Begge havnet i min postkasse med bud fra forfatterskabet.
Ansigtsyoga
Før var det mine dunkle “hyggeposer” under øjnene, som var det første mine øjne fokuserede på ved granskning i spejlet. Om vinteren er forskel på bleg og gråmeleret ekstra tydelig jei… jubiii. Nu efter udendørs undervisning er det linjen fra min næse til min mund især i den ene side. Troede jeg virkelig på, at skæve grimasser ved aften tide ville have en indflydelse på fugerne?
Tror jeg det nu?
En ting er sikkert, bogen er nem at læse og forstå, men se det for dig! Du har læsebrillen på næsen, for at læse… Samtidig sidder du og trykker dig nogle forskellige steder langs næsen, under brillen. Det siger sig selv, at det er lidt besværligt, at se op mod loftet også. Så bogen ville helt klart være oplagt som lydbog.
Måske er der ikke blevet læst nok højt for mig, måske er jeg en doven læser eller måske er det bare belejligt, når man gerne vil være fri fra det tumult ens egne tanker kan have gang i uden særlig megen tilskyndelse.
Jeg har ikke trænet flere måneder endnu, og de linjer har jeg jo ligesom været noget, der sikkert kan fejres med et 10 års jubilæum om at kreere. Al den møven mig rundt ned i hovedpuden, i kampen mod, ikke mørkets kræfter, men søvnmonstret for bare nogle timers søvn uden kasten mig rundt, tankemylder og opvågninger af så små lyde som anden halvdels prutter i halvmørket bag mørklægningsgardinet. Så jeg tænker, at det er lige lovlig optimistisk og forvente så hurtigt resultat. Kan jeg i virkeligheden ikke kun håbe på status quo? Alder og alders tegn kan ingen holde stangen og hvorfor er det vi altid prøver? Det jo ligesom, at råbe efter månen i forventningen om, at kunne nå det lysende skær.
Nu er jeg så ikke altid helt sikker på, at jeg rammer rigtigt på de forskellige anviste punkter rundt omkring, men nogen af dem er virkelig ømme og det føles både sjovt og rart at trykke sig rundt. Skulle nok egentlig stille mig foran spejlet for selv, at nyde godt af underholdningsværdien. Nu er jeg en, der tror på, at ting nytter og der er da heller ingen tvivl om, at når jeg har været igennem et program så kan jeg mærke varmen er øget i ansigtet hvilket er bevisførelsen på, at blod til-og fra “kørslen” de forskellige steder imellem er øget. Jeg har gjort noget godt for mig selv, det kunne jo bare være det Ik? Jeg googlede og en læge kom frem. Han var af den overbevisning, at mine linjer ikke kunne påvirkes af træning med ansigtsmusklerne, for de skyldes, at fedtpuden der sad skråt ud og lidt oppe fra mine linjer, voksede ned af 😣. Men hvad ved han om det! Han sagde dog en ting jeg kunne lide. Han anbefalede af samme årsag ingen indsprøjtninger der. Godt at vide, selvom de godt kan holde de kanyler langt væk fra mig. Ved helt ærligt ikke hvad jeg vil byde dem, som en dag siger jeg skal under kniven? De skal i hvert fald have deres argumenter underbygget med allerhelvedes mangeårig grundig forskning.
Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at træner du kroppen (nede under halsen) har det en vanedannende effekt for over all velvære, så hvorfor skulle det ikke gælde toppen?
Bogen er en begynderguide som Susanne Dyhr skriver og den er også lige til at gå til. Du får alle øvelser enkelt og kort forklaret med billeder først og så har hun længere inde sat dem sammen i små programmer på en side, så det er nemt at overskue dem med brillen rykket fri af det ene øre.
Beroligende
Mine ansigtsmuskler skriger på afspændingsdelen, for allerede ved første tryk hvor jeg lader min hage hænge nedad mod brystet begynder en serie af gab, så øjne og næse bliver våde og tilstoppede. Heldigvis kan jeg dem udenad nu. Måske trænger dit ansigt også til kærlig opmærksomhed!
Laver øvelserne mens jeg retter dette, de er hyggelige at lave, gaber. Igen. Pudser næse. Igen.
Jeg har ikke opgivet endnu.
Ved nærmere eftertanke vil jeg nok anbefale dig, at se dig i spejlet de første gange da du jo nødig skulle ende ud med flere linjer end da du begyndte.
Vi er tiden – at være menneske
Jeg ved ikke om jeg skal udlede titlen sådan.
9 Noveller/møder mellem mennesker i 9 forskellige byer.
Umiddelbart er bogen ikke noget for mig (ved s. 25 ud af 108), jeg vil gerne fodres mere med oplysninger. Jeg bliver lidt træt af, at gå med ud i forskellige blinde veje hele tiden, da noveller som udgangspunkt ofte er korte. Af samme årsag synes jeg koncentrationen kan være svær at opretholde, for jeg putter meget koncentration i hver sætning, og så bliver jeg frustreret, når det er, ja, for mig spildt. Jeg føler mig sat tilbage til start. Slået hjem. Jeg kan sagtens gå med ud ad tankerækker men de skal være håndgribelige. Jeg har det på samme måde med kunst. Tag mig med på museum og alt i mig tørrer ud fra øjne over mundhule til fornemmelsen af dødvægt på mine skuldre over alt det jeg tilsyneladende er forventet, at kunne se og forstå. Min krop drænes for energi i luft hvor stilhed og kontrollerede bevægelser hersker og selv støvfnuggene tøver i deres svæven mod jorden.
Du vil vel ikke ende dit liv på refleksionen af en af dine mange plat*forme?
Mig? Hvem mig, svarer jeg
Bid mærke i disse plat*forme som er lag af bevidsthed. Hun starter hvert kapitel ved at iscenesætte, lader tæppet gå og placerer dig som tilskuer på de bedste tilskuerpladser. Du sætter dig bedre tilrette, tror, at nu skal du lige ud, til du lukker bogen for i dag, slukker lyset og presser ører propperne ind i de i forvejen fedtede, former. På få linjer vælter hun, via disse plat*forme den scene hun har skabt om på siden. Du bliver nu enten nød til, at lægge bogen fra dig eller nysgerrigt og videbegærligt overgive dig. Gå simpelthen med på præmissen. Nu er alt muligt, kun din (læserens) forståelse og forventningen herom sætter grænsen for hvad du kan få ud af disse møder, dine øjne er vidne til.
Magisk realisme er en måde at fortælle på, hvor den realistiske handling kombineres med fysiske love der overskrides og hvor uforklarlige hændelser og magi sker. Som ved eventyr er det ikke meningen, at du skal tænke nærmere over eller sætte spørgsmålstegn ved det.
Jeg valgte bogen fordi jeg havde på fornemmelsen, at den ville provokere min egen indre magelighed som læser. Ved at se hvad andre kan gøre med ord, åbnes værktøjskassen i forhold til mit eget skriv, tekstforståelse og fantasi. Give slip på, at føle mig som en kvindelig tilskuer til kejseren, der går under baldakinen i kejserens nye klæder, når en bog ikke har en start, rød tråd og tydelig slutning.
Afvis ikke noget du i første omgang ikke forstår, måske skal du også begynde at fortælle en anden historie om dig selv, til dig selv, til andre.
Jeg kunne godt finde på, at læse noget andet af hende Camilla Howalt, skulle hun få udgivet mere, for jeg har en høne at plukke med magisk realisme genren.
Kh.
Lisser
Lytter lige nu til Mikael Bergstrands Yogi i Østerlen, som er 3 bog i serien om to mænds venskab, svenske Göran Borg og indiske Yogi. Oplæseren gør det så godt, at jeg mistænker han selv er ganske godt underholdt, når han snakker som Yogi med indisk accent.
Hvor høner gokker rundt og tronerne er besat af hoveder påsat fastelavns kattekongekroner.
Det var den berømte dråbe, føler mig behandlet som en undersåt, mindre værd end natpotte pis tømmeren.
Følt mig sådan i 4 dage.
Hm… jeg starter lige et andet sted.
4 ansættelsesforhold giver vel i princippet lige så mange arbejdsgivere, men der kan vise sig, at være langt flere i virkeligheden. For selvom en paraplyorganisation har èn overordnet, FORMANDEN, så er der også formændene/kvinderne for under afdelingerne derude i virkeligheden. De, der efter et stykke tid på posten, som en anden feteret sangstjerne ikke kan undsige sig afhængigheden af spotlyset og kræver deres plads hver undervisningsgang, de er der. Jeg kalder dem kongerne og dronningerne. De er startet fordi de ville gøre en forskel, så valgt mere eller mindre frivilligt til posten, ligesom kontaktpersonerne (i gymnastikforeningen). De fleste gør et uundværligt arbejde, men…
Nogle stiger det altså temmelig meget til hovedet. Med kronen på sned bryster de sig, så hane fjerene sender en støvsky ud fra dem og de gokker og galer som min nabos høns, der gokker efter èt skide lagt æg. Hele bakken! Fair nok, gok endelig væk.
2 af mine arbejdspladser er baseret på frivillige, men oh mand hvor de takler det forskelligt.
Hellere en for alle og alle for en.
Nummer 1
Toppen støtter hvert et skridt i udviklingens tegn, da de for længst har forstået, at skal medlemmerne være tilfredse kunder i butikken forventes der noget begge veje fra. Nogle påtager sig så, at være kontaktpersoner underviser og toppen i mellem. De sørger for, at jeg bl.a. har underskrevet modtagelse af brik og nøgler, så jeg kan komme ind der hvor jeg har brug for. Ofte har de allerede næsen vejrende i retning af næste projekt hjælpsomhed, inden jeg har speedet op og forladt bygningen. Kommer de altid, føles det babysittende til det kærligt, kvalmende. De kan være yderst irriterende fordi de som uvorne unger synes, at fordi de bærer nogle madrasser for mig (hvilket jeg ikke har bedt om), så må de forstyrre min undervisning, når de synes jeg koordinerer for svært for dem. Skal de holde deres plads en lille smule over de andre skal jeg ikke få dem til, at snuble i balanceøvelserne, modtaget, det har jeg forstået. Jeg holder mit 3 øje vidtåbent.
Så er der prinsesserne, som aldrig hjælper til, men de kommer med noget andet. Jeg har lært, at ligesom ved børneundervisning skal de altid have opmærksomhed først. For ellers render de rastløse rundt og forstyrrer langt ind i undervisningen, (jeps det er 60+ vi snakker om.) Får de lov at gøre sig bemærket de første 2-5 minutter uden min indblanding kun blidt tilskyndet og tålmodigt afventende, så falder de lynhurtigt til ro. De har dog stadig mere energi end de fleste, og er jeg super træt ved jeg hvor de er, så er det bare et blik, en bemærkning så hjælper de glædeligt med, at løfte energien og humøret i rummet, fyrer op under hele flokken. De er afhængige af, at have en lille, let defineret rolle de kan hvile i. Det er som det skal være, på det tidspunkt snurrer alle tallerknerne alligevel rundt på pindende, de skal bare holdes i gang.
Jeg havde en masse fissefornem psykologi undervisning som afspændingspædagog studerende. Vi måtte af en eller anden årsag ikke kaldes os bevægelsespædagoger på min skole, hvilket i dumhed minder lidt om nogle af de fuldstændigt latterlige corona restriktioner. For er der noget jeg har undervist så er det da det, bevægelse. Vi skulle læse om Freud og Jung, hans discipel, jeg fattede en del, nok til at begynde at forstå hvad pokker mit ophav var for nogle, men det var jo ikke direkte anvendeligt til hverdagsbrug, dårligt nok læsbart. Vi havde også en fandens masse pædagogik hvor vi underviste hinanden, men der blev aldrig talt om, at finde din stemme og slet ikke at træne den til de mange timer, den skal kunne klare at snakke/råbe. Halløjsa mit nye bekendtskab, ondt i halsen. I stedet for alle de anatomi og fysiologitimer skulle vi som en sanger havde lært, at bruge vores mave til, at understøtte stemmen med. Alle de Enchinaforce flasker jeg havde sparet indkøbet af. Jeg kan stadig en masse latinske navne pokkers svære, at få flettet ind i en samtale i familiens skød. Hvor var læringen om, at forstå og læse stemninger? Hvor du bruger det du ser som inspiration, skruer energien op for få minutter senenere at skrue den ned, fordi du vender dig og læser noget andet. Det stod ingen steder. Musikforståelsen, som kan betyde alt hvis du forstå at se mulighederne, så pinligt nedprioriteret.
Nogle kalder dem også følelsesvampyrer, dryp, dryp..
Det skulle tage mig år før jeg fandt ud af, at hvad jeg troede alle kunne fornemme i rum med mennesker, havde jeg, fordi jeg var vokset op med 2 narcissister. Hvilket betyder at du fra meget lille af (før du kan huske tilbage til) udvikler en overordentlig stor stemningsantenne, som drejer rundt og rundt. Den er som en mikrochip indopereret i dit solar plexus, som med høj hastighed sender beskeder op til rundkørslen, venstre side af din hjerne (følelsessiden), med en afkørsel til hjertet på vejen. Alt sammen meget belejligt for narcissisten, da det de stortrives af er, at sætte dine følelser i spil, til du bliver i tvivl om du overhovedet har ret til dem i første omgang. Du kan være glad når de kommer og uforståelig ked af det når de går. Uden du har opdaget det har de, nogle gange på få minutter nuppet din glæde, de er nemlig selv hule som tomme toiletrullerør. Antennens drejen rundt stopper aldrig, for du vil gerne have deres “kærlighed”, hvilket kæver du konstant er en engel. Det selvom du ikke ved hvad du møder næste gang du er rum med dem, deres humør kan skifte på tiden det tager for dig at blinke. Taler de smiskende og kærligt må du ikke tro det kommer fra hjertet, det er kun fordi du skal gøre dem en tjeneste og hvis du ikke kan eller nægter, sviner de dig til op i dit åbne ansigt, men snedigt, så andre ikke ser, at de justerer på din mikrochip. Empati er kun noget de forventer af andre. Tag en teenager, en 4-årig i selvstændighedsalderen og en rigtig led stodder, gang med 4 og rør godt sammen. Skal det være i dyreverdenen; en kamæleon, høne, slange og en skorpion, bingo, du har en narcissist. Man siger, ” stik fingeren i jorden”, eller pegefingeren slikkes og holdes op mod vinden. Er du barn af narcissister har du permanent fingeren i jorden, begår du den naivitet at tage den op, må du holde den permanent våd. Du må ikke vende ryggen til, som i nogensinde. Det skulle jeg hilse og sige gør en til en heftig stemningsafkoder, meget anvendeligt som underviser men enormt mentalt krævende. Altid indeni på tåspidser jeg har kun hælene nede … hm.. det så nok, nej jeg kan ikke huske det.
Nummer 2 arbejdsplads
Man skulle ud fra deres patriarkalske måde at styre tingene på tro, de er meget ældre en arbejdsplads 1, som har næsten 50 år bag sig. I virkeligheden har de kun eksisteret 2 årtier. Her er det enevælde der gælder, når kongen har talt, så skal alle ind på række eller stå ret og jeg skal endelig ikke tro jeg er noget, fordi jeg er derude på gulvet. Tag ikke fejl, det er ham der har nøglen og han låser rummet op, efter jeg pænt har bedt om det hver gang… Nogle gange kan der bagved den skøre konge stå en Struense eller en med skørter.
Undskyld ….
Skulle lige brække mig i meterlange, lårbrede stråler i kaskader, højt op i luften som en gråmeleret gejser.
Den nyligt kronede konge, skriver i mailen sent lørdag eftermiddag, at jeg skal undervise mandag morgen inde. Det er ikke en forespørgsel. Det er en ordre.
Jeg kan tage at jeg skal ud af min komfortzone og bruge min søndag middag på, hvor der er allerflest mennesker, at få DEN stukket op i næsen, for den test jeg havde bestilt kan jeg jo ikke nå, at få resultatet af. Så for at undervise 1 time skal jeg bruge en halv time på, at stå i kø, det var solskin men.. Jeg har som regel ikke noget mod, at give mig og gøre noget andet end planlagt..
Nej
Det, der gør mig splitterravende tosset er, at jeg får mailen, der er blevet sendt til mine deltagere. EFTER de har modtaget den. Kongen og hans tro tjenere har altså aldrig haft nogen som helst intention om, at spørge mig, om jeg har truffet nogen aftale med holdet. Hvilket ville havde været det oplagte og høflige at gøre, da det er mig, der mangen en eftermiddag har en hals som råber, “møgko” ad mig, efter timer om formiddagen tilbragt ude i blæsten. Hvilket jeg ikke kan komme udenom, da undervisningen foregår i alle retninger til mere eller mindre døve øren, fordi vinde tager hvert lille ord fra mine læber og forvrænger, dæmper og sender dem højt til vejrs som en ballon, lige just sluppet fra en lille buttet barnehånd. Det er dog det hele værd, når jeg så tydeligt kan se se alle inklusiv mig selv blive høje af luften, samværet i bevægelserne. Alles smil når øjnene.
Det føles som om nogen har trukket en alt for stram speedo badehætte ned over mit knastørre hår.
Olm tyr
Jeg har ikke ændret noget og derfor har tanken slet ikke strejfet mig, at kontakte kongen og sige hvad! At jeg fortsætter som vi har kørt i flere måneder nu, UDE. Der er 3 gange tilbage af sæsonen og hvis vi skal ind, skal dem der ikke har 2 stik presset i bund i skulderen endnu, altså stå med en gyldig test ved hver undervisnings gang. Det er efter min bedste overbevisning unødvendig meget gene. Da min test også skulle dække onsdag til kl. 11 kunne jeg altså ikke tage kviktesten kl. 9 om morgenen (søndag) hvor der ingen mennesker ville være… var ellers oppe.. rasende du ved..
Og nu er det så jeg spørger, hvis jeg havde været et y-kromosom rigere havde han så ringet mig op, før de tog en beslutning og meldte det ud til mine deltagere?
Her er det så jeg tænker, at ja det tror jeg faktisk. Det er indirekte strukturel undertrykkelse, ja det er. For han har nemlig regnet med, at jeg bare ville æde den som en sød lille engel og sige “yes sir.” “Right away sir.” Men der har han lige forregnet sig for natten mellem den 2 og 3 maj gik jeg fra 49 til 50 år og nu er jeg nok mest hun djævel ikke, at forveksle med den tasmaniske.
Kunne mærke det! Dampen ud af mine behårede næsebor som varme, der tiltog til min pc blev voldsomt overfaldet af fingre, der slog på tasterne, ikke noget pilleri her. Han havde fandeme ikke fortjent et ansigt til ansigt konfrontation. Ikke fordi jeg klar til sådan noget alligevel… Jeg var møg civiliseret, for jeg er jo stadig kvinde, selvom jeg ikke bløder mere, havde jeg været mand, kunne jeg sikkert tillade mig et andet ordforråd. Nåh, nej det havde jeg jo slet ikke behøvet…
Undskyldte han?
Ha, hvad tror du?
Næ, han bortforklarede.
I coronas navn kan alt puffes ind under måtten, angsten, selv almindelig høflighed og manglen på KOMMUNIKATION. Skrev derfor anden mail. Måtte forklare ham, at han ikke er den eneste (arbejdsgiver) i mit liv… Og at de en anden gang bedes huske på det!
Tror du det hjalp?
Niks
For mandag morgen stod han over for de 7, der var mødt op, og prøvede at smøre den af på mig. Indvendigt prustende 😤og med stor morderisk lyst til, at halshugge ham gik jeg midt i hans snak, hvilket slet ikke er mig. Men jeg havde opdaget et problem og hvis han skulle kunne komme hjem med hoved blev jeg nød til, at foretage mig noget praktisk. Glemte alt om mundbind og gik igennem den meget store hal. Ude i bilen, greb jeg min cd nødreserve i handskerummet, er vel praktisk anlagt! Den nye mobil jeg har købt i februar passede ikke med sit skide rektangel formede stik til deres gamle anlægs🤬 runde, og min IPAD jeg plejede at bruge før corona havde jeg ikke med. For hede hule helvede.
Inden jeg startede ude undervisningen var jeg af en dronning blevet beordret ud, at købe en højtaler, lad os kalde den Megaboom. Hvis dronningen ikke har musik til arbejdet får hun nervøse trækninger. Dengang i februar havde IPADEN villigt hjemme i stuen hentet appen Megaboom, men da det kom til, at kommunikere var der kun et sort hul, radiostilhed. Suk forfra.. Der kom bestilling af IPHONE ind i billedet. Da kongens 2 hold (arbejdsplads/giver nr. 2) skulle starte ude, skulle de ikke bydes deres oprindelige, tidelige tider næh, nej. Jeg blev meget bestemt bedt om, at gøre det på et senere tidspunkt. Det betød at jeg pænt måtte bede deltagerne på et andet hold (arbejdsplads/giver nr. 1) om de ville bytte tid. Det var de heldigvis villige til.
Nu skulle jeg så hu hej vilde dyr flytte alle tilbage igen. Indenfor og til noget der lignede oprindelige tider. Dem, der villigt havde stået ude “tidligt” kl. 9 i al slags vejr var blevet meget glade for det. Så glade, at de ikke ville rykke tilbage til den sene tid. Så måtte vi starte endnu tidligere kl. 8:20.
Nu bliver jeg sikkert nød til, at gå ud at købe stikket selv, for den høne/konge tror jeg lige jeg skal holde mig fra, indtil jeg er kommet helt ned.. Anden halvdel har ret i, at “æble” produkter kan være noget være lort, da de er produceret så det bliver så besværligt som muligt, at få dem til at samarbejde med andre lignende produkter. Ja, jeg købte en IPHONE, men det var fordi den gamle var Goldielocks alias den fraflyttedes gamle og jeg tænkte, at så er det nok meget nemmere at sætte sig ind i en ny.
Ha, ha, grin bare for hvem var det, der havde gjort den bruger venlig fra start af? Ikke mig vel! Så nu skulle jeg virkelig pinligt google, “hvordan sætter jeg et simkort i min nye IPHONE SE årgang 2021? Det bedste ved google er, at der så mange venlige sjæle, som har gjort sig den ulejlighed, at lave en video om lige hvad du måtte have brug for at vide. Det helt uden at bebrejde dig, at du først gør det nu. Ville også være så totalt spild af tid, da jeg er ret god til at gøre det selv. Nå, men nu er min telefon med cover, hvid, så den er let at se i taskers sorte dyb og allerede så fyldt op, at jeg er glad for, at jeg insisterede på mere plads, da vi sad og bestilte den.
Nu står jeg jo her ved en skille vej, kan jeg hugge en hæl på arbejdsplads/giver nr. 2 og fyre mig selv for nu 2 hold og sige ja til hvad der nu kunne byde sig? Jeg er jo ikke af den gamle skole næ, nej tænk før Jesus, Abraham og alle de der forhistoriske fyre. At sige bare et hold op er lige så skrækfremkaldende som, hvis du nu forestiller dig et bungy jump og en spring med faldskærm ikke tandem på samme dag efter stor brunch med varme rejer med mistænkelig lugt… Det bliver ulækkert.
Jeg kan mærke puffet fra den der vognstang, står helt ude på planken på det alleryderste af mine tæer af det, der var, 2 minutter i det der vil komme. Det er det covid har efterladt, iøjnefaldende brødkrummer, som i selvlysende neon bogstav for bogstav viser grelle forskelle. På hvem der støtter og dem, som i angstens navn kun tænker på deres eget 70-årige jeg, som tror de har patent på, at vide hvordan andre på samme alder vil have det. Det vil jo være det samme som at sige, jeg elsker katte, eksperimenter i køkkenet og at skrive og så tro alle andre kvinder på 50 synes det samme. Vi har nok den dårlige søvn til fælles men det er ikke engang sikkert at de kan lide dyr og slet ikke bo med dem, fuldt forståeligt, de kan være virkelig irriterende.. Jeg har tænkt mit når andre fik efternølere, men helt ærligt hvad er egentlig forskellen på det, en kat og en motorcykel? Ønsker vi ikke bare at holde fast i, at vi stadig har drømme og behov for, at nogen mjarver højlydt hver gang vi går på toilettet med lukket dør?
Kommer jeg måske med, når du graver et hul oppe ved brombærrene?
Midaldrende x-kromosom befængt
Nåh.. men nu skal jeg se kongen igen i morgen og han har bare, at blive 10 meter fra mig for mine fløjlshandsker har jeg forlagt og jeg har ikke tænkt mig, at lede efter dem. Er ikke helt der, hvor jeg kan smile sødt og hvinende falsk endnu (tænk candyfloss i TIVOLI og kridt med sten lodret ned ad en tavle). Jeg vil gerne beholde fornemmelsen, huske vreden, når han næste gang er nedladende, når nogen næste gang er nedladende.
Gå hjem
Gå lige hjem
Til fu… start og jeg har købt ejendomme på alle de dyre grunde ….
Hvad kan sætte dit pi… i kog?
Kan du også blive mundlam og først bagefter tænke, “hov det var da…”
Knus
Lisser
Nu knap så meget furie.
Han kom slet ikke, måske han kunne fornemme hende, furien på afstand, klog beslutning. Så bliver jeg.
Hvis nu kongen havde bøjet sig så, hans rustne krone faldt til jorden og sagt, “det var sgu ikke særlig smart, jeg skulle selvfølgelig havde kontaktet dig som den første”, så havde jeg tilgivet ham lige med det samme. Alle skal have lov at være et fjols og lave fejl.
Nåh, men jeg skal selv oppe mig, lave nye lister for 2 mødegange og bruge tid til, at hakke dem af og tjekke coronapas. Jeg hader så meget, at være en der tjekker, bruge kostbar tid med brillen klemmende over næseryggen for hvad gør jeg, hvis der er en, der ikke er i orden? Det står ikke i min ansættelseskontrakt, at jeg skal smide en deltager hjem! Jeg gør det ikke. Det er ikke mig.
Der mødte nogle nye op, indenfor, det var så rart at se dem og ja så får de også noget for pengene. Det var mindre rart hvor tydeligt det var, at visse kroppe havde formuldet sig og mit hår klæbede til min nakke under mikrofonens bøjle, det føltes meget begrænsende. Ude i det fri kunne jeg trække vejret som jeg ville, for der lød det ikke som en mellemting af en stønner og en storm der blæser op til kuling.
Han havde fandens også ret i, at nogle ville få glæde af at vi kom ind, men intimiteten er væk, nu står de igen alt for langt væk, og jeg kan kun være på en side af tennisnettet ligesom. Men de var glade, nu håber jeg bare, jeg ikke var for streng over for dem, der har ligget i dvale…
Hov!
Er lige blevet ringet op af narcissistisk ophav som “glemte” min fødselsdag, det var jo også bare 50 år, men som sjovt nok forventer, at jeg holder hendes som jeg plejer 3 uger efter, med indlagt fragt. Hver vej…
Ja, jeg ved det skulle havde ladet være med, at tilbyde det den gang i 2015, men det ville du også havde gjort, hvis du havde været tvangsindlagt til hendes boller og lagkage med mellem lægningspapir. Man kan kun klare så meget og narcissister har ingen, ingen humoristisk sans.
fra 2019 af Karina Baagø venligst sendt af Forfatterskabet til gennemlæsning.
Jeg har ikke glutenallergi, men jeg har en ikke diagnostiseret sukker intolerance. Når der er noget man ikke kan tåle, skal man ÆDE den og det har efter min erfaring nogle stadier man skal igennem.
1. Fornægtelsen, som fletter fingre med håbet man har om forbedring ved, at skrue ned for synderen. Kunne det bare gøre det! Tricket, som på magisk vis ville føre alting tilbage til før… normalen…
2. Vreden/frustrationen, når man har prøvet udelukkelse over en tid, og de heftige konsekvenser kommer alligevel, når udskældte, stærkt mistænkte foder indtages igen.
3. Sorgen over, at det der var, nu er udelukket. De 2 ord, for evigt, er virkelig svær at sluge. Ja, man skulle jo tro jeg her talte om en mistet og kær, gammel veninde eller familiemedlem, men er det ikke også det vi snakker om her. Noget vi har taget for givet og som vi bliver skide irriteret over, at blive frarøvet uden advarsel….
4. Accepten er, når din indre kamp har fået dig til, at lade de boksehandskeklædte hænder hænge ned langs siden. Storprustende står du som en tæmmet hest, der endelig har taget det faktum ind, at fra nu af er det med bidsel og sadelgjord under bugen. Den strakte galop er stadig mulig men bare ikke ud over de åbne vidder.
Men er det ikke også langt, at foretrække hvis du før havde det så skidt så du kun magtede, at skridte med lavt hængende hoved.
Nu tillader jeg mig, at være sikker på, at hvis du er voksen så har kroppen i lang tid prøvet, at råbe dig op om dens daglige kamp for, at bearbejde den fødevarer den nu ser som en fjende. Vi har bare ikke forstået, at vores utilpashed, svamp, smerte, diverse … rent faktisk er rød alarm før lukketid. Det er selvfølgelig noget andet, hvis det er et helt lille barn som Karinas, vi taler om.
Flot billede, men tarteletskallerne ligner altså en mellemting mellem ler og papmache. Måske et afgangsprojekt i samarbejde med Vestforbrænding afd. Ballerup, i faget formning årgang 1984.
Det er virkelig godt, når nogen som Karina sparer andre i samme situation eller snart vil være det TIMERNE, ugerne, månederne, hvor håret i forvejen trækkes ud af hårsække, og samtaler med uforstående familiemedlemmer vil sluge energi, fordi de ikke kan sætte sig ind i problemstillingen eller slet ikke prøver. Måske overhører de direkte, når problemet forklares, da det er til besvær. Eller tror det ikke er inklusiv tiden tilbragt sammen med dem.
Lidt forståeligt nogle gange da man som den, der har problemet kan være årevis om selv, at forstå det. Hvad må jeg hvornår og i hvilken mængde og er der noget, der ligner, jeg godt må? Alle de forbandede indholdsfortegnelser på bagsider af indkøb, skrevet så mikroskopisk, at selv en myre skal have fat i luppen. Hvedemel tjek, sukker (kan gemme sig langt inde og nede i form af et ord der ender med ose) tjek, tilsætningsstoffer som ikke engang google kender definitionen på nogle gange. Du skal jo nærmest forbi et laboratorium for, at få åbenbaret indholdet. og så er der jo altid sætningen.
Kan indeholde sporstoffer
på Næsten enhver indpakning af spiseligt
Hvad er det forventet jeg skal gøre? Forestille mig det er Find Holger (du ved tegneserien)? Har sporstoffer måske også rød og hvidstribet bluse på og strikhue med kvast? Næh.. nej vel! Ikke sidst jeg så efter i hvert fald.
Jeg kunne få en kogebog gratis, troede jeg. Nu er tid jo også penge, så når jeg er færdig her har den kostet en del. Bogen viser sig, at have udelukkende bageopskrifter og da jeg jo ikke skal have så meget sukker indenbords… Til gengæld skal der bruges majsmel i de fleste af brødopskrifterne, det er et held. Det har anden halvdel nemlig som et andet hamster, hamstret i så store mængder så man skulle tro, at han lige om lidt vil annoncere sit årtier lange utroskab med mexicansk kvinde og insisterer på, at hun flytter ind i den fraflyttedes stadig solopvarmede men nu også pruttelugtende værelse (hjemmekontor) med sine 3 børn.
Jeg er blevet nød til, at investere i fuldkornsrismel, boghvedemel, svesker, hirseflager og glutenfrie havregryn (andet er at snyde synes jeg). Jeg har nemlig tænkt, at holde mig stringent til Karinas opskrifter. Hun er for øvrigt dejligt fordi hun IKKE prøver, at sælge sine opskrifter som, at det er da fuldstændig det samme uden hvedemels magi, som med.
Jeg har det lidt anstrengt med (endnu), at når vi ikke kan tåle noget så skal vi partout finde en erstatning, der smager af det samme som hveder uden hvede. Det ikke for det jeg forstår om nogen, at når man sidder i familiens skød til højtider så er det bare for sørgeligt ikke, at kunne spise det de andre spiser. Jeg har jo selv prøvet alt muligt uden sukker eller med mere eller mindre vellykkede substitutter. Men når man tager sin egen variant med, er det så ikke alligevel det man gør? Hvorfor så ikke lave noget der er et plus til buffeten, i stedet for en erstatning. Det har det arbejde, som er lagt i det fortjent synes jeg, og andre der ikke har problemet har godt af, at få rykket ved deres plejer.
Min erfaring med plejer er, at der kun er et sted jeg kan rykke noget.
Hjemme i mig selv.
At få bare en enlig tomat ind på et påskebord er jo en direkte fornærmelse over for de mange variationer af fisk, som det er et under man ikke bliver skide syg af at spise. Især når man tænker på, det kun er 2 gange om året vi indtager den store mængde bly eller hvilken anden forurening der er, at finde i de sild, rejer, laks, der er påskekyllings omringet på bordet.
Opskrifterne i bogen er lækkert og tydeligt sat op og jeg er helt med på, at når jeg laver hendes hvidløgsflutes vil de sikkert ikke smage som NETTOS pap stykker af samme navn, men hvidløget skal nok gøre sit. Hun fortæller lidt om baggrunden for bogens tilblivelse, det er vigtigt, for det er ikke hende selv, der har gluten energi.
Tilfældigt læste jeg et gammelt blad, Søndag fra 2018, svigermor ryddede ud og deri var en artikel om 2 søstre, som har startet et glutenfrit bageri i Prinsessegade, indre Nørrebro i København. Feelgood Bakery er der endnu, har tjekket. Du skal bestille online tror jeg, også uden for coronatid. Jeg har heller ikke fået penge for, at reklamere for dem.
Jeg fulgte opskriften Hvidløgsflutes på side 41 fuldstændig. I stedet for, at ælte ude på køkkenbordet kræver den en røremaskine (i minimum 20 minutter), jeg har kun en elpisker så jeg havde sat skålen i vasken, piskeren på en våd karklud og ledningen rundt om elkogeren, alligevel kunne jeg jo ikke helt lave noget andet vel. Men jeg fik ikke dej klistrede hænder eller bord, fair nok handel synes jeg.
Goldielocks kommentar; “mor hvis jeg havde råd ville jeg købe dig en røremaskine.” Vi ved begge, at anden halvdel ville stejle som en araberhingst, hvis den sammen med Vitamix blenderen også skulle stå på køkkenbordet nu hvor han lige har fået kaffemaskinen ud! Venter spændt på, om han en dag tager mig… Som en fejltagelse….
Nu laver jeg majsbrød ofte og de har en lidt grynet/grov konsistens som jeg holder meget af, det har det glutenfrie hvidløgsflute også. Hm og hvem kan ikke lide hvidløg! Jeg lavede hvidløgssmør til den bebrillede og hvidløg/persille til mig selv, det har Carina vist også i sit. Jeg lavede 3 brød, som ikke kunne formes som i OVERHOVEDET. Det 3 ligger nu som hun foreslår i fryseren parat med rest af mine smørvarianter i rillerne. Jeg varmede det andet dagen efter i ovnen og det var som friskbagt, virkelig lækkert, i morgen spiser vi 2 halvdel.
Planen er, at prøve hendes i hvert fald ene a la rugbrød men altså uden rug. Ud over mine poser med majsmel kommer jeg også til, at bruge min majsstivelse som også er hm… udløbet og har fået kogt en masse quinoa da det eller ris skal bruges. Bebrillet bryder sig ikke om røde suk… quinoa så dejligt bare, at skulle lave det til mig selv.
Men er DU gluten allergiker så skriv til mig så kan du få bogen, du betaler bare porto eller vi kan mødes.
er titlen på en bog af forfatteren Barbara Erskine, hendes debut fra 1986.
Måske er bogen oprindelig min, for den blev for mange, mange år siden afleveret til genbrugen og år efter pegede jeg den ud i samme forretning for Goldielocks, alias fattig gymnasiestuderende på det tidspunkt.
“Du kan købe den til mig i julegave.”
Tror du på reinkarnation?
Det må ikke være sket- det må ikke være virkeligt- det kan jeg ikke leve med….
Jo
“Jeg advarede dig, Jo. Jeg sagde, du ikke måtte gå videre med det. Og det lovede du.”
“Jeg lovede absolut intet.”
Vent! Du behøver slet ikke at svare. Det kan nemlig være lige så pirreligt, at besvare som hvilken stilling du får den bedste orgasme i, (jeps det skrev jeg lige). Eller hvad med hvad du tjener (tjente) og hvem du stemmer(te) på? Hvad synes du om Mette F´s håndtering af dette corona år? Alt sammen noget, der kan få søvndrukne fordomme ud af REM søvnen.
Har du leget med tanken om, at du kunnet havde været her i et tidligere liv? Måske på den anden side af kloden?
Du har i hvert fald prøvet, følt en genkendelse ved en situation ikke?
Jeg ved ikke hvad jeg tror. Hvad min favoritstil…. Hvad tjener jeg lige Ja, ja Mette L. skal nok tjekke min indadgående saldo noget mere, men nu er jeg jo ikke regnskabschef vel! Jeg bliver ikke tændt af, at se ned af tal kolonnerne. De vil kun minde mig om det sørgelige faktum, at jeg visse arbejdspladser burde true med at gå, grundet den latterlige aflønning af, hvad jeg i grunden godt ved, jeg er værd. Men gamle stemmer indeni ryster på hovedet, et andet dukkes og indeni den mere og mere højt, brølende løve; dette bur er for småt til at tænke alternativerI, ja eller for mageligt, vælg selv.
Jeg har ikke tjekket, om Mathilda de Braose virkelig har levet, men det er hende hvis identitet Jo tager, når hun bliver hypnotiseret. Første gang en fejl, tilfældighed, nogen der trækker i tråde… Omgivet af 3 mænd dengang som nu, noget der er uforløst, brødre vi dele, smuk men sød følger vi Jo, en journalist som egentlig bare skal skrive en artikel. Hun er ekstremt draget af den gamle verden, men i takt med hun involveres mere og mere (for det meste ufrivilligt) kommer også en fornemmelse snigende. Er hendes liv i fare?
Tænker du ikke en bogs præmis er, at du går med på hvad end det er forfatteren vil have dig til at tro, indleve dig frivilligt i det? Lidt ligesom julekalendere på tv, som er så fulde af “plothuller”, at det tjener dig bedst ikke, at stille spørgsmål overhovedet, ellers kan illusionen ikke holde. Jeg mener, i forvejen er det jo pænt langt ude, at der findes nisser eller hvad? Kun dem i Nissernes dal selvfølgelig.
Bogen handler også om grænser, sætte nogen, blive overhørt, og prøve igen. Manipuleret til, at føle man enten selv har sagt ja og derfor har mistet retten til, at sige fra (senere), eller helt være i en andens magt ud fra hvordan det hænger sammen i hans/hendes hoved. Grænser, som hvis ikke sat, tolkes ikke eksisterende. Nede under ulmer vulkanen til den dag, hvor ens kat vader på ens tæer fordi den mener den skal fodres med godter 3 gange dagligt, og derfor kun meget nødtvungent læner sig ind over skålen med tørfoder. Så begynder kampen om kun 2…
Jeg ved det godt, jeg er for sød. Det er den, der indre, tykke, højthævede pegefinger, som gør det ud for rustne, knirkende efterligninger af min mors og fars stemmer fra fortiden. Altid bagefter i mit eget indre kodeks for hvad jeg synes skal nå, gøre for, ved og bagefter. Weekend er ikke bare dage hvor jeg har fri mere. Det er skrubben af toilettet, buffeter der tager til i størrelse, varianter og skåle. Hader så meget at VASKE OP. Hjemmelavede desserter godt nok fra fryseren af, men så er der skylning af x 3 tallerkener igen, inden jeg i al slags vejr starter Hviden og kører de få kilometer til Herlev og tilbage. Få, ja men det er jo noget jeg skal, selvom jeg på det tidspunkt søndag aften er mættet til drøblen af ugens indtryk og bare har behov for, at læse i en bog jeg selv har valgt.
Gammel som ny lige meget, bare bogstaver bliver til ord. Når jeg så sidder der kredser tankerne i cirkler, rundt og rundt og den samme sætning ses, tages ikke ind. Jeg fortæller mig selv, at stemmerne fra fortiden skal stedes til hvile, men alle steder minder mennesker, steder, ting der sker eller ikke, mig om fortiden. Den er som ætset ind i mit inderste hudlag, tatoveret med store typer over hver en kvadratmeter. Brok over dit, forurettelse over dat, det og det er også for meget. Det kan jeg ikke tillade mig at sige, mene eller gøre oprør imod. Min indre brok Sidse og jeg har nogle gange en forrygende hviskende fest.
Hende, pigen derinde har den største løst til at sparke eller slå min far i skridtet, som en juleaften da jeg nok var 4, det var en fejl, men ondt gjorde det jo. For den dag, år senere hvor han smed en magisk kjole ud som jeg havde fået af en mor, der syede kjoler til sin egen datters danseundervisning. I den var jeg en prinsesse. Prinsessen. Hende med det lange hår, der kaster det ud af vinduet. Som venter på, at nogen skal kravle op og redde hende. Må dog her i den virkelige verden sande, at det vigtigste du skal kunne er, at redde dig selv. For drager i huler spyr stadig små ildtunger og gamle troldmænd kan tricks, der i et uforberedt øjeblik kan sende dig til tælling, via ordene deres ånde kommer med, i ringen kun I kan se. Stemmerne, de sendte ned mod pigen ingen af dem i virkeligheden ville have og hvis selskab de kræver eneret på 2 datoer om året 24 december og 3 maj. Så skal forældrene føle sig som forældre, og hvad er mere rigtigt end, at du som barn skal føle dig som en datter eller søn hvad enten du er 4, 7 eller 50 år! Men hvad nu hvis man bare gerne vil dagen overstå, simpelthen springe den over eller allerbedst ligesom hesten i skak rykke 2 frem og et til siden. Jeg nægter stædigt at involvere mig i dagen, der aldrig rigtigt har været min alligevel og ønsker jeg som Tornerose kunne sove den væk, allerhelst et sted som ikke er her og hvor de ikke kan komme uanmeldt med RulleMarie og platausko grundet alder, fald og påkørsel.
Men jeg ved jeg retter ind, lige inden det bliver for sent at undvige.
Jeg ville aldrig kunne true med andet end, hvis du ikke spiser det … så får du ikke dit fredagsslik, og det tog er kørt til endestationen tut, tut. Desuden ville det gøre mig til drage eller troldmand og så vil jeg meget hellere være tyr. Buldrende indeni, udenpå rolig og hensynsfuld sammen med drage og troldmand og lige omvendt på gulve, grus og fliser.
Jeg læste den dengang 2 gange, tror jeg, det er sjældent og nu havde pigen jo givet mig den i gave.
Er der noget kedeligere end, når nogle begejstret kommer og uden den fysiske bog i hånden presser luften ud af en ved, at kaste sætningen af alle kræfter i din retning. “Du skal altså læse denne bog?” Uden at forsøge at forklare andet end, at den vil være noget for dig, punktum. Skyldig. Mangler ord ud af min mund.
Over middagsbordet:
Anden halvdel, “du kan gå ind og læse anmeldelsen inden du går i gang.” Da a, det ved jeg da godt, en no brainer, de eneste jeg læser er små tilfældige nogle, i nu sjældne glimt i dameblade. Da jeg er en lorgrende hund for reflektioner, synes jeg det bliver taget fra mig, hvis jeg ved for meget inden en bog åbnes eller en film tændes for. Hvis boganmelderen derimod kender til hvad der sker i mit liv og hvad jeg kunne have gavn af, at dykke ned i på det tidspunkt for, at blive klogere eller bare godt underholdt, så er mine ører åbne for forslag. Jeg vil spørges, gøres nysgerrig, selv gå ud af spor, ikke dikteres. Det er derfor mine boganmeldelser yderst sjældent indeholder særlig meget foræring om hvad den handler om. For da der kun er så meget, der kan skrives om og hvilke veje det kan gå, har man jo nærmest læst den inden den er åbnet. Den er en større udfordring at tvinge mig igennem, jo mindre jeg ved, eller direkte er forberedt på. Fantasien er ikke bundet. Jeg kan blive dybt irriteret hvis forfatteren igen, igen har brugt det nemme kvindevold, børnemishandling og stofmisbrug, der er en masse spænding foræret lige der, helt gratis. Hm… af samme grund læser jeg ikke flere krimier, har læst min del og nydt dem. Det er overhovedet ikke fair, at rakke ned på dem bare fordi jeg er et andet sted. Hvem ved måske vender jeg oveni købet tilbage til genren engang!
Jeg orker det ikke mere. Alt det fortalte forfærdelige. Jeg er nysgerrig på hvorfor, det bagefter eller langt senere, dem der er hjemme i stedet for altid dem derude. Følelser, der fører ændret handling med sig, udviklingen. Frustrerende er alle der holder på sit, uden nysgerrigheden om mit.
Hvor kan man købe den app hvor reaktionen på, at en grænse er blevet overtrådt får en til, at skride til handling, lige når det sker? Simpelthen søge i appstore, trykke hent og så finde den gamle med drejeskive, som stemmerne fra fortiden sværger til og trykke slet. Tekst popper op. Er du sikker på du vil slette denne forældede reaktionsmekanisme? Ja, for fanden da, SLET. Leder, finder papirkurven, trykker. Er du sikker på at …? Ja, jeg er helt, helt sikker… Bombe faktisk.
Jeg tror faktisk på at … eller nej jeg håber, at efter dette liv er det ikke helt slut, definitivt. Måske er der et til efter, for tanken om ens jeg bliver slukket og bliver til intet er jeg meget langt fra, at kunne kapere.
“Jamen du kan jo ikke mærke noget!” Meget nøgtern anden halvdel, som har accepteret det uundgåelige. Altså nu burde han vide bedre end, at sige sådan til MIG. Mig. For jeg er følelser fra top til tå, morgen, middag og aften, i tide og utide, evig og altid, amen. Så ved de ord gør han det faktisk bare værre, nu vil jeg i hvert fald slet ikke dø.
Knus
Lisser
Er lige blevet færdig med Maren Uthaug`s prisnominerede debut fra 2013 Og sådan blev det.
Du har måske hørt om hendes tredje roman, En lykkelig slutning eller set hendes daglige stribe i Politiken.
Jeg vil læse alle hendes bøger. Hun kryber på få sider helt ind i dit mest fintmaskede, følelseslag og bliver der, lige til hun stikker dig med halen til sidst, ved at tviste info, du ikke lagde noget i, da du fik den. Det minder lidt om en kriminalroman på den måde. Du husker det stik, selv når du har læst 10 andre.
og det røde ø, som også burde være grønt for håb. Sidstnævnte for altid et eller andet til, at rumstere i mit baghoved. Hvad er det nu for et trafik skilt det minder mig om? Nåh ja parkering forbudt!
Jeg har i mange år gerne ville bytte almindelige madvarer ud med de ofte dyrere alternativer i økologiens tegn.
Men har jeg gjort det?
Næh…
Ja, jo mælken og æggene, den sidder på rygraden men når det gælder f.eks. persille, avocado og mandler er det næsten ikke engang en overvejelse jeg gør stående foran hylderne fugl, fisk og midt imellem iført mundbind og afstand i NETTO.
Da jeg tager persillen op, der ryger i den kørende indkøbskurv minimum hver 14 dag, ser jeg skævt ned på dens økologiske søster. Jeg er ellers heldig her, for de står side om side. Jeg sætter den tilbage, afventer et tegn.. Går ned i hug og kan lige akkurat styre impulsen til, at se mig over skulderen, for at tjekke om der nu skulle være nogen, der vil lægge mærke til (for så vigtig er jeg nemlig🤪), at jeg er på vej til at være min gamle ven utro. Søster Økologika er større og føles med det samme helt forkert i hånden. Kan jeg nu få spist det hele, når den nu er dobbelt så dyr, av.. hvad tror du det ender med?
Er det simpelthen vane? Ligesom jeg bedst kan lide at gå mine ruter den rigtige vej, for går jeg den anden kan følelsen jeg får indeni sammenlignes med, at få det forkerte ben ud af sengen.
Det har også noget med tro at gøre eller måske mere manglen på. For har man en gang konstateret at det ikke smagte bedre, er det så pengene værd! Og hvor er beviset på det nytter? Har koen været på græs, blevet aet over dens snottede snude? Er det man har sparet klodens resurser for et sted brugt og taget fra et andet? Puha det regnestykke orker jeg slet ikke sætte mig ind i. Anden halvdels manglende tiltro til projektet har jeg nu affundet mig med, at jeg IKKE kan flytte. Jeg må gå med min.
Det kød der!
Jeg vil jo helst have det ud.. men jeg er også realist eller mere korrekt anden halvdel smitter med sin overflod af udsagnsordet. Det har taget mig et HELT corona år, at ændre stavepladen i min hjernebark til, at formulere ordet grøntsagsret i stedet for kød, når jeg begynder at tænke i aftensmad allerede en time efter morgenmaden. Jeg er af den overbevisning, at spiser jeg en lille frikadelle engang i mellem, er der en masse substitutter jeg bliver fri for, at tage stilling til, B12-vitamin f.eks. Men det er et spørgsmål om tid, for der går oftere og oftere en uge imellem jeg får kød. Der står dog, at B12 er ret let optageligt i mælkeprodukter (ost, tjek).
Deler mange frokoster torskerogn med genbrugskatten, der meget hellere vil fråde i afpudset mørbrad. Han må virkelig synes han har trukket nitten ved, at blive adopteret af os. De fleste aftner skrider han, når vi spiser, gider ikke engang undersøge om jeg har glemt noget på køkkenbordet, for der lugter ikke af rå eller tilberedt kød nogen vegne.
Pist.. Fisk kan det overhovedet fås økologisk? Nåh, men det må jeg undersøge. Så på en bus forleden dag, at økologisk tandpasta kunne fås i mange varianter. Bare man kunne få den så den ligner den vi plejer. Det ville gøre alting så meget nemmere, for har jeg først lagt min vare ned til de andre i kurven, er jeg som en teenager fuldstændig ligeglad med hvad der kommer til, at stå på min bong. Altså jeg kigger da, når jeg kommer ud med missende øjne halvt mod solen og halvt i mangel af læsebrille. Men det er jo ikke fordi jeg ville gå ind igen, stille mig foran den voksende kø med den stressede ungarbejder klemt inde bag plastik skærmen og med hænderne i siden, sige meget højt og bestemt, “det er altså for dyrt, der er nogle af tingene jeg ikke vil have.”
Da det er ham, der handler, mig der kokkerere kræver det parallelle samarbejde ikke nødvendigvis enighed, kun logistik. Ved nye tiltag tværtimod må forståelse for hinandens bevæggrunde siges, at være et absolut minimum. Selvom det er min egen butik og vi har hver vores områder vi er enten bestyrer eller førstemand for, så kan det godt føles lidt grænseoverskridende, at skulle blande mig. Da overraskelser sjældent bliver taget godt imod, tænkte jeg, at jeg ville være i god tid med min lille plan. Så et sted i marts stillede jeg mig op på madkassen og annoncerede, at 2 maj i år var sidste gang, at jeg lavede retter med kød, der ikke var økologisk. Tænkte, da vi er lidt forbeholdne nogen af os… at hvis vi nu startede med de 4 benede først, kyllingen har vi næsten styr på, så var det ikke en kovending, der blev trukket ned over nogen over night. Tænk meget stram badehætte på ikke vådt nok hår. Vi kunne så også nå, at spise det ikke økomærkede i fryseren først, inden de gule mærker for alvor indtog skufferne, når nu frugthøsten fra sidste år var blendet til ske indførelse med hakkende tænder i februar til følge.
Mon ikke indkøberen kan leve med nogle ugers forkert udstigning fra alligevel alt for varm dyne for de 4 og 2-benedes skyld? Dem med hjerter bankende inde under det dampende skind. Ignorere de nervøse tics, når han står lænet ind over frysemontren, ved den blotte tanke om, at betale FULD pris for de færre kilogram vi allerede spiser!
Han har så længe jeg kan huske vundet med argumentet, hvis smagen ikke er bedre så… kunne de røde mærker ikke hamle op med den stadig øgede mængde af gule. Vi har været sammen i ja over halvdelen af mit liv, så nu må det være mine argumenter, der skal stå øverst på vinderskamlen. Næste gang jeg så står foran det grønne må jeg slet ikke tage “min” ynglings op, for ellers har den nye ikke en fair chance for, at blive integreret oppe i min hjernebak som noget jeg plejer.
Vi må lige have en undtagelsesregel:
Hvis økologika persilla er slatten så tager jeg altså hende fra du ved … før.
Alle har vi vores hvorfor og hvorfor ikke. Vi har en tradition i disse år, der går ud på, at lørdag aften hvis vi er hjemme skal vi se mærkelige film. I den sidste time knaser vi os igennem 2 store hjemmepoppede skåle, med alle gamle plomber i overhængende fare. Det er oftest den bebrillede som kommer med forslag, (vi lader som om vi overvejer), og anden halvdel stikker næsen i pc sporet og bliver lige akkurat honoreret for sin kunnen af den unge film entusiast. Den anden dag kom hans far med et bud. Et spritnyt fransk drama fra 2019 fundet som et lån på bib`en, han havde faktisk allerede bestilt den. Den blev med det samme afvist, for lige den instruktør var flyttet til et andet land for mange år siden, p.g.a. virkelige tunge anklager om misbrug af magt i den værste METOO ånd.
Det respektere jeg fuldt ud, men lige på tungespidsen lå, hvad med den ko du har guffet fra Mc D.for 3 dage siden? Den, jeg uden du ved det betragter som det påskeæg, jeg tolker, du er for stor til nu uden din adspurgte accept. Hvis papir jeg fandt stoppet ind i et gemme på dit værelse, som en kær og elsket skat. Som ville der, hvis du ønskede det nok ligesom i Jack og bønnestagen, vokse et træ op igennem din topmadras og vippe genbrugskatten ned fra hovedpuden i sit forsøg på, at at nå loftet med papæsker med big mac menu på den ene gren og mcflurrys med smarties på en anden. Skraldet, som ellers ville være blevet fundet i 2029 ved et overraskelsesangreb fra en hidtil ukendt fossil af en tv-vært for hans Gen(eration) Z, som forsøgte sig med en genoplivning af “skjult kamera” programmer på sin egen YouTubekanal. Jeg gjorde det ikke, for det kan jeg sgu ikke være bekendt, især hvis vi lige husker, at jeg jo så skide nødig vil svigte min gode ven, persillen til højre.
Money, money, money
Jeg har råd, jeg er ikke Goldielocks som lever på SU og en corona lukket skobutik. Min konto bugner trods covid 19, for jeg har og dette er sagt med nedslået blik, IKKE støttet mine lokale takeaway muligheder (altså ud over “påskeægget”🍔🍟🥤 til begge børn), eller bestilt nyt tøj over nettet. Jeg har bare vendt det om på den anden side og brugt det igen.😉Nej, helt ærligt har jeg da tastet mit kontokortnummer ikke som udenadslære men helt sikkert til 18-årigs manglende begejstring, for der vil være flere eksperimenter i køkkenet, i vente for ham. Blev fristet og købte en roll on, hvor der stod; organic, no perfume, intensive care and protection. Sagde jeg, den var stemplet med det lille Vegan mærke og et andet som selv min læsebrille nægtede, at afsløre hvad betød. Jeg ved ikke om vi har et forstørrelsesglas et sted, det er jo trods alt nu året 2021 vi taler om, ikke i fremtiden 2029. 5 minutter efter jeg havde påsmurt mine intetanende armhuller stadset, så jeg mig i spejlet. ILDRØDE VAR DE, seriøst! Så meget for aloe vera!
Vidste du det?
Jeg vidste ikke, at er Ø-mærket rødt betyder det, at varen er produceret i DK.
Jeg vidste ikke, at er det grønt er varen produceret i Europa.
Jeg vidste egentlig godt, at har landmanden dyr skal de have mulighed for daglig motion og friskluft. De skal have ordentlige staldforhold og mulighed for hvile. Alt sammen noget jeg bliver nød til, at have tillid til RENT FAKTISK PASSER.
Jeg vidste egentlig også, at den økologiske landmand ikke må bruge pesticider til, at bekæmpe ukrudt med, eller kemikalier for at få afgrøderne til, at vokse hurtigere.
Jeg vidste faktisk ikke, men det burde være logik for snart 50-årig, at økologiske produkter heller ikke må tilføjes kunstige aromaer, og langt færre tilsætningsstoffer er tilladt end i de “almindelige”.
For en, der er så meget mod indtagelse af en hver form for kemi, er det faktisk utroligt jeg ikke har kæmpet mere på hjemmefronten før nu. Det har dog også skyldes netop det. Som en anden Modesty Blaise (tegneserie tjek hende ud, hun var min Anders and) skulle jeg slås med blottede nervetråde mod argumenter, som har føltes som uindtagelige højborge, der krævede klatreudstyr man selvfølgelig nu som 49-årig kan købe alle steder online. Jeg er ALTID hende, der vil noget de andre indtil nu IKKE vil, først. Det er ligesom at cykle i modvind, med bortennisbolde store hagl i ansigtet op af Tour De France` s højeste tinde i hudløsgivende G-streng og uden bh under den iskolde og drivvåde cykeltrøje. Som, at bede de allernærmeste familiemedlemmer om, at holde op med at ryge ens første-og nyfødte (deres første barnebarn) ind i det lille ansigt, i dets eget hjem for 23 år siden. En ørefigen dengang af en verbal personlig fornærmelse, som i dag ville svare til hvis jeg i morgen forførte en andens dreng på 18 somre, og insisterede på, at føde hans barn i januar 2022. Nu, så sikkert ikke mere muligt i de tomme æggebakkers navn. Bork, bork så er påsken forbi men er hagl, blæst og snot i 11-taller?
Så hvad nu!
Det er kun en beslutning væk.
Tjek ved økonomi
Tjek ved hvorfor
Tjek ved tro
Tjek ved støtte
Tjek ved ok, hvis smagen ikke er mere end den samme.
Tjek ved, at jeg skal gå over til en anden hylde, i en større butik end NETTO. Hm .. må true anden halvdel sådan helt blidt med, at jeg vil bestille økologiske madvarer over nettet, medmindre selvfølgelig, at han vil spare “forsendelse”… Jeg er nemlig ikke billig i drift fordi jeg er “økonoma”, jeg kan bare virkelig ikke lide at handle, specielt ikke i centre. To minutter fra indgangen er jeg allerede mæt, overvældet af lyde, lugte, og andre menneskers sindsstemninger som min fastmonterede antenne ustandseligt drejer efter. Tænk scenen i filmen Stjernekrigen, hvor Luke Skywalker og Han Solo lige har befriet prinsesse Leia. Fanget i en gang skyder de for, at slippe væk fra stormtropperne et hul i væggen ned til noget, der viser sig at være en affaldskværn. Gyngende nede i det våde skrald begynder de enorme vægge pludselig stille og skæbnesvangert, at lukke sig tættere og tættere om dem. Jeg har så bare ikke nogen seje (dog ret frustrerede) gutter med lyssvær, at opleve det med! Eller mit hoved ombundet af fletninger, der ALDRIG går op eller sender snavsede tjavser ned af min kind for den sags skyld.
Tjek ved forståelsen og accepten af, at persillen efter skilsmissen altså ikke lader sine stilke blive bløde og smattede i trods, fordi jeg ikke mere holder den i mine hænder. Jeg vil dog stadig forbeholde mig den fulde ret til, at holde øje med om kasse”damen” nu lader mit nye bekendtskab kører ind i midterbanen for, på et split sekund og meget uretfærdigt, at blive halshugget uden rettergang. Eller om han eller hende respektfuld sætter den ud til side uden, at jeg behøver at bede om det. Dobbelt tjek.
Hvad er det for en lugt? Nåh.. det er jo mig!
Havde set på YouTube, at man kunne bruge kokosolie som creme. Der var dog ikke nogen, som sagde noget om, at når man har svedt, så lugter man som en harsk flødebolle.
Økologisk min bare r..
Jeg tror, jeg er allergisk over for mærker, hvor der står organic.
Knus fra
En wonnabe økomærket afslappet, jern indtagelse i form af Petroselinum* afhængig.
Indlægget kunne glimrende være et appendiks til indlægget fra 4 februar, ” O A`s (overgangsalderens) abc.”
Har du prøvet det?
Samtalen iført dybdeborende og insisterende øjenkontakt med hende i spejlet?
Hvad var du egentlig i stand til at være over for/til hende? Læg hånden på det berømte hjerte. Var du en lyttende veninde, en favnende mor eller var du en nedrig bitch?
Louise L. Hay vil have dig til at give slip på al modstand. Med den holder du dig selv ubehjælpsomt fast i gamle overbevisninger, og udelukker derved muligheden for at nye og dejlige ting kan ske for dig. Og hvem vil ikke have det?
Selvfølgelig er det, der hvor du møder allermest modstand du skal arbejde.
At se sig selv ind i spejlet med svømmende og skræmmende øjenkontakt er den hurtigst mulige måde, at opnå resultater med bekræftelser.
At “muge” ud, som hun kalder det, i det mentale hus burde være på dagsordenen som lejligheden, huset du rent fysisk bor i. Og ligesom hvis man ændre sine kost vaner kan det hele godt blive værre et stykke tid før det stille og roligt bliver noget andet. Bedre kan tage endnu længere tid. Måske tænk 10 lørdage, 10 x toilet rengøring. Det må kunne gøre det.
Jeg går ud på toilettet, ser mig selv ind i øjnene intet problem indtil nu, da jeg nemlig så er fri for, at se mine mørke rande under dem. Formen, minder heldigvis om en glad smiley og ikke en vranten mund. Deres uønskede eksistens skyldes enten noget genetisk, noget eller nogen jeg ikke kan “tåle” eller det faktum, at jeg har sovet dårligt langt flere år end jeg bryder mig om at tænke på. Poserne med alm.-og natbind ligger åbnet, men lige halvfyldte/tomme i den store dybe skuffe ude på toilettet. I soveværelset, i sengebordets ene skuffe ligger den “anden” graviditetstest. Ligger og venter i sin ensomhed i den åbnede plastik mellem pakken med lommetørklæder fra R, en kuglepen klikket ud, en notesbog til tanker der strejfer og bogtitelnoteringer, gamle nød (brugte, svedt, små “anderledes” i farven og passer nu kun til den “rigtige” gang) ørepropper og bollehåndklædet. Jeg har foræret Goldielocks kondomerne.
Du kan låne den efter Goldielocks, tror dog at jeg vil have den tilbage.
Det er som om at overgangsalderen kører på de allersidste hormonelle indfaldsveje. Som en anden bølgende sinuskurve har hedeturene de sidste mange nætter vækket mig op og jeg har krænget dynen af inden hederen blev for uudholdelig. Undskyld, jeg forstår først nu, at overophedning kan være meget ubehagelig. Så er det faktisk mere “rart”, at rygcrawle i sveden mod daggryet. I mine forsøg på at snyde dem, har jeg stukket lemmer ud i forskellige positioner for stadig at kunne kramme dynen, men de flader sig ubarmhjertigt ikke ud, før jeg ligger halvnøgen på tænderhakkende afstand af dynen. Vælter mig derfor for det meste ud over kanten, og åbner døren til stuen med en lyd, som kunne vække en hel sovesal. Synker ned på brættet, mens jeg gør mit alleryderste for ikke, at tænke på noget som helst i verden. Lige så snart en tanketråd slipper en hjernevinding prøver jeg, at afbryde dens videre forløb. Den kan nemlig inden jeg når håndtaget til min dynes opholdsplads igen, hurtigt blive en indædt “here we go again” muted monolog, hvor jeg brokker mig til mig over visse arbejdsrelaterede problemstillinger.
Problemet er, at et eller andet sted inde i mig, er den ene af de 3 kontrakter jeg hvert år underskriver til hver enkelt arbejdsplads for en sæson, åbenbart skrevet ikke i blod, men i en form for overnaturlig loyalitet krydret med skyld. Veninder er både på andet og tredje jobskifte og jeg… Jeg beundre deres forflyttelses naturlighed med fornyet spekulerende nysgerrig. Jeg har grebet den mentale graveske.
Så nu står jeg foran spejlet, med allerede rynkede og tynde formandende bryn.
Jeg åbner munden og lukker den så igen, for døren er åben og at snakke til en skærm via skype er en ting. Tale til mig selv, med mig selv herude “eye to eye”, det gør mig så genert, at jeg akut føler trang til, at tage bukserne ned og lige tjekke om jeg skal igen. Det, selv om det slet ikke er det tidspunkt på dagen, og 1-10 gang på skype er jo længe siden nu.
“Jeg er villig til at give slip på min modstand mod …” Jeg lukker døren.
Det kunne ligeså godt være en voksen variant af, “jeg melder krig mod”.
Men dette er ikke krig vel! Dette gentagne ritual skulle jo netop være en begravelse af den fandens stridsøkse. Står jeg ikke netop her fordi jeg er så træt af, at være i krig med min egen angst for hvad der ville ske, hvis jeg gav slip på min tro på… Ja hvad? Jeg ved det faktisk ikke rigtig mere, som har det sidste år lagt et slør ud over alle mine gamle begreber. Hver gang jeg bliver behandlet som et irriterende barn og tilsidesat efter jeg har sagt min mening, skærer de gamle “bånd” dybe rifter i min følelse af forurettelse. Det er som om, at det beskyttelseslag som har siddet under de bånd er faldet af, forsvundet. Jeg har ledt men kan ikke finde dem. Måske er det givet til en anden? En med mere behov? Klovene skraber i manegens bløde grus og jeg dukker mit hoved, ikke som før for at finde mig i det, men for lige om lidt at storme frem med hornene først. Jeg tvinger mig selv til, at tage mig tiden. Se mig omkring ud under korte øjenvipper, for giver jeg efter for raseriet vil det være, at give efter for en ny form for blindhed, en anden måde, at give ansvaret fra mig på.
“Jeg er villig til” rømmer mig, prøver igen, “give slip på.” Undskyld jeg starter lige igen ikke! “Jeg er villig til, at give slip på min modstand, al min modstand mod, at sige et hold op, èt hold!”
Sidste år slap jeg faktisk et, men det var en naturlig afgang ved døden, for få og ændrede lokaleforhold så det var ikke rigtig mig, som sagde op. Jeg blev ladet gå, eller jeg blev ikke ansat igen, hvordan du nu end vil beskrive det. Nåh det var så det, rart, men så dukkede et andet op. Et jeg selv havde ytret ønske om i det forsømte covid 19 forår. Nogle arbejdspladser støtter og skubber en helt ud til kanten af sit skælvende jeg, hvad de heldigvis ikke kan se over mail. Når man så fortsætter selv, ud af deres udstukket vej, hepper de, som svævede man som en anden påskefyr (du ved Big J.) uden at synke i til anklerne.
På grund af corona har jeg arbejdet meget men på mit eget gulv, foran kameraet og pc`en Hanne til trætte fingre og en hjerne sandet til. Da det ikke er beviseligt for dem, der nægter at tjekke det ud, har jeg indvilliget i, at undsætte på anden vis og underviser for første gang tror jeg i 25 år (det er så nogensinde) i dagene op til påske. Løn fra en arbejdsgiver, den anden “not so much”. Fair efter måneder arbejdende derhjemme og ikke på arbejdspladsen? Goldieloks kinder gløder, øjnene skuler og munden mumler “fagforening..”
Jeg følte mig presset og sagde friskt i stemmen, “jeg underviser i dagene før påske”, det var så før jeg fandt ud af, at det ville blive en bonus for alle andre end mig. Ligesom teenageren er forventet, at babysitte sin lillesøster, så mor og far kan gå på date. Hun fik jo lov til at holde en fest i sidste måned. Det er skyld med sky på. Det er ikke for det, hvis der bare dukker nogen dejlige smil op jeg kan undervise, (helst ikke dem, som ser op mod skyerne, kniber øjnene sammen og siger, “det bliver vist regn”), så vil jeg med den største glæde gøre det. Noget knirker dog modvilligt, som kæden på den gamle cykel lige før den sidder ubehjælpsomt fast på grund af rust i leddene.
Jeg kyler bolden med al min kraft i asfalten, “Jeg melder krig mod…” Alle løber inklusiv mig selv. En stemme fra min mave spørger, “øh hvem melder du krig mod?”
“Nåh ja du ved mit eget sløje selvværd!”
Det er altså ikke en gammel James Bond film det her og jeg er ikke Rusland!
Selvværdet
Jeg ser bestemt på sølvpilen inde i spejlet med de brune øjne, der altså er militærfarvet, du ved ligesom de der camouflagenet de bruger, når de skal skjule noget!
Jeg holder øjenkontakten. “Jeg er villig til at give slip på al min modstand mod, at indrømme hvor meget det går mig på, når andre sætter spørgsmålstegn ved noget, det burde være tydeligt som skåret i neon, at jeg ved mest om.”
“Jeg er villig til at opgive al min modstand mod at tro på, at jeg da sagtens kan klare mig selv derude som andre selvstændigt undervisende.” Uden dem i øret, som har den selvopfundne kommandørkaptajn kasket på ude som inde. Dem som sjældent og hvis de endelig gør det, deltager så halvhjertet, som gør det fysisk ondt i deres eget snobberi og nedlade sig på det! Seniorundervisning. De burde være på ikke lyd inden i mig, men ofte modarbejder den min koncentration, så jeg de første minutter af en times undervisning mentalt rager rundt for så endelig at lande i roen og bruge den på dem, som virkelig er der ude, altid.
Takkekort
Hjertelig tak for det. I er en gave og al modstand af en hver tænkelig art værd, ALTID.
Hvad skal du opgive din modstand imod?
Jeg ved ikke hvor mange gange man skal gentage sin “remse” foran spejlet. Jeg tror for mit eget vedkommende det er, når jeg kan gå forbi toilettet uden, at føle trang til, at knappe knappen op og lyne ned. Efter at havde ligget og duvet alt for længe på den solfaktor, olieskinende overflade som et brugt hygiejnebind i en svømmepool på Rhodos i1993, er skidtet kommet rigtig op til overfladen. Har du lyst til, at krænge bikinien på og gå ned ad stigen der? Nej vel, så er stranden med al dens sand i bogen, øjenkrogen og på det altid, alt for lille badehåndklæde alligevel at foretrække. Uh .. var der lige en fisk der snittede mit ben der? Nåh puha det var bare noget plastik… Indpakningen til bindet! Nåh hellere det!
Næste gang du læser så læg fingerspidserne på læberne. Sidder du og former alle ordene med munden?
Det skal handle (lidt) om bogen, “Lær dig selv at lære”.
Hvordan læser du? hurtigt, langsomt? Må du ofte rejse dig op og lave noget andet? Bliver du så træt, at du simpelthen må lægge dig til at sove?
Man kan åbenbart læse så langsomt, at hjernen keder sig. Du ved den med, at så sider man og bladre, nærstudere andre sider, sidste side er virkelig ikke godt vel! Kigger du ud af vinduet og lader dig frivilligt distrahere af naboens råbende børn “Leika!” Eller hvad med lydene af en opvask, der bliver taget 2 lukkede døre væk.
Finder du dig selv sidde og stirre ud i luften med den opslåede bog i skødet er det i realiteten meditation, så lad det endelig være. Det giver helt sikkert lidt tiltrængt indre fred så længe.
Godt det først er bagefter, at man kan se hvor mange timer det egentlig krævede, at lære noget nyt.
Det mest givende for læringsprocessens succesrate er, at lade mindekaret om gamle mislykkede missioner blive på jorden for foden af “bjerget”. Svært, som at fortælle en gammel veninde, at I er vokset fra hinanden autch…
Rygsækken på ryggen skal kun indeholde dit eget indre heppekor og dem du har i levende live i egen eller andre kommuner.
Løb agilityløb udenom “negativa`s”, der altid har deres skorpionhaler klar til, at punktere din vilje, tro og håb.
Jeg ville aldrig havde kunnet arbejde i et åbent kontorlandskab, har altid følt en blanding af beundring og ærefrygt, når jeg en sjælden gang af en eller anden årsag tog med på anden halvdels arbejde udenfor arbejdstid. De, der lange gange, store borde overalt og gyset over storkontorets slumrende stilhed. Jeg er ubevidst gået uden om og søgt andre rum. For de ville havde afsløret mig! Jeg kan ikke holde nogle lyde ude, bliver så let som et mindre barn fanget af alt omkring mig især Lyde fra munde, der spiser, åbner, lukker, tygger, synker, snakker. Propper derfor omhyggeligt nu hvor vi er 3, der arbejder hjemme høretelefonerne helt ind, når jeg skal koncentrere mig. Hvis mine ører havde kunnet ville de dreje konstant som antenner i hver vågne time, bib, bib, bib, bib.
Hopper du ned over siden? Skråt? Lodret? Finder du dig selv hængende ved samme sætning, hvor du starter helt forfra ved det store bogstav flere gange uden, at tænke over det, fordi du ubevidst tænker du ellers ikke ville forstå helheden? Læser du med støtte (finger eller bogmærke)? Går du nogle gange tilbage fordi du lige må nyde sætningen en gang til?
Hjerneforskningen, har stort set fastslået atmedfødte talenter for kundskabstilegnelse sandsynligvis ikke findes.
hr. ringom
Jeg troede der stod RingORM …Undskyld Bjørn, men nu hedder du ikke andet inde i mit hoved.
Positiv indstilling
Et stærkt ønske om at det skal lykkedes
Planlægning af din tid
3 meget vigtige ting hvis du skal lære noget nyt.
Bogen er udgivet på dansk i 1997 og har måske stået hos mig lige så længe, så den burde være flyttet hjemmefra for længst som Goldilocks på 23 år!
Jeg har altså altid haft et ønske om at “opnå bedre koncentration, forståelse og hukommelse”, som også er bogens undertitel.
Den er kort fortalt pissekedelig og jeg tvinger mig igennem den for, at den kan få sin egen nye lejlighed ude i byen. Indrømmet også fordi a) anden halvdel har sagt, jeg aldrig vil få læst de bøger, som står i min bogreol. Han læser jo stadigvæk ikke nogle af mine valg, medmindre jeg har læst dem før vi mødtes i 1992 og han altså ikke ved jeg har læst den. Det kan jeg godt lide sådan lidt tilfældigt at fortælle, når han er halvt igennem siddende i IKEA stolen med fodskamlen jeg endnu ikke har siddet i, nyt mål for 2021! Det er ikke hans skyld, Oluaf (genbrugskatten) havde den først og så blev det ligesom aldrig mig og den stol.
Bjørn kommer med en masse fuldstændig urealistiske og ubrugelige måder (for mig), at træne ovenstående undertitel forbedringen på. For mig er det spild af tid, at træne tal og ord uden mening kun for, at blive bekræftet i, at jeg selvfølgelig ikke kan huske dem sølle 15 minutter senere, da jeg jo ikke engang halvhjertet har prøvet. Jeg forstår hvor han vil hen men det er simpelt hen ikke logisk for mig. Skal jeg blive bedre til noget skal det have en nytte faktor på min. 100%, jeg skal kunne bruge det med det samme og helst for 3 uger siden. Og nåh ja b) det kunne være, at den inden for den tid det tog (14 dage) at læse den, havde åbnet min hjerne op og fået den til, at suge viden til sig som en støvsuger med ny pose. At jeg vågnede op efter endnu en nats afbrudt søvn og kunne huske ting jeg har fået vist 3 gange uden, at skulle lave tegn og gæt med mig selv i forskellige udlevede varianter for, at undgå at slide på ægtefælles pædagogiske rækkevidde. Det tærer lidt på forholdet når han ønsker sig outsourcet efter hans normale arbejdstid, fordi jeg sætter hans og min tålmodighed på prøve med min variant af forståelse for hvordan ting kan hænge sammen. Øhm.. jeg vil jo gerne byde ind…
Jeg har før skrevet om hvor nedsættende man kan behandle sig selv i overbevisningen om, at lærer man meget via bl.a. billeder, fantasi og følelser og altså primært med højre hjernehalvdel så er man knap så klog som hvis man bruger den “matematiske” venstre halvdel af hjernen til at forstå. Med sidstnævnte bliver man automatisk betragtet som en HJERNE, nørd, en klog person. Da det højre hjerne halvdel står for længe ikke har været helt accepteret af vores materialistiske samfund har man heller ikke før nu erkendt betydningen af den, husk den er skrevet i ja 1992 faktisk, da den oprindelig er på norsk. Nu ved man at begge kommer med noget, helhedtænkning fremmer simpelthen indlæring. For at blive en bedre “studerende” skal jeg f.eks. personligt tænke mere i hvad venstre hjernehalvdel byder på, det kunne være tid, struktur, rækkefølger og tal.
Pst. du må ikke sige det til ham, men ambitionen er, at jeg i 2021 skal gøre mig fuldstændig fri fra ukontrollabel spørgelyst til dr. Johnsen. At min KANSELV gen er blevet så tilstrækkeligt stort så det udfylder mig fra hjertecelle til hudcelle. Nogle ønsker at komme til Afrika og se de 5 store, andre vil bare gerne spørges OM HVAD SOM HELST. Laveste barre; kunne se alvorligt på meget stor hankat (ikke ægtemand tsk din fantasi!) og gøre alvor af ikke, at lade ham diktere, at jeg kun kan sove til kl. 8 lørdag morgen fordi han mener, at så skal han have sine 5 godbider, seriøst! Den idiot, der har giver ham den vane…. Her minder han om 18 årig bebrillet, der tror at når jeg har gjort/lavet noget han holder af en gang så er det allerede en vane eller i det mindste, “det plejer vi da, det gjorde du jo sidste gang, kan du ikke huske det?”
“Næh…øh..”, dukker hovedet. “Åh ja nu kommer det”, ser op igen, ramt af ikke altid særlig varmt selverkendelses lys. “Nej jeg kan ikke huske det” Her kunne jeg godt blive fristet til, at bruge OGA alias overgangsalderens si af en hjerne i problemstilingen men hvorfor, det spil er afsluttet. OGA vandt første runde men anden runde er så meget min, har jeg fortalt hvor dårlig en taber jeg kunnevære hvis jeg ikke fik en forbandet 6`? Forskellige ting og oplevelser gør indtryk på os, det gør ikke mig til et OGA bytte.
Jeg FRAVRISTER den overfyldte fryser 4 vafler. Hans søster kommer på sit ugentlige besøg. En til mig, halvanden til dem. Min venstre hjernehalvdel fortæller mig HØJT og TYDELIGT, at han ikke kan lide at spise ting der er delt, når de fra starten af er ment til, at sidde sammen som f.eks. en figenstang, en banan eller ja en vaffel. Det tæller ikke, at jeg siger at han får de 3 hjerter (højre hjernehalvdel= kærlig omsorg) og hun de to. Det ved jeg godt, det fortæller min intuition (højre hjerne halvdel) mig, men nu står jeg jo lige og VARMER DEM TIL DEM venstre hjernehalvdel (tid), da vi så kan komme hurtigere ind og se serie inden hun skal hjem. I det jeg lægger dem på brødristeren hvor de nu sagtens kan være grundet min hensynsgen kan jeg mærke, nu kommer det!
” Hvorfor har du allerede delt dem?” Tonefaldet er irriteret, kontrolleret, som var det andet og mere end et vaffelhjerte der var på spil (hvem ved måske er det også det for ham). Intet argument holder vand indtil det forunderlige sker, han tænker selv. Han råber ind til den mobiltastende inde bag den lukkede toiletdør “Hvor mange vil du have?”
“En”
Meget tilfreds med sig selv tager han nu de 2 HELE ikke iturevet vafler og påbegynder flødeskumspåsmøring til kant. Hans søster kommer ud lettet! til de 2+3 løsdele= 1 hel vaffel. Så kan roen sænke sig mens serien i sine 90 farver får grinene frem. Den venstre styrede affinder sig nådigt med, at sidde uden benene oppe på sivpuffen da Goldielocks den højrestyredes knæ stadig er dårligt. Sivpuffen som han ikke kan lide fordi den ikke er den anden vi havde. Gad vide hvilken hjerne halvdel Olauf er styret af?
DU må ikke sige det jeg har den. Godbidder hjernen selvfølgelig.
Hvor kan man forbedre sine hang til vaner og kan man blive helbredt for hensynsbetændelse og hvor lang tid tager det, hvis jeg nu er positivt indstillet, ønsker det brændende og laver tidsplaner?
Nåh men lige for, at besvare nogle af spørgsmålene fra toppen af.
Du må virkelig gerne støtte din læsning med en finger, men mumler du med og læser det i kanon indeni dig selv skal du nok tænke over hvordan du kan mindske det, da det gør dig til en langsommere læser, stop, sovende læser.
Din hjerne er faktisk ok klog, den behøver slet ikke, at læse alle ord på en linje for at forstå meningen med dem. Ikke mine ord, ringormens.
Eks. din hjerne behøver ord, ikke hele sætninger. Næsten kun en tredjedel ord men du var ikke i tvivl vel?
I sommers blev jeg introduceret for mindmaps, en form for forbedring af den notatteknik jeg lærte i folkeskolen. Det er et eminent hjælpemiddel, når du har først har indset din mangeårige modvilje mod at tage notater i det hele taget, har passeret sin udløbsdato. Du kan godt både tegne og lytte samtidig. Det er faktisk en god ting at bladre /skimme nogle gange. Ved at kigge på indhold, forord, se på billeder, tegninger og evt. efterskrift og litteraturlisten igennem på forhånd kan man hurtigere forstå indholdet, når man læser den bagefter, forfatteren har måske endda fortalt om sine overvejelser omkring bogen. Nu kommer noget vigtigt! Vi lærer ved at repetere, gentage igen og igen, hvilket bliver meget nemmere hvis vi kan relatere via de tanker følelser og billeder teksten får frem i os, informationen lagre sig hurtigere i langtidshukommelsen (dog stadig over tid ikke på 14 dage…). Tænk på oplevelser der står lyslevende for dig (en kliche jeg ved det). Der er følelser involveret ikke?
F.eks. skulle jeg mens jeg læste bogen havde sat små afrevne papirstykker ind ved relevante afsnit. Afsnit der var skrevet i ord, du og jeg kan kende os selv i, følelser igen hvilken hjernehalvdel?
De små lapper ville havde gjort det langt nemmere og hurtigere at skrive dette blogindlæg, givet mig et overblik fra starten af over, hvor ville jeg hen med det og hvordan jeg skulle få dig til, at tænke over hvilket forhold du har til at læse. Hvilken halvdel skal du søge mere samarbejde med for, at forbedre din indlæringsevne? Hvad er du en højre eller venstre (hjernehalvdel)?
Jeg bestemte mig desværre først for, at skrive om ringormen Bjørns bog da jeg bandende og halvt sovende var over halvvejs. På det tidspunkt bladede jeg hele tiden hen til litteraturlisten for at tjekke… Nej den var god nok, desværre, litteraturlisten kom først på side 269. Lige meget hvor mange gange jeg tjekkede det var det altid suk side 269, som ville udfri mig. Kunne dog stoppe side 267 hvor der står “dit bidrag betyder noget” tænk den emoji der græder af grin ik! Bogen har nu fået lidt lapper stukket ind, men det var ligesom for sent. Lidt a la iturevet vaffel.
Bjørnen beder faktisk sin læser om lige tænke noget mere over om man egentlig behøver, at læse lige den bog? Og ja for nu er jeg over side 218 og mangler kun 50-51 sider, det er fand… godt nok tæt på!
Om et par uger er den måske flyttet hjemmefra, der er jo livligt gang i boligmarkedet har jeg hørt.
I sommers gik jeg på et skrive kursus, måske endnu et bevis på, at jeg endelig er parat til, at tage ansvar for drømmen om udgivelse af en bog. Så der var den, nu er det ude, sådan er det. “Skriverejsen” som det hed, (jeg bliver ikke betalt for at reklamere) kunne havde heddet “Skriverejsen for dummies”, det mener jeg virkelig i allermest positive forstand. For 207 kr. om måneden blev jeg sommeren over ledt igennem et lige til og nemt anvendeligt program, som uden jeg opdagede det, dag for dag oveni gjorde mig mere pc kyndig. Så pædagogisk sat op, så der virkelig ikke var noget at være bange for. Med de 207 kr. som en løftet pegefinger kastede jeg mig pligtskyldigt og skrive sultent over samtlige opgaver. Angreb tasterne og blokken så hårdt, at mine sætninger sås tydeligt på bagsiden af hver enkelt side bagefter. Intet at misforstå og muligheden for, at gå tilbage efter pauser, tjekke, jeps den var god nok der har jeg været og gå på igen lå altid åben hvis overskuddet var der, når opvasken var taget og maven drejede sit fordøjelseshjul.
Ansvarets kolde og klamme hånd
Vi skulle indføre faget ansvar a-z i folkeskolen og et udvidet et af slagsen i de videregående uddannelser. I det skulle bl. a. indgå et ½ årligt førstehjælpskursus med hjertestarter tillæg hele vejen op fra de små klasser. Det havde jeg personligt haft meget mere gavn af, end at skulle udregne arealet af landbrugsjord på HF. Det til trods for, at min far havde både får, stråtækt og hest. Med det 1½ -2 år der altid når, at gå imellem jeg får den lille 3 timers opdatering af det oprindelige førstehjælpskursus jeg tog år tilbage, er jeg aldrig helt tryg. Det er jo ikke noget jeg mestre. Der har været rigeligt med situationer, hvor jeg har skulle tage stilling til hvad jeg skulle gøre. Noget så uskyldigt som sving eller drejninger af armene fra favnhøjde til op over hovedet kan sende en nakke/skulder spændt direkte til tælling. Da jeg er underviseren ses det nogle steder som noget helt naturligt, at jeg skal tage mig af den slags. Angst for hvad der ville ske, hvis jeg indrømmede det jeg så som noget der virkeligt skete, har jeg reageret sent. For sent efter min egen mening. Jeg har dog taget Florence Nightingale kostumet på og er indtil nu sluppet for både mund til mund, og hjertemassagen og kun taget mig omsorgsfuldt af. Andre er også trådt yderst hjælpsomme til i alle tilfælde.
Corona har ikke gjort det nemmere, nu hænger der en lille nylon sag i min nøglering, som i sin miniaturelomme lukket af velcro indeholder en, hvad jeg ser for mig som et femidom i ekstra small (nu med filter) til min mund, hvis nu uheldet skulle ske. I disse vintermåneder hvor undervisningen har været online ville det også havde krævet hjemmebesøg i beskyttelsesdragt. Jeg vil i fremtiden tage på de førstehjælpskurser jeg bliver tilbudt uden brok (derhjemme) over, at jeg ingen løn får og at jeg skal bruge min weekend på det. Skal jeg have overskud til, at tage “femidomet” på, være så cool at mine fingre rent faktisk vil kunne udføre denne øvelse i finmotorik i panik (med handsker i str. one size), så kræver det øvelse igen og igen. Jeg regner nu med, at jeg glemmer alt om både, at lave tragt med munden (mikrofonen ligger 100 m. væk henne på bænken overfor i den enorme hal) og råbe, “er der en læge tilstede?” og først komme i tanke om covid 19 mundbeskyttelsen, når jeg kører hjem.
Da utilpashed, fald og besvimelser heldigvis for det ikke er hverdag, selv om jeg nu er ret overbevidst om, at jeg har haft mere erfaring med det end de fleste, slår det mig altid ud, når det sker. Jeg mener, anden halvdel har aldrig lagt sin gaffel ned på kanten af sin tallerken i vores gulp snart 29 år sammen og sagt, “der var en kvinde der brækkede begge håndled”, fordi jeg bad hende om noget!” Det ville være dejligt hvis den førstehjælp sad derinde, i mine hænder som på evig autopilot og ikke som en frygtet eksamen man ude i fremtiden kan blive bedt om at tage, uden tid til ordentlig forberedelse.
Kan man give hjertemassage hvis hjerteanfaldet sidder i en stol? Ringede 112, så mine fingre kunne altså godt huske det, godt så, flueben ved det. Er det rent faktisk meningen jeg næste gang skal flå vedkommende ned på gulvet og skiftevis lade ham eller hende smage min nyligt nedsvælgede fintsnittede rødløg og deres ditto? Nu var det “bare” et angst anfald så…
Hjertemassagen, flet fingre, læn dig frem og tryk 30 gange .. hårdt
Lad os sige det sådan, at sandsynligheden for jeg knækker ribben er minimal, for der er aldrig nogen underviser, (nogle af dem er øhm.. ret lækre på de kurser), der har set anerkendende på mig og sagt, “du trykker vel nok godt!” Ja, måske er det sørgeligt, men jeg har altså også har brug for den, dèr, rosen (den verbale). Hvor jeg hver gang er gået hjem med følelsen af, at jeg skulle havde befølt den dukke så meget mere, følte jeg sidste gang, at nu havde jeg den. Så kom corona og nu er jeg en opdatering efter igen. Så måske skal jeg indstille mig på, at lade min indre thaimassør komme frem. Simpelthen stille mig op på den lufthungrende brystkasse med min taske på ryggen (vent lidt skal liiiige pakke mine ting sammen først) og tage den derfra mens jeg råber ud i rummet, “hvem ringer?”
Vil man ikke hellere have ondt, når man ligger på siden og ved latterandfald nogle måneder frem, og så vente med, at skulle hive folk i kirke og besvære kære med death cleaning i ens navn, nogen tid endnu?
Hvordan fanden skal vi ellers lykkedes med, at blive ældgamle med al det mærkelige vi velvilligt fører indenbords? Læste ingredienslisten på et mormorbrød fra REMA, der var 24! Jeg forstod vand, mel, salt og gær, men hvad i alverden var alt det andet? Kan man i det hele taget kalde det for brød! Og mormor! Hvorfor skal hun blandes ind i det? Fordi der er (var) et farfarbrød? Hvis du aldrig har hørt om det så spørg en indikeret IRMA fan og få en udførlig beskrivelse.
Det var til gengæld vanedannede synes du ikke? Jeg tør personligt ikke købe det mere, for tænk hvis det blev en oplevelse som sidst jeg smagte et “gåsebryst” fra bageren! Marcipanovertrækket var… Ja det havde i hvert fald ikke set en mandel! Så er du nøddeallergiker kan du trygt gå ombord, med mindre du heller ikke kan tåle sporstofferne (står altid som noget mystisk langt nede i ingredienslisten). De får mig til, at mindes ualmindelige langtrukne fysiologitimer på mit studie i 90`erne, eller en krimi i medicinal industriens tegn.
Jeg holdt meget af folkeskolen hjemkundskab, er dog blevet en lille smule optaget af, at mine kartofler ikke er rå, når de sættes på bordet.
Vi indordner os velvilligt substitutter det er blevet normalen
De kunne kalde brødet, “jeg smager ikke af en hujende skid brød”, det ville havde været mere dækkende. Eller når anden halvdel siger, “jamen vi har da vaniljeekstrakt”, og han hiver en vaniljearoma ud af gemmerne. Den har han kunnet købe billigt fordi den aldrig har været i nærheden af en vaniljeplante kun et reagensglas. Det svarer til, at gå forbi fiskemanden, tage en dyb indånding af brakvand og så bagefter sige, “jeg spiser fisk hver mandag”.
Eller den vi alle kender, jeg dyrker motion, eller sagt på den ærlige måde jeg betaler hjertens gerne for, at andre kan holde en juleafslutning på min regning, mens jeg laver fråderen på sofaen med stadig dybere indsigt i Netflix`s repertoire. Abonnementet skal jo bruges.
Hvor mange gange har min dengang 11, 13, 15 og nu 18 årige ikke sukket over folkeskolens valg af fag, emner og brug af timer. “Hvorfor skal vi det her, det giver ingen mening?”
Nogle gange kan det skide statuerede eksempel være så uendeligt ligegyldigt
De gange mine børn er kommet hjem og sagt ” jeg havde glemt gymnastik tøj, mor, så jeg sad på bænken”. Øh.. jeg havde kunnet forstå det hvis de ønskede, at honorere dem for veludført opgave løsning da de fleste nok mere ville synes det var en gave end en decideret straf, at skulle gå glip af at rende rundt i en hal eller hvad med udenfor! Hvis mine børn ikke havde været børn af en afspænding- og bevægelsespædagog så havde de nok hoppet jublende rundt, men det var de altså. Der er vel heller ikke nogen der giver sit barn stuearrest i dag. Er der? Skulle det virkelig trænge ind i den hormonangrebne hjerne, at det er vigtigt at huske gymnastik tøjet til næste uge så lad da teenageren svede så meget, at bh`en under de nærmest ikke eksisterende bryster bliver så våd og klam af fysisk anstrengelse, at det vil tage timer at tørre eller så våd i skridtet, at det kan ses igennem de flotte chinos (tætsiddende lange bukser). Se det ville være pinligt.
Hvad jeg ikke har set på grund af slidte badedragter, der ikke kunne holde …vand, løftede numser (mænds) i boksershorts i 1996, … fødder i træsko…, hængerøv og hjulben i cowboybukser, “tynde nyloner” godt spillet ud over en bred mås, jeg kunne blive ved men lader dem ligeeeee stå lidt! Det kommer sgu da ikke an på det, med mindre altså, at skoene er til egentlig fare for bæreren af dem. Træskoene bliver jeg derfor aldrig vild med.
Underviser/instruktør i gymnastik. Jeg er så træt af det ord, det lyder som noget man gjorde i forrige århundrede og det gjorde man jo også og vi bliver forhåbentlig ved med det, men ordet trækker ned på det jeg laver. Hvorfor ellers falder tilmeldingstallene hele tiden med mindre det er fordi mit rygte er løbet i forvejen! Tag nu yoga for eksempel, det ord styrer da for vildt, altid hot og bruges world wide.
Hvor er læringen om livet i skolerne? Den rigtige forberedelse til hvad man kan komme ud for, at skulle tage stilling til? Ja, ja jeg ved godt, at det skal vi jo stå for os forældre men det er sgu da det, de gør med jævnaldrene, det, de hører dem sige og ja YOUTUBE, Hr. jeg ved det hele og hans millioner af kanaler, der batter mest er det ikke? Jeg har for en del år siden prøvet at forklare måske 14 årig dreng, at Hr. YOUTUBE altså ikke kommer og stryger ham over håret ved feber, hører på al hans jammer, og bestemt ikke står klar ved popkorn gryden lørdag efter lørdag aften plus, skrubber det sorte af bagefter. Store Hr. Y er også, er jeg sikker på ret ligeglad med, at drengen kan gøre nat til dag uden at røre en finger før kl. 16 næste MORGEN, hvor han vælter uglet ud i køkkenet for, at indtage en just produceret smoothie, som jo så ikke ville havde været der, hvis det havde “stået” til ham. “Søg og du skal finde”, spørger ikke hvordan han VIRKELIG har det lige nu i dette uerstattelige øjeblik. Han kan hverken kramme eller stille(s) til ansvar. For ham, er den bebrillede kun en enkelt byte.
Så kunne vi ikke også blive enige om, at hvis et fag som madkundskab ikke får nok timer eller har økonomi til at lave f. eks. mad i og af, hvad er så overhovedet meningen med timerne? De kunne alle havde taget noget i familiens køleskab inden de forlod hjemmet, se så ville de havde lært noget om rester, bæredygtighed og at bruge deres fantasi. Goldielocks madlavnings lærer vaskede tøj i timerne, det var en pæn underholdende historie ved middagsbordet. Men i virkeligheden ved jeg jo ikke om hun var en trængt alenemor vel? Der var ikke en vaskemaskine i skolekøkkenet i hjemkundskab (bare ordet ik!) anno 1983, den opdatering er der så åbenbart råd til? Hvad så med at kalde faget ernæringslære, “vil du score eller vil du gå resten af dit liv og hade dine ekstra 5 kg?” Lære dem at tage ansvar for det der ryger ind og ja for fødebollernes ve og vel. Se lidt på deres transit tilværelse. Studere baggrunde for andre folkeslags valg af køleskabs indhold. Så vi ikke ser det som en personlig fornærmelse, når tilflyttere ikke falder i svime over koldskål, jordbær og bacon. Nogle kunne stadig, temmelig pinligt syntes jeg, finde på at bede tilflyttere eller besøgende om, at udtale “rødgrød med fløde”. Helt ærligt, den sætning kunne godt trænge til en 2021 opdatering.
Efter begge børns klassesammenlægninger opgav jeg simpelthen at lære de nye navne, i stedet burde jeg havde tænkt, at det var “min” rødgrød med fløde. Når jeg er i udlandet ved jeg godt, når jeg ser betaget ind igennem butiksruden med kager, at ingen af dem kan slå udvalget fra en dansk bager. Det har næsten intet at gøre med min mor var ansat i en og at jeg tog endnu mere på grundet den øgede mulighed for indtagelse fra posen efter fyraften. Jeg ville havde vist det alligevel. Det var jo dem jeg var opvokset med. Andre har jo også deres forskellige variationer over temaet førstegangsoplevelser.
Hvad skal jeg stemme?
Helt fra de små klasse skulle børnene hver uge have en time i dansk politik, så de på diverse videregående uddannelser sammen med 27 andre jævnaldrene følte det naturligt, at diskutere politik. Lige som, at der terpes “he, she, it, is” i engelsktimerne hvilket jeg naivt går ud fra, at de stadig gør, som staveordene i dansk. De forskelige udgangspunkter i folketingspartierne skulle på en pædagogisk måde introduceres, ikke a la kinesisk forhørs teknik, men så alle kunne forstå og turde danne og fremsige deres egen mening. Det er ikke alle børn som har forældre, der elsker at diskutere politik over spaghettien og kødsaucen. Eller måske er de så pinlige, at høre på så man er skredet. Politik skal ikke påduttes det skal være en mavefornemmelse, som skabes ud fra viden. Man skal ville gå til stemmeurnerne som 18 årig fordi man rent faktisk ALLE MAND med dansk statsborgerskab føler sig ansvarlig og interesseret i hvem fanden, der reagere vores land og hvordan. Det land vi vælgere er så heldige at bo i. Politikerne skulle så løbende uddannes i hvordan man kommunikere sin meninger ud let forståeligt og altid holde sig bag egen disk, i egen butik. Sælge er fint, kaste med rådne tomater er ikke.
Der er virkelig intet land jeg hellere vil bo i lige nu (især set tilbage i corona bakspejlet), end i landet hvis venstre del ligner en julemand og det siger jeg ikke bare fordi jeg bor i Nissernes dal.
Hvor fanden blev taknemmeligheden af!
Der er nogle, der må arbejde virkelig hårdt for, at vi alle kan blive lukket ud. Når den dag forhåbentlig sker snart, håber jeg vi vil hoppe og springe som køer lukket ud den første varme nok dag efter vinterens mørke.
Søg på dr.dk Bryllup, begravelse og dåb fra 2019. Vist dec. 2020 tror jeg.
Kan man “tillade” sig det? Tillade sig, at blive mor som 50-årig? Kan man sådan rigtig? Er det ikke kun noget, der sker “andre” steder, i blade, på YouTube, andre verdensdele, end her?
Da jeg i 1992 fandt ud af, at min kærestes far havde været 42(!) da hans sidstfødte kom til verden blev jeg en smule, nej det er en underdrivelse jeg var godt gammeldags skide forarget. Det kunne man da ikke. Det har flyttet sig må jeg sige. Pigen, der kom til verden er snart 36 år og hendes far? Tja han er stadig en blændende far med sine 77 år. For hvad er vigtigst, at være en far, ung men altid ude under bilen i den opvarmede garage eller midaldrende og tilstede. Jeg ville til en hver tid havde byttet for sådan en som hendes, der lavede pizza til sin svigerdatter første gang han mødte hende. Velkommen i familien. Sommeren, hvor EM i fodbold dominerede fjernsynsskærmene og lagde gaderne øde.
Se nu med. For scenen er sat. Den handler om mod, familie snærende bånd, forestillinger om hvad ens familie og venner kan rumme og glæden, når de alligevel uden forventning i øvrigt, hjerteligt og småbrokkende stiller op.
Undskyld
Den handler også om at sige undskyld. Eller mere præcist tage beslutningen om, at holde op med at sige undskyld. Undskylde for den man var, det man gjorde fordi man ikke vidste bedre, uden intention om at såre andre, men alligevel (desværre) endte med, at gøre det. (Nogle gange var det dog et skjult nag der måske huserede). Bange, styrret af principper, som var baseret på egne eller andres meninger/fordomme om hvad det er at give, modtage, blive taget for givet, flået, miste armen, skulderen og skulderbladet med.
Beslutte sig for, at stoppe med at undskylde for den man ønsker at være, og for den man ikke kan lade være med at være, fordi det er selve grundessensen af ens jeg, Selvet, det, der i psykologien referere til individets bevidste reflektive personlighed. Frit oversat betyder det vi er i konstant forandring cellemæssigt og tankemæssigt. Vi er altså uden indflydelse på, at vi bliver nød til at flytte os i tanker, i tid, det vil ske. Men hvor vi vil flytte os hen og hvordan, det er op til os selv.
Så hav tålmodighed med mig lidt endnu Goldielocks, da kufferten af gamle reaktionsmønstre stadig bumler efter mig på revne gummihjul, der med deres skingre lyd i de olietrængende hjullejer stadig insistere på tid. Tid til, at opmagasinerer dem på en ordentlig måde, før jeg kan slippe dem og de nye fuldt og helt (trekvart) overtage deres plads. Selv da, må jeg hellere advare om, bliver jeg ikke en modellerbar anden halvdel af et forældrepar, som er forventet at undskylde for den ene, den anden og mig selv med. Livet går fremad. Det er slut med at undskylde. Jeg er ikke en surdej, der kan klare det overnight, mere en vaniljeessens der bliver bedre jo længere du venter.
Bryllup
Svensk sommer, fluer i solstrejf, lyshårede manker, træmænd og koner.
Et knald, en kort affære.
Brudene danser, tøjet svinger, frisuren falder.
Ansigtet i skærmen, reflekterende overbid, øjnene undskyldningen ikke når.
Unge blomster der vies.
Ægtefolk der er, der var, der overvejer
Kjolen krænges, stiletten tabt,
Håndvasken bruges, hænderne knapt.
Dansen bliver vild, løssluppen, fri.
Dåserne køre væk, celledeling begynder.
Et møde i en skov, et nej, et ja.
Hænderne himmelråbende “beslutningen jeg skal tag!”
Begravelse
På skovstien hånd når hjerte.
Indbydelsen over dilden.
“Ikke min sag at bestemme, Din?”
Sangen akkompagneres af klaverspillende fingre.
En bror, præst med stor mund, og hjertet på plads,
Leveren fri, for meget? for fyldt?
Ja, det fra flasken i lommen, i skuffen, i skab,
støttet af gamlingen, det nu på sin plads?
Dine tæer krymper til barnesko, for intet synes mormoren hun ikke skal vide.
Hun presser den ene, hulker hos den anden, den tredje holder mund.
Først tager han faldet, så hun, vindeltrappen er lang.
For foden alle stimler sammen,
“hvad sker der for barnet?”
Munde er åbne, ører lukkede, næser rynkede, døden er her.
Kirken smukkere end lukket, fyldt af spraglet glas, træ og sten.
“… er her ikke mer`.”
Dåb
Sandheden må ud, undskyldninger slutte.
Nogen skal tilgive, andre skal tænke.
Utro er pjat, som dolkestød i centrum,
men er det ikke rigtigst at elske barnet?
Vigtigt, at se over næsetippen sin,
den tit meget være som forhindring i vejen.
De første skridt mod fonten slæbende lange, de næste korte
i evighed amen.
Uh… jeg holdt et par pauser i de 1½ time lange afsnit, for jeg har det svært med, når tråde skal redes ud og sandheder få lov at siges uden censur. Blikket mere og mere dugget, næsen tæt, så fingrene famler efter det i forvejen godt krøllede lommetørklæde og jeg hiver ud i blusen da armhulerne fugtes, da jeg damper som i et anfald overgangsalder. Engang hørt omtalt som en luner.
Der er også en sæson 2, ditto på kun 2 afsnit samme varighed. Sagde jeg, at det er Colin Nutley der står bag med sin kone Helena Bergström plus resultatet (en af brudene)?
De navne siger da ikke mig noget!
Jo de gør, for han stod bag filmene Englegård den første fra 1992 og hun havde den altoverskyggende hovedrolle.
Jeg elsker svensk, sproget fyldt af barnelige ord der skal dække alvorlige udtryk, deres måde at køre i byer på, at jeg kan side i deres biografer og vælge mellem, at forstå det meste af det tekstede eller lytte til det engelske oppe fra højtalerne. Fordi jeg har haft barnesomre i det land vil der altid lugte af skovhindbær, mine øjne se stengærder så langt øjet rækker og køer vil slikke næseboer først det ene så det andet. Jeg elsker Malmø og håber igen en dag komme på stamhotellet (været der 2 gange), 500 meter fra centralstationen. Gå ud timer efter bordbestilling og spise det samme sted iklædt i kulden benvarmere og regnbukser, lige meget, hver en skånskklingende sætning vil alligevel altid være forbundet med svensk sommer, fluer, kokasser og dugvåde morgener.
Knus og de hjerteligste hilsner
Lisser
Ps. Sæson 2 skulle være der også, men siden melder fejl. Hvilket er irriterende hvis det rent faktisk betyder, at de har fjernet siden/muligheden for overhovedet, at se sæson 2. Det kunne de godt skrive, dr! Det er sjusk. Tv4 og C More skulle kunne gøre det, ikke fordi jeg har nogle af dem.
Tak igen Melina fra forlaget Harper Collins for, at gøre denne tekst mulig. Kan man overhovedet blive træt af, at modtage en bog med posten, indpakket i bobleplast?
Nyd den for dens minimale drama i dramaet.
Den er en pageturner.
Du ønsker at læse slutningen, men samtidig lader du bogen ligge på bordet lidt længere fordi du ved, at tager du den op vil du blive hurtigere færdig og hvad så…
Så skal jagten gå ind på en ny råhyggelig bog.
Malin er slut 40` og måske er det hvorfor hun griber mig. Identifikations mulighed over hele linjen.
Dyrene, et arbejde der har fyldt tilværelsen ud er slagtede, hun er blevet en hjemmegående husmor. Forholdet til hendes mand er udelukkende baseret på sandkagen, madpakken, Janssons fristelse, og et kig ud i en tom stald i det skjulte. Ægtesengen er til at sove i. Længslerne er proppet ned i baglommen, som et brugt lommetørklæde af stof der stikker ud, men hun kan ikke få det hele ned. Der er ikke plads, heldigvis.
Hun vil ikke såre, protestere, gøre væsen af sig, tror ikke på, at hun har ret til mere end det hun har. Ordene, frustrationen flyder ud og nedskrevet havner de i stedet for skrivebordsskuffen mellem siderne i en bog i bogbussen, som kører sin rute hver uge. Det havner hos Erik og for ham er det en skat. En fortrolighed han ved han må give skribenten tilbage.
Og hans forslag? Det rene vanvid.
Malin
Børnene er store, fra flyttede, spørgsmålene der flyver rundt i dit hoved. E du glad der hvor du er nu? Føler du dig hjemme i dit hjem, med ham eller hende i den anden side af dobbeltsengen, kan du stadig se dig selv tusse rundt der morgen grim, pensioneret med havregrøds kanelen mellem fortænderne om 3, 10 og 20 år?
For hvis du ikke kan det, den største del af tiden (læs: ikke hele tiden), så bliver du nød til at turde spørge det ubehagelige spørgsmål, der får mave regionen til at trække sig indåndingsudelukket sammen og det er frygtindgydende.
Man kan gå. Man har lov til at gå
E.
Når hylden man er landet på måske ikke er fyldt op med det du forestillede dig, eller at den netop er det, men dine behov for at føle dig levende har flyttet sig, du har flyttet dig. Måske har du endelig gjort noget du har sprunget over, udsat. Måske ved du nu, at du skal jokke lige ud i det næste med saltrande indrammede, tunge vinterstøvler og vil ham der i dobbeltsengen så følge dig, heppe på dig (bærer dig)), elske den nye variant af dig og endda følge med ud i sin egen parallelle udvikling? Eller… Vil han læne sig tilbage, fordi han forestiller sig, at du vil det han vil, uden at spørge for du har aldrig givet ham grund til andet.
Tør du erkende hvad du vil for resten af dit liv? Det er nemlig det snart 50 gør, tvinger din magelighed helt ud på kanten af stolen, Er dette nu “fint” eller længes du og føler dig bundet, holdt tilbage og i så fald hvad og hvem fortæller du, dig selv, der gør det?
Modet det kræver, at gøre krav på at ville noget andet end i går, sidste år og være vidt åben over for det du måske ikke engang ved du drømmer om endnu. Det, som kun vil åbenbare sig hvis du tør ændre ting som er, og nu udelukkende er blevet en sløj fortsættelse af var.
Man kan godt træde vande i sin egen magelighed og lulle sig selv ind i, at “det er da heller ikke så vigtigt!”
Men når det igen og igen dukker op så er det ikke lige meget, så er det fordi det vil ses, høres, og erkendes. Lige meget hvor meget du nægter, at give det plads vil det blive ved med at dukke op bare i forskellige mere eller mindre gennemskuelige skikkelser.
Det er ofte vores egen forestilling eller måske snarere manglen på fantasi, der spiller os et puds med hensyn til hvad der kan lade sig gøre, det, der begrænser vores horisont til en lille snæver og tryg dal. Begrænsninger vi måske ender med, at tro blindt og naivt på er det bedste for os. Troen på, at ja du fylder måske snart 50 men derfor kan det altså stadig godt være muligt, at f. eks. udgive en bog. Jeg er jo ikke døende, det er kun mine æggestokke som er ekkorungende tomme. Nogle gange niver mine æggestokke som kan de ikke forstår, at der ikke er flere i kø, at skubbe ud i “lederne”.
Længsel kræver plads, masser af plads og tid.
Det er jo en feelgood roman så vi ved begge hvad den må ende med, men det er ikke det, der optager os vel! Det er hvordan det, romancen, forholdet udfoldes, menneskene vi lærer at kende og som vi ønsker det bedste for, udvikler sig. I dette tilfælde hvordan Malin går fra, at tro hun og husbond Anders skal på aftægt i et nybygget hus ved siden af fremtidige børnebørn til, at ville noget nok til, at rive tørklædet op af baglommen og svinge vildt med det i luften over hovedet og kæmpe for noget, for sig selv, som hun aldrig rigtig har turde indvie andre i.
Det gør mig ked af det, når jeg mærker hendes fuld stop, røde lys for sig selv, som må blive meget gult, før det bliver grønt.
Det gør mig skide irriteret når hun ikke siger fra. Det er immer væk store ting hun siger ja til, ikke bare en skide, skive hjemmebag i cafeen.
Tomheden udeblev for hvornår mon hun kommer med en ny, hende Eli Åhman Owetz?
Glæd dig
Kh.
P.t. feelgood søgende efter lidt mere af samme slags.
lisserfix 