Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Glad lærer

Fra forlaget Forfatterskabet. Tak igen S. og M. Ellemose.

REKLAME

Hans sprog og tone, fylder min mave med savn efter en anden tidslomme og en hvis dansklærer, som altid synes glad og engageret, noget flyvsk og over det hele engang i mellem, men hvad fanden hun var varm og hun prøvede virkelig at nå ud til os. Hun sendte drengene ud og løbe krudtet af eller efter noget spiseligt…

Lærerjobbet er et af de vigtigste, sjoveste og spændende job i verden.

Henning Engholdt Jørgensen

Jeg kan sagtens se denne bog være en del af pensum på lærerseminariet især hvis den lærerstuderende endnu ikke er forælder. Måske kan hr. Jørgensens bog åbne op for en dialog om hvilken variant af “Glad lærer” de ser sig selv som derude, færdiguddannet. På sidste år af uddannelsen kan dialogen handle om den forestilling de havde om at blive underviser. Kan den stadig sættes sammen med folkeskolen? Skal den overhovedet det? Hvorfor valgte de uddannelsen i første omgang? Holder det stadig?

Han glorificere ikke folkeskolen men går heller ikke i dybden med de forskellige problematikker. Det behøver han nu heller ikke over for mig, for jeg har haft 2 børn igennem. Som et stædigt bæst har jeg insisteret på, at de skulle gå i den, folkeskolen. Jeg tror nemlig i forvejen på alt hvad Henning mener om dens værdier og ståsted. Min svigerfar er pensioneret folkeskolelærer så …

Er den til teenageforældre? Nej, da er det for sent.

Jeg ser den ikke til en bogklub, det er den alt for fagområdespecifik til.

Til forældre som stadig bærer rundt på en trist version af overstået folkeskoleliv indeni og som står for at skulle vælge skole for sin 3-5 årige lille dreng eller pige, der er jeg overbevidst om den vil kunne noget. For Hennings “stemme” er fuld af kaffeånde og troen på folkeskolen tilsyneladende usvækket efter 35 år. Den kunne være en lektie forældrene skulle læse til et senere børnehave møde. Jeg kunne nemlig godt dengang havde ønsket en konstruktiv snak om for og imod. Hvilken type skole skulle vi vælge? Hvad ville ens lille skat trives bedst i med den personlighed han eller hun er ved at udvikle. Er de til struktur eller frihed under ansvar, firkanter eller bølger. Engagerede forældre vil læse den, især fordi den er på under 80 sider.

Hr. Jørgensen taler om vigtigheden af dannelse og hvordan test med henblik på bevisførelse af uddannelse slet ikke viser hvilke dejlige mennesker børnene hver især er. Måske er de en god kammerat, empatiske og aktivt lyttende, en der fylder klasselokalet med energi osv. De små nuancer og tegn på funktionsdygtighed i et levet liv, kan ikke engang skrevet med citronsaft få plads imellem linjerne. Frustrerende for både barn og forælder, når alle de andre piger altid får højere score. I gymnasiet er det blevet en serie på 7 sæson… og så har jeg ikke engang nævnt kropsfikseringen. Altid den forbandede sammenligning med andre, kunne man slette den ved et svirp med langemanden mod det lille display havde det godt nok sparet nogle tårer kanaler for overproduktion.

Nu er jeg selv underviser men for nogle med et personnummer, der ligger lige omkring 2 verdenskrig så det er noget andet eller er det virkelig!

Han vil gerne have fat i politikerne men så skulle bogen være skrevet med et temperament, der fik en til at stille skarpt på eksempler skrevet MED STORT, I FED OG i kursiv. Bogen er skrevet med en for sød og behagelig stemme, den hæves ikke på noget tidspunkt.

Han mener at sparre med andre landes skoler, se deres metoder ville give meget mere end politikernes, “så har vi gjort noget for skatteydernes penge kurser“. Måske tiltror politikerne folkeskolens lærestab magiske evner. De forlanger i hvert fald, at den skal inkludere så mange som muligt (i folkeskolens mangeårige ånd nok mere akilleshæl) men uden flere hænder hvor der er behov. Jeg elsker “Rita” serien med Mille Dinesen i hovedrollen, men selv hun kommer til kort når der mangler resurser. Hun kan ikke fremmane frivillige kloninger ved, at svinge velplejet manke og bære skjorter der ikke helt formår opgaven, at dække pæn nummer i høje støvler.

Tvinger du metoder via ualmindelige dyre kurser ned over en undervisers arme vil det svare til, at iføre deres fantasi og indbyggede kreativitet en skide stræktrøje. Jeg har været der, gjort det og da jeg valgte IKKE, at lægge under for det mere trådte min begyndende stress tilbage. Passionen for at stå foran alle disse dejlige mennesker, der havde VALGT mig, (min fordel) kom tilbage i så store mængder, at jeg kunne havde solgt den på flasker. Til gengæld skal jeg så sælge mig selv hvert minut, der er børnene jo uden ret meget indflydelse om nogen, til at slå enden i sædet.

Jeg går meget sjældent selv på kurser for de handler for det meste om, at bruge noget nyt af en eller anden art. Det er logisk nok, jeg har forstået det det, de skal jo kunne sælge til udbyderne, men det er slet ikke hvad jeg ser, jeg selv har brug for. Det jeg vil have er metoder til at formidle endnu bedre, andre(s) “sprog”, til at nå mine deltagere, fordi de bliver immune over for mine ord og sætningsopstillinger, som har det med at stoppe op i samme rille som en gammeldags grammofonplade afspiller. Jeg må selv sørge for, at jeg ikke bliver en af dem, en af de der undervisningstrætte vi alle sikkert kan huske fra vores skoletid. Som i alle andre jobs kan ens “hvorfor” ha flyttet sig et ikke særligt konstruktivt sted hen uden man har opdaget det. Måske skal man videre.

Der kunne debatten igen tages op med Hennings “glad lærer” som udgangspunkt.

Tak for læsning Henning. Trænger helt sikkert til at genoverveje mit eget hvorfor her i covid 19 tiden.

Mvh.

Lisser B

Ps. Havde jeg haft nogen som helst lyst til at blive mor for 3 gang, så havde jeg sejlet ud med folkeskolebåden igen.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Omvejene til en ny livsstil

Forlaget HarperCollins Nordic har givet mig muligheden for, at læse om sundhed helt ned på celle niveau. Tak M.

Inden du opgiver at læse videre fordi du inderst inde tænker, HVAD FANDEN BETYDER ANTI-INFLAMMATORISK og helst ikke vil indrømme det, vil jeg lige understrege, at som så meget andet, så er det kun noget man ved noget om hvis man interessere sig for det. Selv om jeg har været overbevist om nytten ved visse valg i mange år, så har jeg aldrig sat mig sådan ind i det for alvor. Da jeg jo ikke som fru Borelius har brugt noget tid på, at interviewe kendte professorer rundt omkring i hele verden, har jeg ikke haft andre beviser på at det virkede ud over at;

Jeg virkelig er meget, sjældent syg.

Det med småt; mad, forskning, indsigt og helhed.

Jo, jeg kan være skidtmas, men så lader jeg 20 dryp falde i 1 cm. vand i glasset fra Echinaforce flasken (ca. 3 gange på en dag), hænger lidt i sofaen og så går jeg i seng kl. senest 21. Tager en 10 timers under dynen og vågner med blueraysyn og en energi som jeg plejer (næsten).

Det er jo ikke kun på grund af, at det var for besværligt at melde sig syg som får mine sygedage på en 25 års undervisnings “karriere” ha, ha… til, at havne nede omkring max 10 dage. (Kan man i det hele taget bruge ordet karriere, når man sjældent stiger i løn og nogle arbejdsgivere tror jeg kan leve af frivilligt arbejde søndag eftermiddag og postevand?) Har jeg undervist hjemmefra, online? Nix, indtil covid 19 var min arbejdsuge ofte i samvær med snilt 250 deltagere fordelt på 12 hold, på 6 forskellige steder. Jeg har altså haft mange chancer for at blive syg med så stor en berøringsflade.

Er jeg så født med et godt immunforsvar?

Det tror jeg vi alle er som udgangspunkt. Det er hvordan vi beskytter det, som betyder noget er min overbevisning.

Hvad er så inflammation og hvilken betydning kan det få?

Et måltid får blodsukkeret til at stige. Det vidste du godt, for du går fra sur og vranten til afbalanceret i takt med synkebevægelserne. Du bliver også mere fornuftig at høre på og der kan finde en decideret fornuftig dialog sted, når tallerkenen er næsten tom. Nu smiler du ikke?

Du spiser og sukker indholdet i blodbanen stiger. Bugspytkirtlen får signalet, “udskil insulin makker.” Insulinet åbner cellerne så de kan modtage sukker, proteiner og fedt.

Du spiser meget sukker og fedt, der bliver dannet insulin i overflod = dit blodsukker er konstant for højt. Du går nu rundt i en lav inflammatorisk tilstand, hvilket betyder at dit system hele tiden er på overarbejde for dig. Forestil dig at du har 20 usynlige kilo kartofler fordelt i bæreposer i hænderne samt i rygsækken, intet under dine knæ og ryg værker og du føler dig tung, det er inflammationen du mærker. Dit krop bruger krudt på at bekæmpe lav inflammationen og dit immunforsvar svækkes. Og så har jeg ikke taget faktorer som søvn, stress, ro og glæde med i beregningen…

Der kan gå et eller andet galt med signalet mellem insulinen og cellerne. De gider ikke reagere mere på insulinen og sukkeret får lov til, at feste igennem i blodbanerne. Det høje blodsukker nærer inflammationen, tænk på det som en varig betændelsestilstand. Jeg tillader mig måske en frihed her, men det læste jeg et sted for mange år siden.

Hvad sker der når blodsukkeret hele tiden er for højt? Du øger bl.a. din chance og du vil hade dette, for du ved det allerede for, at få Type 2 diabetes, blive overvægtig og få forhøjet blodtryk, næste step er superrisiko for hjertekarsygdomme og slagtilfælde, hyggeligt!

Jamen, nytter det hvis jeg ændre noget i dag?

Dig og mig

Ja, det kan du fandeme tro det kan.

Det du vil er selvfølgelig ingen inflammation

Tja så er vi jo ved bogens titel ” hvor skal du lægge vejen om” så din livsstil bliver (lidt el. meget) ANTI – INFLAMMATORISK?

Lavt blodsukker læger inflammationen (så lidt svingning op og ned som muligt)

Motion sænker blodsukkeret

Anti – inflammatorisk mad DITTO

Tjek Ritas fødevare liste ud

Her kommer et par hints. Niks køb eller lån bogen, for så ved jeg du mener business.

Tilsammen skulle det give et større velvære fra halsen og ned måske et lavere/ normalt blodtryk og kolesteroltal. Mon ikke også livvidden mindskes. Fra halsen og op vil det påvirke din intelligens, hjernens arbejde, du vil tænke, huske, problemløse og nemmere tilegne dig ny viden, ja der blev jeg lidt overrasket så mon ikke også du bliver det! Men hvorfor egentlig?
Vi har da altid vist at vi kan æde os til sløvsind så burde vi vel også kunne spise os til det modsatte. En “nobrainer” (frit oversat logik for burhøns), som min bebrillede teenager ville kalde det.

Du behøver i virkeligheden ikke være bange, for der står intet sted at du skal forsage kød og spise lutter grønsager, men vi skal nok alle lige omdefinere hvad vi forstår ved sund eller god mad…..

Jeg kan virkelig godt lide at fru Borelius ydmygt og nysgerrigt spørger “begge” sider. Er lydhør overfor både lægevidenskaben og visdomstraditioner. Der er ingen dumme spørgsmål, dog nej tak til lavementer. Hun er ikke nærig med at fortælle hvor meget hun har fumlet sig vej i dette 4-årige forløb, bl.a. prædiket til familien om sin nye religion til kvalmepunktet hvor kun modstand trives. Mange af oplysningerne har hun fået tilfældigt ved, at et klogt hoved har sendt hende videre til det næste. Mon ikke at hun som Lisbeth Zornig, der betragter denne bog eller var det den forrige som en noget nær bibel, egentlig kun lige er startet. For…

Ingen kan leve efter et sæt regler hele tiden, der skal være plads til at sprælle. Bagefter er det jo bare at fortsætte.

Da jeg skulle tabe mig var der en sætning JEG SENDTE AD HELVEDE TIL, “jeg starter på mandag.”

I stedet tvang jeg min hjerne til at tænke, “det er okay, du har spist en hel pose…, 2 ruller…, et helt glas Nutella.” Nu fortsætter du det, du var i gang med på den anden side og næste gang du spiser en hel pose… 2 ruller…, så kan det være at du ikke oveni spiser det glas Nutella også, at der går flere dage….uger… imellem. Så det handlede om glæden ved at fortsætte i stedet for skammen over “stoppet”.

Modig på lidt forandring

I terapi over et ½ år (kun afbrudt en enkelt mandag af heftig sejlende stuebirk ved min seng grundet nedenstående ukritiske og naive gløgg inhalering), lærte jeg en anderledes fornuftig fremgangsmåde. Jeg skulle tænke baglæns. Se det for dig, din hånd er på køleskabets håndtag og nu trækker du. Hvad er der gået forud? Sekunder, minutter fyldt med tanker hvad handlede de om? Er du rent faktisk sulten? Handler det om at du er tørstig, keder dig, er rastløs, spiser fordi andre spiser, vane, eller du er ked af noget, vred? Turen til køleskabet gik fra, at være som besat af en hjernedød zombie til hm… jeg kan faktisk tage en beslutning om ikke at tage i håndtaget. Ikke at gå ud i køkkenet. Ikke at rejse mig fra stolen måske ringe til nogen. Foretage mig noget helt andet.

Det er det Maria gør, noget andet. Hun kunne havde valgt (som lægen antydede), at finde sig i at overgangsalderen tyngede hende ned, men det ville hun ikke. Hun opsøgte viden, beviselig viden.

Nåh… men jeg vil:

Spise flere bær, langtidskoge stegeben, genoverveje om jeg bare skal blive ved med at spise lidt kød i stedet for intet, blive ved med at lave salatdressing med æblecidereddike, cykle, gå, danse og undervise andre i bevægeglæde til de spørger om de må gå hos mig 2 gange om ugen. Nyde min nye vinterdyne, trække vejret med omsorg som var det en daglig gave, og fortsætte affæren med frisk ingefær og gurkemeje. Tyvstjæle friske krydderurter i et bed ved et lejlighedskompleks på vejen hjem fra Herlev. Øhm… ja det kunne så godt være nogle hints, men måske er det bare mig der spiller hellig.

Drik når, det er særligt med særlige mennesker og det særlige du synes allerbedst om. Gør det ikke, som en medalje for, at du er kommet igennem endnu en træls (arbejds)dag. Det er ikke nydelse det er trøst, vane og giver opsvulmet ansigtshud.

Pst… Det er nemt for mig at drikke lidt, for min krop hopper over den sjove fase og lægger mig enten direkte sejlende i seng eller opkast udstrålende i kaskader. Sket en gang, 1 søndag i advent julen 92. Set i bakspejlet synes jeg det var helt fair, at det var min nye svigerfars hånd, der omsorgsfuldt holdt mig på ryggen, hans have du ved. Jeg ved så ikke om han havde lidt dårlig samvittighed, for det var ham, som havde holdt snapseflasken lodret længe, længe over den småsimrende gryde. Før bugudvendingen, og mens de andre klippede juleklip, kl. var nemlig kun 16 trods tusmørket udenfor vinduet på 1 sal, lå jeg inde i min sprit nye kærestes 7 årige lillesøsters seng, og havde noget der kunne minde om en samtale med hendes marsvin. Den døde kort efter og i lang tid var jeg lidt bekymret for om jeg nu havde talt den til døde, at jeg simpelthen var så kedelig… Nåh men jeg var til alles glæde chauffør de næste 10 år ved samme årlige arrangement, nu flyttet til Espergærde.

Man kan godt spise sig ud af sukkertrangen, det tager ca. 14 dage. Bagefter kan du bedre styre indtagelsen, lidt i stedet for hele pakken, pladen, rullen, posen…. Niks, hver dag er ikke en gang i mellem, det er hver dag, en vane der nu styre dig, ikke omvendt.

Jeg bliver sjældent affodret hos andre, måske synes de jeg er en kedelig gæst (læs: marsvin) og jeg spiser sjældent fastfood (blodsukker skyhigh sendende). Det kan jeg godt nøjes med bare at fråde med øjnene på YOUTUBE, det går ikke i blodbanerne. Ja og så kan jeg godt lide at vide hvad jeg putter i munden, maven, blodbanerne og cellerne. Jeg gider sgu ikke være uvenner med min bugspytkirtel, det var jeg da jeg var tvangsoverspiser, den kvote er opbrugt “for good”. Nu har vi en fin aftale, jeg spiser min krop let og energifuld og den bliver ikke fornærmet over, at jeg ikke aner hvor den sidder derinde…nede til venstre, oppe under, omme bagved, nedenunder…. og så lidt skråt til det næsten er ovenover.

Knus fra

den taknemmelige over at jeg fik en bog forærende, der så meget handler om min kæphest. Elsker galop sikkert siddende bag tasterne.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Organicfart.dk

Så er vi liiige tilbage igen i spændingsfeltet de nedre regioner.

Forestil dig nu, at du er sammen med nogle mennesker du først lige har mødt. For kun 5 timer siden spiste du rester fra gårsdagens veganske buffet. Hummus, MEGET baseret på kikærter. Ovnstegte “tingester” af grøntsagssammensurium fra skuffen nederst i køleskabet gavmildt overhældt med samtlige poser af krydderier hvor farven rød indgår. Dertil en stor skål salat og en dressing “on the side”, der kræver at du enten ikke skal ud eller, at dem i hustanden du vil forlange kys af også har gurglet mundhule i det.

Nåh… men nu står du og kan mærke at det virkelig arbejder sig ned, luften i maven arrivere lige om lidt til den sidste bom. Du ved ikke om det kommer til at larme som et trompet trut eller stinke som en æggebombe (1988, 10 klasses afslutning). Tør du tage chancen? Ja, jeg indrømmer det, min første indskydelse ville være at se efter mennesketomme kvadratmeter. Dog ville jeg ikke krydse benene for så ville nogen måske tro jeg ikke havde tjek på det/den, siden jeg gjorde brug af inderlårs muskulaturen. Den vil jeg ikke have på mig… endnu. 2 indskydelse den pr, refleks og så meget mod bedrevidende, holde hvad det nu var for noget inde og oppe, ude af næsebor og øregange. Sidste udvej; håbe på det bedste og allerede på vej med et stort undskyldende smil.

Så næste gang du krænger i festskruddet så har du som jeg ser det 2 ting du kan gøre; spise (måltiet før) stille og roligt, ikke noget der kan give gasser, men jeg siger det bare det kan være en udfordring giv mig et kvart æble og jeg kan ræbe som sømand. Der tør jeg ikke se ud af øjenkrogen på den 22 årige fraflyttede på besøg, for jeg bliver selv lidt overrasket over at volumenknappen er skruet så højt op. Jeg har prøvet og indføre, at hvis det var med lukket mund så er det en indelukket bøvs og kan altså så nærmest ikke indgå i kategorien bøvs. Nåh.. men du kunne også 2; stå i dit fest skrud, lave elevator tricket (se blogindlæg “Min moster fra Rødovre er død” gå ind i emnelinjen øverst og tryk på levet liv og rul langt ned så kommer indlæggene der). Under den veltilrettelagte siver`s bølgegang lægger du dit hoved tilbage i trillende latter, i tryg forvisning om der bagefter kan komme en lang befriende indånding an, du har styr på “sagerne.”

KVINDER HOLDER TILBAGE, MÆND PRESSER FOR EKSTRA VOLUMEN

Nogle mænd, nogle kvinder

Hvorfor er det, at nogle mænd kan finde på som det naturligste i verden, at prutte højlydt. Jeg kan jo se presset i nedadgående retning på kroppen (tænk fødsel og smertedækket med epiduralblokade). Andre bøvser sådan lige ud i luften, kan ske det er i hovedet på èn som regel dreng, teenager eller meget barnlig mand der har et yderliggående behov for bekræftelse, eller er … fuld. Det kunne så også være mig.

Særlig tolerance kræves ved kropslige udråb

Mænd, som slår en prut (tænk tordenskrald hvor du når at tælle til maks 3) lige ved siden af eller foran en, kan godt forstyrre mig helt vildt, især hvis jeg skal tisse som i lige om snart koldsvedskabende meget. På det tidspunkt knyttes mine næver diskret, tænderne finder andre kontaktflader og en indre lille peptalk er i fuld gang med den nedre skytsengel, udelukkende monolog skal siges. Samtidig prøver jeg med de sidste kraftreserver, at se ud som om jeg ikke går i søvne på grund af den, der monolog om Bruxelles fortræffeligheder, han tror mig smadder interesseret i. Hvorfor er det lige, at når jeg lytter med “hm.. og ja og nej det lyder spændende”, så tror fortælleren straks, at jeg synes præcis det samme. Måske gør jeg det også men altså først efter jeg har ladet vandet.

Big fart (store prut) bare et Kælenavn!

Hvis jeg ikke råber over trafikken lige i nuet, “helt ærligt kan du ikke lave siveren, jeg vil ikke sættes i forbindelse med den trykudligning!” Så er det åbenbart det samme som at indvilge i tingenes umiddelbare tilstand. Nå.. men det er altså pinligt at følges med en pruttegøjser, når det er en jeg kender. Skal jeg lade som ingenting? Det gør jeg, men hvad så om 15-20 år, når ørerne ikke kan høre gøgen kukke, bølgerne der slår mod stranden vi aldrig besøger eller bladenes raslen i trækronerne. Vil det så være alle steder, i selskab med hvem som helst. Jeg mener hvis nu det var mig! Ville gøjseren så bede mig gå en tur om ørelægen, gynækologen, og/eller det lille lokalteater (i nabobyen)?

Tankevækkende er det i hvert fald, at jeg ikke i modsætning til “naturbarnet” vil udsætte andre for skammen af min indre trykdjævel. Tørret frugt, rosiner 10 af dem (virkelig) og det er som om jeg er blevet indtaget af et bugtende monster hvis parfumeflakon bærer navnet “Ildelugt.”

Vi af det andet køn har når trangen kommer over os en omfattende samling af mulige og måske i virkeligheden mest umulige men i høj grad (og det skal ikke undervurderes) fantasifulde flugtveje til at omgås dem! Jeg mener faktisk det ville være rimeligt at give point for kreativitet, er du ikke enig?

Kan en prut lugte af roser! Ja, det skulle så lige være dem der har stået og spyttet i det samme klamme vand alt for længe.

Flugtveje

  • Du kan fjerne dig fra den.
  • Dreje rundt som er du 10 år igen og vil vise hvor meget din nederdel kan snurre rundt, måske med diskret viftende hænder som en danser i afslutningen af et nummer.
  • Holde den inde med ondt i maven til følge.
  • Lave lyde med; munden, tøjet du har på, stolen du sidder på, skoen drejende i gruset.

Alt sammen for at flytte opmærksomheden hen på muligheden for, at lyden ikke kom fra ja din ventilations ventil. Er der nogen der rent faktisk tror det? For hvis der ikke er det, skal vi så ikke aftale at vi holder op som i forgårs … det er jo et decideret spild af tid.

Og hvorfor var det lige, at når jeg skulle i Baltoppens lille sal i kælderen for nogle år tilbage var det altid stensikkert, at det lige var den dag mit hår stank af Nettos fiskefars med udløbsdato samme dag. Plus en mave/understel som havde jeg været til en eller anden undersøgelse hvor man blæser tarmene op med luft for at folde den ud! Den ville spidde mig ned i sædet fordi det var en stille film hvor de næsten udelukkende hviskede, og der var INGEN som havde købt popkorn. Jeg var jo ligesom ikke flankeret af hvem som helst, mine svigerforældre på begge sider havde fuldstændig styr på deres bækkenbund. Den konklusion var jeg kommet til efter jeg over en 15 årig lang periode har været med dem i sommerhuse landet over, på rejser i trafikerede storbyer og aldrig hørt noget. Skulle jeg så ikke kunne styre overskudsproduktet af en smule fiskefars og rødløg i salaten?

Man kan ikke undslippe når enden er iført …

Regnbukser, der er så lufttætte, at de kan holde ikke lyden dog men lugten fra prutten så intakt at jeg kan havde løsladt luftboblen hjemmefra, sat mig ud i bilen, kørt 10 minutter, fået en bøde glemt alt om den (ikke bøden) og så blevet ubehageligt mindet om den, i det sekund jeg har krænget mine regnbukser ned over den skyldige ende. Heldigvis kan der være langt til andre næsebor end mine.

Hvor mange gange er du ikke gået fra den? Og den er fulgt med som din skygge over nogle skridt fra en del af rummet til et andet i en lille skobutik. “Shit der kommer ekspedienten.”

Goldilocks gik for længe, længe siden i skole med en pige som havde så ondt i maven så hun kom på hospitalet, rygtet var; hun havde holdt prutter tilbage!

Så er der jo det med bind, cykelsæder og bilkørsel. Der skal man jo nærmest lave noget der ligner en bagbundet sprællemand for, at lempe den ud forbi bindet, sædet og stadig holde blikket mod kørebanen. For kommer den ikke “rigtig” ud kan man godt føle arbejdet er gjort mindre ordentligt og kommer den så ikke ofte på et andet tidspunkt hvor den synes lige så ubelejlig? Jeg ved ikke hvordan det fungere sådan rigtig, jeg ved bare at når det kommer til at skille sig af med fødeboller så sender din tyktarm, tror jeg det er, nogle signaler “jeg har noget der skal ud og du skal gøre det muligt inden for hvad skal vi sige … 5 minutter?” Ignorere du disse tegn igen og igen kan den tarmen/signalet godt blive lidt pigefornærmet og så kan du ende med hård mave. Pressetvang, der ender i hæmorider på grund af den nødvendige udspiling overfor den hårde sammenpressede fødebolle er ikke godt. Grib vanddunken, gå en rask tur og lave bækkencirkler for at lirke nænsomt ned og ud. Lige som et barn har den, tarmen det bedst med faste ikke sovetider men toiletbesøg, og skal vi kalde det fri udluftning.

Hvis vi der rent faktisk prøver at holde den tilbage til bedre tidspunkter (alenetid) nu i stedet for at lade skægget stå i movember … simpelthen bestemte os for, at januar var den måned vi ikke holdt os tilbage. Den kunne i for vejen godt trænge til lidt grin efter julemånedens familiepåtvungne uhygge eller savnet og tomheden af samme.

Coronareglerne gør faktisk pruttetrangen en tjeneste, for nu skal vi kun administrere lydniveauet…

Fnisede du? Tissede lidt eller havde du husket at krydse dine ben og spænde i ende og- inderlårs musklerne mens du holdt vejret krampagtigt til du var blåviolet i hovedet og dine hænder mødte det diagonale lår? Ved alle disse forholdsregler burde du være pænt sikret mod ufrivillige udsivninger af diverse arter.

Er det bare mig der, når jeg sveder følelsesudbrud så gider mine sved kirtler i armhulerne ikke gøre sig nogen større ulejlighed. Næh, nej du de fylder bundkaret op i stedet og det på rekordtid og så er det jeg tænker, “nej jeg har ikke tisset for jeg har ikke løbet!” Jeg var bare genert over hvis hun (vildt fremmed) nu kunne lugte den…. og hvad? Tænkte at der lugtede af gammelt blomstervand? Hvad er jeg 16?

Only natural scent

Jeg synes disse ikke altid lige velkomne kontroltab er vildt sjove. I filmen Dum og dummere fra 94 tager de en diarré scene helt ud over kanten. Jim Carrey`s dybt koncentrerede og lidende ansigtsudtryk er suverænt understøttet af lydsiden… Små sprutter bare ved tanken. Helt ærligt vil jeg meget hellere have at H & M i BIG lugtede hyggeligt af prut (og lidt sved på grund af det på det tidspunkt fugtig, varme sommer vejr) end de 50 forskellige kemiske dufte alle de omvandrende kroppe er indhyllet i. Det er ligesom oveni, de stikker, de rå, kolde og kvalme toner af flakoners mangfoldige stænk i mine næsebor. Hovedpinen og kvalmen sender mig ind i luftstillestående prøverum for derefter at håbe på ingen kø ved kassen. Nej, så hellere en prut den forstår at gøre sin entre og så forsvinder den lige så stille og fredeligt igen. Parfume bliver, som cigaretrøg på fortorv alle steder hvor luften synes at stå stille, ved med at være. Den opløses mere nødigt.

Prutter har også den fordel, at når man gnider kind med nogle gasstationers ejermænd så overføres den ikke, hvorimod parfumerede cremer klistre til min kind, følger mig hvor end jeg vender og drejer mig lige til min næse har opgivet, accepteret og jeg glemmer det. Jeg lugter ikke af mig (okay det er så … ja… brugt!), men af en andens valg. Det ville en prut være alt for ydmyg til at insistere på.

Her til sidst

Du skal ikke altså ikke forfalde til at lave lyde der har til formål at tilsløre at du har spist, slugt luft, dannet gasser og nu lader dem slippe. Du sidder over for en kær veninde (du har kendt hende i årevis) lige færdig med maden hun har kreeret til dig og så kommer du til… at ændre stilling og slå en højlydt en af slagsen. Du kan ikke bortforklare kun smile charmerende med blå tænder og skinnende øjne og sige, “at du ikke har drukket rødvin siden du sidst spiste hendes dejlige mad, så den sløvede dine sanser og reaktionsevnen var nede på et midlertidigt minimum.” Men hvorfor lyve og undskylde.

Personligt så er jeg en fredag aften så træt at mine poser under øjnene lyser grågrønne allerede inden de 3 første slurke, 5 mere og jeg er så småberuset at hvis min mand havde været til stede, ville jeg som en anden pige på 3 havde mænget mig siddende overskrævs på ham ind foran computeren på hans lille skrivebord og insisteret på at snave ham (nu meget 49) til rusen var gået så nogenlunde af. Det ville højst sandsynligt ikke tage mere end 5 minutter. så ville jeg forføje mig fra hans hårdt prøvede lår så elegant og skadesløst for nogen implicerede parter som overhovedet muligt og gå ind og sove. Klokken er jo også 21:30.

Måske jeg skulle tage snakken med hende næste gang vi ses efter hendes første glas bare sådan lidt let i tonen slå an “skulle vi ikke fra nu af vedtage at prutter i hinandens selskab er en form for tak for mad!” Jeg mener hvorfor egentlig ikke? Det er så godt nok til forrige måltid men det er jo hendes der har presset det længere ned og ud i systemet ikke?

Da jeg var lille havde jeg et bande helle. På besøg hos min farmor måtte jeg sige sgu og fandeme lige så meget jeg ville (fuck var vist ikke opdaget endnu), det var faktisk ret fantastisk. Men hun kaldte mig nu også “lille Lise let på tå” så…

Knus den barnligt

pruttelyde begejstret Tyttebøvs

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Tigerdyret Lisbeth Zornig i topform

Til foredrag i Bremens teater, i selskab med Lisbeth Zornig og en masse mænd.

Du vidste godt at jeg drillede der ikke?

Jeg er af den fordomsfulde overbevisning, at de fleste mænd kun ville komme og høre “på”, hvis de kunne skjule deres knoldede eller “vandholdige” afførings udfordringer under, at det var en professor (mindst og allerhelst med en orden, pris eller et ridderkors derhjemme) som iført mikrofon fortalte om hvordan vi kan få (millioner) flere af de gode bakterier i vores tarm. Vidste du godt, at den står for 80% af dit immunforsvars velbefindende? Lidt tankevækkende ikke? Så hvorfor behandler vi den så, som er den ikke er en del af os?

Brun, det nye sort!

Vores manglende nysgerrighed og omsorg for systemet vi betragter som en ukritisk affaldskværn sender faktisk signaler ud i forskellige variationer, hvis der er noget i vejen. Vi burde i stedet give tarmsystemet en forfremmelse i vores bevidsthed, så den kom op i nærheden af, at være lige så meget værd som vores favorithånd den, som ikke brokker sig over at gøre det beskidte arbejde…

Ved bare at dreje dig i (toilet) sædet inden toilettets flushhh, holder du dig for fremtiden løbende orienteret om din nye ven, tarmens tilstand. Kan du holde ud at være i den brunes selskab nyankommen i kummen? Dufter den af svensk skovbund eller lugter den mere som noget dødt?

Foredraget handler også om livsstilsændring fra savannen til nu, videre ad hver enkelt krops genetiske stier og vores mere eller mindre frie og ikke altid bevidste valg.

En spiseske chiafrø, rigeligt vand, sæt i køleskab, rør efter en halv time og der er ca. en teske til dit yoghurt i 5 dage evt. mere vand i næste dag. Jeg har eksperimenteret og puttet det i vegansk havreyoghurt, havregrød og smoothies, først nævnte var ikke mig.

Tilpas krydret med personlig fakta, oversætter fru Zornig ord med sin rolige “det kommer vi tilbage til”, og når dig med sin dybfølte interesse for at dele sin nye viden. Hun kunne havde valgt, at slynge den direkte i hjertekulen på os med ordene, “du skal tage dig sammen NU .” Attituden, som ville få os danskere til at bruge den som velbegrundet undskyldning for, at ændre noget som helst. Vi vil helst kløs på ryggen og have lov til at bibeholde vores for nogle kropsligt begrænsede vaner. Ingen skal komme og fortælle os, at der er noget vi ikke må, skal eller kan mere. Dertil vil vi selv have lov til at komme. Amen.

Men vil vi ikke alle det samme hvis vi tager corona, klimaet, verdensfreden og børnene ud af ligningen?

Vil vi ikke alle bare have det godt? Fysisk.

Søvn (side 101) er vigtig, den kæmper jeg med men måske mest imod. Hun taler om placeboeffekten.

Sandsynligheden for at jeg sover dårligt i nat er stor. For jeg tror nemlig allerede på det! Det gjorde jeg ubevidst fra det øjeblik jeg sendte beskeden i går, “er der flere billetter M?” Dejlige M fra forlaget HarperCollins Nordic, som sendte mig invitationen, tak M. Som en anden ikke udtalt pris forventer jeg at betale ved kasse 1, i form af det tankemylder der altid overrender mig i timerne umiddelbart efter spontane handlinger og de dertilhørende indtryk. Erfaringen står som lysende vejskilte på den 3 sporet motorvej min hjerne vil føles som. Jeg kan ikke komme sent hjem og nå at overbevise min hjerne om, at det er tid at dreje af til i det mindste landevej hvor jeg kun må køre 80, at jeg ikke nødvendigvis behøver at gennemgå alt hysterisk systematisk. Ruller lige øjne.

Pauser

Fru Zornig kom med masser af faktuelle tal. Bare synd at mændene gik glip af dem!

Du kan “hø, hø hø” dig nok så meget rundt i sædet ved hendes sigende pauser i talestrømmen, men jeg håber at der er mange der vil tage hendes lavpraktiske metoder med hjem og inspireret af dem finde deres egen kur. Vi så hendes bare maveskind.. Et bræt til kryds og bolle (hendes egne ord), en modig gave at give rummet.

Hun vil være en hoppende farmor. Hvor ser du dig selv om 5-10-15-20 år? Være skrevet op til den næste gastric bypass, 2 nye hofter og et tungt bankende hjerte fordi du ikke “blinkede af” der i Bremens teater men fortsatte i fuld fart ned ad Nyrupsgades trafikerede vej onsdag aften 22:30 med vinden i håret, let rødvinsstegt i lykkelig overbevisning om, at du da lever meget sundt og slet ikke om en måned er så vinter deprimeret, at corona kiloene får en ny tilbygning.

2 ting, der skurrede i mine øre i løbet af timerne var hendes gentagne forsikringer om, at rødvin var noget hun ikke nægtede sig selv og dilddressing gjorde det absolut muligt at spise de daglige 2 stængler blegselleri. Ved at gentage det, fratog hun det at spise sit kilo frugt og grønt hver dag, værdien. Som om det skulle undskylde for sin nødvendighed, undskylde for at det skal bytte plads med kødet, så kød bliver noget vi spiser som de fleste nu spiser grøntsager. Det er ikke synd for os at vi ikke kan få lov at æde os selv ihjel i fred, Det er synd for os hvis vi ikke tager på os at forhindre det, for vores egen skyld. Jeg synes der ofte er en konfliktskyhed overfor at sige det højt, og hvis man gør bliver man udskammet fordi man endnu går imod strømmen… Hun gjorde det dog meget fint ved at bruge en snor. Nysgerrig? læs hendes bog eller gå ind og oplev hendes varme, selv. Hvis vi bliver ved med at kilde på ryggen i stedet for at kradse så er der altså nogle der ikke tror, det handler om dem.

Jeg bor ved siden af et par hårdtprøvede og meget tålmodige forældre, jeg når dem ikke til ankelknuderne hvad det angår men… når faren siger til Viggo på 8 år i et meget roligt og lavt tonefald, “Viggo du må ikke slå din lillesøster ” og jeg så 5 minutter efter kan høre at det har han, (hun skriger nemlig så vinduesglassene ville splintre i en tegnefilm) så tror jeg altså ikke at den er feset ind så at sige. Der er nogle ting der skal siges uden at viskes formildende ud før, under og bagefter.

Jeg har selv tabt 20 kilo for mange år siden, det var meget svært og tog afsæt via yoyovægt over en 10 årig periode. En ting var sikkert jeg kunne ikke blive ved i de vaner jeg havde omkring mad, noget inde i mig skulle flyttes. Det ansvar for min krops velbefindende havde jeg sat i en rygsæk på gulvet. Der var kun en der kunne samle den rygsæk op for remmene over skuldrene var allerede rettet til. Til mig. Det handler ikke om at du skal være åleslank, det handler om at have det godt i og med sig selv. Kan du binde dine sko, tage 5 trappetrin, nå bussen, føle dig tilpas i prøverummet, uden at blive forpustet, svedig, og i stedet bruge lynlås, tage elevatoren, misse bussen og købe tøj over nettet?

Det dèr ikke berørte BAGEFTER

At lave en livsstilsændring f.eks. at tabe sig kan i starten, sjældent hele vejen, (aldrig vil jeg påstå) drives af gejsten af, at være i gang. Når så målet hvad end det er er nået, så begynder efter min mening den virkelige kamp. I hverdagens trummerum og logistik kan det være utrolig svært, at finde genfinde glæden i det man gør nu og ikke kigge sig for langt bagud til det der var, det man ikke “må/kan” mere. Det klarsyn gør det til næsten en større udfordring, at bibeholde den evt. nye vægt, end det i bakspejlet var at tabe dem. Så når fru Lisbeth lukker os ind i sin verden håber jeg, at de andre i sæderne kan høre det hun ikke gentager. Det er jeg virkelig nysgerrig på.

Lykkelige slutninger…

Vi kender det alle krigen slutter i filmen og man sukker lettet så nu er alting godt. Det er jo ikke rigtigt. Der er ingen mad, ruiner skal ryddes for at nye hjem kan bygges op og dem der plejer at bygge, mændene, de ligger begravet i navnløse massegrave, der er næsten kun drenge og gamle mænd tilbage. Så er der sorgen der flænser hjerter; i de børn, kvinder, og bedsteforældre som i generationer vil være kronisk bristede, i deres daglige kamp for at slå.

Måske kunne hun skrive en ny bog og holde en foredragsrække om hendes “bagefter.”

Hvordan skal dit hjerte slå, skal det kæmpe mod modstand eller ….

Togkupeen lugter af grillspyd, og lysene i mørket flimrer forbi mens jeg nærmer mig Skovlunde. Mundbindet gnaver over næsen som var det i børnestørrelse. Jeg læner mig frem i togets plys sæde og prikker let på mørkhåret fyrs arm for, at forhindrer ham i at rykke enden længere tilbage på det mørke sæde. Det er nemlig midlertidig hjem for en halvt spist brun muffin på vej ud af sin papirspose, som i sin oprindelige form må havde været en “2-hånds.”

Knus fra hende der vil sove godt i nat, “kom så her placebo, jeg gør dig ikke noget, jeg har tun med..”

“Nej ved du hvad, genbrugskatten har meget mere brug for den.”

“Olauf!”

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Prutteprovokerende zoner

Inden du går i gang vil jeg spørge om du har læst nedenstående 1, 2 og 3? Nej! Så vil jeg lunt anbefale, at du går ind under “levet liv” i emnelinjen (forsiden) og rul langt … ned, så ligger de med de sidste udgivet øverst. Start med 1.

1) Indlægget “Træning uden hoved”, hvor vejrtrækningen bliver taget op. Derefter.

2) “Bingoplader”, hvor hængekøjen kommer i svingninger og nej, det har intet, som i intet med sommerhuse at gøre og så …

3) Indlægget: “Min moster fra Rødovre er død”, meget mindre drabeligt end det lyder ingen døde.

Så er du rustet til at læse videre i, vi kunne jo kalde det afsnit 4.

Under kontrol af bækkenbunden hører jo også “luft”. Ikke bogen om luft du læste for dit barn, men den du villigt eller ufrivilligt sender ud i rum(mene). Måske ser du dig i visse situationer nødsaget til at tilbageholde den. Erfaringen fylder jo lidt her, det kan være du over årene i livets træningslejr er blevet en endnu ikke kåret mester i at lave form fuldente, og ikke mindst lydløse “sivere”. Du ser det nemlig også som en klar fordel, at udbrede gasserne i små doser fordi uvisheden om hvor på skalaen den lugt samt lydmæssigt befinder sig altid er et sats og ikke altid i eget favør. En vellykket siver kræver bevidst og i særdeleshed vellykket kontrol af hængekøjens kunnen. Tillades luften ikke at komme ud når den føler for det, så tror jeg den “banker på” senere, ud skal den, den er jo en form for overflod.

Hvis du er kvinde og du aldrig har holdt en prut tilbage grundet pinligheden ved dit indre naturbarn, så tror jeg ikke på dig, en løgne detektor vil ikke behøves her.

Beviser på at du har godt styr på bækkenbunden:

  1. Du kan prutte uden at “dryppe” ufrivilligt.

2. Dit mest hjertelige grin helt nede fra maven af, der får dine øjne til at glimte bliver ikke forstyret af en prut eller dryp, hvilket der altid er risiko for på grund af trykket latteren bidrager med og slippet i kroppen.

3. Du spænder bevidst eller ubevidst op inden du nyser eller hoster i albuen i godt selskab, så pruttepuden tier og trusserne forbliver tørre. Hvis det nu er en kold sommeraften og du lige har drukket en halv fadøl mere fordi der alligevel var kø til toilettet, øger det sværhedsgraden med min. 50%, og du kan efter min uforbeholdne mening godt klappe dig selv på skulderen for veludført kontrol. Behøver du slet ikke at tænke over det, skal du bare nyde det privilegium.

4. Du kan tisse uden at slå en prut. Altså det ville være dumt ikke at benytte sig af den oplagte mulighed, men hold nu lige in mente (skulle du befinde dig på en andens toilet), at du jo slipper eventuel lyd ud i en gigantisk megafon, jeg siger det bare.

5. Du kan ligge på ryggen og lave øvelser af forskellig art f.eks.:

a) Trække lænden lang, hvor begge de bøjede ben presses ned imod maven.
b) Maveøvelsen med begge underben i 90 grader “i den usynlige sofa” hvor du ikke kommer til at prutte højt, når du løfter skulderpartiet fordi den kom bag… på dig? Her kan det være en fordel at have en nedsat hørelse af åbenlyse årsager, da du jo så ikke har hørt det og altså ingen grund har til at blive hed i kinderne af ja, skam. Det burde ikke være en tanke men det ved du og jeg godt, at det er.

Lige så sikkert som hvis vi falder hvor andre kan se os og når de så meget hensynsfuldt kommer hen og spørger, “slog du dig?” Vifter vi dem væk som var de en irriterende flue.

Skal du have hjælp?

Nej og atter nej for så understreger du at jeg er en klodsmajor, det får mig til at fremstå svag… piiiinligt.

Her kan undertegnede så godt undre sig over spørgsmål nummer 1. Det kan meget vel være at vi springer hurtigt op (hvis det kan lade sig gøre) for, at krænge os så hurtigt som muligt ud af udskamningsvesten (vores egen hjemmestrikkede), der på splitsekunder synes vasket ved alt for høje grader men gør det ondt kan det jo direkte aflæses i ansigtet. Den der “av for i hede hule he…..” grimasse den vil nå at brede sig over vores træk langt hurtigere end vi kan nå at tænke, “så jeg dum ud?” kan vi ikke bare aftale, at næste gang tager vi imod den hjælpende hånd, siger “tak” og indrømmer, at “jo det gjorde faktisk sådan en lillebitte smule ondt”. Ikke noget at regne selvfølgelig her i disse coronatider hvor, at hvis man ikke er syg af den, så er der ligesom ikke noget at klage over…vel.

Hvad du ikke kan holde på…

I mit job som underviser er det helt normalt at nogle kommer til at prutte. En hver uge er ikke unormalt, altså ikke de samme eller det ved jeg ikke, går jo ikke hen og spørger ligesom. Og ved du hvad det tror sgu da fanden med de stillinger de skal i, vi snakker bogstavelig talt enden op og hovedet ned, men det har kroppen brug for, blive brugt og vi skal hjælpe det hele lidt på vej, fødeboller, gasser, ja systemet kan have behov for alt den hjælp du kan overkomme at give det. Der kan jeg jo ikke være bekendt at sige noget og det kunne jeg heller aldrig drømme om, det skal til, de kan ikke altid holde på den, prutten. De skal dog prøve, at gøre det bevidst ved øvelser hvor det er påkrævet.

Ved rygliggende maveøvelser hvor du prøver at lukke dig sammen mod “midten” danner du et stort pres oppefra ned i mod bækkenbunden. Det ville jo være dejligt hvis man kan regne med, at selvom man har skudt et par unger ud for en teenager og en fra flyttet`s tid siden så kan man styre, og bestemme (hjerne kalder bund… Hjerne kalder bund, kom ind!) Kontrollere om man immervæk ønsker at slå hul i lydmuren i den totale tavshed eller ej. En velsignet stilhed der kan opstå, når 49 mennesker koncentrere sig om at suge navlen ned og holde på den lille prut. Det hele handler om balance. Balance mellem for og bagside, oppe og nede, ude og inde.

Lav din egen test derhjemme hvor ingen kan forstyrre dit forehavende eller komme med opråb og lidet flatterende kommentarer. Kan du holde på den lille fantasiprut? Ellers forestil dig at du skal tisse når du laver en maveøvelse? Kan du holde en spænding, et løft? Hvor længe? Måske forestil dig at du helst vil hjem for at tisse og du er at andet sted for at holde “den” lidt længere. Er det diffust som en vind der stryger forbi din kind? Så læs indlæggene igen foreslået øverst, leg med det, find dit tidspunkt. Tænk udelukkende på det; spænde og slippe så er det ikke mange minutter det behøver at tage. Genopdagelsen af at finde, huske og kunne fordi du beslutter dig for det er magisk og befriende.

Prutte producerende mad og drikkevarer.

Mange af os vil nok for altid i visse situationer føle et behov for at styre “farten?” Hvis og såfremt du gør det meget eller altid, så leg ligeglad for en dag. Tænk også på at mænd kan være lige så fulde af behov for kropslig kontrol som ja andre køn. Hvis du var et lille barn ville du jo ikke tænke over det. Det er os der siger “hov” til lyden eller kommenterer lugtgenen så barnet føler skam over sin fadæse, hvis vi griner hvinende er det nok også en form for, “det kan man da ikke”, vi giver videre. At prutte højlydt kan måske ikke komme i samme kategori som at spise, drikke, elske, bade, lege og lave, men det er stadig et behov, nogle gange et ustyrligt et.

Knus fra hende

Der efter aftensmaden lemper dem ud under varmetæppet med katten skeløjet, missende mod læselampens bløde lys fordi hans krop med de lange ben som ellers er eftergivelige nok vipper lidt mod venstre.

Ps.

Jeg synes ikke du skal være uvidende om, at spiser du meget tyggegummi ja så beder du om det, luften altså prutterne. Det, også kander af kaffe hen over dagen og bønner i decilitermål det svare nok til hvis jeg spiste 5 æbler efter hinanden eller drak litervis af vand med brus, i bøvser. Det er min helt egen teori, hvad jeg observerer på matriklen så at sige.

Næste indlæg: “Møddingens flugtveje” hvor jeg fortsætter lidt derudaf, find allerede nu lommetørklæder frem.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Bogsucces i Norge

På min fars kones anbefaling lånte jeg nr. 1 “Der vokser et træ i Mostamägg”, nu er jeg i gang med nr. 4 den røde.

Nr. 4 og 3 ud af romanserien i 7 bind

Lad dig bjergtage af Fru Larsens ordstrøm, som leger sig ind og ud af skovfinske ord og udtryk som den lille ordbog bagerst i hver bog slet ikke formår at dække. Det gør ikke noget, du vænner dig til det. Det virker helt rigtigt.

Jomala – Gud

Du følger i hælene på folket i Finnskogen a la en slægts roman. De bliver født, udvikler sig, og nej forvent ingen lykkelige slutninger. Det er en farlig tid hvor druk, svig, drab, børnefødsler og væltede træer kan betyde afsluttede liv eller uforudsigelige begyndelser. De lever i pagt med den rå natur som Fru Larsen eminent igen og igen formår at fortælle spændende om i skarpe passager. Tro mig, jeg gider ikke lange naturbeskrivelser. Kan jeg mærke efterårets begyndende bid, se det just faldne gulbrune løv, mosens sultne greb om dyreben og trængende kroppes søgen mod hinanden så vil jeg bladre til næste side og presse læsebrillen på plads igen.

Perkele – kraftigt finsk bandeord

Et træ støtter en fødsel.

Den berygtede bjørnejæger skræmmer ikke en ung kvinde.

Præstekonen forlader præstegården.

Vise koner og særlige mænd med lommefyldte jakker der tillidsfuldt dyrker “det” i mellem himmel og jord.

De yngre fascineres og fastholdes i angsten af det (u)sagte.

Gammel overtro møder nymodens.

Amerika, som hele tiden lokker med alle de fantasifulde overbragte historier.

Løgn, fumlende fingre og drenge der er bange for mørke.

Fattigdom, der kræver en arbejdsindsats hvis mængde af sved, du og jeg kun kan forestille os.

Kærlighed der aldrig kan blive hvis ophavet og huset du er født i har det forkerte gulv og stalden mangler en hest.

Drømme og håb som bliver ved med at være netop det.

Troen på det gode i mennesket, det fortvivlende hvis den mangler.

Sten, siddesten, byggesten, sten der holder på tage, sten der slæbes på rygge i trods, i ønsket om at have den største ved sin dør, sten som triller, falder og finder en ny plads.

Sygdomme der gives bort, kvinder som elsker, mænd der drukner deres sorg, glæde, ansvar i indhold der altid findes som trøst, fejring og følgesvend.

Mennesker der tjener nogen, andre der bliver betjent.

Voldsomheden i ske med blidheden.

Mad i bytte

Arbejde i bytte

Børn der læser, bliver konfirmeret, findes, voksne som ikke gør.

Breve læses, åbnes, lukkes, nye skrives.

Og så er der dem der holder ud, er tro ELSKER. Hinanden.

Tak for eftertænksomheden, som altid ligger lige under sætningernes til tider ret enkle ordvalg og opsætning. Tak Britt Karin Larsen for, at jeg stadig har 5, 6 og 7 til gode.

Sidebemærkning: nu hvor jeg er nået til nr. 4 “Før sneen kommer”, vil jeg lave et stamtræ for det mangler bøgerne nu, især fordi det kan være dejligt at læse noget helt andet ind i mellem.

Knus fra hende

Der kan lide læsestof fra tiden før:

Mobiler, var en konkurrent til toilettet.

Computere, som vender os ryg mod ryg med hm…lyde i alle mulige variationer jeg altid skal gætte mig til betydningen af.

NETFLIX, HBO, pragtfulde og vedkommende youtubevideo`er som optager tid fra knus jeg kunne give, smil jeg ikke kan se og fingre som piller neglerødder i stedet for at taste vedkommende ord.

Hvert minut skulle fyldes med noget “vigtigt”, hvornår blev det ikke vigtigt at ringe de levende op og lade stemmerne stige og falde i begejstringen over at være på samme linje..

Corona blev dagligdag og fohindre mig i at mærke en brystkasse mod min, et håndtryk, et kys på en kind uden jeg skal skjule, at jeg tager det stjålent.

Øjnene må mere i spil, hele mimikken, kropsproget skal levendegøres som havde vi ingen mund til at i talesætte følelser og sindstilstande.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Hvad betyder narrativ?

Fortælling, det betyder fortælling.

Efter at havde siddet lidt duknakket i en undervisnings situation på højskolen, sprang jeg…

Jeg spurgte en med kursist i frokostpausen jeg vidste havde fuldstændig styr på det.

Vi har alle små narrativ`er, der er dem vi fuldt bevidst fortæller om os selv til andre og så er der de ubevidste. Sidstnævnte kræver at jeg tør spørge en jeg har tillid til, men så igen nah… jeg tror jeg starter med nogle fuldmodne, der som pusfyldte bumser beder om at blive trykket.

Jeg vil nemlig flå de udslidte, klichefyldte historier fra hinanden, undervejs så tænk over dine fortællinger. Hvilke holder du umådelig meget af at fortælle når du er i familiens skød? Måske er den nu overrakt til 2 og måske endda 3 generation. Har du overvejet om 1 generation måske ruller øjne bag nedrullede øjenlåg?

Ønsker du stadig at blive set som ham der engang…, hende som …, den der kunne…? Jeg for mit vedkommende er meget træt af, at være en sofapude i det ene selskab, en datter med et kørekort i et andet og prøve at være en grå sten i det tredje.

For at forhindre følelsesvampyrer i at dræne dig for energi skal du være kedelig og følelsesmæssigt urørlig og upåvirket, grå sten. Lyder nemt … skide svært i praksis.

Det kan blive nødvendigt at indse, at man er blevet lidt for sat som offeret i sin egen fortælling, bare fordi man selv med adskillige flammende lightere under fodsålerne nødig vil indrømme det komfortable i kun at forholde sig til det. Den fortæller jo også så glimrende sig selv. Det er langt sværere at fortælle en ny og bedre historie om f. eks. en kvindelig heltinde som lige slynger sin usynligheds kappe over hovedet og tager sig et øjeblik, for at forstå hvad handler det her egentlig om.

Jeg vil være elefanten der trompeterer i spisestuen, køre ugentlig handicap kørsel fra Grantoften på 6 år og være skide ligeglad med at arve en krone for al min besvær og være den kedeligste sten i indkørslen i Farum. Jeg har alt for længe holdt delvist ubevidst fast i det narrativ at jeg ville miste lidt af mig selv, hvis jeg ændrede min historie(r). Jeg synes da også der er en meget usikker dal inden en ny fortælling tager sin begyndelse og hammen der ikke passer længere revner endegyldigt og kan krænges af.

Jeg ved bare at det vil jeg ikke.

Jeg er vokset ud af både den ene og den anden ham.

Jeg har fortalt mig selv i situationer, som involverede en computer, at jeg alligevel ikke kunne … Dr. Johnsen alias tålmodig mand kom når jeg kaldte. Jeg gjorde mig selv afhængig af hans kunnen og satte os begge skakmat. Den fortælling er skubbet ud over klippeafgrunden. Min selvfortælling er flyttet fra a) hvor er du dum, igennem b) du er uvidende til endelig c) Efter 3-4 forsøg det var det!

Den fraflyttede driller mig med mine fortællinger, jeg har udfordret tilbage. Det er ikke nok at ville, du skal tvinge din indre mølle til at få vandet til at løbe den anden vej, og alle de stærke understrømme vil kun en vej! Nemlig den de kender. Vanen har magt, ændre èn i morgen! Det kan du ikke, det tager tid, minimum dage, ofte uger, ja måneder.

Eksempel, det ser meget lille pige agtigt ud at pille, bide, nappe neglerødder til man har disse rande der sidder fast i alt stof, det er bare ikke sexet, ja eller spor voksent at se på. Overvejer seriøst at sætte plastre på alle mine fingre til det nødvendige er vokset ud. Men så skærer jeg lige et løg og en rødbede og så er det ud og hive babu æsken frem igen.

Klovnen takker af

Jeg har støttet familiemedlemmer i min fastlåste historie om at jeg er klodset (beskrevet i et andet blogindlæg). Det har siden jeg var teenager været en isbryder at tage klovnetøjet på. En negativ side; jeg udleverede min egen sårbarhed, gav den væk som små gaver af underholdningsværdi andre kunne tage op af hatten efter behov. Det kan efterlade mig frustreret fordi det for ikke indviede kan være temmelig indforstået og de bliver sat af. Jeg er jo en samler (tænk hyrdehund). Jeg vil gerne kunne fortælle både med og uden brug af billeder. Hvad skulle der også ske hvis jeg ikke påtager mig ansvaret for en “ubesværet” samtale?

Nu er jeg mit “fumleri”, uden at jeg behøver at udvise det. Det har skurret længe i mine ører, men jeg hang fast i mit eget narrativ. En god kemi blandt højskolefæller og jeg åbnede skattekisten, reaktionen var meget kontant.

“Det skal du ikke finde dig i!”

Det er sikkert, forhåbentlig ikke deres mening at tale ned til mig. Men hvis det er det jeg føler må klovnen forlade manegen. Det er mig der begyndte den historie nu kan jeg vælge at fortælle en anden, en tidssvarende.

Den sidste forstilling for åbent tæppe

Middag på højskolen, nedadgående sol, et 4-mandsbord, en modvillig kammerjunk, søen i mit skød, en broget kjole, 3 ansigter der ikke fortrak en mine, og afslutningsvis den velsignede vanilje, der omgav mig resten af den aften som den dejligste duft jeg nogensinde kunne havde investeret i, at duppe mig med.

Sidste … jeg blev så genert når jeg talte i telefon, bestemte at sms det var mig!

Nu, tramper, hopper på den påstand til den er i så små stykker at de aldrig kan sættes sammen igen. Den er så ubrugelig og direkte begrænsende for hvad man vil udtrykke. For hvert befriende opkald jeg gør er den person nemmere at snakke med. Alle de opkald som kunne havde glædet et andet menneske, mig selv inklusiv.

Har du tænkt?

Start med en let… næste gang du sidder med mennesker fortæller du noget helt andet ud fra den du er nu, den livskloge og modige kvinde eller mand som godt tør kigge lidt ind og opdatere sine narrativer.

Knus

Vi ses derude hvor historier bliver fortalt.

Jeg elsker H. C, Andersen men Brd. Grimms fortællinger er altså fuld af tusind og en nat. Gåsepigen er min ynglings, en af rekvisitterne er et hestehoved… der kan tale!

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Så skriv dog for fanden

Ikke at skrive, er som at hive efter vejret i tynd luft, en længsel i min mave når jeg ikke har prioriteret markøren i at skifte linje igen og igen. Den vil hvis overhørt, på grund af besøg dagen før, beordre mig til tasterne så løbeturens indtørrede sved får mulighed for at give mig pletter. Røde, kløende, plamager fordi min hud er blevet overfølsom overfor den tiloversblevne salt efter fugten som forlængst er fordampet.

Rejser mig, krænger som en anden akrobat mig ud af trikot og lader lokker falde frit i alle sove/opsatte/bolle/løbe/hjelmundertrykkede retninger.

(Opholdets emne “skriv selv”) Den evige angst for at skriveflowet vil udeblive gør mig manisk i min overspringshandlinger.

Hvis du kan lade være så gør det, lad vær

Iben Mondrup forfatter til bl. a. “Godhavn” om skrivningens slaveri.

Skrive er en master der står med sin høje hat

Stokken slår taktfast i gulvet, ikke bum, bum, nej SKRIV, SKRIV

Så skriv dog for fanden.

Ideer flagrer rundt i mit hoved, efterladende små hvide, afrevne papir kvadratter rundt overalt i sirlig orden for mig, bunker af rod for mand.

Ordene venter utålmodigt på læsebrillens gennemsigtighed i skildpadde skjold “look a like” stellet fra NETTO.

Øjnene der stirre uden om pletterne, der med deres perfekte aftryk af pølsefingre ville afsløre mig som skyldig, ikke mistænkt.

Skriblerier der er omgivet af gamle indtørrede busemænd, skæl, hår fra kat og noget det kunne ligne krummer. Ord som ingen mening giver, hurtigt kradset ned på en bagside fra den fraflyttedes sidste eksamensopgave. Emnet; sportstøj reklame, for hvad “nogle” ville kalde hvinende dyre svedartikler.

Skriften barnlig, en opgivet skråskrift, en hældning uden grund.

Overspring i overspringningens navn

Jeg smyger mig udenom, skrivningen, som katten fra sommer klistrede hedebølgehænder. Ser videoer på youtube om alt fra råd om hvalpekøb, til unge kvinder i frivillig eksil bosat i Norges vildmark og nyder en madblogger, der snakker engelsk med tyrkisk accent.

Lytter til podcast om angst i kendte mønsterbrydere.

Cirkler om hende Hanne, min elskede Hanne lutter taster, adgangskode og gem.

Havregrød opsamlende skæver jeg i retning af hende i genopladningstikket på den lyserøde og guld marmorerede æske.

Dansende om mit eget skriv, pligtfølelsen jeg prøver at manipulere mig udenom via læsning af artikler i bladet Psykologi, med tilbageblivende aftryk fra et toiletbræt, der langsomt køles af.

Sætninger flyver rundt som usynlige tegneseriesommerfugle i cirkel over mit hoved, som genbrugskatten i spring, med tilbagetrukne kløer op ad mit ben. Jeg soler mig i at han sider på vagt, udelukket foran en dør der tilbageholder lugtenes magt.

Projekter

1 En dreng + straf=forsøgskanin. Bliver den en voksenbog, Young adult?

2 Bogen om opvarmning en underholdende bibel uden Jesus, og Maria.

3 Bloggen som skriver sig selv.

4 Plus alt det løse.

Oveni en savlende længsel efter at blive bekræftet som hende i midten, der hvor mit mod puffer genertheden af helvede til og gåsehuden går som svale bølger over min hud, som ligner et barns leg med blå kuglepen, jeg er en ny verden.

Iføre højre hånd handske da forholdet til vegansk inspireret kogekunst og rivejern er en balancekunst jeg endnu ikke mestre, til andet end at udtale “ja jeg kunne altså ikke finde hudresten!”

Er det så stadig vegansk?

Siddende i aftenskumringen ude på terrassen ser jeg over paddestellet i retning af på knæ liggende mand, som kradser flise mellemrum med lille redskab. Jeg beder ham pænt om at bruge den lydløse af slagsen eller i det mindste bruge en lyddæmper. Mine fingerspidser hviler fnuglet på Hannes… taster. Muligheden for gennemskrivning af tekst kræver kun at jeg tør trykke på stifinder ikonet nederst på skærmen. Tøver.

Vil du ikke indkøbe vodka?

HØJT til flisemellemrumskradseren

Jeg får nemlig den mest uopsættelige lyst til at sætte vaniljeekstrakt over…. har dog hverken vodka eller 6 vaniljestænger.

Min fantasi kimer indebrændt med den allestedsnærværende klokke. Som svigter jeg selve moder fåret i mig selv. Forstummer min brægen. Frustrerede udråb til uskyldige lam, kan forekomme.

Grundtvig højskole venter i Hillerød

Tasken er proppet fuld af unødvendig gejl, google maps som app, måske kommer den til kort, dog er kladden fra krak skrevet med STORT hvis nu og såfremt det hele bliver lort.

Kørsel til steder udenfor mit gevir synes trælse og forstyrre min hang til det vante. Det bedste, det forudsigeligt bekendte hvor Hviden med sit blå betræk finder hen helt af sig selv, jeg er bare med som en røv i et sæde.

Befaler flisemanden at tage sig godt af Winnie, ikke en lyshåret skønhed, men en øl “duftende” masse, som under køleskabets tredje hylde får enzymer til at udvikles og siderne i skålen til at størkne og danse.

Knus fra

Oversprings nyttelederen

Dette indlæg skulle havde omhandlet de udfordringer vi hver især kan have med diverse luft og lugt udslip. Den kommer på et tidspunkt, jeg trængte lige til noget luft…

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom

Likes

Jeg kan ikke styre det!

Den konstante higen efter “den”, bekræftelsen. Beviset på at nogle har tænkt på mig idag og at andre der slet ikke kender mig og heller ikke ønsker det, også har gjort det. Jeg er simpelthen derhenne nu hvor det er bydende nødvendigt at give mig selv restriktioner for, hvornår og med hvilken frekvens jeg må læse andres opdateringer i de forskellige Facebook grupper og på youtube. Det er jo trods alt ikke latest news om covid 19. Fuld stop nu. Jeg bliver forstemt når andre f. eks. skriver, “jeg har skrevet 1000 ord på så og så mange dage” på Skriverejsens forside, hvilket forøvrigt er et godt online skrive kursus.

Det er tankevækkende hvor hurtigt man bliver afhængig af noget. Det sniger sig ligesom ind på en til det er for sent og man er hjælpeløst fanget i et skuespil hvor man sjovt nok alligevel er en temmelig villig medvirkende.

Først er det ubevidst, så bliver jeg langsomt klar over hvor galt den er fat, når jeg nu igen tjekker det samme ud som i morges, i går aftes, i går eftermiddags “On and on and on” ligesom den ABBA sang du ved. Så ved jeg for alvor at jeg er videre i næste fase som er …

Fornægtelse

Den er den pinligste fordi jeg bliver beklemt ved tanken om, at jeg ikke ville bryde mig om at indrømme at jeg lige må tjekke morgen, middag og aften om der mon er nogen der har foræret mig en tommel ved mine skriverier eller ditto kommentarer til andres. Jeg bliver glad på andres vegne over et nået mål men, at få dem blæst op i hovedet hele tiden gør, at jeg unødvendig meget betvivler det jeg selv har opnået. Det er en selvværd`s, opslugende ond spiral, der sender en magtesløs ud i en vrangforestilling som går ud på, at alle andres liv er meget bedre og fuld af en mening jeg kun kan halse nytteløst bagefter for at opnå.

Ustoppelige som klokken der ringer flowet af opdateringer ind

Hvor kan jeg blive facebook/youtube detoxed online?

Har du nogen du vil anbefale?

Hvad der startede som en fodforstuvende, lokalbetænksom skraldopsamlingsmani føles stadig som at være en teenagemor for en hel provinsby, bare uden at slide på stemmebåndet, og sende den ind på værelset. Jeg vil slette mig fra de grupper der minder mig om, at jeg er en hund efter bekræftelse. For tiden brugt med at se hvad andre har lagt op, tager kostbar tid fra at kunne samle mere skrald op, skrive flere ord og lære noget om at lave kimchi… For det er åbenbart sådan med mig, at befrier jeg et tidsrum fra noget skal jeg straks fylde det med noget andet “meningsfuldt”. Allerhelst noget uprøvet hvor jeg skal helt forfra men lynhurtigt kan mærke fremskridt! Så er følelsen af, at jeg har brugt min tid godt nok nemlig størst. Jeg vil gerne rulle målebåndet for hvornår vi er “rigtige” ifølge dig, mig, dem jeg kender, dem jeg ikke gør, kloden, universet helt sammen og ned i min blå syæske og der kan det have det så godt!

Vi skal ikke spørge; “Hvem ringer klokkerne for?”

John Donne

Vi er en del af et hele – ikke alene af Danmark – men af hele verden.

Jeg vil gøre mig fri af afhængigheden af dokumentation på at jeg er i live, bevidne andres. Skraldopsamlere bosiddende langt fra min by behøver ikke at like mig fordi jeg har samlet en pose fuld af iturevne dåser i en græsplæne samt befriet Marielundvej fra 20 cigaretpakker. Det er jo fornemmelsen af at jeg har gjort det af mig selv der skal betyde noget, glæden ved synet af det grønne græs hvor hundepotter ikke skal risikere at skulle om dyrlægen for at syes, eller fuglene der ikke skal bruge skrald som redemateriale.

Jeg bliver så glad over folks store arrangement for at gøre en indsats, beviset på at jeg ikke er alene men når de tager et billede af en enlig plastik flaske ja så bliver jeg altså så trist, for så handler det ikke mere om at gøre naturen ren. Det gør det derimod når nogle mødes og samler skrald i flok på bestemte dage.

Knus fra hende

I påbegyndt selv diagnosticeret internet detox.

Ps. tilegnet Lili Dips du ved hvem du er.

Skrevet den af lisserbeidilhotmailcom · 1 kommentar

Min Moster fra Rødovre er død

Men der er stadig få æg tilbage i min indre æggebakke.

Når man slår overgangsalder op står der aaaalllltid, at du skal regne med mere voldsomme blødninger! Det er så noget min krop fuldstændig har misforstået, ikke fordi jeg skal klage, det er virkelig fedt nærmest kun at bruge bind et døgn. Det andet døgn er kun for syns skyld, og fordi det er så kæmpe træls at vaske underbukser i hånden. Nej men giver du mig ikke ret det er det da!

Så min mens, blodrøde Ninna er altså blevet noget anæmisk på det seneste, faktisk var jeg i ugevis overbevidst om, at jeg var gravid da den direkte udeblev. De uger gik en del af tiden med indre dialoger som, “du er ikke gravid.” “Jamen jeg har haft ubeskyttet sex.” “Ja det er så rigtig nok men det var afbrudt.”

Du må ikke sige det til min datter Goldilocks! Jeg har nemlig med en kæmpe tuba siden hun knap havde nået den seksuelle lavalder tudet ind i hendes fine, små øre, at man altså ALTID havde beskyttelse med, på undervejs og til og med slutningen. Nå, men latterligt nok endte jeg med og blive nød til at købe en graviditets test for at få indre fred! Den vordenede far bidrog med tjenstvillig, hensynstagende assistance og gik med i Emma`s NETTO.

I ly af en halv sen aftentime inden lukketid …

Hvorfor går jeg op i det!

Hvor det kun var unge på knap 20, som gik og lignede nogle der prøvede at feje og som var ret ligeglade med at jeg havde usikker sex. Da jeg for 23 år siden blev gravid første gang ville jeg ikke havde drømt om ikke, at tro på den ene test jeg tog. Godt, så vi springer lige frem til nutid, der var så 2 tester i pakken. Troede jeg på, at den første test talte sandhed som i “den absolutte sandhed?” Ha, ha nej, for jeg tænkte, at så dårlige kunne mine æg for Søren da ikke være! Hans har aldrig været andet end Skoda, men den bil har da så meget oppet sig ikke?

Dagens emne

For lige at vende tilbage til start. Man taler enormt meget om at man skal lære sig selv kunsten, at kunne sige “pyt”. Men en pyt til, at gå under benævnelsen; stress inkontinent vil jeg alligevel ikke gå med til, ikke uden kamp i hvert fald. For hvad så om et ½ år! Vil jeg så ikke komme ud at løbe for hvad nu, hvis et fjernt fra kommende falkeblik skulle opfatte bindets rotering i mellem min gyngende baller. Det ville jo afsløre at jeg er en drypper af små pyt`ter, ikke at jeg stadig kan få unger. Konklusion…

Leve med det el…?

Lægen er vel så næste stop?
Vil du med op?

En af overgangsalderens lidet charmerende tillæg

Grundet faldet af østrogen bliver slimhinden i urinrøret tyndere og muskulaturen bliver mere slap, tak for kaffe og så er der vel heller ikke hjemmebag i sigte.

I anledning af din indtræden i overgangsalderen får du måske overrakt denne uforudsete gave der ingen byttemærke eller returret har. Du har ganske uvidende drejet den russiske roulettes indre hjul og måske spiller dine hormoner deres spil meget lidt til din fordel.

Lige for at sætte det på plads; stress udgaven af inkontinens, også kaldet anstrengelses inkontinens betyder som regel at det er drypvis, og kan for det meste (er mit indtryk) trænes op. Jeg træner næsten hver morgen, okay hveranden, inden jeg står op, enten hængekøjen eller elevatoren, som kommer nedenunder plus de dybe vejrtrækninger jeg introducerede i indlægget “Træning uden hoved” gå ind i Levet liv og scroll ned. Find dit tidspunkt.

Træningen har allerede hjulpet efter kun en måned! Næsten ingen eller også var det virkelig kun sved i går, halleluja. Nej så hurtigt går det desværre ikke. Så er der urgeinkontinens og der kan du intet, intet styre. Begynder du at tisse på et uheldigt tidspunkt kan du ikke stoppe, og der skal du søge hjælp for det er mere end livskvalitets nedsættende det er … Skynd dig og få hjælp, snak og støtte hos din læge og bliv sendt videre til nogen f. eks. http://www.styrkdit underliv.dk som du ikke behøver at skamme dig over at sidde ansigt til ansigt med, okay? Ingen skal forøvrigt skamme sig over det, hvilket gør mig skamfuld at skrive for vi ved begge at det er man.

Som om urgeinkontinens udgaven ikke er slem nok er der andre der er værre men dem vil jeg ikke komme ind på her. Det samme gælder for behandling.

Inkontinens er noget jeg sjældent hører omtalt. Det er jo langt nemmere at sige man har ondt i sit knæ end, at man mangler styr på sin bund, (medmindre det er en kagebund!) Jeg følte mig selv nødsaget til det da min datter blev ved med at spørge, “kan vi ikke træne sammen om eftermiddagen?” Heldigvis lukkede jeg ikke munden på hende men sagde mine kvaler højt. Det var en enorm lettelse at “give elefanten plads “. Selvom jeg næsten intet drak efter morgenmaden var min bækkenbundsmuskulatur på det tidspunkt fuldstændig ukontrollerbar. Den skulle lige mindes om hvad der var dens job, nemlig at være en jeg kunne stole på. Nu har jeg sagt dem højt, smagt på ordene så meget at du får dem her værsgo!

Når jeg nævner det nu sådan lidt tilfældigt siger hun cool som hun er, “mor jeg havde faktisk glemt det!” Men jeg bliver nød til det. Gentage det, gøre det til noget vi kan snakke om, du må gerne tage den med mig, for at vride skammen ud af det. Det bliver dog aldrig til sådan helt ubesværet i samme sætning at udtale,”jeg har bagt grydebrød og jeg gjorde næsten ikke bindet “vådt” da jeg løb og samlede skrald.” Se Buk og skrald” under levet liv og tag den nedad på siden så dukker den op. Skammen skal helt ned at ligge, ikke inviteres indenfor og lad os snakke om det, som om det var et knæ…

Elevatoren

Lige meget hvad så synes jeg godt at du kunne være lidt solidarisk, åbenhjertigheden jeg har lagt for dagen indtil nu taget i betragtning. Trække køjen op med mig så vi løfter i flok. Hold den lidt, tæl til 1, nej vi kan også lege at den indre carport er en elevator i et højhus. Du kan selv bestemme om der er kælder, penthouselejlighed eller blomsterkummer på afsatserne som det er din tur til at vande. Der kunne også være festlige dørmåtter, din måtte, dit aftryk… Nøglen ligger…

Kan du suge op 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 lade nogen komme ud? De er ved at flytte så der er en der skal holde døren, nej det er gas du kan tage det. Men tør du trække vejret allerøverst med udsigten over din by? Holde spændingen lidt endnu, for så endelig at lade elevatoren summe ned til stuen, eller helt ned i kælderen? Måske du skal ud at køre? Føler du at du kan holde spændingen trods det, at din anden halvdel kun 2 meter væk, tygger store mundfulde knækbrød MEGET larmende, eller smasker tyggegummi i forskellige sammensatte og måske ind til nu uopdagede smagsnuancer? Måske han skulle søge patent hm…

Det jeg også lige ville runde. Er der overhovedet behov for en elevator i din ejendom, er der kun en gammel udslidt trappe som trænger til noget linolie? Er det at hænge ud i hængekøjen fint nok? Se forrige indlæg “Bingoplader” under “Levet liv og rul ned.

Kan du lave små knib, sug, løft hvor du hurtigt efter hinanden trækker i køjens fortøjninger og slipper så den falder (ikke endnu til dens naturlige leje), for så lynhurtigt at gøre det igen? Efter nogle gange eller hvor mange du nu kan lave lige nu slipper du helt til udgangspunkt. Træk lige vejret helt ned i tisseko…, tissemissen, bliv ved med at trække vejret i stor glubske mundfulde. Lad din ende synke ned måske havde du spændt i balderne, suget navlen ind, holdt vejret! Sidstnævnte helt sikkert ik? Gør ikke noget bare slip.

Husk! Giv slippet kærlig fokus det er lige så vigtigt som udånding er i forhold til indånding. Vi har det desværre med at give den dybe indånding mere opmærksomhed da vi tager alt for givet at udåndingen sker af sig selv lige meget hvad, men den skal også ordentligt og langt ud.

Knus fra hende

med bindet, Netto`s lyserøde pakke uden parfume, men vingebesat, dog ikke modstandsdygtig overfor turbulens i varme overophedet omgivelser.

Ses vi derude?

Lige en sidste ting eller opgave om du vil, “kan du prutte uden at dryppe?”

Det er blandt andet det, som det næste indlæg vil handle om. Som altid tilpas krydret med selvudleverende stof til eftertanke. Denne gang tilsat en lille smule fordomsfuld undren over kønnenes uudtalte reference angående luft/lugtudslip i samvær med andre, hvornår og hvor højt det må, kan og skal runge.