart blevet ligeså normalt, at gå den distance som, at gennemfører en Iron man. Det er i hvert fald et godt beskrevet faktum, at du sjældent går alene, og kolde afvaskninger er hverdagskost. Skulle du føle dig heldig over, at finde en køje vil den kun vare kort. Du vil nemlig højst sandsynligt fortryde de høreværn du lod blive hjemme fordi, at horden du deler rum med lyder som en mellemting imellem en knurrende tiger og et profitabelt savværk. Du smiler over den åbenlyse naivitet, varm i hjertet over fællesskabet, flokken mødes i. Et værd, et hvorfor, som skal findes i “sko” der falder fra hinanden.
Kh.
Hende, der glæder sig umådeligt til besked fra Ballerup Bibliotek: klar til afhentning, den næste i rækken af Lisa Kleypas` romantiske og særdeles, sjældent godt drejet tungeslasker. En pr. dansk sommer og jeg skal ikke bede om mere.
Finde nr.: 0606
Afh. sted: Skovlunde
Afl. frist: Giv mig max 5 timer og den er ædt, bøvset af og fordøjet.
Pst… Jeg var nede lige inden lukketid og så fandt jeg den som kviklån sammen med Linda Castillo`s nyeste. Hvilken skal jeg begynde med? Ælle, bælle mig fortælle..
Pis altså også, jeg har lånt nr. 11 i serien om “Kate Burkholder”. Jeg har ikke læst nr. 10 endnu. Nysgerrig på fru Castillo? Følg fri til, at se min boganmeldelse ved navn, ” Go Kate” fra sidste sommer. Bare rolig selvom den er nr. 9 i rækken afslører jeg ikke så meget, at det gør noget…
Eleverne i folkeskolen skulle dissekere fugles mavesække ligesom de skærer tudsekroppe op i biologitimerne på high school`s i amerikanske film fra midt 80`erne?
Eller hvad med, at der lå en masse døde måger i en sæk, når 7 a kom ind i biologilokalet?
Hvad nu hvis skolerne over hele det danske land, havde fælles emneuge, som skulle hedde: Hvad vælger du at være miljøsvin eller miljøkompetent?
Eller hvad med, at lade os inspirere af den amerikanske præsident Kennedy`s variant, “spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig- spørg hvad du kan gøre for dit land (andre mennesker)”.
Hvad nu hvis hans mave var fuld af mus, tørfoder og skrald?
Hvad nu hvis det endte ud i et gigantisk webinar over nettet hvor elever og lærere sparrede med de andre skoler omkring ideer, ansvar og opsamlingsmani? Sikke nogle samtaler det kunne give omkring middagsbordene. På arbejdspladsen dagen efter, og til farfars fødselsdag den efterfølgende weekend.
Eller forestil dig, at vi alle fik et stykke “land (fortov)” vi skulle holde “grønt” og skraldefrit? Så, så man lige Marius på 15 år blive skide sur på 49 årig kvinde, der ikke samler sin Granddanois efterladenskaber op.
Hvad nu hvis der på et skilt udenfor hospitalets personaleindgang stod:
Fantastisk, du reder liv, men gør det dig berettiget til, at tvære dit 7 cigaretskod ned i flisen idag? Købt aflad gør det ikke?
Hvorfor er der ikke beholdere til stadig lune skod hvor der er vente/pausetid?
På hegnet ved byggepladsen:
Respekt, du kan få et helt lejlighedskompleks op at stå. Så kan du også ramme med dit skod og cigaretpakke i skraldespanden på hegnet (stor pegefinger viser vej). Husk! dit sølvpapir fra den hjemmebragte.
Fastfood kæder`s vægge burde være klistret til med “smid emballagen i en skraldespand ikke i grøften”. Ringede man sin bestilling ind skulle det første man hørte være en rolig stemme, der gjorde opmærksom på det samme.
På 9 og 10 klasse`s gange skulle stå 1:1 store papfigurer lavet i billedkunst af 3 b forstillende foroverbøjede mennesker med den ene fod i en hundelort, en hånd om papiret fra en big mac og den anden hånd på lænden med en “av min ryg” grimasse i ansigtet.
På gymnasierne, startbilledet på de enkelte klasseværelsers SMART Board:
Ville du bryde dig om, at din mor samlede andres brugte engangshandsker og snot klude op UDEN handsker her i coronatiden, når hun gik tur? Med dig?
På hegnet ved den integrerede institutions parkerings plads:
Dit barn ser alt du smider, vil du fortsætte den stil?
Hende, der som en anden Grethe uden Hans følger slikpapirernes vej rundt om usynlige biler om søndagen.
Hvis Fredrik fra klassen samler skrald op på vejen hjem mens min dreng går ved siden af, er han sikkert sej, mens hvis jeg gør det, jamen det gør jeg ikke mere punktum, for så går vi ikke SAMMEN. Nåh, men jeg handler jo heller ikke mere sammen med min mor 76 år i BRUGSEN, for jeg skal fandme ikke nyde noget af, at blive kaldt Trunte ved frysedisken hvor alle kan se mig reagere: stivner, 9 år igen, nu plus 40 år. Er der nogle fra mit arbejde i nærheden, mit blik scanner frygtsomt butikken.
Det der er allermest irriterende ved at samle skrald er, at jeg stadig føler jeg skal bære andres skam over ja jeg ved ikke… Men jeg fornemmer tydeligt at samtaler kan forstumme, blikke vige og hø, hø lyde hurtigt bryde ud, når jeg nærmer mig, at jeg samler skrald. Jeg mener, jeg lytter sgu da til hvad andre går rundt og laver!
Hvor ville det for øvrigt være dejligt, at man kunne se ud og frem, nikke tilfreds færdigt arbejde, den rute “grøn” og så kunne gå videre med næste. Men sådan er det ikke vel!
Hvad er det der går og går men igen vegne kommer?
Ja, det oprindelige svar er jo uret, men som skraldopsamler føles det “damn close”. Jeg gør det da bare igen! Jeg begynder snart, at træne at gå baglæns, hvilket da må være ekstremt demens forebyggende. På den måde kan jeg gå et langt stykke ad gangen og nyde det grønne jeg har blotlagt for skrald lige så længe det varer, til jeg vender mig om igen.
Ja, altså jeg skulle jo skrive på bogen med den foreløbige arbejdstitel, “Som hun ser det”.
Men så er der alle de, der forbandede oversprings handlinger, som om hjernen er på overarbejde hele tiden og ønsker en pause så meget, så den sniger dem ind alle vegne, på alle mulige – og umulige tidspunkter. Må seriøst øve mig i, at putte det jeg bør gøre ned i den mentale overspringshandlingskasse.
1. Det kunne være grundlovsdag kl. er 6:59, trods gode ørepropper som jeg forøvrigt burde få gratis, mit behov og reklame af dem taget i betragtning, vækkes jeg af naboens pige på ca. 11 år hendes opkald til kaninen “Ninus” skær igennem luft, hæk, buskads og væg uden problemer. Hun kunne blive en god folkeskolelærer med den stemmevolumen, jeg er sikker på, at hvis den kanin kunne dække sine lange, lodne ører med poterne ville den gøre det. Jeg forsøger mig med lidt b. b. t. (bækkenbundstræning), det der kan forhindre at du ikke LÆKKER på din løbetur 3 timer senere). Jeg kniber øjnene i, vil virkelig gerne sove lidt længere men ved godt, at min blære ikke kan ignoreres. Da jeg nemlig en form for bevidst … tog beslutningen i nat ikke, at vælte mig ud af sengen for, at tisse på nu nyt toilet, der rent faktisk ikke kræver alle muskler i underkroppen i beredskab for, at forhindre at understellet tipper til den ene side. Nåh. men jeg kunne jo også skrive på den der tekst…
Ny bog, endnu ubrugt snot papir og etui ovenpå krus, som gør det umuligt for kat at stikke brun snude ned. Jeg er ikke en deler.
2 Men først skal jeg lige læse min bog færdig i sofaen (hvor er varmetæppet?) hvor jeg mangler 10 sider! “Homer og Langley“, handler om 2 drenge, der bliver mænd, som bor som eremitter, selvom den er skrevet med lune er den sgu lidt trøstesløs.
3. Skide koldt er der, jeg har lukket alle vinduer op for, at lukke fugten fra vasketøjet ud. Den emmer i hele huset, jeg kan ikke lide lugten, rejser mig igen efter 5 sider og lukker katten ud. Han ser fornærmet på mig da han opdager, at det har regnet, og det selvom jeg har forklaret ham mange gange, at jeg ikke er meteorlog og hvis jeg så var, kan jeg altså kun bestemme hvornår han inkassere sandwichskinke ikke, at Nissernes dal altid er en solskins plet uden blæst. Du ved badminton vejr!
4. Nåh men nu kan jeg skrive, Hanne`s låg bliver åbnet ja, min bærbar har et navn hvad så! Er du måske ikke meget sammen med din? Jeg taster bogstavkombinationen youtube. Jeg ved det godt, jeg må ikke, for så sidder jeg lige pludselig og hører et foredrag af Mel Robbins om “the reason you procrastinate”. Kl. er nu 8:00. Og nej det har intet at gøre med sex, (jeg slog det op). Den midlertidigt, hjemvendte Goldie Locks, er snart igang med eksamensprojekt i ungpige værelset, så sex må vente til i morgen, okay. Nåh.. men jeg vil spare dig for google translate indtastning og indrømme, at det oversat til dansk betyder, “grunden til at du laver overspringshandlinger!”
5. Herhjemme har vi i weekenden en lille venlighed dejlig mand og mig imellem, han sover til ca. kl. 9 og jeg går skidesulten rundt sammen med Oluf og har egentlig også noglegange lyst til, at springe ud af stuevinduet…
6. Taster mig videre ind i junglen. Ej hende Marie Forleo hvem er hun, det må jeg lige tjekke kl. er 8:30. Ov spændende, en selfmade woman dem er jeg altid forfalden til at finde, som kunne jeg suge deres drive ud af dem igennem min skærm fra en 4 år gammel udsendelse fra SuperSoul sessions med Oprah Winfrey. Altså jeg mener, jeg har jo ikke engang styr på vejret endnu.
7. Nu skriver jeg, min mave har accepteret udsættelsen af mad og nu skriver jeg, ja altså ikke på bogen for jeg skal jo lige se om der er nogen fra i går, der har svaret på nogle mails jeg sendte for 12 timer siden! Hm nej. Eller jo men det var ikke en der krævede et svar, går lige på facebook. Gør det ikke please! Nåh, der mangler Malene fra forlaget en anmeldelse, den har jeg da skrevet, har jeg ikke? Herinde under boganmeldelser, jo der var den… fundet. Men det var en af dem, der aldrig kom længere. Jeg var på det tidspunkt alt for genert til, at lægge den på facebook og instagram? Glem det, det var jo for piger og barnlige sjæle født, ja hvornår er du født? Bare rolig, har listet mig på så ubemærket jeg har kunnet. Sender lige mit link til blog indlægget til Ma… Shit den er 8:55.
8. Havregrød, der har stivnet fordi dejlig mand har spist ret meget inden han skulle i seng, så han har ikke utålmodig, vridende orm i tarmene og har derfor forbandet god tid til at hælde op.
9. Så kan jeg skrive. Ahhh.. hele min mave er som en stor indvendig varmepude tændt på 2 (3 er max) og med det kan man hverken løbe, cykle op ad bakke eller lave bækkenrotationer, eller jo det kan du da godt men du ved ligeså godt som mig, at mad der har været nede og vende ikke er et hyggeligt gensyn. Skriver lige mailen til Ma.. færdig og så kan jeg skrive!
10. Må lige hænge næsten tørt tøj ud til lidt blæst og 30 % chance for regn, men det er i København!
11. Rede sengene og ryste gårddagens bluse fri af hud partikler, der minder om forstørret støv. Hm.. pænt.
12. Så kan jeg skrive. Nåh .. nej for der var nogle linjer jeg var blevet udfordret til, at skrive for Signe bibliotekaren. Hvordan fanden skal jeg få den store cykelhjelm med på billedet? Det miniature billede af bogen på mobilen, det kommer godt nok til at kræve en lup. Gad vide om det er dette hun ville have, hm..
13. Så kan jeg skrive, ja det gør jeg så rigtignok men det er jo her! Nu er kl. 11:30 og jeg skal lige træne lidt latinmix til når jeg får lov at undervise igen. Tror jeg sætter det sammen med armtræning, kan simpelthen ikke holder ud, at de bare svinger og svinger og svinger. Ses. Nåh vi var så storKøbenhavn! Dejlig mand holder sin hånd op, allerede halvvejs inde med tørrestativet, da jeg lander i bryggerset med hvinende løbesko.
Ved du hvad, der er skidehamrende spild af tid? Det er, når man har brugt timevis på at lave linsedeller med kyllinge bouillion i! Og de så ikke smager af noget plus er dejagtige indeni. Ikke en skid insta vel? Når ens 17 årige dreng piller i indmaden med en gaffel og dejlig mand og midlertidig hjemmeboende, fraflyttet Goldie Locks høftligt spiser nogle af gespensterne og man selv har lyst til at gå direkte tilbage til start, men ender med at varme dem hårdt op på panden i dag til frokost. Hjalp det, spørger du måske? Ikke det der ligner, de minder stadig om muldvarpe afføring, eller andet fra den str. dyr.
Træning
14. Nåh men så efter de 4 x à 8 pr. variant:
1. Se det for dig: du stiller dig an og leger stærk mand i cirkus. De muskler på overarmens forside som vi kvinder godt kan få til, at synes af noget, okay så meget tæt på da. Kan anbefales at lave på en sofas armlæn (mens man ser tv) hvis altså der er plads og den ikke vipper, da den gammeldags armstrækning på gulvet er ja ikke for mine skulderled og den stående op ad væggen kunne udføres 100 gange.
Variant 2. er for føromtalt svingende mormor, salt og pebermusklen eller har du set når dronning Margrethe d. 2 vinker? Overarmens bagside kan minde mere om en hudflap end egentlig en muskel.
3. variant; squats med hop, test af før nævnte b.b. den holdt… (for når jeg puster er det altså sved). så er det nr.
4. Lounges, de er sikkert ikke dybe nok, men kan ikke finde mine knæbeskytter (håber jeg har smidt dem ud og ikke givet dem til genbrug ellers undskyld ik!)
15. Så kan jeg skrive, panden på komfuret efter muldvarpe “skud” er vasket af og nu.. Men så skal jeg jo også lige nå, at lave en salat til aftensmaden inden dejlig mand er færdig med plæneklipningen. Klokken har nemlig passeret 14 og jeg ved, at hans maveur nu ringer så faretruende højt, at man skal sørge for, at være færdig i køkkenregionerne og helst helt ude af dem. Nogle ville fristes til at kalde det indebrændt, kort for hovedet, “mad cow”, lavt blodsukker, men ikke jeg forstås!
16. 14:30, så kan jeg jo lige nå en gåtur (på en time) med den hjemvendte, blive uvenner og fine, enige venner igen og så lyder det kl. 16, ca. 2 gader fra Nissernes dal,
Jeg kunne virkelig godt spise en smoothie lige nu… med jordbær.
Den midlertidigt hvemvendte
17. 16:15, min nye bedste ven, den nyligt indkøbte blender, vitamix fyldes og jeg putter NÆSTEN ikke nogle grønsager videre i, bliver dog afsløret af mintgrøn farve… Hvor kan man købe lyserød spinat?
Ifør dig høreværn, luk vinduet og indstil dig på, at 1 lyder som en opvaskemaskines hyggelige gurglen og 9, at du prøver at kickstarte en rumfærge i din baghave.
Ovenstående må være den oprindelige kasserede tekst til salg af vitamix explorian E310
18. Jeg skyller låget og proppen af til sidst og sætter mig for, at nedsvælge min tredjedel velvidende, at det vil tage mig langt kortere tid end det tog at pille, fylde, skubbe, skære, åbne, lukke og hælde, for så at skrabe det hele ud i 3 glas. Klokken er blevet 16:35.
19. Sætter mig ved spisebordet godt stavlet op på puder, åbner “Hanne” men kan ikke høre mig selv tænke for dejlig mands støvsugning af stuen, jeg befinder mig i. Da han rækker op mod lampen over mig, opgiver jeg og går ud i køkkenet, kan lige så godt gå i gang med, at skylle, skrubbe og skære kartofler i både, hm er han færdig, står stille i forklædet og lytter, hm… nej ikke helt må ikke forstyrre, geniet arbejder! Tænder for min historie fra eReolen igen. Er blevet afhængig men det er lidt akavet, når børnene kommer og vil sige noget til mig og hovedpersonerne har sex og jeg har skruet op på max fordi HAN STØVSUGER og stopper brat. Shit, løfter kartoffelposen, lettet, “der var du”. Må presse med våd finger op til flere gange på den lille pause knap på skærmen nu mere febrilsk. Den ligesom rutsjer. Altså pauseknappen.
20. 17:00 så er det nu, under en time til hamburgerryggen skal over… Åh for helvede Oluf, et stks. kat er meget sulten og ser ingen grund til, at ovennævnte skal i en gryde først!
Oluf, du må vente ligesom vi andre…
Pisse irriterende narcissistisk kat.
Som må være noget nær det bedste køb, jeg i mit liv har gjort.
Tak Tine. Han er noget nær perfektion og nu har han lært, at udenfor kan bruges som toilet, enten det eller han er fuld af lo… Ingen kan ikke forestille sig hvor højt oppe mine arme i fantasien er, de vil bare ikke ned. Håber han skider hos begge naboer, de skylder mig for 10 års hække klipning, + morgenvækning fra høner der åbenbart synes, at de mestre noget uovertruffent ved at lægge et æg.
21. Ja, vi skal jo spise, klokken er 19 nul dut. Blev nød til at skylle hamburgerryg fraskæring i koldt vand, da Olafsen ellers ville havde fået forbrændinger i sin rillede gane. Efter at havde hugget det i sig, så han på mig med det der blik, “det var du fandeme lang tid om moster”, og skred ud (i sit eget tempo, tænk snegl, bare langsommere).
22. Opvask, det burde for bydes, ikke ved lov, men jeg burde i det mindste filme hver gang jeg gør det (som bevis på tiden der går med det), så teenager forstår, at når han stikker til min mad, skal han være fuck… taknemmelig for, at have en mor der ikke bare køber færdig retter som min mor gjorde. Nu er hun da kommet videre, selvom hun da ikke dengang kunne finde på, at koge kartofler sammen med rødbeder! Vi er enige om, at det er pænt mærkeligt ik? Jeg mener, så kan jeg bedre forstå, og være åben over for, at man vælger ikke, at spise kød, svin fordi de ikke bliver behandlet værdigt, stemplet uhygiejniske af mænd fra mange århundrede før kristus, og pt sikkert er fulde af antibiotika. Jeg vil jo heller ikke spise min mors mad, for jeg ved … ting … og ..sager.
23. kl. 20:30 bliver altså nød til, at forkæle mig selv og holde min 22 årige midlertidigt væk fra partnerskab hjemme i ørnereden i hånden, mens vi ser “familien fra bryggen”. Af hjertet tak, I har lært mig noget om tolerance og stukket min fordomsfuldhed angående tatoveringer helt op i næseborene på mig. Jeg mener, jeg tvang hende jo nærmest mens hun stadig var rødblisset efter tårer (efter ordsvineri med Lyngbyborger) til, at hjælpe mig med nogle problemer jeg havde med min instagramprofil.
24. 21:15 bebrillet lillebror på 17 stikker hovedet ind i værelset, der kan synes som en finsk opvarmet sauna en solskinsmorgen, “hvor har jeg nu lagt birkesriset”. “Hvad laver I”? og så sidder jeg pludselig imellem poder og gaser mig med anden serie “The end of the fucking world”. Og ja, så skal jeg jo læse…
25. kl. er 22:15 jeg spytter tandpasta ud i vasken, Hanne ligger på den lyserrøde kasse, stikket er i, hun er vel frisk på lidt overspringshed igen i morgen, tænker jeg.
Endnu en bog fra min egen bogreol fra et bogbytte på Herlev bib, en kold vinterdag. Jeg glæder mig til hver gang jeg kan forsvinde ind i dens stemningsfulde og velskrevne univers og nyde fru. Holeman`s lige på og rå tone, hun har brugt om datidens trængsel. Sorgerne, der kommer af overklassens selv på førte forskellige udlægninger af frihedsberøvelse. Hver gang en nøgle drejes i den sociale klasses tandhjul og hovedpersonen løber ud af en fristende dør, ender hun med, at befinde sig bag lås og slå i et andet gyldent bur.
Linny, resultatet af en svagelig, fattig, hårdtarbejdende mor, der lærer hende manerer, som har til mening på sigt, at kunne bringe hende højere op i hierarkiet. Da moren dør har hendes stedfar frit spil til, at tjene penge på hendes spæde 11-årige krop, året er 1823.
Hende Linda H. lægger ikke noget under, det er svesken på disken.
Jeg havde tænkt mig, at du skulle være død, men det er meget mere tiltalende med en der er så varm og føjelig.
En skæbnesvanger kunde
Du kan føle Liverpol`s kulde ikke kun fra tågen, de alt for små og uopvarmede rum men også fra de fleste af de mennesker, primært mænd som kvinder Linny møder på sin vej. En noget uforudsigelig kunde ændre på hendes fastlåste situation og endelig fri af stedfaren bliver hun nød til at indse, at hendes muligheder er få. Hun har dog “lært” et fag. Hun sparer op, narret og en gentleman løfter hende op og med ham som formynder, får hun en overbygning på sin “grunduddannelse”. Hun bliver skolet i overklassens etikette. Hun får en ven, faktisk får hun 2.
Skuespil
Nu betragtet som andet end en simpel hore får hun en invitation, en fantastisk en af slagsen.
I Indien er det den allestedsnærværende klæbrige varme der hersker, blæsten der sander øjne, ører og især hjerner til. Indernes snorlige op delte kastesystem der minder ikke så lidt om englændernes, sidst nævntes giver sig udslag i et febrilsk forsøg på, at opretholde et England langt, langt væk fra moder landet. Deres snobede, nedladende attitude overfor inderne, deres pinlige tro på deres egen overlegenhed. Indernes underkastelse tilsyneladende tomme nikkedukker, mens de lader som om at de ikke taler engelsk og gør grin med englænderne bag deres ryg. Englænderne ser sig selv som frelsere! De har i hvert fald en mening om, at de skal “hjælpe” inderne, da der overalt i de store, flotte palæer hersker den klare overbevisning, at de ikke kan selv, hvilket i deres øjne gør det fuldt legalt at umyndiggøre dem. Størstedelen af den indfødte befolkning er som omvandrende, usynlige, tjenende ånder der i hjørnerne tyst afventer, at sørge for at klæde af og på, holde “ventilationen” i gang via rugbrødsmotor og lave mad fra et land vis skikke de ikke kender og som slet ikke passer til det varme klima.
De kan være med ombord, i vanære, hvis de ikke svare fornuftigt.
Mr. Ingram
Linny lander via omveje og tilfældigheder i dette farverige land og fordi hun oprindeligt kommer fra kår svarene til de fleste inderes ser hun kontrasterne mere klarsynet. Desværre bliver hun grundet visse omstændigheder selv hurtigt nød til, at underkaste sig skuespillet og et nyt sæt strenge regler.
Fra varme til kulde
En rejse op i bjergene væk fra den kvælende hede, håber hun på bliver et tiltrængt pusterum, måske en chance for at opleve det autentiske Indien. Noget hun ellers kun har måtte skimte i smug ud igennem let, adskilte gardiner i menneske trukket transportmidler. Hendes nysgerrig og rastløshed trives dårligt tvunget ind bag stivere og lag på lag.
Du må ikke forvente romantik og happy ending, realisme knap og nap, retfærdighed noget der ligner. Jeg tror, at jeg lægger den på hylden i reolen til låneres aflagte, der kan du finde den i Skovlunde i næste uge med en lille hilsen i. Den venter på dig.
Jeg kan ikke lade være med, at drage parallel til manges mening om, at når man entre vores land i håb om ny adresse, så skal man partout indrette sig efter samtlige af vores regler. Der må være mindre 4-kantet variant, en hvor en større higen efter at lære noget nyt ikke kun gælder, når man gæster et andet land i sin sommerferie. Hvor jeg i øvrigt holder mine afgrænsninger, til lokal befolkningen, og måske hvis mulighed byder sig gør grin med deres skikke, selvfølgelig sikker hjemvendt til vores lille, bitte Danmark. Omvendt må tilflyttere heller ikke dyrke deres hjemlands ritualer og traditioner til det ekstreme. Hvad er overhovedet pointen i, at flytte eller tage på ferie hvis man ikke er nysgerrig på hvad det sted man kommer til kan byde på? Hvor mange gange har jeg ikke med morgenhår og hævet øjneomgivelser mumlet frustreret over de “hårdkogte” æg i morgenmadsbuffetens kurv med klæde i på hotellet, eller hvad med svenskernes “våde” røræg! Jeg mener, de må sgu nok også lede langt efter deres ynglings knækbrød, eller Kalles Kaviar rundt omkring.
Hvis man var så heldig, at få lov til at være i vores land på ubestemt tid skulle man fra dag et bombarderes med dansk og eller engelsk undervisning så vi kunne mødes på midten. Ligesom hvis jeg bestemte mig for, at bosætte mig i et andet land så måtte jeg også lære sproget, for hvor har det været hæmmende ikke at kunne kommunikere. Det har bremset og besværliggjort samtaler jeg har forsøgt, at have til tyrkiske, indiske m.f. forældre i mine børns institutioner henover årene eller når jeg møder dem på arbejdspladser før og efter undervisning, (og nej jeg begyndte ikke at “råbe”). Jeg kan nemlig inden for 2 sekunder aflæse om andre forstår hvad jeg siger ligesom med de ældre, når de igen, igen har “glemt” høreapparaterne derhjemme.
For måske 16 år siden var jeg lige kommet fra barsel og da jeg er selvstændig måtte jeg starte forfra med, at bygge en arbejdsuge op. Da jeg ikke kunne fremvise et fuldt skema blev jeg tvunget i aktivering, latterlig ikke givende aktivering hvor det synes som om, at selv min underviser var i aktivering! Jeg følte mig malplaceret og kedede mig.
På mit hold i de uger/måneder det varede startede også en ung pige, som bar tørklæde måske 10 år yngre end mig, der på det tidspunkt var i starten af 30`erne. Hun var den eneste der var åben… så jeg kan oprigtig talt ikke huske de andre. Vi faldt i snak og selv om vi begge var generte var der ingen tvivl om, at var hun der søgte jeg med det samme hende og det virkede også til, at være tilfældet den anden vej rundt. En dag da vi fulgtes ad på toilettet inden vi skulle spise frokost, spurgte hun “om jeg ville se hendes hår?”. Jeg forstod med det samme, at dette var en ære, en tillidserklæring af de helt store, en indbydelse ind i hendes verden. Jeg var faktisk, nu jeg tænker over det, meget mere nærig med hvad jeg selv var for en. Hun tog tørklædet af og hendes hår vældede ud og ned ad hendes unge skuldre, tykt, stort og sort. “Det er virkelig smukt”, sagde jeg og hendes øjne strålede af noget, der ikke kunne være andet end stolhed. Så inviterede hun mig hjem til aftensmad i hendes og hendes mands hjem. Sådan, bare sådan.
Ja, jeg kom, spiste krydret kyllingeret med knoglesplinter i og smagte en hvinende sød, blævrende dessert, der overbeviste mig om, at roser kan man ikke spise.
Inviterede jeg hende hjem, da kurset sluttede?
Så jeg hende nogensinde igen?
Hvorfor gjorde jeg ikke det? For jeg kan jo huske det, huske hende hvorimod jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad helvede det kursus gik ud på. Hvad kunne vi ikke havde startet, hvis jeg havde været mere modig, ladet det overvinde min egen magelighed. Hvis vi havde grinet over vores tydelige sprog/levevis barriere, jeg kunne jo for helvede havde lært hende noget, som hun mig, men jeg forpassede chancen. Det er ikke den eneste gang jeg er blevet inviteret indenfor på grund af mit smil og væsen. Måske jeg næste gang skulle tage fingeren ud af bekvemlighedshullet, for det er altså ikke indbydelser, der hænger som forladte sutter på grenene. Hvad siger du? At jeg kunne invitere, nej det tror jeg ikke, for jeg gider i forvejen ikke parmiddage, hvor den søde mand svinger ud med armen, nede i det nye kælderrum og med stolthed i stemmen siger, “ja nu har vi så 4 kælderrum” (til lort). Jeg får øjeblikkelig lyst til at rydde op. Men snakke med anderledes mad i munden, jo måske. Så, så man lige mig henvende mig til tørklæde med smilehuller, pege over mod en buffet, der bugner af mad hvis ingrediens sammensætning i smag minder om det Arabian Night madkursus hos Timm Vadimirs køkken, jeg var på i 2018, “hej må jeg spørge dig om noget?”
Knus
Fra, “hold kæft hvor er det svært, at leve op til den man gerne så sig selv være i så rigelige og ubesværet mængder”, kvinden.
Tak til HarperCollins (Melina) for chancen for, at anmelde denne bog.
Noget der stadig virkelig kan lamme mig er, at føle mig dum. Helt tilbage i 1984 , 13 år gammel løb tårerne igen ned på det småternede papir i huset på Nedern vej og gjorde hurtigt det jeg havde skrevet, (hvis jeg havde skrevet noget) ulæseligt. Fra min far som løste det på sin “egen” måde, du kender det sikkert, fik jeg rynket bryn, og utålmodige grynt. Fra veninden, der fik vores matematiklærers øjne til, at lyse i bar begejstring, kom det frisk og helt sikkert velmenende, “du skal bare… “. Men når jeg kiggede ned på opgaven kunne det lige så godt havde været ægyptiske hieroglyffer, også følte jeg mig hurtigt endnu mere dum. Så jeg holdt op med spørge. Man kan kun klare, at føle sig så dum.
LærringsNøgle nr. 1
Med min erfaring med bl. a. problemregning i baghovedet lukkede jeg mig inde bag et indre fordomsfyldt, skyhøjt stakit, som jeg ikke havde en jordisk chance for at forcere alene. Hver gang jeg stak næsen i noget der bare lignede en fagbog begyndte jeg, at slå mig selv oveni hovedet med den der klassiker, “jamen så kan det også være ligemeget, så prøver jeg slet ikke”. Det var trygt og sikkert, det vidste jeg hvad gik ud på”.
Jeg drog den konklusion, at fordi det var svært (når jeg ikke lærte det på nul, komma, fem), så kunne jeg ikke lære det. Punktum. Jeg gav op, lod det sejle.
Vidste du, at ligesom når min dreng ser en edderkop som han frygter (dog skal de nu være af en hvis størrelse) aktiveres et frygtcenter i hjernen, samme center, som stadig giver mig heftige svedture i NETTO, når jeg skal regne noget sammen, bare lidt plus du ved rundet op. Det var en sær lettelse at læse, at Jo Boaler mener vi er mange der reagere sådan, når vi bliver konfronteret med matematik. Det vækker simpelthen dårlige minder.
Mange af de interviewede er ex- matematik angste. Nu er de undervisere i “edderkoppernes verden”!
De 6 nøgler
Vær åben for nye måder at tænke på.
2) Dine fejl får din hjerne på ekstra arbejde, den vokser, hvis du lader den.
3) Ændre trygt dine overbevisninger.
4) Der er uendelige mange måder at lære nyt på.
5) Lær noget nyt og tag dig din tid imens.
6) Samarbejd og udveksle ideer med andre.
Det er umuligt at leve uden at fejle i et eller andet, medmindre man lever så forsigtigt, at man lige så godt kunne havde ladet være med at leve- og i det tilfælde fejler man på forhånd.
J. K. Rowling
Nøgle nr. 2
Opgaver må godt være svære også for svære. Det gør ikke noget, at vi undervejs i arbejdet på en opgave er i “hullet”, hvor vi har lyst til at opgive (os selv). Hvis det er trygt, at sparre med andre når man er i tvivl, blev vi måske mindre bange for at fejle. Det er når vi fejler, de nye stier (fulde af potentiale) skabes rent fysisk i hjernen. Hvornår turde du måske sidst snakke om dine fejl med andre?
Det ville være så dejligt hvis vi næste gang i familiens skød, pt den groft amputeret udgave, kunne tage en lille “kom med en fejl runde”. Så kunne jeg starte med min seneste skamplet min fartbøde 2 dage inden Danmark blev lukket ned. Næste! Hvis alle indførte det tror jeg, at efter bare 2 måneder ville alle have det meget mere afslappet med, at koge torsk med rødløg så det ligner en dårlig efterligning af “Bridget Jones`” forsøg på porresuppe med blå snor bundet omkring fra 2001. Vi skulle indføre, at en dag om ugen måtte der kun sendes billeder og video`er ud på nettet, som var “fulde af fejl”. På den måde kunne vi springe samtalen om vejret over, når vi mødtes. Vi er et folkefærd der oftest synes vi skal klare det hele alene, så skylder vi heller ikke nogen noget vel! Så er du der og jeg er her, det er behageligt ufarligt.
Jeg er selvstændig underviser, det kan godt blive ensomt, sparre jeg med nogen ha…ha.. nej, for tænk hvis jeg dagligt, “face to face” skulle konfronteres med det jeg godt ved. Nemlig, at jeg relativt nemt kan erstattes med få indtastninger på computeren. Så hellere finde inspiration til undervisning på nettet og støve de gammelkendte stier af i min hjerne.
Nøgle nr. 3
Vi fødes måske ikke med ens forudsætninger, men der er altså ikke en særlig matematisk hjerne i vuggegave til nogle. Dog er det stadig som om det er mere “fint” at mestre matematikken, kunne lure og lege med den, så må ens hjernekapacitet da være tæt på geni!
Nogle gange kan der stadig rundt omkring i samfundet, på uddannelserne, arbejdspladserne i familien findes en skinger underlægningsmelodi, der spiller “neii… (stemmelejet går op) skal du læse matematik, kemi, fysik” i forhold til, “nåh… skal du læse sprog, samfundsfag, historie” (stemmelejet går ned).
Mozart havde måske adgang tidligt til klaver og der var råd til fjerpen og pergamentrulle, men han blev et geni fordi han havde gehør og ikke sad de fleste aftener og gloede, sluprede andres liv i sig som tavs og passiv medpassager som mange af os elsker, når vi rigtig skal forkæle os selv foran skærmene.
Jeg er ikke spor bedre. Det tog noget tid at vedkende mig at det måske ikke er så skide smart udtænkt, at fortælle min bebrillede teenager af hankøn på 17, at nu har han jo “fået”! denne her gave, denne matematiske, flair/forståelse, så har han også guddødemig en forpligtelse til at få noget fornuftigt ud af det “ikke noget pres”.
Nøgle nr. 4
Min pige fylder jeg med, “jamen du er ligesom mig vi lærer ved at udføre”, (ikke ved udenadslæresætninger). Men i princippet så kunne hun vel sagtens blive god til matematik hvis hun bestemte sig for, at bruge tiden (masser af tid) på det. Blev undervist på en måde der ingen grænser havde og vi alle troede på hende og frem for alt viste det. Ligesom at hendes lillebror kunne blive en mere social vampyr, hvis han trådte ud af sin mørke komfortzone (nedrullede mørklægningsgardiner) og vi ikke hele tiden gjorde det ud for hans trygge vennekreds.
Frigivelse eller det gammelkendte
Vores hjernekapacitet er ikke fastlagt, den ændre sig dag for dag, det er et videnskabeligt faktum. Så for ikke at begrænse min pige, hendes lillebror og ikke mindst mig selv så skulle vi alle måske tage nogle månedlige (som et minimum) sundhedstjek på vores forskellige overbevisninger. Ja, ligefrem opdatere dem så vores adfærd evt. modstand over for, at lære noget nyt ikke bliver ved med at grunde i gamle nag og misforståelser, ingen af os kan bruge til noget. Var der ikke en eller anden der sagde “the sky is the limit”?
nøgle nr. 5
Hvis jeg kunne overføre min naturlige tilgang til min kreativitet på arbejdet til mine finansielle ind-og udkomne beløb bragt til syne via NEMID`s indkodede aldrig samme talrække, jamen så var sammenlægning af 5 forskellige arbejdsgivers ansættelsesforhold måske ikke mere ensbetydende med nær så meget; arme over kors foran brystet, løftede skuldre og lillepige ryst med gråsprængte krøller i højlydt sukkende overgivelse.
Nøgle 6
Vi er 3-4 stykker i vores hus, kommer an på om pige er på besøg og om jeg skal tælle katten med, men mange flere måder at gøre tingene på. I det er der allerede et stort læringspotentiale, hvis vi var pivåbne for de andres “måder”. “Nej, sådan skal du altså ikke hænge vasketøjet op”! Skulle måske så siges på en lidt mere pædagogisk måde…
Midt i vanskelighederne ligger mulighederne.
Albert Einstein
Det var først på et enkeltfag kursus bagefter min ringe HF eksamen, at jeg mødte en voksen som viste, at hun fandeme gerne skubbede til min fastlåste selvforståelse og fik mig helskinnet igennem en eksamen oplevelse. Så begyndte jeg at rive “stakittet” ned.
Men alligevel…
Skulle det tage FORBANDET mange år, at sætte min røv i sæddet og fastholde troen på, at selvfølgelig kunne og skulle jeg lære, at copypaste mine egne skide kørte kilometer. Det krævede for fanden ikke et geni, I modsætning til da jeg var 13 havde jeg jo faktisk en ved hånden, jeg kunne bede om hjælp. Jeg lægger stadigvæk ikke sammen i Netto. Jeg lader bare være med at købe så mange ting, der ikke er noteret på min indkøbsliste. En liste jeg virkelig ikke forstår jeg stadig skriver, det er jo præcis (næsten) det samme jeg skrev i sidste uge og har de figenstænger med pærer (endelig) skal jeg bare købe dem allesammen.
Du kan helt sikkert også få noget ud af bogen, hvis du godt kan lide matematik. Er du rent faktisk matematik lærer så synes jeg, at du skal gribe blyant og papir og tage noter. Din formidling kan enten åbne eller lukke og slukke.
Kh. fra
Mor til dreng som kun næsten græder, når han ikke har taget backup af en færdiggjort matematik opgave, han har leget med i timer.
Min anden halvdel ser hvad jeg tolker som overbærende på mig, når vi efter endt mavesæks påfyldning kl. ca. 19:30 kommer ind på mit næsten daglige skrald opsamlings selv på førte arbejde. Hvilket efterhånden ligner en besættelse, da det klør næsten ulideligt i mine fingre selv når jeg går en tur med andre. Mine øjne scanner hele tiden omgivelserne. Det er næsten ligesom dengang jeg var tvangsoverspiser i teenageårene, hvor jeg intet åbent kunne lade uspist uden, at fråde som en anden gammel Nilfisk støvsuger.
Hvorfor ikke hylde det fantastiske efterbillede noget mere istedet for de, der opstillede plast i plastposer beviser. Så har “skraldet” jo vundet.
c
Gør jeg alle en bjørnetjeneste ved, at rende rundt og være gadernes mor!
Tænksom blog skribent
Som at betale dem for det!
Jeg kan heller ikke, hvor and jeg gerne ville støtte forslag om, at der skal være pant på f. eks. skodder, for i forvejen er jeg milevidt fra at samle dem op. De, er i min verden næsten på linje med, at stikke mine fingre ned i en synligt, stadig fugtig hundelort. De tørrer er ikke så slemme, lugten er gået af dem. Hvis der kommer pant på skodder så er det jo ligesom, når jeg giver min teenager lommepenge og selv gnubber hans bordplade for krummer og uge gamle rande. Jeg vasker guddødemig også fra tid til anden hans gulv, da jeg simpelthen ikke kan holde ud, at tænke på edderkopperne inde under hans seng. I betragtning af hvor bange han er for dem i andre rum, så må han havde lavet en særlig aftale med dem. De føler sig sikkert heller ikke i nærheden af truet, da han ikke ser nødvendigheden af et rent gulv.
Nåh, men han skal ikke komme og sige om 6 år fraflyttet og 23 år, at han ikke havde set det komme, at hans kæreste skred fordi hun altid svingede moppen. Altså med mindre han støvsugede hendes bil, afleverede den på værkstedet kl. 7 om morgnen og han slikkede…. Ja den må du selv ligge og rode med! Men det kunne være isen af tallerkenen efter deres hjemmelavede is produktion.
Måske hvis jeg satte hans mobil fast med gaffatape inden under sengen på væggen, eller slukkede for routeren til det trådløse internet i stuen hver time! Det ville nemlig betyde at vampyren skulle bevæge sig ud fra sit mørke aflukke. Ved du noget om teenagere kan blive brændt af dagslyset i andre rum? For jeg troede nemlig kun det det var i film de brændte op.
Jeg kan højlydt sukke foran teenager fordi myrene, henrykt i gåsegang vandre i tydelig retning af hans skraldespand. Jeg kan vælge 1 af 2, tømme den selv eller vente på, at han gør det en gang om måneden. Hvis nu myrrene besluttede, at bosætte sig inden under hans seng så kunne de måske blive fine venner med edderkoppedrengene, som vores kat betragter som levende chips.
For fin til skrald
Jeg kan ikke lade være med, at tænke, at der er frivilligt arbejde i en genbrugsbutik, i en lokal gymnastik forening og så er der at samle skrald ved indfaldsveje. Hvis du går ind og søger på samfundstjeneste så står der, at du kan afsone den i bl. a. sportshaller, teatre og højskoler ja endda på en rideskole for pokker, men samle skrald glimrede ved sit fravær, så det er altså under en kriminels lavmål eller hvad?
Min anden halvdel kommer med sit altid skide irriterende argument, ” det kunne jo være at nogle følte (hvem?), at arbejdet blev taget fra dem. Nok snarere for dem! Jeg har kun en gang set en anden samle skrald her i den sidste måned eller faktisk er det 2, men ham den unge fyr tæller ikke med for, det var virksomheden han arbejdede for (måske studie relateret) som havde befalet, at han skulle ud med sækken. Jeg ved det, for jeg kvidrede til hans hørebøffers indelukkede univers en rum tid før, han pligtskyldigt tog dem af så han kunne få hende damen til at løbe videre!
Jeg tænker, at I stedet for at producere så meget plastik indeholdende, fuldstændig undværlig skrammel så kunne vi måske hjælpe skraldemændene lidt?
Bøgehækkens silkebløde blade
Hvorfor er det lige?
Jeg kan godt se, at når der skal slås græs på store plæner omkring domiciler med røgfarvede vinduesglas placeret som legoklodser på rad og række, så kan en mand ene og alene ikke gå bag en motorplæneklipper til almindeligt hushold, selv med en enorm opsamlings kasse påsat.
Hvad fanden er der iøvrigt med dem? Da de ikke giver lyd fra sig ender de med, at blive alt for fyldte og tunge til, at petit kvinde kan bugsere den hen til containeren nede i bunden af haven. Hvor skulle den ellers være! Jeg ender af en eller anden årsag altid med, at gøre det i regnvejr, så er det en ret klistret, uvillig masse, der kræver man graver det ud. Det er så det tætteste, jeg kommer på “grønne” fingre.
De store plæner eller rabatkanterne langs vejene bliver altså slået af enten a) mand på plænetraktor eller b) mand med vesir og synlige spændte muskler i lange, strakte arme mens han svinger kantskæreren. Sidstnævnte er et syn ikke for guder eller det ved jeg ikke noget om, men for almindelige kvinder i 40`ene, som alligevel skal sætte farten ned for at “orientere” sig.
Efter plæneklipperens kørsel, er cigaretpakker makuleret til konfetti, dåser blevet revet fra hinanden, det må jo minde om, at samle skodder op med den forskel de i det mindste ikke er skarpe. Men kan det virkelig være rigtigt, at man som virksomhed er ligeglad med når fuglene går og nipper i iturevet pap? I folie fra æske med foldeflap med billede af dødsyg far omringet af fortvivlet kone og småstore børn, altid 2, hvor er hunden henne? Hvorfor giver man ikke manden på traktoren tid til, at samle skrald op først?
Jeg ved godt det ikke er nær så sejt, at gå rundt med en tang, jeg har ikke investeret i nogen, er for nærig, måske når jeg har samlet hele dåser nok og ikke de skarpe fladmaste. Jeg er overbevidst om, at 2 timer med den og jeg vil have seneskedehindebetændelse i min underarm som dengang jeg spillede Indiana Jones under mit studie, på fri aftener fra mit rengørings job. Et job der var en udfordring efter eftermiddagens indtagelse af hele vaffelis pakker, digestive ruller, eller krydderboller med Nutella. Chokoladepigen gjorde det til en udfordring, at bøje sig ned uden, at følge tilskyndelsen til, at kaste det hele op igen. Ellers lige for med alle de toiletter og skraldespande inden for rækkevidde. Men nej, jeg var jo på arbejde. Så langt ville jeg trods alt ikke lade mig selv synke. Jeg var heldig, at jeg havde valget, jeg kunne jo styre “det”…
Jeg vil meget hellere kravle rundt halvt inde i en busk hvor mit hår sidder fast 2 steder og hvor jeg på vejen ud ser ned af mig selv og suk … finder ud af, at jeg har sgu da ikke skiftet, jeg har jo stadig de hvide jeans på!
Jeg tror på det gode i mennesker
Jeg er overbevidst om, at hvis der kunne opfindes en gadget lækker af udseende, materiale (helst ikke plastik), ergonomisk indrettet med indebygget motor svarende til mindst en 4- hjulstrækker, kopholder på siden, løbende opdateringer om kilo pr. skraldopsamlingstime, kvadratmeter tilbagelagt over minutter i frokostpausen, så ville mange flere, og ja selv de fastfood-emballage udsmidende kunne se, at det kunne være en selfie værd. En selfiestang er naturligvis standardudstyr.
Midt i det åbne rum i Nuuk indkøbscenter satte man i 2014 skraldespande op hvor Julie B. synger når låget bliver åbnet. For at få især børn og unges opmærksomhed skulle lyden af et tydeligt tak vist komme, når man puttede noget i den. Jeg er med på, at pligter er sjovere hvis de gøres til en leg men på et tidspunkt bliver det mere et trist eksempel på skjult kamera.
Det skal ikke være forbudt, at smide skodder, dåser og andet ikke forgængelige menneske opfundne, glædesobjekter fra sig andre steder end i de dertil indrettede skraldespande eller containere. Det skal ikke være som da jeg var barn i 70`erne og det var fyldt med skam og skyld som et evigt moralprædikende indre symfoniorkester. Det skal helt enkelt bare ikke være noget vi tænker som en mulighed, det skal ikke engang være en pligt. Det skal være ligeså naturligt at rydde op efter sig, som det er at spise fredags slik, trykke toiletkummens indhold ud og vaske sine hænder efterfølgende. Det skal være lige så selvfølgeligt som, at følge nogle på youtube, skrive en fødselsdags hilsen på facebook eller hjælpe sin mor med, at handle når hun er blevet kørt ned af en uforsvarlig knægt på 16 somre, mens hun gik i sine egne tanker og han havde det røde lys skinnende lige i bærret fra samtlige trafiklys.
Svedte du også nervøsitetens sved over din rolle i folkeskolens julefest 13 år gammel?
Vi skal lære vores børn (børnebørn), at ligesom de en dag skal sørge for, at holde venindens smukke lange hår, når hun kaster op i et fremmed hjem`s håndvask, så skal de selv holde eller putte deres skrald i lommen/tasken til de kan komme af med det. Indtil da må vi der kun løb på gangene ved den årlige skolefest efter sporadisk indtagelse af “væltet lokum og elastikker”, bare være et godt eksempel og tro på, at vi gør godt. Er du under 40 er retten det samme som spaghetti og kødsauce. Led dig ikke ind i den fristelse der går ud på, at kalde nogle for Svine-Mikkel de ved bare ikke bedre eller måske er de bare ikke gode til at ramme.
Min anden halvdel siger at vi ikke kan påvirke dem, men jeg der pt. har tid til at gøre noget, mener man aldrig skal sige aldrig. Hele min familie, der røg mit spædbarn ind i hovedet i min egen stue i 1997, er forlængst holdt op.
Jeg håber at påvirke dem, der ikke altid gør det, hvis samvittighed jeg forhåbentlig piller og kradser lidt i, når de ser mig samle en gammel yoghurtkarton op, der har ligget der så længe, at det der er løbet ud ad den på vejen ligner indtørret maling.
Det kan meget vel være, at mange af os nuværende skrald opsamlings afhængige om et halvt år eller om nogle måneder hvor jeg begynder, at arbejde “fuld” tid igen, ikke vil samle skrald så ofte eller måske helt holde op, men hvis vi bare har smittet og sendt stafetten videre så har det været både de sorte måner under neglene og skrald udskamningen af mig selv værd. læs: https://bogpusher.home.blog/2019/07/03/hvorfor-skammer-jeg-mig-over-at-samle-andres-skrald-op/
Jeg går ned og handler. På vejen går jeg zig, zag og 10 minutter bliver oftest det dobbelte men jeg er heldig, der er ingen forventning til, at jeg står på en corona afdeling med mundbind.
Jeg cykler for at træne og udvælger mig områder hvor jeg står af og går rundt med historie i ørene, cykelhjelmen stadig låst fast under hagen. Er du over 40 tæt på de halvtreds og over og ja op, lidt længere ja også der, så vil du nyde Mette Korsgaard`s “Festskrift for gamle krager”. Cyklen er mest i vejen og jeg slider på støttefodens vippe ned og op mekanisme. Jeg er heldig, jeg kan stå og trykke min dankortkode, mens mine varer passerer forbi på den anden side af plastikviseret, og gå hjem.
God fangst
Jeg løber mod broen, stønner allerede men så lydløst og tyst jeg kan og får hurtigt fyldt den pose jeg har med, det er ikke lang tid den ligger sammen krøllet i min lomme. Cigaretpakker og fastfood emballage er placeret på veje, som kastet ud af en bilrude i fart og havde jeg set mine store børn gøre det havde jeg nægtet, at betale deres mobil abonnement fra nu af og til de flyttede hjemmefra. Jeg er heldig, jeg kan danse og øve nye koreografi`er til latinmix holdet på mit stuegulv som jeg forhåbentlig får lov til, at fortsætte med til september. Jeg undlader at trække i snoren til persiennerne og lader naboen være tilskuer hvis han/hun vil. Dans i ly af mørket er ikke mere mig, nej jeg vil nyde at se min genbrugskat kat ude i havens grønne græs stole blindt på, at han da har hvad der skal til for, at fange en fugl i græsset.
Lykken er mere tid
Lisser
Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke går herhjemme helt mutters alene og tøffer rundt, men har min dreng på 17 og vores langbenede kat som må finde sig i, at være genstand for så mange grin, at han nogle gange vender ryggen til fordi hans stolthed er blevet såret. Han giver mig tilbage, når jeg for en gangs skyld står op og går ud og tisser kl. 3 om natten og jeg så kan lugte 3 værelser væk, at han har lavet en gave… til mig i bakken. Jeg rager rundt, min koordinering er på vågeblus og det er også kun lige, at jeg får den smidt i den rigtige container. Så ligger man ellers der med vidt opspærret øjne og der er en lille stemme nede fra ens mave der på hvalsprog siger, “JEG ER SULTEN”.
Lykken er når mad kun skal varmes
Lisser
Fordi mandens arbejdsplads ikke kan refundere deres bestilte mad til 20, de er kun 15, og ingen andre vil have det med hjem og han går fra Husum til Skovlunde med meget, meget lange arme.
Jeg er sæsonarbejder. For mig betyder det sønderslidende, arbejdsomme, lange vintre, og opladning i rolige somre. Som sidste sommer besluttede jeg mig for, at begynde at samle skrald igen her i marts. Nu bare tilsat en kæmpe taknemmelighed over, at det tilsyneladende ser ud til, at jeg får størstedelen af min løn trods ingen undervisning her i corona nedlukningen. Jeg havde lyst til at give tilbage, jeg får alligevel rigelig tid til, at skrive alt det jeg orker. Men også fordi jeg vil se grønt når jeg er ude. På den måned jeg har gjort det, er det lykkedes mig, at forstuve min fod fordi jeg lige troede, at jeg på vej ned ad skrænt og ud af et tornet buskads var i familie med en gazelle, ja for de går da baglæns ikke? En uge efter forstrakte jeg en muskel i min ene balde, jeg har ikke nogen tang så jeg skal bøje mig enten i ryggen eller i knæene mange gange. Jeg bilder mig ind det er god træning. Jeg har endnu til gode, at træde i en stor hundelort, vælger derfor sko uden riller… men har allerede myggestik og har kælet lidt med en brændenælde.
Lykken er at glæde sig til at Mette F. og de andre (stor respekt) lukker os (rosset) ud.
Lisser
Jeg vil som naboens forbandede høne gokke højt af glæde og kysse alle jeg kender på deres kinder i fuld offentlighed. Måske kysser jeg dig også.
Når jeg står med bagdelen i vejret i stramme løbebukser så dagdrømmer jeg, at andre måske tænker, “orv”! “Måske får jeg også en flot R.. af at samle skrald”. Man får også den vildeste følelse bagefter, når man har stået og hoppet op til flere gange med begge fødder på tyndslidt, medbragt ex rodfrugt pose for, at få den presset, møvet, skubbet ind/ned i nærmeste skraldespands alt for lille åbning. Ens samvittighed giver midlertidige gazelleben, ja, altså kun op ad bakken for så bliver jeg nødt til, at koncentrere mig helt vildt om, at spænde min bækkenbundsmuskulatur når jeg skal ned igen. Ja, jeg bliver faktisk nød til, at knibe min mund lidt sammen, ikke til hønserøv bare sådan lige til husbehov, ind til jeg når fortorvet overfor mit hus. Der er der nemlig også en skraldespand til skraldet jeg har i hænderne, (udgået for poser). Den får mig til, at føle mig nær ligesindede for den lugter ligesom kolde nætter i bare tæer med Olauf`s føromtalte fødebolle svøbt i pose, i hånden, parat til aflevering. Ser henimod containeren og sender en tanke til skraldemændende og er lige ved og næsten, at sætte en seddel fast med tape, med ordene ,”undskyld men det var mig der gav min kat det der menneskeføde i forgårs, nu også med løg”…
Pas på jer derude og husk når vi alle får frit spillerum igen efter denne corona indespærring at nyde hver en mundfuld, kys og knus. Værn om det der er over, under og omkring dig thi det er livet for naturens skabninger og os til at kigge på, lytte til og ja er du måske ikke kommet af jord og skal du måske ikke blive det igen. Gider du måske dele urne med 5 tomme stimorol pakker og 20 skodder? Kan man genopstå af det?
lisserfix 