Noget giver efter under den ene sko, glider op mellem rillerne en efter en.

Morgenen er mørk, og jeg kniber øjnene sammen mod det, der er under den drejede fod.

Det føles som har mine øjne rullet rundt i deres huler hele natten og nu skal have nogle sekunder for, at kunne fokusere. Sidder seriøst visse morgner efter speeddating min morgenmad, og kan ikke forstå hvorfor jeg får kvalme, når jeg siddende på kummen kigger ned i bladet. Forventer stadig i håbefulde øjeblikke af min læsefærdighed, at den ikke behøver hjælp fra plastersammenholdt brille i blå filt.

Resterne på gulvet er lige en tone anderledes end træplankerne. Det er nogle timer siden det skinnede vådt.

På køkkenvaskens kant ligger en strømpe. Da jeg vender den giver alt mening. Nøj, hvor han skal få.

Morgenen startede ellers som mange andre.

Tjek ved succes med at få også anden hæl i smalt bukseben uden, at træde på kat. Anbefaler egentlig ikke at udføre balanceøvelser inden kaffen har ramt systemet. Mens jeg slingrer ud mod bryggerset for og mindske muligheden for genvejen mellem mine ben, får kradsetræet hans ærgrelse over tiden det tog mig, at skubbe tyngdedynen til siden og spærre ham vejen ind i soveværelset på vej ud. Når neglene er slebne begynder konkurrencen om, at komme først ud til hans madskål i bryggerset. Her konstaterer vi begge, at der er masser i den.

Sch…tæller; 1, 2 … 12 godbidder plus/minus stumper. Aer fingerspidserne mindre kattemad lugtende fra bryst mod halespids.

Fumler langs køleskabslågens mellemste hyldekant for at tage beholderen med leverpostejen ud. Han er holdt op med at knase. Lydløse, løbende poter og nu er 2 glaskugler fokuseret på knivens lyd mod kagetallerkenen. Jeg er så skide skyldig i, at han en dag dør med fedt om hjertet på grund af det morgen ritual. Jeg tørrer fedtet af skæret med sammenkrøllet køkkenrulle fra skraldespanden. Han ville nok hellere have portionen hel og vente mindre. Det kræver alligevel en god omgang morgen hygiejne fra hans potter og tunges side af, når han er færdig.

Laver en mental opstramning for, at holde meget påtrængende morgenurin inde til også underbukserne har forladt varm hud. Ihhhh… koldt bræt. Puster ud.

Bladet er tilbage i skuffen, håndklædet mørkplettet og skoene klapper ned i gangens gulv. Min hånd laver næsten cirkelbevægelser på min mave.

Det er da jeg går igennem køkkenet for, at tage min havregrødsgryde ud af skabet, det sker.

Åh… Manner.

Adder..

Der er det med Olauf, at når han kaster op så bliver han ikke på stedet. Det gjorde jeg heller ikke, da han sænkede sit lille hoved over desserttallerkenen. Opkasteren sidder nu inde i stuens mørke i vindueskarmen. Det eneste som lyser op er hans hvide bryst, og en hvid pote, der igen og igen stryger mod en mundvig.

Med mobilens lygte tændt følger jeg i mine fodspor tilbage igennem gangen og jeps, jeg har vasket hænder så bademåtten er også, ja du ved, katte opkast påtvunget.

Ender med, at måtte vaske hele køkkengulvet med mørket som eneste vidne.

Tjek ved rene riller, tjek ved afsætninger, skidt pyt med bademåtten….

Jeg fylder kedlen med vand og sætter den på sin dertil indrettede og løfter strømpen op.

Den unge mand har ikke på nogen måde kunnet undgå og mærke fornemmelsen af noget give efter. Han er kun lige er gået i seng, hørte døren til værelset gå.

Det var heldigvis spyt og tørfoder den indeholdt, klatten, så ingen ildelugt. Lægger strømpen i blød.

Det er altså hvad min opdragelse af to styks individ er endt ud i.

Det er fandeme ikke i orden at efterlade dette rod.

Bliver lidt mildere for hver kaffeslurk og teske havregrød.

Pst..

Tror du også at husdyr er meget klogere end de viser.

Jeg har genbrugskatten mistænkt for at sidde bag nedløbsrøret ude på terrassen og holde øje med hvornår min bag møder hynderne i prinsessestakken. Når jeg har lukket vinduet bag ham skal jeg kradse hans højheds kinder med så lidt gene for hans lange knurhår som muligt, ellers laver han grimasser. Så svanser han ud af rummet og i ly af væggen sidder han sikkert og kattefisser fniser med forpoterne vippende op og ned på de kolde bagben fordi jeg nu igen spiser de sidste 2 mundfulde, kolde.

Morgengrøden tager 10 minutter at kokkerere men der går 8 minutter. 8? Så går fordøjelsestoget fra lidt damp på stationen til tut tut i fuld fart ud af skinnerne væk fra perronen. Nu er det ikke for det, jeg er glad for mit indre systems effektivitet men havde ikke noget imod hvis aftrykket efter ovalen blev dybere imens havregrødens rand inde på tallerkenen skiftede farve og glans.

Jeg har fortalt mit frygt, frys og flygt refleks inden i, at børnene ikke udgør en fare for fornuften mere, ja den ene har ikke boet hjemme i årevis, men lydisoleringen, morgenstunden og afstanden imellem fødderne og det flisebelagte er åbenbart helt perfekt for kreativiteten. Goldielocks og den unge mand (hendes lillebror) har en indre radar for, hvornår jeg er faldet til ro efter dagens arbejde. For ligesom Olauf vil ud inden jeg er i gang med ned rulningen af rullen, (også ved andet besøg), så ringer hun altid, når jeg har kæmpet hele eftermiddagen i overspringshandlingernes dybe afgrund og endelig rejst mig for at forberede buffeten, arbejde o.a.

Mor, hvorfor larmer du sådan?

Hakker så helt forsigtigt med globalen ned i brættet for ikke og forstyrre hendes ører igennem øretelefonerne, mens jeg hører bilerne suse eller er det osten hun pakker ud?

Senere

Tyrens afkom:

Jamen du kunne jo se det.

Øh ja, men først da jeg havde været på toilettet og tilbage, det er sgu et “dick move”. Vær venligst overbærende med tydeligvis naiv mor, der håber at imponere lige så YouTube afhængigt afkom med ungt sprog.

Dick move; amerikansk slang, brugt mellem venner der har et frit sprog. Betyder blandt andet dårligt valg af handling og ja også noget andet…

Mig fortsat:

Du kunne havde lagt en seddel!

Du må tænke lige hvad du vil for…

Her går samtalen i en mere argumenterende retning, hvor tyren står med indianske samtale skyer ud af næsefløjene. Tyren er forurettet da vandmand (alias ung mand) synes, han er i sin gode ret til og smøre ansvaret for optørringen af på gulvaskskyldneren.

Hovene skraber advarende i træplankerne. De tynde øjenbryn næsten mødes på midten.

Du skal ikke gaslighte mig.

Oversat; du skal ikke få mig til at føle mig forkert ved at tviste rigtigt og forkert. Men hvis du nu indrømmer, at det var et “dig move,” så snakker vi samme sprog igen.

Hovedet falder ned og en mumlen, der kunne tolkes som undskyld forsvinder op i opvaskemidlets svage duft.

Senere, meget, en halv dag..

Undskyld

Blikket møder mit, stemmen tydelig.

Jeg smiler og ved han mener det meeen…

Sådan en handling skal have en konsekvens og det er jo en ren foræring, en flot indpakket gave til så mange forståelser af ham, mig, vores dynamik, hans udvikling, min, hvad det nye år skal byde på. Hvad vælger han, jeg og ja Olauf?

Han har mere hvor det kom fra.

Knus, stort, bjørn, grå, blød og varm(set.)

Hvem kan få dig til at se, at nu skal der sgu ske noget, alle involverede er parat?