Vinduesviskeren svinger sløvt mens flere kommer ind på parkeringspladsen, kun for at opdage alle har taget bilen, i stedet for slå paraplyen ud. For få måneder siden ville denne situation havde været klaustrofobisk og Hvidens bagparti for stort.

Nysgerrig.

Vores yogaunderviser er holdt op.

Jeg er som en skyskraber oven over hende på bassinkanten.

Hvad kan jeg klare?

Sandhedsserum indtaget

Har hele min “karriere” fortalt alle der gad høre på det, at 12 hold ugentligt var et absolut maksimum for hvad kroppen kunne klare (overbevisning 295) uden, at skulle igennem 2 hofteled operationer inden tallet 60 blev rundet. Var det ikke synd for mig, at jeg skulle arbejde så fysisk hårdt. Nu fortæller de mig det selv, hvis jeg berør emnet🤣. Ønskede, indrømmet, at imponere med tallet da en 26 timers arbejdsuge, hvilket det nogenlunde svarer til, er meget langt fra de forventede 37 (nummer 296.) Jeg tvivlede også på om jeg kunne kunne leve af det, (nummer 297,) hvis jeg blev alene, og var derfor bange for det.

Jeg var jo næsten, godt nok noget ufrivilligt, arbejdsløs med kun få hold i sommermånederne og følte derfor (Overbevisning 298,) et stort behov for at tale indsatsen op. Det var som en refleks jeg ikke kunne styre. Var det mig selv eller dem jeg i virkeligheden ville overbevise?

At lade år gå imellem anmodning om lønforhøjelser gør af åbenlyse årsager ikke konto indholdet brat stigende.

Har af samme grund levet det, der på YouTube kaldes frugal, nyt ord for det gode gamle; sparsommelig. En god fornemmelse (nu,), at støtte plastik og tøjindustrien mindst muligt. Jeg har en (tøj) fest i en ordentlig og ikke hengemt/kælderlugtende røde kors butik, i mærker jeg aldrig har hørt om og pengene ved kasse 1 går til mennesker i nød. Det er mig, som vælter kurven på hjul, om hjørnet, ind i prøverummet, fordi der er TOP på. Sko. Er. Noget. Andet. Dyre, nye, med indre såler som er jeg et lam, der hopper fra sky til sky, i min egen drøm, er mit krav.

Indtil for et år siden lænede jeg mig trygt op ad ægtefælles svulmende indkomst. At leve sammen med en der tjener godt, er som at modtage supplerende dagpenge. Du mangler ikke noget, hvilket gør det uimodståeligt fristende og skubbe mavefornemmelsen ned, hver gang den som en korkprop skyder sig mod overfladen. Den lille stemme som til sidst skriger ud af navlen:

Jamen vil du ikke selv? Dine tanker og ord om selvstændighed og forestillingen om dens frihed er baseret på frygt, ikke andet. For at fejle, for valg ingen andre end dig kan beslutte om du skal tage.

Møgirriterende snusfornuft

Overbevisning nummer 300 og 301. Jeg havde brug for den fysiske pause sommeren over og ingen ville alligevel undervises.

Bevisførelse for selvsabotage.

Det er over årene blevet tydeligt for især ægtefælle, at mit humør synker som et slagskib i løbet af de 3 måneder, hvor kun 2 hold skal cykles til. Forstår så meget den arbejdsløses risiko for depressions lignende tilstand, på grund af dalende selvværdsfølelse for hver dag morgenmaden indtages. Alle har behov for at føle og vide deres plads, at netop de fylder den ud.

Overbevisning 300 og 301 nedlagt, slagtet, tænk halal, hopper ovenpå den med bøjede albuer og nakke. Tænker 3 kommuner, sommer, skyggefulde træer og plæner med arme rakt mod solen i hilsen.

Mit valg:

At deltage så meget i undervisningen.

Kunne … gå rundt som de indiske Youtubekanal indehavere og skræppe ned fra 10 og skubbe på kropsdele i en uendelighed.

Pst… Der kan jeg ikke gemme mig. Ville også kede mig, når jeg ikke måtte være med bare noget af tiden, (temmelig nyopstået selverkendelse fra de dybeste afgrunde.) Så kommer tankerne nemlig, (frygt nummer 451,) skal jeg skifte job? Hm.. Nej. Nåh.. puha… Bare fordi det er rigtigt for veninde er det, det, ikke nødvendigvis for mig. Jeg elsker filmene om Jurassic park. Måske er det fordi jeg inden i er en langhalset dinosaur, som elsker at blive hvor hun er og gumle på bladene.

Frygt nummer 452: at nogen, hvem som helst skal kede sig i mit selskab.

Har altid synes at ægtefælle ikke rigtig arbejdede. Han kunne jo sidde bag skærmen hele dagen og aldrig bekymre sig om hvordan hans ansigts udtryk så ud, eller om han kunne flytte om på en fejlplaceret bussemand eller brystvorte. På skidtmas dage ønskede jeg, mig formindsket så jeg som Tommelise kunne sidde i hans bryst lomme og hænge med hovedet. Trak i stedet, i snoren, så mit happyface blev foldet ud.

Men jeg er heldig. Hvem kan ellers se smilerynker under øjne og over buksebagen flere gange om ugen. Blive omsluttet af så meget kvidren på mørke dage, som trækker foråret nærmere ligesom fugle lige hjemvendt båret på hede strømme. Som sender livsglæde ud i små som, store rum, jeg kan modtage og sende tilbage i energiform som projektiler.

Vil du have noget müsli med hjem? Og knækbrød!

Håbefuld oversprings bager

Har 4 beholdere knækbrød, desværre ikke farmors opskrift, så blev øjeblikkelig døbt fuglefoder af bebrillet. Tsk.. som om han nogensinde har spist en mejsebold. Ja, hvad ved jeg.

I udviklings ryk har det åbenbaret sig med mere eller mindre væmmelige ansigter, at lige meget hvor lidt jeg havde og gøre med mine forældre klæbede deres måder, at være og anskue andre og verden på sig til mig, som olien i müsli blandingen jeg dage forinden havde spredt ud over bagepladen. Der stod jeg skulle trykke den ned. Okay så, ikke så meget …. Åbne ovnlågen, dele, åbne ovnlågen, vrikke, knække, bage videre, meget videre. Dagen efter knække, skære, klippe til.

Sprængte rammer

Nu er tallet 14.

Hvad gør du, måske ubevidst, som holder dig trygt i troen på dine overbevisningers enevælde fra for længst overskredne datoer?

Overser du ubevidst/bevidst information, der modsiger dem?

For at ændre selvsabotage skal du:

1. Se “dem.”
2. Bevidst beslutte at gøre noget andet, end du så trygt plejer.
3. Udføre.

Modløs ægtefælle tror ikke på unge mand inde på værelset.

Jeg lukker ned for ophavet i boks et, åbner for afkom i boks to.

Med håret stadig vådt, og tungen ulden efter den alt for varme suppe banker jeg på unge job søgende mands dør. Jeg får månedligt ny belægning i mundhulen fordi jeg stadig har til gode og finde ud af, at min gane endnu ikke har opnået indbygget grillhandske effekt som mine fingerspidser. Efter noget der kunne udledes som et bekræftende svar åbner jeg langsomt døren.

Skal vi?

Hovedet er tiltet til den ene side på grund af sideskilningen, da han bærende på sin computer kommer ind og sætter sig ved vores arbejdsstation, spisebordet.

Jeg har ikke skrevet en decideret ansøgning i hans leve alder og han? Aldrig. Min mave har trukket sig ind i sig selv, når jeg de sidste dage har gennem tænkt vores situation. Hans situation. Et styks studenterhue vil blive sendt tilbage til forhandler. Hans fars øjne fuld af mismod, den jobsøgende uden initiativ og så er der hende, der engang havde svært ved at formulere sig, når noget var alvorligt.

Jeg er ikke mere hende, hende der ikke kan, jeg folder historien (overbevisning nummer 129) sammen som en afrevet kladde og putter den i min indre makulator.

Hans lange overkrop falder ind over bordet, tavs. Afventende.

Synapserne i min hjerne står på pause som støvet, i februars sollys.

Han er det eneste menneske jeg føler mig 100 % tryg ved, at være stille (kedelig) med.

Guider ham ind i en opslået stilling.

Et ord, en sætning af gangen, som når han køber tøj, ved han hvad der er ham. Hvad han kan stå inde for.

Den første skrift altid en kladde, et skelet, der skal muskler og sener på, til sidst hjerne og et bankende hjerte.

Send.

Send.

Den manglende yogaunderviser

Skrev til Bent, en gammel kontakt, et møde i kulturhuset, får aldrig hans mobilnummer, det er jo Bent. Spørger heller ikke om hvad tid holdet ligger, det kan jo flyttes…

Regnbukserne knirker mens jeg i hurtige skridt går i retning af den trange holdeplads ved familie huset. Må stoppe op og lade skraldebilen kører frem igen efter, at havde bakket ind i hegnet over for mig. En kvinde stikker hovedet ud.

“Leder du efter nogen?”

Noget er galt, dette er ikke kulturhuset. Men det er her Sif`s gamle mødelokaler lå.

Jeg vender bilen på sidevejen, mens tegnet der betyder; våd vej begynder at blinke på instrumentbrættet og kører i overtid mod målet.

Overskudsvarmen på regnbuksernes inderside fra dagens sidste hold, bliver erstattet af hedeturen, der starter mellem skulderbladene.

En bil næsten snitter Hvidens nyvaskede sidedør, en indånding, og jeg er ude af parkeringspladsen. Kører ind ved Rosenhavens indgang og sætter bilen klods op ad indgangen til børneinstitutionen ved siden af.

10 minutter over.

Foran bibliotekets skranke, “En ældre herre?”

Rysten på hovedet.

Inde ad anden indgang står Bent, ikke den Bent men Kirks far, Michael var en ud af to i folkeskolen. En anden mand jeg har kendt i 19 år rækker hånden ud. Noget bliver hårdt under mit brystben. Jeg har aldrig villet arbejde for den mand.

Venligheden lyser ud af dem, men holdene kan ikke flyttes et minut og det kan jeg heller ikke. Kunne jeg tjene flere penge?

Sikkert.

Bange for at svigte vandnymferne og havkattene?

Nej.

Flytte dem så?

For hvad?

Gider ikke

Besvær for dem, for mig. Det er godt som det er og vigtigst. Jeg er fri. Fri til at kontakte udøvende hvis de giver mig lov. Det vil mændene overfor mig aldrig se som en mulighed.

Jeg er min egen magtindehaverske. Orker ikke flere mellemmænd eller kvinder, der kigger på mine hudskorpe belagte sandaler (føles som hårde knolde hvis du vil vide det) og svarer; “det kan da godt være,” når jeg spørger om de kan kopiere et papir med en maskine, de kender.

Spurgte du ikke hvad tid holdene lå?

Rationel ægtefælle

Ser op på ham, det ville jo gøre mig til. Dig. Siger det ikke. Troede jo … og lod spontaniteten sætte uforudset møde op med gamle bekendtskaber, indre som ydre.

Hvad vil du?

Leve livet med overbæren- og nysgerrighed for dig selv, mærke, smage, favne det, eller vil du se til fra dine gamle overbevisningers mausoleum?

Maven mumler efter smadret, frossen, banan.

Åbner boks 2, begge hjerner stivfrosne, jeg læner mig frem over dækservietten, nu på den anden side af hans plettede brilleglas, studerer jobannoncens salgsretorik (jeg ville hellere oversætte en tekst fra engelsk), kunne de ikke bare skrive det helt enkelt, det er jo for fanden et lagerjob de vil have besat, ikke lagerforvalterens.

Hvad siger du til?

Flyt de slidte overbevisninger til opbevaring i kælderen, på loftet, i en kasse under sengen og lad de nye få lov at knirke og funkle i deres nyfundne frihed.

Knus

Lisser

Taknemmelig for du læste med.

Fødselsdag

En forårsbebuder pryder reolen.

Schuish..

Klat fanges i nyvasket krølle.

Ingen liljer i hånden, holder masken, pungen blir i tasken.

Krøllen åbnes under stødvise vand udslip,

just været udsat for vinter klip.

I centrets ly tulipaner i spande træder vande

3 for hundred kan jeg se.

Udenfor, titter pink på grene gennem ruder af plast.

Chipplacering?

Fumler og guides.

Mand svøber skat

i brunlig mundering.

Krøllen stivner i vinden

holder sin form som kvinden.

Tillykke med to, tre en torsdag i regn,

syv, fem du om nogen sej.

Du læser ej bloggen, du får det på kort

Du blæser på bjerget

Din helt egen sort.🌸🌼