Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

O A`s abc

Alias overgangsalderens levede liv.

Ah… der forlod skyen mig.

Begge ben i squatten.

Cykle i vind og vejr, dog helst i sol og ikke i vintermørket med fortællinger i ørerne om mennesker, som har ild i røven for, at holde mit indre bål tændt, eller på energiløse dage tænde mit. Med fortvivlende lidt resultat. Må selv gnide den fandens flintesten.

Nogle dage ønsker man bare at;

  • pille tæer hovedløs og tankefri på en klippe.
  • skyen ville lette.
  • få lov til at hænge med hovedet.
  • se alting gennem skånsomt lys.
  • det ikke føles som om at man hænger i med det yderste af neglene.

Egosine, gør det igen til sommer, tager på højskole alene uden mand og “børn” for 3 år i træk. Men det vil blive den første gang uden, at føle mig som en mærkelig kvinde, når jeg gerne vil lære noget på en ferie i Danmark, prøve nye retter; vegansk, vegetarisk, med kød andre har sat sammen og ingen opvask. Blive talt til og blive lyttet på i ½ timer med øjne ind i mine, og ører der gider.

For fanden altså, lagde mig bare ned på knæ (midt december) fordi jeg ville så tæt på dem derude over skype som muligt. Har nu knæ, der ikke kan lide at gå, knap nok cykle og ja løbe har jeg opgivet, zumba … gør bare lidt ondt… ha løgner. Er det solidaritets smerter med 23-årig fraflyttede Goldielocks, som skal opereres. Jeg kan ikke lide, at jeg gør krav på av, av opmærksomhed for jeg skal jo under ingen omstændigheder have et fremmedlegeme ind i mit knæ. Vil hellere HALTE, som er mit ene ben meget kortere end det andet. Det er altså også meget bedre nu. Kan ikke finde ud af om det kan lide, at jeg sidder på min ende eller det er alle de squats, jeg er begyndt at lave. Nåh lige meget fortsætter begge.

Gnavne mennesker, der altid skal pifte min energi. Gå hjem. Gå direkte hjem med din surhed og onaner, eller et eller andet, gør noget, så du selv bliver glad og har noget at byde ind med. Glæde er noget du giver eller smitter med, ikke tager, suger, fravrister.

Hormoner, nej tak til plastre, gummi, og graviditetstests. Styr på dem!… I det ene øjeblik forsynes trussen med hvide, størknede (læs krasende) aflejringer fra for til bag og det andet svinger min sensitivitet, ned under kulkælderen til den kolde, bare jord. Skrid grå sky. Flytter mig lidt, nej helt ærligt. Det er åbenbart min personlige sky. “Nå, så hej så sky”. Skyer, som i det ene øjeblik er der, indtil jeg læner mig frem siddende på sengekanten for, at trække meget stram strømpe op over anklen. Jeg har modvilligt indset, at det kan være det mest smarte, da det kan give blå øjenomgivelser hvis man liiige skal multitaske og er ukoncentreret. I det jeg retter mig op, nu med en fod gysende strømpeløs opløses skyen som havde to storkrammende synapser i min hjerne givet slip og ladet lyset bogstavelig talt skinne fra en en klar, blå himmel ind i min hjerne. Det føles som at gå fra, at tro nogle har hacket ens bankkonto og tømt den, for et sekund efter, at få at vide det er en andens. Nej fis, du har bare glemt at tage læsebrillen på, der ligger lige ved siden af dig. Nogle gange er de som i fuldstændig unødvendige. De ligner bebrillet drengs dengang du pudsede dem, da det gik dig lidt på, at det så ellers ville kræve umenneskelige badut spring fra lærernes side, at tvinge bare den mest elementære viden “Igennem” og ind. Man kan nu godt træne øjnene op i, at se uden om ikke identificerbar plet(ter). Når kvalmen så sætter ind skal du uden at tøve rejse dig op, halte ud på vrissent knæ og gnide “sandet” af glassene med sulfo.

Is, som i hjemmelavet med for lidt sukker og æggeblommer, “den smager af flødeskum”, kommentere fedt forskrækket anden del, og…. så? Vi er faktisk nogle, der selvom vi skærer ned på diverse yver præstationer har en overordentlig stor kærlighed til kvalme bringende store mundfulde af det luftige produkt. “Rækker du mig lige skålen, skat?”

Jeg vil så meget. Som en 7-årig tumler jeg ned af en ny vej med 120 km. i timen. Et ny udklækket, lærelystent, frådende monster med en pludseligt opstået teknisk nysgerrighed, som er jeg min nu ex gamle mobil, der trængte til en længe negligeret men overordentlig tiltrængt opdatering. Ville ønske, at jeg ligesom dem bare skulle i stikket og vupti næste morgen, en helt ny model… Kunne de, der Apple mennesker ikke bruge deres ekspertise lidt på det? Det selvom jeg godt ved, at der vel efterhånden er lige så mange IPHONES som mennesker på kloden. Du kan også godt se det ikke? Hvad kan bedst betale sig? En opdatering af overgangsalderramt eller en ny IPHONE SE. De kunne bare bruge gammel IPHONE 8 indmad og så nyt lækkert (ca. 36 år) design. Lyder det ikke som en fandens god O A reset? Næh, du kan tro nej æblemand, jeg fik ideen først. Du ved patentloven.

Kan jeg virkelig det? Hver gang et ny lag af viden skal lagres finder jeg andre underneden insisterende på nøjagtig det samme. Anden halvdel, der ydmygt spørges som var han et andet call center, insisterer om aftenen på at blive outsourcet efter, at havde været spurgt så mange gange i løbet af dagen, at han er ved at udvikle stress symptomer, når han kan høre skriget fra stolebenene mod gulvet i stuen under middagsbordet. Han er ikke i nærheden af, at være på sikker afstand for videbegærlig 7- årig. Det kan tage ham 2 minutter at løse et problem min hjerne har kogt længe, skummende og flere gange over af, så hvorfor vente længere og brænde helt sammen? Jeg mener, så er vi jo ude i reservedele og til en model 71`skal du allerede nu ud til autoophuggeren i Nørre Snede.

Råber efter ham, “DER SKULLE IKKE SMILES”, på hans vej ind i soveværelset for, at hvile sin åbenbart trætte hjerne fordi han sekundet inden meget stille har sagt “ja, jeg ved jo ikke noget, jeg prøver mig bare frem!” Den bemærkning er faktisk en fornærmelse bare så at han ved det. Kan jeg måske gøre for, at jeg ved hvordan man får mennesker ud i haller og lave en variant af piri piri sauce og det så ikke er noget han tolker, at han har brug for! Han køber dog røde pebre til det, men var de nu på tilbud så det var en undskyldning for at købe 2 pakker? Går ud og kigger underneden. Er vel altid lidt paranoid overfor velmenende omsorgsfuldhed.

Alting skal læres på en gang, hulter til bulter, dage i energi flows hvor hver handling glider fra en til en anden og andre dage hvor jeg falder i staver i hakkende sætninger. Bekymringen over noget nyt jeg er bange for ikke, at kunne mestre til tiden uden nogen anden at spørge end min bedste veninde frøken YOUTUBE, som i form af andre undervisnings passionerede popper op med al den viden i små bidder, jeg kunne få lyst til at begære.

Lisser mit navn, men hvorfor har jeg så svært ved at sige det højt, præsentere mig selv, det vil jeg øve, til jeg bliver nød til at gå ud efter brækspanden.

Mens, frøken Rødovre, mit lort, det røde, min menstruation, haloooo hvor fanden er du? Gravid? Eller? Det skrev jeg også for et år siden. Har du sprunget en måned over eller? Kunne du ikke bare sige det så, at jeg ikke behøver at BEKYMRE mig please! Skriv en besked. Så mange år gået med, at finde sig i det og nu kigger jeg ned til de krasende skorper og presser papiret “op”. Nei.. var det blod? Næh.. det var bare min finger, der skinnede lyserødt igennem papiret.

Noget for noget, altså når nu jeg bliver mere sprød, som SART på den der, en skavank mere i samlingen måde, kunne jeg så ikke få noget andet igen! F. eks. at jeg kan spise tre stykker kage om ugen uden at fru svamp står dernede og banker hårdt med dørhammeren. Ja ja så spiser jeg så kun to…et.

Os, det er blevet noget andet. Der var engang, at jeg ville skilles mindst en gang om måneden (havde minutter lange debatter inde i mit hoved hvor jeg knap og nap var ordstyrer), det ved jeg ikke om jeg vil mere, men det er så af andre grunde.

Pokkers også, jeg kan kun lave om på mig selv og det skib er som en enorm luksus liner med plads til tusinder af mennesker i et farvand jeg ikke altid kender, og derfor ofte mister kursen i.

Q som i quinoa. Bebrillede tog 3 gange, succes, tjek. Længe leve farfar, broccoli og David (Twin Peaks skaberen) Lynch, som i et dystert lys a la film noir fra 40`ne laver quinoa og broccoli i efter min smag meget kedelig, som i smagsløs variant. Boltrede mig som en kok i “The Muppet show” og prøvede at gemme alle de andre ingredienser. Meget svært når man ikke har lysmand som mr. Lynch. Prøv du lige, at lave mad i dagslys makker! Det er sgu brutalt, siger det bare.

Rastløs, indespærret, den ene dag virkelig fedt, den anden flæbende (godt nok indvendigt er jo snart O A forbi passerende) for et knus, et blik, en bemærkning, den skal nok komme…

Smugkigger ud og holder mine inderste drømme næsten for mig selv. Studere med min indre lup med nypudset læsebrille andres måder og holder dem som drømmene a la Tove D. beskyttede inde i min favn, hvor “energinåle/piftere”, og realister ikke kan nå dem. Kan I ikke selv drømme, nap I egne hæle ikke. Ikke mine. Jeg rykker, fordi jeg går. Ud. Rundt. Op og ind til anden halvdel, “må jeg spørge om noget?” Han er jo på arbejde, som det er jeg ikke? Nåh, nej det er jo ikke et rigtigt job for jeg får ikke pension, “jeg er sæsonarbejder”. Det er ikke et fyord, det er der ligesom også nogle der skal være! SELVSTÆNDIG, det ord begynder, at smage som hjemmelavet is med små chokoladeknapper fra pose med gult mærke henover holdbarheden.

Til, er det at være til på sin egen måde, og hvorfor tager det så lang tid? Vente med at se andre skal vi jo, men også dem jeg kan se? Hvad er der med mig, hvorfor kan jeg ikke skrælle min nag af som en æbleskræl i èn lang strimmel? Det er så frustrerende, at det er så meget mere sikkert, at holde fast i den velkendte følelse, som havde jeg spist en stor blævrende fedtkant?

U uden tro men med…

Vilje(n), har du set den app i appstore?

Får noget tilsat engang imellem, når jeg efter at være smidt af samtale efter 5 minutter med fædrene ophav (fordi han stod ude i en skov og frøs) mangler genopladning. Henter en stikdåse til 3 i form af opkald til heppekor i Veksø.

Xxxx pist… ved faktisk ikke helt hvad det betyder, tror lige jeg spørger Siri. IPhones helgeninde.

Yde sit bedste jamen det er jo aldrig godt nok. Perfektionisten har allerede besluttet det inden jeg er begyndt.

Z som i zzz… godnat og hold dig. Tis hvis du skal, men tænd ikke lyset, som var du en ammende baby. Drik lidt inden sengetid og ikke gemalens bowler. Tænker; “altså du behøver ikke holde kummen med vand, det er ligesom cisternens job.” Skynd dig at falde i søvn igen inden du opdager, at tankerne fyger rundt mellem synapserne som en snestorm og den ny hentede app flimre i sin opdatering. Mislykket på grund af manglende plads på skyen.

Æv, bare lidt æv over visse ting. Læring tager tid, heling af knæ tager tid, forflyttelse af fokus fra det jeg ikke kan, (som jo vel nærmest er blevet båret i guldstol), til det sted hvor perfektionisten ikke mere skal lulles til ro, fordi den så ellers ville være en direkte forhindring for sig selv.

Øhhh, overgangsalderens mange facetter er endnu ikke helt klarlagt af forfatter, og ja, er efterhånden også af den krystal klare overbevisning, at jeg heller ikke får det. Når den er slut kan jeg sikkert ikke engang forklare den til nogen på grund af tågen.., Det er 10 år siden (ca.), at alt begyndte med ryg og bryst svømning i sengen, skiftede T-shirts og indkøb og afhentning af børn i diverse institutioner hvor jeg ofte blev spurgt om, “hvor finder jeg rugkernerne eller Alexander?” Hvilket var fordi jeg altid afførte mig alt overflødigt, når jagten gik ind på afkom eller kornsort og derfor først fandt min elskede cowboyjakke lige inden mit barn forlod fritidsordningen for, at lade en anden tage dets plads.

Å Aase er en af mine vigtigste biroller i min nystartede bog, jeg kalder hende også Sømmet da hun har en sygdom, der får hende mere og mere foroverbøjet mod jorden, men hun er min hovedpersons inderligste heppekor. Begge selvfølgelig inspireret af den virkeligste virkelighed.

Knus som i inderligt.

Lisser

O a tvangsindlagt tilhænger.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Ditlevsen

Tove Ditlevsen, du ved hende med Barndommens gade.

Det skal handle om bøgerne, Erindringer Barndom-Ungdom fra 67 plus den jeg er i gang med, Gift som er fra 71. Den handler ikke som jeg troede om arsenik men om hendes ægteskaber og livet i dem. Alliancen mellem 2 mennesker under samme tag, kan nu også godt minde om legen, “jorden er giftig” nogle gange, synes du ikke?

Mine fingre stopper næsten op i deres ærefrygt over tasterne, som ønsker de, at holde et minuts stilhed de ikke har indviet mig i. Det selvom jeg godt ved at hun er død og borte. Det gør det ikke nemmere.

Hvad skulle jeg skrive for, at du ville bede om at låne dem?

  • En stille venten
  • En pige sidder i en vindueskarm
  • Mænd med bogreoler
  • Konfirmationen, en påtvungen indtræden i de voksnes rækker.
  • Pladser med hårdt arbejde, damer som ispinde, mænd der ignorerer.

Lad mig starte med den anden, bogen Gift. Lidt ligesom dengang jeg læste avisen bagfra for, at blive i stand til at læse de “virkelige” nyheder, historierne på forsiderne som satte de ubehagelige følelser i spil. Oftest sprang jeg dem indrømmet helt over. For hendes bøger niver, det er det virkeligheden kan. Hvordan bare det at være gravid kan være det sidste man ønsker, og det selvom vielsesringen allerede sidder presset ned om ringfingeren, ja så siger jeg ikke mere.

BARNDOMMEN ER LANG OG SMAL SOM EN KISTE, OG MAN KAN IKKE SLIPPE UD AF DEN VED EGEN HJÆLP.

Tove D.

Barndom(men) er en.. noget der skal overstås, for at hun kan komme derhen hun ønsker, og drømmer om. Være sammen med og støttet af mennesker som også tror, læser og forstår sig på digte. Hende. Sætter pris på dem, kan gennemskue deres verden af fri fantasi i blandet et tvist af trædemøllens mangel på privatliv og håb. De er ikke sandheder der skal tages bogstaveligt, de er leg med ord.

Hun er en sej lille en, der gør sit bedste for ikke at være til besvær i de små lejligheder med udsigt til baggården. Det kan godt være, at hendes far er forsørgeren men det er morens uforudsigelige humør, der sætter stemningen. Lige som vejrguderne der diktere om huen skal trækkes ned over ørene, paraplyen slås ud, solbrillen på næsetippen eller blikket søge mod himlen hvert 5 minut for, at holde øje med de svævende skyer i truende mørkegrå. Som en anden headmaster på en engelsk kostskole bestemmer hun benhårdt begrænsningen af lille Toves udfoldelser i det ene øjeblik, for så at give lette løsninger på opståede problemstillinger i det næste. Det på en måde så selv forsørgeren ikke kan finde ord, der kunne bruges som modargumenter.

Hendes barndom indre liv synes som en snublende gang i en alt for lang nederdel, der aldrig passer til anledningen den skulle fejre.

Hun bliver holdt væk fra en fjern onkels drikkeri i bekymring for hendes barnlige uskyld, men den er for længst tværet i jorden som en halvt røget cigaret af de begrænsninger hun i forvejen møder i hjemmet. Alle steder er de jo, de drunknede fordrukne, i porte, parker, på gader, i byen, og i gården neden for “hendes” vindue. Ikke nær så farlige for hendes kærligheds søgende sind, som hendes mors så verbalt tydelige nægtelse af, at give den.

NÅR DISSE LYSE BØLGER AF ORD GENNEMSTRØMMEDE MIG, VIDSTE JEG, AT MIN MOR IKKE MERE KUNNE GØRE MIG NOGET, FOR NU HOLDT HUN OP MED AT BETYDE NOGET FOR MIG.

Tove D.

Hun var ikke ønsket, er ikke ønsket og bliver det heller ikke. En pige er intet, ingenting, en der skal i vej, forsørges, være stille. Digte, skrive digte, læse dem højt og tro på at de kan noget, er et formålsløst tidsfordriv.

Hun søger andre jævnaldrene med initiativ, med mere mod. Møder gamle mænd i lukkede miljøer, som på trods af minimal eller ikke eksisterende ros og huse der forsvinder, alligevel er nok til at hun formår og holde faklen tændt.

Hun har som meget lille forstået, at drømme skal man holde for sig selv. De er lette ofre for hån og latter.

Jeg undrer mig over, at hun på mange måder lærer så lidt (praktisk). Måske er hun nærig med informationen, fordi det ikke er det hendes liv handler og skal handle om, at være husmor.

Min beundring for den stædige tro. Hun har noget, hun vil læses, ved at sker det ikke, står udviklingen stille.

Roligt, ingen drama får hende fra barndom til ungdom andet end konfirmationen med dens afhuggede hæle på de dertil nyindkøbte sko. En bog sluttes, og en ungdom begynder med at en let, modvillig ung pige sendes videre ud i “pladser”, man skal blive i. At læse videre er kun en selvfølgelighed for hendes bror.

Nyd hvordan hun nogle gange skriver sine fine formulerede sætninger i digtets rim, som kan hun ikke forhindre, at de slipper ud.

Jeg er ikke til digte men måske skulle jeg prøve hendes. Jeg har nemlig nemmere ved at forstå dem, hvis jeg kender lidt til forfatterens kringlede tankerække, lidt ligesom de billeder jeg har hængende på mine vægge, kræver et billede af kunstneren for mit indre blik, når jeg dvæler ved dem.

Du kunne jo godt lide filmen barndommens gade ikke!

Bare tænk på Anne Linnets sang. Næste gang vil jeg virkelig lytte til teksten og ikke kun nyde hvor god rytmen er til gang i min undervisning.

Hvad læser du? Hvorfor? hvad vil du med det? Den?

Vil du drømme dig væk, mærke gyset, indentificerer dig, lære noget, inspireres, slappe af, grine, græde, blive tænksom. Det hele om og om igen.

Knus

Fra hende som sad sikkert rygstøttet med grøn hoppebold under højre skulderblad i aftentimen, og gyste over hvor lidt digterinden i en hver forstand måtte fylde i lys og lyd fra fødselsåret 1918, men i skriften… oj, oj.

Hm.. så fik jeg ret alligevel, Gift var gift, som i navneord.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

En andens mening

“Mor, han sagde det jeg frygtede, jeg skal opereres.”

Bum, benet op på briksen, handsker trukket op til albuen slask, som var det fødselshjælp til brølende ko i nød, forstørrelsesglas i panden udstyret med 3D og volumenknap på sort velcrobånd, der kan lukkes bagved.

“Skalpel tak og vil du frøken Svendsen så sørge for at nålen er trådet til, når jeg har foldet siderne ind igen.” Masken nikker, øjet blinker.

Er dog for længst videre end numsetermometret.

Tabt i vasken

Mine hænder sidder lige pludselig omvendt på og med anden halvdel bag mig som vidne, taber jeg en tredjedel af HANS forkogte linser ned i vasken. Der er hans og der er min mad ligesom hvis vi var roomies.

Jeg hører hendes stemme, som gennem en lukket dør selvom hun er på speaker og går tydeligt igennem trafikstøjen, hun er omringet af. Mine hænder drejer automatisk på plads igen og samler op, hvad der kan reddes.

Jeg fortsætter i stilhed mens min hjerne gurgler hendes ord. En eller anden ingen af os kender har brugt 5 minutter i hendes sødmefulde selskab og efter, at havde skævet til et billede på en skærm konkluderet, at den revne som tiden siden august ikke har kunnet samle skal under kniven.

Gud, gå tilbage til start og husk jeg har købt himmelhøje lejlighedskomplekser på hver enkelt matrikel du passerer undervejs. Og nej du kan ikke låne.

Anden halvdel til tydeligt chokeret pige som vi lod tage af sted alene. Ja, ja hun er 23 år, det skal hun da kunne ikke!

“Tænk på dem der er ude at løbe eller spiller fodbold, de kan måske sende et spark afsted og ende (på røven udelukkende mit krydderi) i græsset med et iturevet korsbånd!”

Det er ikke sammenligneligt mimer min indre hønemor stor bork, borkende så det minder om støjgener for mine ører. Hun bøjede sig ned i knæ og skulle bare op derfra, hun er 23 år, ikke 75 eller et proteinpulver fyldt muskelbundt med 100 kg på skuldrene i form af massiv vægtstang.

Det ville ikke være fedt hvis den coronatest jeg tager i dag, i morgen viser sig at være positiv, men det er ikke uretfærdigt. Jeg har levet, været ude. Hun har sgu da ikke levet endnu.

Anden halvdel til mobilen på køkkenbordet.

“Skat så må du bare finde dig i, at du måske aldrig kommer til at løbe igen!”

What! hun har kun taget tilløb, ikke løbet hans 1½ time i årevis. Så taler vi massivt slid.

Og undskyld men hvad fanden er så egentlig meningen med, at hun skulle lade en kikkert bore sig ind i hendes knæ hvis ikke det netop er, at tro på, at det kunne lade sig gøre igen! Det er jo ikke fordi hun forventer, at tiden skal rulle tilbage med supermand i modsat rotation om kloden for, at stoppe corona smitten ved det allerførste pust, håndtryk eller knus, luftbåret eller ved kontakt.

Jeg er mod knive, sakse, savklinger, knivtænger, nåle tråd spoler, piller, ikke bedøvelsesmidler dog, hvis du først ligger der (jeg er til at forhandle med). Mangler simpelt hen troen (i min DNA (cellens arvemasse)) på, at de kan fikse knæet, hofteleddet, fingeren, skulderen, ryggen eller nakken. Jeg har nemlig aldrig hørt nogle råbe ud i det ganske land midt ude på vejen i januar mørket

“Hold så hel kæft hvor er jeg bare glad for den kikkertundersøgelse i knæet, binyrebarkblokaden i skulderen eller den diskusprolaps operation, der har gjort min ryg stiv som et strygebræt i evig lod (lodret`tens vater), det fungerer prima.”

Jeg er dybt mistænkelig overfor en hver lægekonsultation da det oftest har betydet, at de har opremset medicinvarianter efter meget lidt spørgen ind. Hvad er de? Orakler? Telepater? Jeg har nikket pænt mens jeg rystede på hovedet inden i, da jeg herefter gik hjem efter mine 15 minutter. Få gange har jeg følt mig mødt, som da jeg dybt deprim gik til lægen, kan ikke huske for hvad nu, og det endte med, at hun åbnede min ked af det hed, der var gået i baglås. Mine veninder skældte mig bagefter ud for ikke, at snakke med dem. 2 konsultationer tog det hvor hun tog den tid, hun kunne og ikke gjorde andet end, at lytte opmærksomt og åbent, hvilket gjorde jeg følte mig som et knap så stort fjols over, at jeg overhovedet sad der i første omgang. Jeg skrev, et håber jeg, sødt brev til hende, som tak, følte ikke behovet for en ny tid, lågen var åben. Jeg var ikke mere kvalificeret til at tage hendes tid, når det så tydeligt fremgik p. g. a. tidspresset de er under, at andre havde langt mere brug for den.

Ja, måske skal Goldielocks opereres, det ender det jo nok med, men det er den unde lyne mig ikke med min frie vilje, at jeg prøver at stoppe mine fordomme og forestillinger ned i fordømmelsesposen igen. For det er jo ikke at støtte hende. Det ender nok med at jeg indvilger i, at det er hendes far som må tage med, for min indre dramaqueen vil ikke gøre godt, det vil kun hans ro. Som da han endte på hospitalet med hende efter et feberkrampe anfald, som jeg havde taklet indtil vi stod der over for hinanden i aftentimen og skulle tage stilling til, hvem der skulle overnatte med hende. Jeg kan små panikke, ringe efter 112 og tage med i ambulancen hvis alene, men når han dukker op er den super mor trådt til side eller jeg ….Hun er i hvert fald gået og sådan en slap, hul skabning står tilbage.

Det jeg stadig ikke forstår er villigheden til, at lægge sig under kniven. Igen, når det allerede er blevet bevist, at første gang ikke hjalp en hujende s… eller så i hvert fald kun gjorde det i kort tid, så længe genoptræningsprogrammet blev holdt ved lige.

Den, der blinde tiltro til, at når kroppen åbnes, sener trækkes lange, hud flænses, muskler gennemhulles, knogler erstattet af substitutter, så ender det i noget magisk som, når et barn hjælpes til verden ved et planlagt kejsersnit.

Jeg har lyst til at få en anden mening om det ben, så jeg kan arkivere tanken ned i den dertil indrettede dramaqueen mappe.

“Han må være skære, klippe, klistre liderlig når han så hurtigt smiler, drejer skærmen og viser hende de mulige tider for et indgreb han synes, at være den eneste der foretrækker og synes ja, udelt begejstret for.

Det knæ er altså ikke et skide stykke okse, der skal udbenes det er min datters.

Du har med garanti ikke engang tænkt på, at spørge hende om hvad hun vil, tænker og synes. Du tror sikkert (lader lige min fordomsfuldhed krænge sig helt ud over kanten af fornuft okay?), at fordi hun sidder i din konsultation så er hun der bare proforma for, at du bare skal hakke datoen af på skærmen. Men ved du hvad makker, du skal sgu da lige snakke med hende. Så du overhovedet hvor chokeret hun blev, eller var du ved at komme i bukserne af bar fryd over endnu en, du kunne sende videre til klippebordet? Færdigt arbejde..

Det kan godt være, at det at få en kikkertoperation for ham er det samme som, når jeg står i corona test centeret og pænt siger ahhhh… stående på klistermærkefødderne nedenunder, foroverbøjet høj ung mand, men for mig det ikke dagligdag. Jeg er overbevidst om, at når du påtvinger dig adgang til noget, der er lukket fra naturens hånd så efterlader du dig altså et spor. Det kan være du syr, reparerer en muskel, menisk, eller fjerner nogle “løsdele”, men det er en del af et et hele, som smukt sidder præcis hvor det skal for, at vi kan gøre det vi ellers gør. Det forstyrrer vi. Jeg siger ikke …at det ikke skal gøres, jeg spørger bare om vi ikke lige kunne sætte på pause og sunde os lidt.

Puha det hjalp. Det ligesom, når man skal have sin bil synet og det tager ham nøjagtig fem minutter og det eneste der tilsyneladende er sket er, at han har kørt min bil ind og ud af garagen. Derefter bedt mig køre kortet uden, at fortælle mig hvordan Hviden har det og så har han ikke engang rullet vinduet op, trykket sikkerhedsselen fri og hun stinker af cigaretten, der sad i hans mundvige.

Måske var han på fast forward udenfor, hvor jeg ikke så det!

Tænk hvis jeg underviste sådan.

“Hej alle sammen, nu begynder I bare ikke! Så gå jeg ud og leger med min telefon så længe. Nej ved I hvad, jeg tager da hjem og smutter ind under varmetæppet gør jeg.”

Hader når mennesker umenneskeliggør, ikke ser, hører og tager sig bare 5 minutter.

DET KALDES SERVICE. S siger sig, e siger en, r siger rigtig, v siger villig, i siger imaginær, c siger clown, e for eller? Se en rigtig villig imaginær clown eller?

Måske var det samlebånd, måske var det, det han kunne gøre i begrænsningens navn.

Måske udstrålede hun ikke bevægelsen i hendes sind, øjnene der bliver som glas og underlæben der skydes frem og bævre.

Måske er jeg bare ked af at jeg ikke var med, for at være 2 øre mere og en mund med spørgsmål. Mistroiske af slagsen.

Hørt igennem døren til konsultationsrummet

Pige råber,” han går bare sit bedste mor.”

Hvis igennem nøglehul man kunne se.

Hvidklædt, mundbind øreombundet, uidentificerbar person højst sandsynligvis læge, siddende med siden til stort skrive bord, tilbagelænet mod stoleryg med hænderne i luften på vej, ikke på vej, på vej til, at tage om ynkelig, ophidset mors skuldre. En meget stiv pegefinger trykker direkte mod den åbenstående kittels inden under bankende hjertekule. Den dirrende arm fra hånd til skulder, lidt skråt til højre, nedenunder grå hue påklædt hoved med vilde øjne over mundbindet af stof med skriften; Merry christmas på skrå.

Jeg kigger mig over skulderen. “Er du sikker Goldielocks?”

Hun nikker, “helt sikker.”

“Hmf.. okay.” Tager våbnet væk og putter den i lommen.

Knus

fra hæfteplaster god til at finde og klippe klipperen.

Kunne man dog bare få lov til, at beholde bare en enkelt fordom, men næh.. nej de skal alle op, som i lige op, før de ramler skramlende og inden i larmende mod jorden.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Den anden halvdel

Da corona i marts sendte de fleste af medarbejderne hjem kunne kantinen ikke ændre på ordren og husbond gik meget af vejen (ryster på hovedet her) hjem med tiltagende armslængde tynget mod jorden med plastik håndtag der måtte havde gnavet temmelig meget i håndfladerne. Han kunne simpelthen ikke ignorere ubehaget, der kom af, at være vidne til hvor meget mad de smed ud. Nogen burde havde iværksat, at det hver dag kom videre til munde og maver end ned i i forvejen overfyldte skraldespande. Det er én vinkel.

Halvdelen af maden var vegansk eller vegetarisk. Der var smage jeg bare måtte finde igen. Nysgerrigheden fik mig Youtub`et rundt i samtlige verdensdele. Okay, vi er begge klar over, at computeren ved hvad jeg føler for, næsten hurtigere end jeg selv ikke?

“What the health”

Dokumentar fra 2017, varer ca. 1:32 minutter. Find den på YOUTUBE

Jeg så ovenstående dokumentar og tænkte, shit jeg må omlægge min kost fuldstændig og leve udelukkende plantebaseret fra i går ja faktisk helst fra forrige år. Men det er jo ikke sådan vi homo sapiens virker vel!

Efter i mange år at havde lavet salater som jeg ikke kender nogle kunne finde på, de findes heller ikke i kogebøger eller på nettet for den sags skyld, jeg har googlet, vil jeg et step up nu. Fylde mere viden på jeg kan bruge som skarpladet ammunition, når jeg bliver kommenteret. Bøgernes opskrifter er ofte fyldt med bacon eller anden form for saltet og røget griseudskæring for at kamuflere, at det er en salat. Inkarnerede kødspisere har over årene ikke været nærige med den udtrådte (tænk sutsko) floskel, “spiser du kaninføde? Pas på du ikke begynder at mimre lige om lidt?” Som var det det værst tænkelige de kunne forestille sig ville overgå dem. Som er det noget der smitter… den….der… LYST!… til grøntsager….

Den gjorde af en eller grund av…. Fyldt med genert skam påduttet af overvægtig omvandrende hjerteanfald lige om hjørnet oftest MAND.

I løbet af året meldte jeg mig ind i et par Facebook grupper, bl.a. klimaudfordringen og vegansk madglæde det smagte jo lidt af, ikke fugl men i hvert fald af, at jeg var, havde truffet … eller ikke … for jeg ville jo ikke tvinges heller ikke engang af mig selv. Jeg kunne da ikke leve uden min fisk til frokost (omega 3) og kød (protein og B12) næsten hver aften til måltiet vi var samlet om. Jeg ville jo blive lige så lille som en æske tændstikker “Fra Terkel i knibe”. Hvor skulle mine proteiner komme fra og hvis jeg ikke spiste min skyr og æg på panden! Så ville jeg jo falde sammen af knoglebrud frembragt af mangel på kalk.

Jeg havde alle fordommene stillet op som en beskyttende mur om mine nedarvede vaner groede over årtier.

What You Eat Matters

-2018 Documentary H.O.P.E. (maj 2018) Find den på YOUTUBE Den tager 1:32 minutter.

Det er faktisk dokumenteret at kasein i mælk er direkte medårsag for udviklingen af cancer. Studier har også vist, at tilfælde af knoglebrud faktisk er langt færre hos mennesker som ikke, jeg skriver det lige igen IKKE drikker/spiser noget fra et yver. Temmelig sørgeligt at man også ved at komælk fremmer allergier, hovedpine, migræne, mave og ørepiner, men det bliver talt ned. Tag en pille får vi at vide. Vi er opdraget til at tænke det kan jeg medicineres ud af, men du kan da ikke fjerne et problem med en pille når du bliver ved med at fylde dig med det, der giver dig ondt i maven i første omgang. Skal en diagnosticeret laktose intolerant så også blive ved med at spise ost, smør, øse mælk på cornflakes`en for derefter at fylde sig med piller for, at hjælpe kroppen med at nedbryde noget den for længst og desperat har givet udtryk for, at den ikke mere kan? Det er jo ligesom at lægge et tæppe oven på det knuste glas og tro på, at ingen vil opdage det man kan se med det blotte øje eller høre, når skoen træder det knassende i gulvet nedenunder.

Bevæger vi os fra nord-til sydeuropa stiger laktose intolerancen fra vores 4,5 % (den stiger stadig) til 30-80 % og til over 90% i Asien!

Jeg kunne havde valgt for 16 år siden kun 34 år og tænke jeg spiser da bare alt det sukker jeg vil og så har jeg et lysthus der banker i puls som en myggefest 24/7, der vil sende os direkte i separate soveværelser. Jeg er opdraget af en hund og en kat og de sov i hver deres soveværelse adskilt af MIT. Kan det undre at de blev skilt! Jeg troede på lægerne og prøvede diverse stikpiller og cremer, de virkede, de fik kløen til at forsvinde denne uge. Bivirkningerne var bare, at nu kunne jeg heller ikke have sex fordi det føltes som om myggene havde lavet det største sankthansbål dernede, fedt…Og næste måned (svampen kunne min cyklus bedre en jeg) var problemet uændret tilbage.

Så var der nogen eller måske læste jeg det, der pippede lidt om at det måske var sukkeret, at jeg var blevet sukkerintolerant (noter )ikke sukkersyg. Jeg er dog selv af den overbevisning, at havde jeg forstsat med den måde at inhalere sukker på til næsten alle måltider, så var det over nogle år blevet diabetes 2, jeg sad med tilbage som diagnose, flot klaret, hak ved det. Man ved i dag, at de fleste ved ændret livsstil kan SPISE sig ud af den igen, men hvor mange prøver ud over dem, der får det dokumenteret i en tv udsendelse? Jeg kan i dag spise sukker sager lidt og ikke ofte, hver dag? glem det. Jeg skal stadig (resten af mit liv) vide hvornår jeg kan blive budt og hvornår jeg vil sige ja. Kan du gætte hvordan jeg greb det an?

Et måltid ad gangen

Fuldstændig som jeg har gjort nu med mindre kød et måltid, en dag ad gangen over ja nærmest hele 2020, coronaens år. For mig personligt ville det, at gøre det hurtigere, havde være den perfekte undskyldning, faktisk nærmest en tilladelse til at lade mig selv fejle, at give op. Det ville havde være en daglig alt for stor fristelse belejligt at glemme hvorfor jeg gjorde dette, og blive i det trygge, det velkendte, og ikke ændre en skid i det lange løb.

Nu tænker jeg, et år længere fremme, “hov det er blevet mere naturligt ikke at spise fisk til frokost, eller kød til aftensmaden mere end nogle gange om ugen”. Det er stadig en udfordring, at styre min selvpålagte perfektionistiske barre, der handler om hvordan vegetarisk eller vegansk mad skal være før jeg kan kalde den netop det. Barren var i foråret 2020 1.80 cm. nu er den nede hvor jeg kan træde over. Stille og roligt eksperimentere jeg mere og mere. Har endelig gennemskuet vigtigheden af, at der skal være et overskud til at smile af uspiselig, eller kedelig produktion. De rullende teenage “øjne”, mumlelydende og gaffelstikkenes ridsen frem og tilbage bliver jeg aldrig helt immun overfor, men hvad for en kok ville jeg også være hvis jeg var ligeglad med, om han kunne lide min mad eller ej?

Goldielocks tror at hun skal kunne noget før hun overhovedet har fået opgaven eller mindst i samme nu den bliver givet, æde hele elefanten på en gang. Hm.. ja, ja, ja det har hun fra mig okay. Er du tilfreds nu!

I videoerne jeg har set er veganere enige om en ting… det var ikke svært at skifte til plantebaseret i forhold til andre menneskers reaktion(er) på det!

Så jeg vil tage et stykke kød når jeg er ude og hjemme er det min sag hvad der ryger ned i sækken. Jeg har for længe siden valgt jeg vil være en hjort i spring og ikke en henslængt han løve der slår mave i skyggen, mens jeg venter på næste bid der løber forbi. Hvem kan løbe længst hjorten eller løven? De løber begge for deres liv, men hvem kan leve uden den anden?

Sjov info, en løve kan løbe mellem 50-60 kilometer i timen 50-100 meter.

En antilope kan løbe op til 98 kilometer i timen. Holder den en jævn fart på 48 km/t kan den løbe 32 km. i et stræk.

Det hjælper at se det at leve mere plantebaseret som en efter uddannelse ligesom mit arbejde på, at blive stadig bedre til at formulere mig på skrift. Det kunne man så håbe havde en indvirken også på det talte!

At gå fra at tænke grønsagerne som et knap så mættende supplement til kødet og i stedet lære at tænke det som hovedrolleindehaveren med bønner, linser og kartofler i sidevognen kræver i virkeligheden kun EN ting nu. Slippe tanken; åh nej hvad skal min stakkels 17 årige nu spise, når nu vi 2 andre spiser mad med fordele:

A) Fysisk i form af udbygget og toptunet (tænk Ferrari) gas-og gylle tank, mæthed, og blodsukker i vandret med en energibank, hvor han ikke engang har en konto oprettet.

B) Den psykiske fordel er, at de billeder jeg har fortrængt fra min nethinde fra de 2 dokumentarer bliver nemmere at bære, når de engang imellem går som en engel igennem mit i forvejen meget reflekterende tankemylder.

C) Større viden, da den kun fås igennem eksperimenter med krydderier jeg for få år siden kun havde hørt tale om, i mine dengang elskede programmer med nu afdøde (selvmord den idiot) Anthony Bordain. Suk han var en gave. Nåh men bruge dem, hvornår med hvad, hvor meget og tilberedt hvordan, det er knap så meget det store uoverskuelige spørgsmål mere.

Redningsplanken, YOUTUBE kanaler med veganske eller vegetariske ildsjæle verden over.

Bonus

De er nærmest alle engelsksprogede, så mit engelske er blevet langt bedre. Jeg tror såmænd, at når vi kan rejse igen i år 2022 ish, så tør jeg godt stille mig op og snakke højt og tydeligt. Jeg plejer nærmest at hviske som var det den magiske formular for muligheden af, at snuppe mine ord lynhurtigt tilbage i skam over, at jeg lyder så pinligt ubehjælpsom. Måske vil jeg endda gå efter min svigerfars version og trække lidt anccent og ord ind fra andre steder i den europæiske union. Som han og genbrugskatten i øvrigt vil jeg se mig stolt (selvfølgelig!) og storsmilende omkring på så charmerende vis, at selv mine børn vil godtage det. Dog godt krydret med den sædvanlige spydspidse ironi og løftede øjenbryn selvfølgelig. At blive drillet betyder, at nogen holder så meget af èn, at de rent faktisk gider gøre sig den ulejlighed at vente på reaktionen. Plus nå at udtænke et modsvar inden jeg er færdig med at greje, at min (bort)forklaringslyst var fælden jeg igen røg i.

Så jeg nærmer mig altså min udvidede horisont stille og roligt. Fik rødbedebøffer for et par dage siden, veninde havde ladet svømme i fedtstof (både brystsvømning og crawl). Dem finder du vist på madbloggeren “Valdemarsro”. Kappers gjorde dem salte, og sennep gjorde dem interessante.

Kl. var 13:30 jeg havde skovlet sne, cyklet/slingret hen til rødbedebøfsammensætteren, blevet plasket på fra oplynet støvlet til toppen af hue af bil, der havde glemt, at sne splatter altså THANKS A MILLION, og gået sammen i det smukkeste julefilmlandskab. Badeværelset iført vådt overtøj, nu i strømpesokker (tørre yes) ved komfuret med ud af øjenkrogen falkeblik, overvågende de rødligviolette tingester med langt mindre tålmodighed end hende. Det vil jeg også lære i 2021, spiste dem med rest af spaghetti fra i går med en slags pølse i og spinat, + ny salat, og så var der resten af rødvinen (1 glas). Jeg var piv stiv på 25 minutter i nogenlunde ditto.

Hurra for rester.

Vil du have mere?

Eminent madlaverske, veninde, lyttende øre og …

Lykken er; når du bliver nød til at takke nej til mere vin fordi du ved, at du så ville rejse dig op, gå rundt om bordet, hive hende op at stå, for så at begynde at kysse hende på stedet af bar glæde over, at hun er rask oven på en corona omgang. Fordi der stadig ikke skal mere til for, at gøre dig højtråbende og fysisk ud af reagerende med armbevægelser der får billeder på vægge og lamper i loftet til, at give sig i deres søm, fat-og ledninger og naboen hamre med kosten i modsvar foroven eller underneden.

Lykken er når fraflyttede ringer:

“Hvordan var det nu lige igen med det couscous, mor?”

“Hvad skal du have til?”

“Hm jeg har købt falafler, og kogt eddermandme bønner”

“Grøntsagsaftenssmad” jeg klapper mentalt i mine hænder.

“Ja, mor men så fik jeg makrel til frokost fnis…”

Knus

Ja og de 2 der overdængede mig med møgbeskidt sne, (frem OG tilbage) I er tilgivet.

Alle jer andre gør nu noget, der vil gøre jer jublende, ikke de lette løsninger som 2/3 af vinflasken, men noget der giver jer lyst til at danse. Dans til I svinger rundt mellem storspruttende (højt op ad væggen) tomatsauce på den ene side og halvt færdig salat på den anden, mens I vugger i hofterne på vejen rundt med ørebøfferne trykket helt ind imod trommehinden med jeres lige nu ynglings sang og ligner et snurrende hoved for dem, der knirker forbi i sneen udenfor.

Jeg er høj, veninde høj, alle emner er blevet berørt, trukket i og åbnet, noget forsigtigt andet voldsomt. Elefanter er trukket ind, løftet op, skubbet på og bakket ud af små, trange, på vid stående skabe, nogle edderkoppespinds ned hængende, andre fyldt med raslende fra hinanden ned til gulvet i bunke, skeletter.

Tak Mette L.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Sover jeg bedre når…

Kødet forbliver i køledisken i sin vakuumpakning?

Hvad efterårets hverdage, med covid på lavt blus og ingen glitrende julepynt endnu i sigte kunne indeholde af tanker.

Frokost imellem for-og eftermiddagsjobs

Nøj… hvor er jeg træt af at vaske den pande af, men det er den tallerken så meget værd i tid, banden og aftørring.

Brødet er resterne af et grydebrød fra i weekenden, som jeg bliver pænt sur over hvis bebrillet dreng bare snupper resterne af i nattetimerne (hans dagtimer), da de svarer sådan ca. til et kvart brød hmfr… Nu lader han pænt en skive tilbage. Den er ikke tyk, men man kan heller ikke se igennem.

Pestoen på brødet, hjemmelavet fra fryseren. Producerer til 5 små plastik bøtter hvilket svarer til 4-5 dage i hver. Der er ingen tilsat kemi og det er ikke som at slikke saltbøssen hvilket en færdiglavet kan smage som.

Salaten kunne være en rest fra aftensmaden i går. Denne er lavet i morges 7:45, halvvejs hængende ud af køkkenvinduet for at vinke farvel til den bebrillede cyklist. Det tog 20 minutter og ja så sad jeg kun og spiste morgenmad et kvarter men en lækker salat var helt klart at foretrække frem for en YOUTUBE video, som af åbenlyse årsager ikke ville være til. at konsumere i min frokostpause. Mens jeg hakkede fyldte jeg en dl. couscous til 2 dl. kogende vand i en skål, lagde en tallerken på og glemte den. Da jeg huskede den var den færdig og stod så i anden container og kølede helt af til jeg var færdig som snedker mester og hældte så ca. halvdelen ovenpå alle de hårde plantedele. Sluttede af med de bløde og indiskutabelt mere sarte; lidt spidskål, spinatblade, dild og purløg klippet næsten helt ned til mulden.

Efterårets enlige restaurantbesøg

Hjemme kl. 12 ish fra første hold tændte jeg for panden inden jeg tog mine sko ud af posen til hurtig afdampning. Olauf`sen (genbrugskatten) fik halvdelen af det kød jeg havde smuglet ned i min taske i ly af den, mens Goldielocks måbede fra den anden side af bordet på den franske restaurant.

“Du mente det faktisk, da du sagde at du ville tage det med hjem til ham!” Der var ikke nogle der så det, havde der været tilskuer på havde jeg ikke gjort det, og jeg ved hvor glad han vil blive. Han er langt mere glad for kød end mig og jeg var så stopmæt på det tidspunkt, at desserten måtte skrues ned ovenpå, den smagte som, ja jeg bliver helt mundlam ved mindet.

Da jeg kom hjem 1½ time senere på aftenen havde den kun fedtet sig en SMULE ud af den mangelagede serviet jeg havde ofret.

Et glas vin, ingen grønsager at tale hjem om og lidt for mæt. Jeg kunne ikke engang klemme en halv kop te ned inden jeg valgte at tage lille bog under armen og sagde ja til, at bebrillede på 17 kunne kaste sig i farens REDTE seng, hvor han lynhurtigt rullede sig ind som en roulade. Så blev dagen lukket med fnis og bogen blev kun åbnet, skimmet et par sider og så skrev jeg “tak for i aften” til middagspartner men var åbenbart for mæt af indtryk til at sende den.

Pu… min mave var ikke helt glad den nat.

Tilbage til middagspausen, auberginen blev fri for et par skiver, kedlen tændt, ægget slået ud og brødet vendt på brødristeren. Jeg har den største respekt for alle jer der spiser flade madpakker. Jeg vil hellere køre i Hviden 10 minutter mere hver vej frem og tilbage til jobs, mens jeg tavst skriger med på Waterloo. Kun i ferier synges der med stemmebåndets volumenknap skruet op. Ellers hvæser det ad mig fordi jeg tror, jeg oveni, at tale ører af dejlige mennesker (kl. 8.45, 10:00 og 13:15) samtidig kan tillade mig at lege anden sopran i bilen og timer efter igen over madlavningen med emhættens blæst som anden stemme. 3 stemmen er jazzmusikken han hører i tilstødende værelse mens han træner… Jeg går ud fra det er det han laver! Naivt? Forbereder mig nogle dage på, at når han kommer ud fra sin træningsseance, så har han sprunget 20 år over jeg kunne havde levet sammen med ham. Jeg mener, er vi blevet så gamle nu at han kan lide jazz, du ved det der mærkelige akustiske noget!

Jeg kan lide sving, disco alt mulig …og klassisk musik men det er ikke, det er slet IKKE det samme, da jeg er tvangsfodret (tænk gås) fra barnsben. “Hvad er det for noget du hører! Det er da ikke musik! Nej, du skal høre rigtig musik!” Vivaldi, Kim Larsen (må du hvile i absolut fred) og…

Har set en video om, at det at skifte lidt efter lidt over til mere plantebaseret mad kan have indvirkning på mange ting deriblandt søvn, og jeg HAR VIST SOVET bedre de sidste måneder efter jeg for mindst 4 måneder siden skruede ned for først kødet, så fisken, æg og ost ahc… Jeg ved ikke, det er svært. Det er ligesom når jeg underviser, så starter jeg altid med højre, det er ikke noget vi har aftalt ja, jeg ved ikke engang om jeg blev spurgt! Så bum nu vil venstre fod så lige pludselig have de næste 25 år. Det ikke for det, jeg kan godt se at det ville være retfærdigt, men det er altså ikke bare lige.

Det mest irriterende er, at hvis du skal gå helt plantebaseret, så er der så mange fald grupper.

Lad os tage mælkesubstitutter f.eks., jeg faldt hurtigt for havre mælken (ingen sukker tilsat hurra) kan fås i NETTO min forretning intet problem, da jeg og sukker som sagt kun lige er på talefod. Men nu skal jeg igen til at læse ALLE vare deklarationer hvis jeg vil købe et færdigblandet produkt. Oh MY GOOD. .. de kræver for det første lup nu, læsebriller er slet ikke nok mere. De kunne sagtens kræve 10 kr. mere pr. indkøb hvis bare jeg kunne finde en lup dinglende i en elastisk snor ved håndtaget. Ligesom alt andet færdig lavet mad kan det være svært at gennemskue hvad de fremmede artede ord egentlig betyder på bagsiden, men lad mig sige det sådan havremælk er ikke bare havremælk. F.eks. er der tilsat solsikkeolie som ikke HAR EN HUJENDE SKID, at gøre med navnet de har tilladt sig at skrive på kartonen. Lige efter står der også agavefibre, øhm.. HVAD ER DET? Når du køber komælk så ved du da hvad du køber!

Mælk fra et yver (meget stort tænk bredere en dens lår og helt ned til knæhaserne), hvis ejermand er blevet fyldt med alverdens form for medikamenter for, at den måske kan gå (løbe/springe glem det) ud af stalden hvert forår. Hun har stået flanke ved flanke med Oline og Magda, indtaget korn, der kunne havde brødfødet en by i et uland og er igen drægtig. Hun skal for, at du og jeg kan spise vores højelskede ost producere et afkom så mælken flyder (helst af hunkøn, da drengen ikke kan bruges til noget én anden tyr ikke kan gøre for ham). Hendes mælk har sikkert fået en grundig rystetur for at holde bedre, men det er ikke tilsat sukkerknalder, decilitermål af solsikkekerneolie eller kakaopulver og dog. De kalder det bare Matilde. Til gengæld giver hendes produkt mig slim i mine næsebor, den er sikker hver gang jeg har spist skyr, jeg må jo næsten ind og vende ved næseroden for, at tørre det væk så jeg kan trække vejret frit igen.

Du kunne spørge, “jamen kan det ikke skyldes noget andet?” Hm du har helt sikkert en pointe der, men nu er jeg sådan en der eksperimentere og ikke bare konkludere på et løst grundlag. Så baseret på mangeårig research så niks, nej det er det. Jeg har det aldrig i weekenderne og der spiser jeg jeps, havregrød på halv vand, halv havremælk. Pis altså også, lige så snart man aflægger en vane har en anden allerede møvet sig med røven ind først og står og kigger på mig med glippende øjenvipper, “jamen jeg har da været din vane hele tiden!” Som om.

Jeg forstår så meget, at hvis man gerne vil spare dette yver for udpumpning så er det rart at en anden karton kan stilles ned i kurven. Det er nemt og så smager det endda godt. Jeg har i alt for mange måneder lukket øjnene for, at hvis jeg skal go “all the way” bliver det nød til at være my way, hjemmelavet. For ellers er jeg tilbage til start med, at købe produkter så fuld af kemi, at det aldrig har været bare i nærheden af det NATUR produkt jeg holder af, at bilde mig selv ind, jeg køber… Så nu overvejer jeg at købe sådan et stykke stof til, at si mine vandpåfyldte vitamixblendede havregryn med. For der skal kun 3 ingredienser i; vand, havregryn og hvis jeg vil en daddel for at give sødme. Det er lige mig, ikke al det vanilje flydende sukkerstads, jeg er sukkerhungrende afvænnet. På sigt når overskuet er der vil jeg lave min egen nøddemælk/yoghurt for jeg kom til at købe 2 pakker sukkerfri müsli før min beslutning om et skyr frit liv.

Jeg bestræber mig på, at at lave min egen dressing, et glas om ugen fuld af smagsgivere som når de møder min gane, mundhule og tunge så føler jeg, at alle mine smagsløg er blevet kærligt rundet ikke belagt med klæg e-numre masse. Giver salaten et sjask for skal vi kysse er det rart at vide han ikke kan smage hvidløget i min mund, for så vil han blive nød til at smage sin egen først..

Jeg toppede med persille (den eneste persilleelsker på adressen).

Ingredienser pt. i dressing:

Olivenolie, rødvinseddike, en teskefuld Dijon sennep (for den er IKKE tilsat sukker), de sidste salvieblade fra svigerfars stængler jeg fik i værtindegave. Fik også dåse med sviger mors hjemme rullede…

Knækbrød og jeg føler mig mødt, set og forstået. Chilifrø, et fladmast hvidløg, et stykke fintrevet ingefær, lidt vand, gurkemeje pulver, salt og peber og så er det i teskeer den mængde jeg føler for den dag, med lige her ristede cashewnødder som jeg tog af varmen og rystede sammen med paprika, chilipulver, salt og p. Pst.. 2 små skiver brie.

Ægget får altid på begge sider, er ikke så overvældende glad for spejlæggets tit og ofte flydende blomme, har også en mistanke om, at det giver mig ondt i maven. Ach… æg skulle være SUNDT men så er der jo masseproduktionen fjer mod fjer, svage ben på alt for hurtig voksende kroppe, men det er ØKOLOGISK.. Ja min bare r…

Knus fra hende

Som ikke ønsker at trække nogle ændrede vaner ned over dit hoved som en krympet hue vasket ved for høje grader, men vi kunne da tænke lidt videre ikke!

Nysgerrig på mere dokumenteret viden? Så skal du læse næste indlæg, som kommer til at hedde “den anden halvdel.”

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvem ejer dig?

– det gør du!

Henriette Søvinds selvhjælpsbog og nej lad nu være med at rynke på næsen, vent lige lidt…

Igen en reklame for forlaget forfatterskabet, der har været så søde at give mig muligheden for, at fortælle dig lidt om fru Søvind som bl.a. holder foredrag om “skyggesider” og livsdesign.

Hun beskriver hvordan hun selv har ladet sin fortid styre sin nu-og fremtid.

Jeg “kender” hende fra et foredrag, så meget kvindepower og samtidig så ydmyg. Bagefter fik min mail boks små skriftlige opgaver, der tog 10-15 minutter i 30 dage. Spørgsmål som; hvem er jeg nu, hvad ønsker jeg fremadrettet, hvad skal jeg gøre for… Det var provokerende for, når jeg i blinde rørte ved bunden af mig selv kunne jeg mærke en gammel stræktrøje holde det endegyldige mod tilbage for, at leve drømme ud, der havde ligget i årevis og vugget i overfladen som et godt brugt hygiejnebind.

Jeg havde presset dem ned, druknet dem igen og igen for det var jo en anden (ny) variant af mig. Den var utrolig skrøbelig og overfølsom over for bemærkninger. Mine egne kunne ditto være skarpe i øjeblikkeligt forsvar og gjorde måske andre undrende ja, måske endda utrygge, hvad jeg godt kan forstå. Jeg følte mig jo selv langtfra tilpas i alle de nye tiltag. Oftest bliver … blev jeg i visse sammenhænge i et forældet jeg alt for længe. Tror….troede i misforstået hensyn, at jeg kan… kunne blive ved med at forsvare undertrykkelsen af mit nye, indre dansende jeg. Rigtig dårlig ide, siger det bare. Forandring sker lettere hvis man åbner helt op. Ordentlig “hoved” rengøring kræver nos… mod og der vil altid være nogle der nægter at danse med. Ikke fordi de ikke kan lide at danse, de vil bare ikke med mig hmfr… fair nok. Arme krydset over brystet, næsen drejet ud og på vej op i hurtig bevægelse.

Der er mennesker som hylder dit mod og elsker hver ny side du viser, og så er der dem som øjeblikkeligt afviser det som intet værd (farligt!). De vil prøve at skubbe dig hårdt tilbage på halen i folden, hvor de kan føle sig sikre bag stakittet i form af du plejer /vi plejer jo. Et stakit, jeg ved at være alt for sød indrømmet, har hjulpet dem med at sætte op. Jeg var bange for at miste deres respekt og/eller kærlighed!

Men det er jo ikke kærlighed vel eller respekt, heller ikke til/for mig selv? Nej, jeg tror vi skal kalde det angst for forandring.

I facadens navn har jeg mange gange i mit job, i min familie fået mere eller mindre tydelige både mundtlige og skriftlige mundkurve på, endda lagt ord i munden af nogen, der ikke engang var tilstede men som deres leverandør påduttede mig i mit eget hjem. Underforstået, at jeg ville miste deres samvær og/eller mine job(s) hvis jeg pippede (noter ikke brokkede mig) om tingenes tilstand. Jeg måtte simpelthen ikke sige min mening (ud fra min erfaring), selvom det eneste jeg ville var, at optimere hvad alle fik ud af samværet i de kostbare timer, der var til rådighed.

Så føler du dig også omkranset af et stakit, dit eget eller andres omklamrende “DU SKAL VÆRE SOM DU VAR I 1975, 1981, 1997, 2003, 2015”, og ønsker det anderledes så lad os dykke ned sammen med Henriette i “hvem ejer dig? Og din tid?

Henriette Søvind

Bogen er til dig. Hvis du tør åbne dit sind.

Lige en ting til!

Bogen er fuld af tomme linjer. Hvis du ikke har tænkt dig at tage en blok og udfylde dem er du ikke klar endnu, vent til du er. Det er ikke, jeg gentager lige mig selv, slet IKKE nok at læse. Du skal tage skriftlig stilling, for det er når bogstaverne står skrevet af dig og står klart og tydeligt, at du lige må synke og tage en dyb indånding. Dine egne ord kan du nemlig ikke undslippe.

De mails jeg fik besvarede jeg i måske 5 dage, så fik de deres egen mappe i min hotmail!

Det er jo ikke, at tage noget som helst seriøst vel? Det er som at sige, jeg starter min nye livstil på mandag (og kl. er 15 en regnfuld december tirsdag eftermiddag).

Så…

Skyggesider

Jeg har ovenover lige beskrevet en af mine skyggesider, jeg føler mig nedgjort og underkendt som da jeg var barn hvis jeg kan mærke, at det ikke er velkomment at sige min mening. Især den ulmende vrede jeg ikke får ud (vrede=slet menneske), den sætter sig som skam og skyld i min mave, som er det mig der er forkert! Jeg lukker min mund med en lynlås hvis jeg ud af samtalen, der er i gang kan se/hører, at den “anden” part må sige hvad helvede hun vil lige præcis som hun vil! Som har jeg ikke et hjerte, der er værd at tage hånd om.

Er jeg bare hende der underviser, laver buffeter og kører andre hjem, en smiley uden mund?

At være det man kalder særlig sensitiv er en pisseirriterende konstant nøgenhed du er iført. Hver enkelt rum jeg træder ind i tager jeg med det samme stemningen ind, og på mig, og gør alt hvad jeg kan for at alle skal have det godt. Så det at være til fest føles i nærheden af, at være på overarbejde med bind for øjnene uden tøj på! Det bliver man altså pænt udmattet af skulle jeg hilse at sige.

Jeg prøvede engang, at forklare min mor det.

Hun; “kan du ikke bare lade være?”

Og niks det kan jeg ikke, det sker lige så meget pr automatik, som når du trykker på toilettets skyl. Jeg har mange gange ønsket en sølvske i munden i stedet for sensitiviteten i vuggegave fedt, suk, tak for den, kan den byttes? Har kun brugt den i 49 år? Meget. Faktisk særdeles slidt i kanterne og slet ikke i nærheden af ny stand. Et bud?

Anden halvdel har så hjulpet mig med at gøre mine mørke sider lyse. Bruge det bevidst som et talent der gør mig unik. Det koster. Kræfter. Meget billigt i psykologregning dog.

Så hvad er dine skyggesidder? Favner du dem eller afviser du dem ustandselig og bruger kostbar energi på det?

For de kommer frem det ved du, især når du og jeg ikke vil have det.

Afvis ikke dit guld/talent

Henriette

Jeg har følt og opført mig som et offer, så kan jeg også bestemme, at jeg ikke er det. For hvem er vi i virkeligheden ofre for? Som Marisa Peer siger (tjek hende ud på YOUTUBE.) “De vigtigste tanker du nogensinde kommer til at tænke, er dem du tænker om dig selv.” Av ik?

Livsdesign

Hvad vil du, hvad ønsker du dig?

Hvor meget vil du det?

Tit er det kun noget som kræver at du fokusere på det og ja så skal du som et minimum lave et mentalt tidsskema, for hvis ønsker skal opfyldes er det de koster, TID. I stedet for at sidde og se 10 video`er om hvordan jeg laver citronolie, cashewcreme eller min egen havre/nøddemælk uden mærkeligheder i, så skal jeg vitterlig stå med vitamixerens låg under håndfladen mens den lyder som en 3 sporet motorvej. Synes for øvrigt at den larmer så pinligt meget, at jeg lukker vinduet ja, jeg vil hellere købe en pakke kondomer i NETTO! Havde jeg været fuld af testoteron, så havde jeg selvfølgelig drejet knappen til max og åbnet vinduet helt op, men nu har jeg kun til et lille overskæg og 3 stive hår på hagen. Benene blev barberet i går tæller de så med?

At være tilskuer til andres kunnen gør ikke min større, det er tvingende nødvendigt at jeg gøre den blender ren måske for 2 gang på en dag, hvis jeg skal udvide mit repertoire eller rette dette blog indlæg 20 gange, selvom det nu ligggeee var så hyggeligt at følge parret der bor i en bus. SÅ du skal tilrettelægge din tid, så du kan se hvor du kunne bruge den på, at arbejde dig i små bider mod det, du kunne tænke dig.

Hvad holder dig tilbage? Hvem?

Jeg identificerede mig i mange år ud fra hvordan mine forældre ikke havde været forældre for mig på. Det var en timesluger af gigantiske dimensioner.

Min hjerne har hver dag brug for, at gå min undervisning og menneskerne der har været så søde at lægge krop og ører til igennem. Protestere jeg og modarbejder det, tager det bare LÆNGERE tid, så hvad modarbejder du? Accepter det kærligt i stedet.

Er du bange for at bevæge dig væk fra det du tror andre forventer af dig? Måske skulle du spørge andre om de to er en og samme ting. (du gør det først!) Meget er noget vi tror, fordi det var sådan engang i 1975, 2001, 2019!

Jeg kunne godt havde tænkt mig, at sidste afsnit i bogen var længere men det er nu kun fordi der ingen undskyldning længere er for at skrive… og rette for enogtyvende gang.

Så tag ansvar for dig, dine drømme på dig og SVAR PÅ SPØRGSMÅLENE.

Kram til Henriette S. det har været en glæde hver aften at tage mere og mere ejerskab mens jeg besvarede opgaver balancerende på dynen. Hvad er alle disse små, sorte prikker for nogle? Nåh… det er fra alle de gange hvor jeg lagde kuglepennen ned uden, at trykke den ind mens jeg læste… Godt den 17 årige bebrillede ikke så det….

Knus

Lisser

Har lige lukket kat ind, strøg ham over ryggen og adr… nu har jeg spindelvæv overalt, hvor var det der papir nu henne? Vipper enden lidt op i den ene side i sofaen, nåh.. der var det.

Rejser mig, råber ud imod bryggerset, “Olauf havde vi ikke en aftale? Du holder det, der ude, ude (fladtrådte snegle stadig desværre mirakuløst levende, grus imellem trædepuderne) og pelsen tager du selv med fnugrullen. Er du klar over jeg snart skal til, at forlange penge for mit overarbejde som almindelige lønmodtagere gør, på grund af dit overforbrug?” Det selvom mand finder de fleste i gule mærker kasserne.

Der burde være et forbud for tæger mod, at bide sig godt fast på de sværest tilgængelige steder for flåttang næsten kyndig. “På hagen helt ærlig Olauf! Hvad tror du jeg er? En der kan lide at holde 6 kg stille mod sin vilje, mens 17 årig ser meget bekymret til, for tænk nu hvis jeg tog noget pels med?”

Du finder hende under S eller SELVHJÆLP.

Min kopi ligger til udlån, er du den første?

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Jamen bliver du ikke træt af det?

“Datid” af Esther V. Frank (hvis det da ikke er et synonym) er en EROTISK roman.

Igen en reklame for forlaget Forfatterskabet.

Forveksle den nu endelig ikke ikke med ah… nu skal jeg rigtig fråde i romantik med kaffe/te/rødvin inden for rækkevidde, fødderne under tæppet og oppe på skamlen. Niks, så har du taget den forkerte bog ned fra hylden.

Esther v. Frank har skrevet en bog, der starter uskyldigt nok ud, faktisk lige efter den romantisk, gammelkendte opskrift; guvernante møder godsejer så kører (rider) vi, næh nej stop du. Det er erotisk besættelse så du nogle gange ikke rigtig ved om du egentlig har særlig meget lyst til at læse videre. Ikke fordi der er for meget sex i (personlig mening), men fordi den handler lige så meget om magt, manipulation og narcissistisk opførsel. Ubehaget den fylder min mave med fylder nøjagtig lige så meget i den ene vægtskål, som lystfølelsen den så gavmildt beskriver i den anden.

Skide godt skrevet Fru Frank.

Advarsel!

Hvis du ikke kan lide at blive våd i trussen ved læsning af sexscenerne skal du læse en anden. Jeg er en af dem, der har læst om den berømte hr. Grå i “Fifty shades of Grey (alle 3 bøger), og næsten gerne vil stå ved det.

Bliver jeg nogle gange frastødt?

Meget, samme opskrift for øvrigt, flot mand med en ubearbejdet fortid der legalisere (for ham), at han kan opføre sig som en gentleman i et øjeblik og et ualmindeligt manipulerende dumt svin det næste. Tiltrukket på samme tid bliver jeg af hans, “jeg tager hvad jeg vil have” attitude, det er befriende men i den virkelige verden ville jeg gå i en km. stor bue udenom sådan et menneske. Spændende er hvad et “fint” menneske, guvernanten (selvfølgelig) kan flytte. Kvinder er og bliver mine fortrukne hverdagshelte, meget oftere villige til, at træde til og lade omsorgsgenet nå andre. Omsorg givet uden at forvente/forlange ret meget hvis noget igen. Kommer den ikke naturligt er det ikke omsorg så er der en skjult dagsorden og den er sjældent pæn. Der er dem du glæder i taknemmelighed over at de er til og dem du sørger for som en pligt. Begge dele kan være lige uundværlige for begge parter, ingen tvivl skal der herske om det. Det er dog ikke altid lige sjovt at indrømme.

Jeg holder af forandring/udvikling på alle måder, tænk Skønheden og udyret, undskyld Disney, han vil nok vende sig i graven ved den sammenligning. Om det er creme, mousser og chokolade temperering fokuseret som i bagedysten eller sidesteppende som i vild med dans, den dur, du ved hvad jeg mener med, det er lige meget. Elsker simpelthen bare når evner opdages, dyrkes og foldes ud og hvor glad det menneske, der oplever ophævelsen af sine egne tiltroede/groede begrænsninger så åbenlyst bliver. Det kan gøre mig så rørt. Så befriende med dommere, der ikke selvhøjtidelige prøver ret misforstået nogle gange, at få det til at handle om dem. Knyt sylten og lade de andre skinne, puds dem så de skinner endnu mere så er vi der, ellers slukker jeg, gider ikke side og være i tvivl om hovedroller og biroller.

Ærgeligt nok havde jeg selvfølgelig menstruation de dage hvor Fru Frank foldede sig allermest ud. Men så kan man jo tage revance.

Sagde jeg det er nr. et ud af en planlagt triologi. Du vil også finde mig med næsen i den næste, bliver jo nød til at finde ud af hvordan det går Amalie (guvernanten).

Præcision er tydeligvis ikke en af frøkenens egenskaber. Jeg skal fandeme lære hende, at hun ikke skal lade mig vente!

Jeff

Øhm ja indrømmet jeg er ret genert her (det beklager jeg) og vælger ikke, at give dig nogle saftigheder, fjollet egentlig (men jeg vil gøre dig nysgerrig og ikke skræmme dig væk) , for på bogens bagside står det hvidt på blåt, men citatet viser alligevel noget om ham.

Det, der med nøgenhed og sex er noget mærkelig noget. Mine børn har måtte lære mig, at det ikke var i orden for dem, at jeg gik nøgen fra badeværelse til soveværelse, som min mor altid gjorde i min barndom. Jeg er ikke lykkedes (endnu) med, at smitte med min glæde ved min egen krop. Det er som om at de fleste af os får den, der utilfredshed med vores egen krop i dåbsgave. Det er først mange år efter igennem utallige kropsligt, hadende forviklinger, at der kan komme en erkendelse som, “når men så ser jeg altså sådan ud (nu), okay suk. Kroppen som da vi var 18 burde havde glædet os over, altså ikke mig, for jeg har gået den anden vej og var på det tidspunkt 20 kg. tungere end i dag. Den krop er nu definitivt erstattet af en ny omgang celledeling som trækker mere mod syd end nord. I modsætning til hjemme har jeg aldrig kunnet bade, stå nøgen foran en gruppe af undervisningsparate, der er jeg i forvejen mentalt afklædt. Det ville være for grænseoverskridende, bange for, at jeres respekt så ville løbe med vandet ned i afløbet, lige det billede ønsker jeg ikke på jeres nethinde når jeg går i gang. Jeg kan nu heller ikke huske, at havde badet med en underviser, men der har nu også været en del mænd nu hvor jeg tænker over det.

Da jeg var teenager læste jeg i smug de grå sider, bladet Rapport. Hvis altså jeg kunne grave mig dybt nok ned i min fars gemmer inden hans nye kæreste (naboens kone) flyttede ind. Min sikkert i forvejen pressede skoleveninde plagede jeg skånselsløst, om vi ikke nok kunne kigge deres sofa “efter” i sømmene.

Hvor var det dog brand irriterende, at Barbara Cartlands romaner altid endte i et uskyldigt kys, helt ærligt altså det kan man jo ikke få børn af vel!

Eller at min mor var en natteravn og jeg ikke var og det dèr altid blev sendt meget sent og desuden krævede en dekoder.

Sexscenerne i “Datid” kunne godt havde lydt sjofle, for meget, men hun er kort og præcis, din fantasi behøver jo heller ikke andet end lidt fodring og du er langt foran alligevel.

Snyd

Jeg kan virkelig godt lide Esther, at du sætter hans erotiske tanker om hende i kursiv, det gør noget. Eneste ulempe, det gjorde det nemt, at falde for fristelsen at læse forud…

Og nej der var ikke for meget sex ellers ville jeg ikke havde efterspurgt om Forfatterskabet måske ville sende mig en erotisk roman vel, blev dog indrømmet liddddtttt overrasket alligevel over hvor meget.

Jeg har lavet sjov med mine begyndende stresssymptomer (flere urolige nætter, toiletbesøg som kræver mere tid end madindtagelsen gået forud). Ikke engang da jeg inviterede en gammel veninde til frokost i mine mellem timer og hun fortalte at hun kunne komme fordi hun havde fri på grund af stress gennemskuede jeg, at jeg havde tillagt mig nogle vaner som var små advarsler. Næh.. det var først da den første arbejdsplads sagde fuld stop (inden Mettes ord) på grund af corona, at jeg mærkede det. Elatikken, der sprang først i form af ærgrelse over ikke, at kunne få lov bare at slutte (nor-fucking-malt) til jul, så ubehaget i kroppen, jeg svigtede! Så kom den, lettelsen, sammen med ideerne, ustoppelige som små ildkugler i susende fart rundt som en overivrig hundehvalp inden i hovedet. Der blev pludselig plads til andet end hvis jeg nu bare lige når hen til juleferien, så går alting helt fint.

I de sidste mange uger op til ned lukning lød ordene igen og igen, mens han så på mig med det der glimt i blikket.

Du bliver nød til at sætte dine forventninger ned til dig selv. Du kan ikke præstere det du plejer over hele linjen, du går ned. Du skal passe på dig selv.

Meget irriterende mand

Julen er måske over os, men det er covid 19 der trykker os ned, tung som fugtigmættet sne som er godt til at bygge snemænd med, og kold med hænderne. Kreativiteten kan den kun trykke ned hvis vi lader den, så nu prøver jeg med online undervisning på Skype. Vil du grine og være med kontakt mig på mail og jeg sender et link. Det foregår i morgen fredag den 11 dec. kl. 10:30 og og hvis vi ikke har grinet færdig fortsætter jomfrurejsen tirsdag d. 15 dec. i næste uge kl. 8:45 og fredag d. 18 dec. kl. igen 10:30. Vel mødt.

Her er det bogen Datid kommer ind igen, den foregår i 1923, ingen corona ahhh… En mand er en mand, en kvinde en kvinde, men nej intet er helt som det ser ud til fra start af vel! Men vi kan vist alle godt trænge til, at forsvinde hen et sted, der er så langt fra vores eget liv, at du ikke kan identificerer dig på nogen måde, hvilket kan være en kæmpe befrielse har jeg fundet ud af. Jeg troede, jeg behøvede identifikationen for at blive ordentlig grebet af historier, men så kan jeg sætte hak ved, at den fordom også er ellimineret. Nå, ja mens jeg husker det, ligesom sex skal indeholde en hvis mængde alvor (seriøsitet) for, at opretholde et spændingsfelt… Så er der ikke noget som helst at grine af i romanen, men det er jo så ligesom også min opgave…

Så hyg dig med den. Er du en der rødmer vil jeg måske ikke læse den i andres umiddelbare nærhed. Se ud over mundbindet, når du er ude. Personligt holder jeg godt øje med unge livreddere. Det betyder jo ikke andet end mit blik jo skal være åbent og opmærksomt vel? Øhm.. og nysgerrighed er en god ting, jo det er det!

Knus herfra

Nu læser jeg en mere til forladelig (kedelig) bog, en der ikke stikker ud tror jeg, men det kan man godt trænge til efter en af Esther.

Hvad kan du godt lide at læse?

Pst… du må gerne låne mit eksemplar, jeg siger det ikke til nogen. Den skal nok gøre sit for at du glemmer covid 19, indskrænket levevis, sprittørre hænder og farverige mundbind.

Tak til Eva som har kreeret en julet, blød og varm variant til mig.

Rigtig glædelig jul

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Varianter af coronaforståelse

Hvordan er din hverdag som pensionist, arbejdsramt, yngre, ældre, mand, kvinde, andet?

Inden for samme familie kan måden, at håndtere de hele tiden regulerede regler nogle gange vise helt andre sider af de mennesker (for ikke at snakke om en selv) man ellers var sikker på, at man kendte godt, indefra og ud og hele vejen rundt om. Måske er vi bare fed up, fair nok. I total overgivelse er nogle gået hjem i skjul, hovedrystende og pigefornærmet, forhåbentlig kun julen over indtil, at aktiviteter i grupper bliver lempet lidt.

For en der hader spild i en hver afskygning har jeg måtte bide tænderne sammen og undervise meget små grupper på 9 eller endda 5 hvis der ingen tovholder er for, at fylde tomme pladser op. Det hele sejler hid og did. Jeg ser store rum skabt til bevægelse og glæde delt op af kegler, elastikbånd og til loftet store net så jeg meget af tiden føler, at jeg er torsken der kæmper mod “båndene der binder mig” (Pinocchio”). Plus den allestedsnærværende risiko for, at falde over forhindringerne, der ellers skulle sikre mig en vej at gå lige ind i ingenmandsland.

Reglerne synes passende i små rum, men i store haller!

Jeg har det svært med, når logikken ikke kan findes eller forklares. Den er så mudret udover den mest åbenlyse; gå hjem, gå direkte tilbage til start, gå i hi med din konservesbeholdning, men hvad hvis dette tager år? Jeg er med på der skal være senge nok det er ikke det, men indtil da! Rigtig mange bestyrelsesmedlemmer i foreninger er i tvivl om hvordan de sider bl.a. kommunen sender ud skal forstås. Det skal siges at rygtet går at det er de måske også selv. Der spørges mere eller mindre surt, skævt smilende, eller bare af ren nysgerrighed ?

“Hvem finder på reglerne (sådan helt ned på gulvet i levet liv udgaven)?

Mit bud

En lille husalf som “Dobby” i Harry potter der sidder låst inde og fast til en stol i et rum uden vinduer iført noget, der kunne ligne en udslidt stofble bundet over den ene skulder som en græsk inspireret toga.

Coronasommer

Selvtræning, katte forblindelse og vegansk/vegetarisk indkøring

Jeg vågner om natten og har svært ved at falde i søvn igen, enten fordi jeg skal tisse så meget så jeg bliver nødt til, at lægge mig på den rigtige side for at snyde min blære, eller fordi jeg ofte ikke helt kan regne med, at mit arbejde et sted i går er det samme, et andet sted i dag. Jeg vil heller ikke forkæle genbrugskatten med, at fordi han kalder og kradser på den anden side af soveværelsesdøren (kl. ½ skide time før vækkeuret ringer!), så er det ens betydende med at jeg står op. Jeg har været igennem 2 små børn og bryder du dine egne principper bare en gang, så er du sgu også selv udenom det. Du har vist en revne i dit ellers upåklageligt stålfaste forsvar.

Ups, jeg havde glemt at sætte min telefon vækning i går aftes, “tak for vækning Manse.” Jeg stryger hans ryg mens jeg lynhurtigt, næsten på snuden af ham, lukker den dør han allerhelst vil ind ad fordi han ikke må. Bare ærgerligt Sonnyboy (fra filmen “Den eneste ene), det er forbudt område, soveværelset er mit. Akkurat ligesom den grønne kasse fra IKEA købt for 20 år siden, som nu placeret øverst på bebrilledes skab heller ikke er min at klatre op på. Jeg ville heller ikke gøre det nær så elegant. Tror nu også, at hylden han sætter af på nok kun lige kan klare en kat på 5-6 kilo plus Sarumans sorte tårn fra Ringens herre (LEGO du ved).

Når han sætter af minder det i lyden om pigerne fra de olympiske lege som i gulvøvelsen løber som en rasende til de halvt inde på den store kvadratiske madras eksplosivt laver spagat spring og dobbeltroterende skrue. Så slutter de af med at lande med det her bump, stående med begge de talkum, hvide fødder i første position (ballet) med armene strakte bagud og en ryg i et svaj, der får min egen til at beklage sig i ubehag ved tanken.

Jeps, så så man lige mig komme på arbejde med nye blå rande under øjnene fra et andet fald i hjemmet, og hvad skulle jeg for øvrigt også derop efter!

Har gået rundt i snart 3 uger med blå, lilla rande under øjnene efter fald mod stolekant i egen stue. Flot. Nåh, men så kan jeg hakke blodtud af på cv`et foran chokeret dreng og meget undrende husbond. Han tørrede så grundigt min lille pøl op, at selv katte næsen gik forgæves. Hurra for mundbind og solbriller.

Morgenstund

“Tak Manse, nej ikke krydse ind foran, du ved godt at koordinerings evnen for netop genopstået ikke skal betros nogen som helst troværdighed før efter morgenmads indtagelse alene uden dig. Så nu har du fået dine 5 godbider, er det så ikke i orden, at jeg kniber øjnene sammen og blander ingredienserne til min havregrød?” Åh manner havde glemt at tænde for blusset storartet, venter da bare lige lidt ekstra så..

Efter morgenmaden som jeg kun er et kvarter om at nedsvælge med øm gane af varmegraderne, følger 3 på hinanden forholdsvis langvarige besøg på toilettet. Det ik for det, jeg skal ikke rigtig gøre noget ud over, at være til rådighed eller min dertil indrettede skal. Jeg er sådan set lidt til overs, så mens at de to får talt færdig på det gode gamle sprog når jeg ca. at læse en artikel pr sending. Før corona kunne jeg nøjes med 1½-2 besøg i det brunligt beige, blomster flise besmykkede rum. Inden andet besøg presser jeg balderne sammen med overkroppen hængende ud over vinduesrammen i køkkenet i kuldegrader mens det svage morgenlys lige akkurat forlanger tændte lygter på gymnasiedrengens cykel. Idet han begynder at træde op af nissedalens bakke, er jeg allerede sidekrabbende på vej mod toilettet. Hjemmearbejdende mand har for længst forstået, at mens han arbejder effektivt derudaf fra ca. kl 7, er min morgenritualer af en sådan karakter, at han helt stille bag sin dør på klem taktfuldt venter til jeg er gået, før hans tænder bliver renset fri for morgenmads rester.

Nu over et halvt år inde i fremtiden, der er svær at se en ende på, (måske godt det samme) er det som om min tarm hele tiden har ekstra vagter stående i de kilometer lange gange altid parat til at puffe fremad…

Men så kan jeg også tage på arbejde lykkelig LETTET for al overflødig vægt af ophobet “tilovers”, der er forladt i kummen.

Hvad synes du er det sværeste?

Det sværeste ved covid 19 er ikke mundbind og afstand, det er andre menneskers forskellige forståelse af reglerne. For jeg skal altid lige lægge øre til de første sætninger for, at finde ud af om de høre til de meget urolige, mindre, of/on, slet ikke, eller ligeglade.

Så er der dem der er politimænd og som tager på sig, at overholde reglerne for andre og tror de selv holder dem til punkt og prikke. Øh hvem sagde mundbind?

Dem, der overholder dem i store rum med koloenorme afstande når mundbindet sidder og skær på næseroden, men som når det ligger i lommen og aktiviteten begynder træder helt tæt på andre hvis mundbind også er kommet ned i lommen til brugte lommetørklæder, som om, at lige der blev reglerne om afstand elimineret. Øh, hvem sagde afstand?

Men det er nu også svært at høre hvad andre mumler, der inde bag “forhænget”.

Jeg er til at leve, hvis dette forsætter i årevis så håber jeg en anden fornuft vil dale ned (ikke som falsk sne i en dr. julekalender). Hvor vi gør, det vi gør med stor respekt for andres ve og vel, og vaner tudsegamle bliver brudt, afbrudt og erstattet af andre mere tidsvarende.

Nej, det er ikke din plads fordi du har stået der i 15 år. Flyt dig og flyt dig alle vegne. For det er ved gud så besværligt for alles bevægelses frihed, når nogle holder på deres ret i vanens navn, og nej det er ligegyldigt hvilken alder vi så går og har. Skal vi blive gamle med stil skal det være med et åbent sind ikke et mumificeret et. Lad dine øjenkroge rynkes så smilet forplanter sig derop og ud til modtager som hvis “tæt nok på” vil kunne sætte overordentligt stor pris på, at du gjorde dig anstrengelsen.

Nåh men jeg skal på arbejde igen men først har jeg liggggeee noget jeg skal af med…

Knus

Ikke coronaramt men corona modstandskvinde

Giv ikke op, bliv ved med at komme ud, se mennesker, grin, smil, lyt, bare lyt ikke! Til den stille genlyd af en andens hjerte.

Og tag de knus du kan få og hold vedkommende længe, længe til du mærker dine tårerkanaler reagere og din underlæbe begynde at bævre, for det skal holde et ubestemt antal dage, uger du ved det i virkeligheden ikke vel!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Har nogen set bunden på suppen?

Se evt. på indholdet i din gryde som du ser dine havesko. Den sidste destination inden du kyler dem ud.

Grøntsagsgrød er og har været den eneste måde jeg kunne få dreng til, at spise en variation af grønt. For kan man overhovedet kalde agurk, rød peber og meget nødtvungent gulerødder for andet end et absolut minimum? I vinterhalvåret kan sidstnævnte smage så meget af sæbe, at jeg lader ham slippe, det skyldes dog også, at jeg et år fandt dem i bedet neden foran hans vindue. Her er det grøden så ugentligt erstatter og forhindre tiltag til ny uønsket “kompostbunke.”

Den fraflyttede

Jeg spiser da varieret mor!

Hold den tanke for det er altså kun drengens indtag + rødløg, majs (på dåse), avocado, springløg, dild og porre ja, og dressing og så tomat selvfølgelig. Dem kan hendes lillebror kun spise i min, lad os bare kalde den “tomat” sauce og så selvfølgelig enten i Heinz eller Beauvais` form, men det er jo også flydende KAGE, i hvert fald hvis du tjekker sukkerindholdet. Der er jo en grund til, at varedeklarationen er skrevet i så mikroskopiske bogstaver, at de kræver nypudset læsebrille, eller ekstremt strakt arm…”Undskyld men kunne du holde denne flaske for mig?”

Hendes udlægning af variation er anderledes end min, da der ikke stod alternativer på middagsbordet i min barndom. Det var mere, “spis nu den fedtkant, hvad er der med dig, du er også så kræsen.”

Jeg spiste nu heller ikke bønner i 1994, 23 år gammel. Sætte dem i blød og koge dem selv ha glem det, jeg var langt over 40…42… faktisk nok 45. Okay kidneybønner fra dåse i chili con carne røg da i gryden. Men det var jo ikke at tage det bælgfrugt`eri særlig alvorligt vel!

Skal det den ondelyne mig absolut have et navn?

Er det ikke skide lige meget om jeg kan kalde mig veganer eller vegetar? Hvorfor er vi så besatte af, at pynte os selv med selvudnævnte titler? Bliver jeg mere værd hvis jeg kan “bryste mig af”, at kalde mig veganer? Næh vel!

“Jeg starter med at spise som en vegetar/veganer ved flere og flere måltider”, tænkte jeg i sommers og så kan det være at jeg en dag i 2021, 2022 siger goddag til besværet ved at forklare mig. Men jeg synes altså ikke at jeg kan benytte mig af ordene vegetar/veganer, når det kun er er 1 eller 2 måltider om dagen, der ikke har stået og gæret i en stald. Så nej, jeg tvivler på, at jeg kan blive hverken det ene eller det andet 100 %. Hvis jeg er “ude” skal du/ I ikke tænke på andet end det du selv vil servere. Så vil jeg gøre mit bedste for at overbevise dejlig mand om, at jeg kan tillade mig vice versa ved indbydelser til mit spisebord. Men hjemme hos mig er der altid buffet så “no worries.”

Bare tanken om at jeg skal finde alternativer til mine fødselsdagsboller og diverse kager ja der skal fandme eksperimenteres så, nåh… men det gjorde jeg jo også dengang. Det tog mig år at få de boller perfekte. Det må dog være muligt uden en ko skal trækkes i patterne og en høne skal fratages sidste kraftpræstation. Altså hvis jeg nu kunne få mine æg fra naboen så ville … Jeg er overbevidst om, at de høns gokker, møgirriterende tidlige solskinsmorgner når de lukker dem ud, af bar skaberglæde.

  • Hvad er der ikke!
    Hvad er der ikke!
  • Billed 1 + stavblender = opkast
    Billed 1 + stavblender = opkast
  • Toppet med fantasi
    Toppet med fantasi

Alt der kan tåle at koges

Det kommer jeg i. Jeg gør det som regel om eftermiddagen for så kan jeg sætte gryden på køl og lave noget andet til jeg vælger, det er tid at sætte den over. For med de røde linser bliver du nød til at stå og røre hele tiden til det koger for ellers sætter de sig fast i bunden, men det er også det eneste der trækker ned på deres præstation. De smager ikke rigtig af noget, de gør grøden tyk, undskyld skrev jeg grøden? Jeg mente nu suppen men teenageren har en pointe der.

En brødkrumme på ½x½ cm.

Det er hvad du ikke kan se at jeg fik fra sidemand (17 år), da jeg ydmygt spurgte om jeg måtte få lidt af hans grovbolle som havde været under opbygning fra mand iklædt forklæde for uger siden og tøet op og vendt og drejet på brødristeren af siddende skribent til …ja drengen.

I gryden kom:

1 porre, en skive af et græskar, 3-4 hvidløgsfed, et stykke frisk ingefær (revet), en rynket blomme, en rødbede (farver godt også det tis du af den producerer.) 2 små tomater, 1 pastinak, 2 jordskokker (kun skrub dem). En rød peber, var der en gulerod og nogle søde kartofler kan ikke huske det. Jeg havde gelemassen, ren bouillon fra en grydekylling (det er ikke vegetarisk for en kylling har ladet livet færdig slut), tørret basilikum og nå ja en chili. Ja, jeg er en kylling Pip, gok og tager kernerne ud, næste gang lader jeg 2 sidde.. Lidt rødvinseddike, det jeg har, du er klar over at sådanne eddiker er guld værd for din tarmtrivsel og maveomfang nu ik? Med løs hånd hælder jeg direkte de røde linser i (jeg skyller dem ikke) måske 3 spsk. ish. det samme med gule ærter granulat`et. De er næste step at koge selv, jeg er så træt af at læse bag på æsker sulfat, sulfit, citronsyre osv. Hvis jeg får det fra alt jeg spiser som er præfabrikeret, (jeg holder mig ellers væk fra det så meget jeg kan), så er det alligevel en deprimerende stor mængde lagt sammen over ugen.

Sagde jeg, at jeg skummede den af, skruede ned (1) og glemmer den mens jeg skriver!

Så blender jeg til grød og varmer nedenstående med.

Tænder for brødristeren, tro mig gemalens boller har deres andel på elregningen.

Nu havde jeg jo også en pillet rest kylling fra hel kylling i gryde og nogle kogte kartofler fra i går. Drengen holder af stivelse af en hver art, han spørger dog stadig, nu knap så mistænksomt ved middagsbordet over gryden mens han rører rundt.

ER DER NOGET I JEG IKKE KAN LIDE?

Store øjne bag fedtede og duggede glas

De burde faktisk være immune. Vi har en stiltiende overenskomst om, at det spørgsmål er angående de klumper der måtte drive rundt i overfladen når han rører med skeen, toppen af isbjerget. Det nedenunder (altså grøden) det taler vi, som i IKKE om. Kokken må vel have lidt manøvrerings frihed.

Min tallerken var ikke som de andres for sådan en omgang (udseende af) maveonde er simpelthen ikke nær nok til mine øjne, smagsløg og samlede oplevelse så på kom:

Hvem sagde enkelt? Jeg sagde tænk muligt.

Purløg, hjemmelavet hummus af hvide bønner, rest af salat fra frokosten (egentlig aftensmaden i går) og ristede cashewnødder. Nogle drej rundt med salt/peber kværn, drysset paprika, tørret chili og gurkemeje (indtil nu næsten udelukkende pulverform), min nye gud. Den er bl.a. rig på antioxidanter og kan hjælpe mod uren hud, beskytte dit hjerte og hjerne og udsætte diabetes, og det smager ikke så slemt, det forsvinder i alt det andet. Havde glemt at putte den i suppen fra starten af, irriterende.

Grønt i børn og barnlige sjæle, tænd stavblenderen og træk den ikke, som i IKKE helt OP OG NED og sluk ikke før, at den er grød uden klumper. Sådanne tingester skal nemt kunne identificeres. Så jeg tilsætter dem altid til sidst. Hvis jeg har en rest piskefløde tjekker jeg om ægtefælle er i nærheden og skynder mig, at lade det forsvinde i grydeindholdet, smør ditto. Han er nemlig af den overbevisning at hans hjerne kan klare sig uden fedt, men det har jeg for længst indset, at det kan min ikke. Hvis du fortæller ham hvad du har læst vil jeg pure nægte, at havde skrevet det.

Kan også godt finde på at klippe persille og rive parmesan på. Så blev koen lige involveret igen, igen.

Jeg har vænnet mig til havregrøden om morgenen (i stedet for skyr, som jeg alligevel ikke kunne klare mig mange timer på). Om vinteren er det bare så dejligt at spise noget varmt, og jeg kan undervise 3 hold og spise frokost næsten 6 timer (!) senere på sådan en tallerken. Om sommeren på varme dage må jeg leve med hedeturen og den afbrændte gane hud. Er så bar lige i stedet blevet afhængig af havremælk, æblegrødsmoserens 20 bægre samlebånds producerring og egen daddelpasta + så store mængder kanel, at det bagefter ser ud som om at jeg har børstet tænder i det. Men det skulle jo være bakteriedræbende og man kan faktisk købe, ja nemlig tandpasta med kanel. Det burde mine mængder taget i betragtning være ceylonkanel men det kan jeg ikke få min indkøber alias moser, ælter og fedtfornægter til at kaste på fødevarer båndet. Endnu.

Jeg har accepteret, at jeg definitivt aldrig bliver den store opskrift overholder når det gælder madlavning. Det bedste er når jeg mangler noget og jeg bliver nød til at finde på noget andet end jeg plejer. Jeg arbejder stadig på at ignorere nemheden i, at hente et “dyr” i fryseren og give det, den altoverskyggende hovedrolle. Det kan dog blive mod modstand da indkøber har panisk angst for, at man rent faktisk kan åbne en skuffe i fryseren fordi den ikke er helt fuld. Næh, nej det kræver altid en masse sukken, og banden og så må jeg endda ofte opgive og modvilligt presse den, den ene centimeter ind igen, som jeg har fået den ud. Jeg ved nemlig pr. pænt dyrekøbt erfaring at jeg kan risikere at flå fronten af skuffen “løs”. Det selvfølgelig min skyld, at jeg ødelægger den! Baseret på at jeg engang rev et håndtag af en anden fryser! Jeg burde seriøst sige mine jobs op og blive tester af hårde hvidevarer på fuldtid med risikotillæg og en fed pensionsopsparing. Kunne nogle af jer ikke bare lyve for min mand og sige, “at det har I dag gjort masser af gange!” Han tror jeg er en ener.

Det kan også gå sådan, at jeg ikke kan få den lukket igen medmindre jeg hygger mig med, at tage alt indholdet ud under meget utilfredse grynt, ondt skulende i retning af rum med mærkelig musik kommende ud fra, hvor indkøber træner. Jeg kan dog MEGET godt lide hans flade, hårde mave. Så, der nu har jeg sagt det, det kan faktisk godt få mit blik i stå, eller på vandring…

Nå, det blev så ikke noget fra den fryser! Soup anyone?

Du skal ikke være bange for grøntsagerne i stedet skal du favne det magiske de gør ved din krop, der er virkelig ingen som helst tvivl, du bliver “let” og energifuld. Du går simpelthen fra, at føle dig som løven der slår mave ovenpå indtagelsen af en uskyldig gazelle til de gazeller, der nåede at slippe væk.

Husk!

At du skal krydre grønsagerne virkelig rundhåndet, for det er kun svampe og tomat der giver den der umamismag, så køb andre krydderier end dem du plejer som måske er timian, karry, paprika og basilikum. Har jeg ramt rigtigt. Ha det har jeg ikke?

Den var jeg også på og den 17 årige er virkelig ikke nærig med sine rynk på næsen, sin stikken med garflen og de der suk…

“Nu kører hun et eller andet sundhedsregime igen”… Tænker mand der glimrer i sit fravær af at kokkerere aftensmåltider, og ja jeg kan jo ikke udvide mit repertoire af retter hvis jeg ikke eksperimentere og fejler, lykkedes og fejler igen.

Det vil jeg have lov til mere af

At FEJLE

Tak fordi du læste med. Hvad vil du have mere af?

Knus

Grøntsagsfråderen

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Dronningen

Har den altoverskyggende hovedrolle, Carina (Bruun Kristensen bogens forfatter) den ALT fortællende birolle.

Dronningens lakaj, tjenerinde, medspiller Carina

Så jeg ville evne at rydde op i det kaos som dyrkede speedway på indersiden af min yderside.

Bogens titel hm… jeg kunne godt tænke mig at spørge Fru Bruun Kristensen lidt ud om den.

Bogen er fyldt med ordleg som ovenover den flotte forside, sjove for nogen helt sikkert, men temaet i bogen bliver så intenst og alvorligt beskrevet, at jeg personligt ikke synes det er sjovt. Sproget den overvejende er skrevet i er så gammeldags, at en 17 årig (i dag) ville have ret svært ved at forstå den, de bruger andre ord nu, som vi så skal have oversat.

Eksempel

Den kvidrede med en fængende blid stemme, at selvom årene ej var gået sporløst forbi, så lå livet stadig uhindret forude.

Det bliver så afbrudt i første halvdel af bogen med opsummerende digte i helt nutidigt talesprog i mellem nogle af kapitlerne. Det fungere så godt, at jeg senere savner dem…

Det tog mig de første 150 sider ud af 398 at vende mig til skrivestilen fordi; jeg over det sidste års tid selv har været på 3 skrivekurser hvor pegefingrene stak højt op i luften over for klicheens/talemådernes fortærskede forudsigelighed. Den, mente de, var så udbrændt at de næsten kan lyde fjollet fordi du som læser ved hvordan hver sætning ender, hvis altså forfatteren holder sig til talemåden uden at bytte ordene ud… For det kan direkte irritere. Almindelig nutidig 2020 talesprog var det de ville have.

Fru Bruun udtrykker sig i et sprog, jeg selv har kæmpet med at aflive i mine egne skriverier (“My Darlings” som min mand kalder dem). Blandt andet fordi mine børn og granvoksen kusine (40+) tit ikke forstod betydningen af det ordsprog jeg havde valgt. For eksempel har, nød lærer nøgen kvinde at spinde, altid betydet meget for mig især hvis det var arbejdet det handlede om. Jeg var og er stadig ekstremt løsningsorienteret. Hellere strække mig alt for langt end sige fra.

Hvad fanden betød de så egentlig. Hvad ville jeg med dem? Var de overhovedet brugbare i den kontekst jeg havde sat dem i? Ofte slet ikke, de var talemåder og floskler jeg var vokset op med, og når de pr automatik kom væltende som tudser ud af min mund var det den, mine børn og kusine så. Tudsen. Jeg kunne ikke engang ordentligt forklare hvad meningen bag ordene var, for jeg var så usikker på om min forståelse svarede til, hvis du nu lige gogglede det … Der er nemlig ofte en menneskelig “faktaboks” til stede.

Menneskelig faktaboks = person med ører, som går mere op i korrekt ordbrug end hvad fortælleren har på hjerte.

Hvis jeg bliver rettet af andre, som forklarer betydningen anderledes, og efter deres hoved/overbevisning så kan det fucke så meget med mit mod til at åbne munden. F.eks. er det er ikke vigtigt for mig hvor handlingen i historien jeg fortæller helt præcist og geografisk (Nykøbing) finder sted. Det er hvad der skete og med hvem og var det sjovt, ulideligt, skræmmende …. som jeg synes er spændende. Men “faktabokse er allerede i gang med at tænke, “jamen var det Nykøbing Sjælland eller Falster”. De skal altid lige stedkende, spørger de…

Hvad det har jeg allerede glemt. Det var i hvert fald på Sjælland okay! Hmfr.. Du afbrød min historie, var det for at hyle mig ud af den? Næste gang siger jeg bare, “et sted i Danmark”. Det burde tilfredsstille begge parter.

“Hvorfor taler du lige pludselig om en nøgen kvinde, mor?”

Ifølge den danske ordbog betyder talemåden, at hvis man i tilstrækkelig høj grad ønsker at løse et bestemt problem, skal man nok også finde en måde at gøre det på måske ved selv at ændre sig. Det var jo det jeg sagde og endda med èt ord, løsningsorienteret. Det har for øvrigt aner tilbage til 1300 tallet. Jeps, har lige slået det op.

Hun holder ordene inde, og ændrer sig.

Med et lille, bitte næsten ikke eksisterende selvværd kan det ende med, at man ikke tør fortælle andre (familie, kollegaer og sundhedsvæsnet) om hvor dårligt man egentlig har det. For vil de afvise det, som ikke nær syg og behandlingskrævende nok, præcis ligesom andre før dem?

Sikken en sætning

Jeg havde allermest lyst til at rejse i forvejen

Da jeg efter de 150 sider kunne se, at hun nok ikke ville ændre sin fortælleform accepterede jeg præmissen og lukkede hende endelig helt ind…

Når nu bogen handler om “dronningen”, så legede jeg lidt med at forestille mig kronprins Frederiks barndomshjem, dronningen i hans liv. De lød meget affekteret i gamle interviews, og slet ikke som hjemme hos mig i Skovlunde, hvor mine forældre legede jorden er giftig i deres helt egen variant blandt andet ved, at hoppe fra ordsprog til ordsprog til de blev skilt. Det kan godt komme til at lyde som om at man prøver for hårdt på at lyde klog, men de er noget at holde sig til, når “dronningen” og flere dårlige bekendtskaber (som i Carinas tilfælde) har nedgjort hende i årevis, i form af ord. Hun blev som barn vraget og begyndte efterfølgende, at sætte nogle urimelige krav til sig selv.

“Dronningen” opfindes, altid klar til at “hjælpe” meeen…

Hvorfor valgte jeg denne bog, da jeg bad om mulige titler at skrive om? Jeg havde ikke set at den handlede om en spiseforstyrrelse, men jeg må havde mærket det, for har man selv lidt af en har man for evigt et forfinet sanseapparat over for det.

Carina beskriver de kilder, der får hendes mølle til at løbe hurtigere og hurtigere rundt, og til sidst fuldstændig løbsk (ikke sjov ordsammensætning vel?) Den videre udvikling af hendes sårede indre overlades til “dronningen”. I stedet for at turde sige fra, til og nok sulter “dronningen”, hende.

Tager “Dronningen” magten er det som hun skriver en umyndiggørelse af den man allerinderst er, den man allerhelst vil elskes og ses for at være. Som teenager og start 20`er er man sgu ikke altid heldig i sine formuleringer når man beder om hjælp og kan blive underkendt og misforstået. Det understøtter jo desværre det spiseproblemer ofte har rod i, at man ikke føler sig god nok, nogen steder og med lige meget hvem. Det kan være alt for afslørende at sige noget, og så ender man med ikke at fortælle det til dem, der rent faktisk ville havde lyttet.

Jo nærmere jeg er sidste side, jo færre malplacerede ord sammensætninger, hvilket gør det meget nemmere for mig som læser. Eller også har det været hendes plan fra starten af, at vise teenagerens hunger efter accept af måske især jævnaldrende og senere læger og andre fagpersoner via sprogets udvikling.

Jeg er ikke færdig endnu Carina men du har mig. Du har mig som læser så meget for jeg kan mærke, at selv om nogen vil mene du udpensler dine følelser og handlinger så ved jeg, at det er sådan din indre monolog har været, den har styret det hele. Alt.

Jeg bliver nød til at læse færdig nu, for du har på bagsidens ikke helt forståelige tekst lovet mig, at du som jeg vil finde vejen ud og væk fra dine indre dæmoner og ind til den Carina jeg for længst har opfattet du er; den fineste, sensitive sjæl, fuld af alt det gode du vil gøre for alle andre end…

Dig.

Det er mærkeligt vi kan være så ude af stand til at se vores egen værdi!

Jeg vil vove den påstand, at hvis man har lidt i samværet med en spiseforstyrrelse vil du aldrig helt slippe. Dine børn vil opfange det og reagere i deres egen variant. Alkoholikeren eller den stofafhængige kan skære det helt væk, som aldrig at gøre det igen, men lade være med at indtage mad…

REKLAME for forlaget forfatterskabet.